Mon ikke stort set alle blev vildt imponerede over de fingeraftryk, som det lykkedes for Alternativet og især nok Enhedslisten at sætte på S-SF-R-M’s regeringsgrundlag?

 

Over omfanget af nogle af dem: F.eks. at et midlertidigt stop for enhver udvidelse af den konventionelle svineproduktion skal indføres straks, at haleklip og ekstremavl helt skal stoppe, landbrugsstøtten omfordeles m.m. At 4 mia. til gratis tandlæge for udvalgte grupper i regeringsperioden skal blive til gratis tandlæge til alle i 2035. At bus og tog i hele landet skal gøres gratis for alle op til 22 år. Og at det ikke bare blev enten halv moms på fødevarer eller nul moms på frugt og grønt, men begge dele på en gang!

 

Og også over antallet af positive fingeraftryk. Der er simpelthen et mylder af gode hensigter og en hel del mere eller mindre konkrete løfter i regeringsgrundlaget. Ikke bare på landbrugs- og natur-området, men på en lang, lang række områder - lige fra skoler i udkanten og ofrene for kontanthjælpsreformen til mere fair forhold for de OK-bærende fagforeninger.

 

Frihed til opposition

Næsten endnu vigtigere blev det slået fast, at EL og Alternativet står fuldstændigt frit til at gå i nådesløs opposition til al den blå og sorte politik, som jo også - helt forventeligt - stod nedfældet i regeringsprogrammet. F.eks. til de provokerende skattelettelser til selskaber og aktieejere og til dem med de højeste og allerhøjeste indtægter - endda tilføjet små skattestigninger (fastfrysning af bund- og beskæftigelsesfradrag), som rammer selv de allerlaveste indtægter. Til den fortsatte fremmedfjendske udlændinge- og integrationspolitik, de abnorme 5% af bnp til oprustning, den uændrede Palæstina-politik osv.

 

Ligesom vi selvfølgelig står frit til at kritisere den overordnet set desværre fortsat katastrofalt slappe klimapolitik - der ignorerer 2030-målet og sætter 2035-målet til usle 85% reduktion. Kun lidt over de 82%, der nærmest ville komme af sig selv. Og nok så vigtigt: Som kun i forblommet snak forholder sig til Danmarks globale forbrugsbaserede CO2-aftryk, som er en helt anden og langt mere pinlig sag. At end ikke den skammelige åbning af nye boringer i Hejre-feltet stoppes, udstiller at Danmarks klima-hykleri fortsætter.

 

Selvfølgelig vil regeringsgrundlaget ikke stille noget op med dette problem. Fordi vi har - trods alle flotte, grønne fingeraftryk - at gøre med en regering, der har det som sit fornemste mål at stimulere en grænseløs kapitalistisk vækst, gerne baseret på billig(!) grøn energi i enorme, globalt set helt urimelige mængder, stimuleret af hurtig indfasning af AI - og i øvrigt også med erklæret åbenhed for introduktion af A-kraft i Danmark.

 

EL’s regeringserfaringer

Hvis ikke EL havde denne frihed til samtidig at være opposition til venstre, ville det naturligvis være en politisk katastrofe at stille mandater til rådighed for, at denne regering får magten. Men det har vi! Og derfor var det den rigtige beslutning at lade S-SF-R-M komme til magten i stedet for noget endnu værre - og at få flest mulige politiske løfter ud af situationen.

 

Trods det klare blå flertal i Folketinget er denne regering ikke grundlæggende anderledes end regeringer, som EL tidligere har været parlamentarisk grundlag for. Bl.a. Thorning-regeringen, hvor Margrethe Vestager bestemt ikke svingede de riges taktstok i mindre grad end Lars Løkke gør det nu. Der lærte vi - på den hårde måde - at det var vigtigt at være i tydelig opposition. Vi var på barrikaderne i hårde kampe mod regeringen, bl.a. i lærer-konflikten og mod privatiseringen af DONG (Ørsted). Og vi lærte vel også, at vi måske skulle være mere friske til at vælte en sådan regering, i situationer hvor der var et venstresving i befolkningen.

