Netmagasinet Solidaritet

Solidaritet med de uafhængige russiske fagforeninger

{{brizy_dc_image_alt entityId=
Putins højreekstreme regime lægger et stigende pres på uafhængige fagforeninger. Det sker midt i en forværret økonomisk krise og diskussioner blandt russiske rigmænd om indførelse af en seksdages arbejdsuge med 12-timers arbejdsdage. Der er brug for støtte - også fra danske fagforeninger.
Af SAPs Forretningsudvalg
Læsetid: 2 minutter

 

Den 9. april gennemførte det russiske indenrigsministerium koordinerede ransagninger på kontorerne hos Ruslands Arbejdsforbund (KTR), som samler uafhængige fagforeninger, samt på kontorerne for fagforeninger som Flyveledernes Fagforening og Søfarernes Fagforening i Moskva.

 

Ransagningerne blev foretaget i forbindelse med en strafferetlig efterforskning om bedrageri. Imidlertid fjernede repræsentanter fra indenrigsministeriet fagforeningernes dokumenter og udstyr uden retskendelse. Disse handlinger forhindrede organisationernes løbende arbejde med at repræsentere og beskytte arbejdernes rettigheder.

 

Selvom hverken KTR eller dets medlemsorganisationer er genstand for den nævnte straffesag, er de blevet fremstillet i pro-regeringsmedier som forrædere og fjender. Medierne fremhæver, at KTR har modtaget midler fra vestlige donorer og haft kontakt med internationale fagforeninger.

 

Putin-regimet frygter en organiseret arbejderklasse
Hvis organisationen bliver erklæret “uønsket”, vil det i praksis betyde, at uafhængige fagforeninger ikke længere vil kunne forsvare arbejdernes rettigheder.

 

Opbygningen af Putins diktatur har været ledsaget af systematisk undertrykkelse af uafhængige fagforeninger og arbejderklassens selvorganisering.

 

KTR har konsekvent gjort modstand mod omdannelsen af den russiske arbejderklasse til en magtesløs og passiv arbejdskraft. Organisationen har blandt andet organiseret demonstrationer mod forhøjelsen af pensionsalderen i 2018 og kæmpet for højere lønninger til læger og lærere. En kriminalisering af KTR vil svække den organiserede arbejderklasses modstand mod styret i Rusland.

 

Støtteerklæringer fra fagforeninger
Vi udtrykker hermed vores solidaritet med KTR og de russiske uafhængige fagforeninger. Og vi opfordrer samtidig alle til at tage kontakt til deres egne fagforeninger og undersøge muligheden for at udarbejde en støtteudtalelse til KTR.
KTR er medlem af flere internationale fagforeningsorganisationer, og derfor er det naturligt, at danske fagforeninger viser solidaritet med deres russiske kolleger. En international opmærksomhed kan lægge et pres på regimet for at stoppe forfølgelsen.

Et diktatur kan ikke besejres uden en organiseret arbejderklasse.
Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 19. april 2026