 

I 2019-2022 forsøgte vi at bruge Thorning-erfaringen til at sætte grænser for S-regeringens borgerlige udskejelser ved hjælp af et såkaldt ”forståelsespapir”. Perioden blev speciel pga. corona’en. Men vi må i hvert fald konstatere, at selv om EL med dette papir i hånden fik en del indrømmelser - og samtidig formelt stod lige så frit, som vi gør nu - kom EL i alt for høj grad til at fremstå som et støtteparti, ikke en opposition. Det gjaldt f.eks. og især den række af klimaaftaler, som trods mange fine ord dannede rammen om ”hockeystavs-modellen” og det danske klimahykleri, som vi stadig lever med.

 

Har ”EL leveret”...?

Der har været stor åbenhed fra forhandlergruppen om, at det ikke er vores, men regeringens og det blå folketingsflertals politik, der f.eks. afspejler sig i regeringsgrundlagets palæstinapolitik, i udlændingepolitikken med Rwanda-planerne, i de asociale skattelettelser m.v.

 

Men i den udadvendte kommunikation må man nok sige, at der har været plads til begejstring - også i en grad, så man kan tale om at oversælge vores fingeraftryk og lade et alt i alt for positivt indtryk af det samlede regeringsgrundlag (jf. ovenfor) stå tilbage. Det giver f.eks. ikke en retvisende beskrivelse af den nye regering, når Pelle Dragsted tilsyneladende (med alle forbehold for fake news og urimelige klipninger!) på et møde i den europæiske venstrefløj præsenterer denne som et stort skridt fremad for ”Tax the Rich”-bevægelsen…

 

Der er jo absolut ingen grund til at tro, at alle regeringsgrundlagets positive løfter vil blive indfriet af sig selv. Mange af dem er ukonkrete og/eller ufinansierede. Det er temmelig skummelt, at mange af de konkrete målsætninger udtrykkeligt ikke ligger i regeringsperioden - heller ikke i form af klare delmål. Selv på det mest lovende område, dyrevelfærden, er fristen for en indfasning af overholdelsen af det lovfæstede forbud mod halekupering sat til 2030, måske efter at denne regering har lukket og slukket. Og fristen for at standse  ekstremavl er tidssat til 2035.

 

Momsnedsættelserne er allerede ved at blive udsat til 2030. Kontanthjælps-reparationerne m.m. vil angiveligt kræve mange ”armlægninger”, før de realiseres. Vi må se frem til, at der skal lægges massivt pres på regeringen, hvis ikke mange af de langsigtede løfter skal ligge syltede i kommissioner o.l. helt frem til og med næste folketingsvalg, hvor de så risikerer at blive aflyst…

 

Vi risikerer også, at regeringen vil forsøge at kæde indfrielse af løfterne til EL sammen med ”finansieringer”, som rammer helt uden for skiven. Altså vores skive. Løkke har jo betinget sig, at de rige ikke skal betale, men tværtimod forkæles.

 

Så der bliver kun måske plads til begejstring - og med sikkerhed hårdt brug for bevægelser, der kæmper indædt for deres sag, med denne regering som forventet modstander.

 

Der er ikke noget i vejen med begejstret at fejre de fine løfter! Det er fint at fastslå dem - for at hype dem som realistiske mål i klassekampen. F.eks. løfterne om gratis tandpleje og en total omlægning af landbruget. Den begejstring, disse løfter vækker, er et glimrende afsæt for,  at der faktisk kan føres en kamp for at få indfriet disse krav. Det bliver slet ikke nemt for regeringen at proppe disse forhåbninger ned i kisten igen - og det momentum skal vi selvfølgelig bruge maksimalt.

 

Men f.eks. en formulering som, at ”Enhedslisten nu har leveret på sine valgløfter”, er misvisende og illusionsskabende. Foreløbig er det fugle på taget, som skal fanges. Og hvis vi formulerer os som om det er noget, Pelle og de andre allerede har ordnet eller vil ordne inde i Folketinget (hvis bare vi husker at stemme på dem eller sponsorere med 10 kr. om måneden) - så sender vi et helt forkert signal. For Enhedslistens allervigtigste opgave er ikke at optimere stemmetallet, men at organisere og mobilisere folk. Ikke til at håbe på politikerne, men til selv at blive aktive for deres interesser og synspunkter.

 

Fra begejstring til bevægelse

Derfor skal begejstringen bruges som dynamo for bevægelse.

 

Den grønne bevægelse, der jo har hovedansvaret for at svin og drikkevand kom nogenlunde godt ind i regeringsgrundlaget, skal vi sammen udvikle til at blive endnu større, mens vi følger kravene til dørs. Ellers kan det såmænd snildt ende med, at Løkkes ”firepartsforhandlinger” og landbrugslobbyisterne får gjort kål på de fleste af ”leveringerne” på dette område. Derfor skal vi ikke give indtryk af, at den sag allerede er klaret - af EL i Folketinget.

 

Der vil formentlig også være basis for en social bevægelse, i hvert fald demonstrationer, der afviser skattelettelser til de rige og skattestigningen for de fattigste - som forskud på momslettelser, der muligvis giver prisfald, men først om et år eller to eller fire - hvis regeringen f.eks. vover at spille ud med noget i den retning.

 

Vi skal bruge begejstringen for de mange godbidder i regeringsgrundlaget til at mobilisere til kamp for at gøre dem til virkelighed. Lige nu er der fokus på, at vi på venstrefløjen - ikke DF eller DD - er dem, der faktisk prøver at gøre noget for at hjælpe dem, der har en stram økonomi. Derfor vil der også blive lyttet, hvis vi kalder til kamp for sagen.

 

Og så stopper vi selvfølgelig ikke der! Når momsen falder, men priserne slet ikke gør det i samme grad - så er det f.eks. en oplagt anledning til at kræve priskontrol - og måske selv organisere den. De danske detailpriser har i lang tid været Europas højeste - og profitraten i dagligvarebranchen er høj.

 

På samme måde vil en sejr over svinefabrikanterne være en sejr for hele den grønne bevægelse - som kan styrke den grønne kamp generelt. Det er en bevægelse, der i sin dynamik kan og vil sætte en helt anden (og påtrængende nødvendig!) vækst- og klima-dagsorden end regeringen. En dagsorden, der anfægter den profitstyring, som lige nu driver Verden mod afgrunden.

 

Og kampen for Palæstina fortsætter! Nu som før med Enhedslisten, men desværre ikke regeringen, på den rigtige side af barrikaden.

 

Sejre og mobiliseringer kan være en ”klassekampens svikmølle”, som vi gerne vil have sat i gang! Morten Messerschmidt og hans slæng vil blive sat helt på sidelinjen. Og når det bliver nødvendigt og muligt at vælte regeringen, er vejen banet for noget ægte rødt og grønt…

 

En gyser

Så vidt den optimistiske, begejstrede og håbefulde fremtidsvision. Desværre kan alting også udvikle sig helt anderledes:

 

Hvis Enhedslisten bliver så fokuseret på, at vi selv skal klare ærterne ved forhandlinger i Folketinget, så vi - for at ”levere på vores løfter” - stemmer for den ene tvivlsomme ”pakke” efter den anden, hvor vi bare fodrer hunden med dens egen hale…

 

Hvis vi lader os presse til at stemme for nedskærings-finanslove, fordi der er tegn på lavkonjunktur, og Løkke forlanger at rige og fattige skal deles om regningen. Og hvis EL for enhver pris vil ”redde” regeringen - fordi vi jo håber på, at den så om 5 og 10 år vil indfri regeringsprogrammets løfter til os…

 

Ja, så holder begejstringen ikke længe. Frustrationen og vreden vil brede sig - og selvfølgelig, endda med god grund, rette sig mod regeringen. Men selvfølgelig også mod dens (i denne gyservision) ”tro støtteparti”, Enhedslisten. I den situation vil vi hurtigt bare blive opfattet som en del af ”systemet”, ”den københavnske elite”, der lader de små betale, mens de rige klarer sig fint.

 

I den situation er der til gengæld andre kræfter, der med glæde byder sig til som opposition. Andre kræfter, der vil italesætte den berettigede vrede - på deres måde. Så er det måske DF, DD og LA, der på ryggen af folkets vrede kan overtage regeringsmagten efter næste valg. Og så er der nok ikke mange af 5-10-års-løfterne, der holder. Hverken for svin eller mennesker.

 

Socialistisk Arbejder Politiks forretningsudvalg, den 8. juni 2026