Afghanistan med grænser. Billede: Weaveravel, Wikimedia

Kabuls fald til Taliban den 15. august 2021 er et betydeligt politisk og ideologisk nederlag for det amerikanske imperium. De overfyldte helikoptere, der bragte personalet fra den amerikanske ambassade til lufthavnen i Kabul, mindede slående om sceneriet i Saigon – nu Ho Chi Minh City – i april 1975.

Den hastighed, hvormed Taliban-styrkerne stormede Afghanistan, var forbløffende; deres strategiske skarpsindighed var bemærkelsesværdig. En ugelang offensiv endte med triumfen i Kabul. Den 300.000 mand stærke afghanske hær brød sammen. Mange nægtede at kæmpe. Rent faktisk gik i tusindvis af soldaterne over til Taliban, som øjeblikkeligt krævede ubetinget kapitulation af marionetregeringen.

Præsident Asraf Ghani, en favorit blandt de amerikanske medier, flygtede ud af landet og søgte asyl i Oman. Det genoplivede kalifats fane flagrer nu over hans præsidentpalæ. I en vis forstand er den nærmeste analogi ikke Saigon, men Sudan i det nittende århundrede, hvor Mahdiens styrker væltede ind i Khartoum og gjorde den engelske general Gordon til martyr. William Morris hyldede Mahdiens sejr som et tilbageslag for det britiske imperium. Men i modsætning til de sudanesiske oprørere, der slagtede hele byens garnison, skiftede Kabul hænder uden større blodsudgydelse. Taliban forsøgte ikke engang at indtage USA´s ambassade, endsige angribe det amerikanske personel.

Den tyvende årsdag for ”krigen mod terror” endte således i et forudsigeligt og forudsagt nederlag for USA, NATO og andre, som hoppede på denne galej. Uanset hvordan man betragter Talibans politik – jeg har været en skarp kritiker af den gennem mange år – kan man ikke fornægte bevægelsens resultater. I en periode, hvor USA har ødelagt det ene arabiske land efter det andet, opstod der ikke nogen anden modstandsbevægelse, der effektivt kunne udfordre besættelsesmagten. Dette nederlag kan meget vel være et vendepunkt. Det er derfor, europæiske politikere klynker. De bakkede betingelsesløst op om USA i Afghanistan, og de har også lidt en ydmygelse – ikke mindst Storbritannien.

Biden havde ikke noget valg. USA havde erklæret, at det ville trække sig ud af Afghanistan i september 2021 uden at have opfyldt nogle af sine ”befrielses”-mål: frihed og demokrati, ligeret for kvinder og ødelæggelsen af Taliban. Skønt USA ikke var slået militært, så bekræfter de tårer, som forbitrede liberale udgyder, dets dybe tab. De fleste af dem – for eksempel Frederick Kagan i New York Times og Gideon Rachman i Financial Times tror, at tilbagetrækningen kunne have være udskudt for at holde Taliban stangen. Men Biden ratificerede helt enkelt den fredsproces, som Trump havde indledt, med Pentagons opbakning, og bekræftede den aftale, der var indgået i februar 2020 med deltagelse af USA, Taliban, Indien, Kina og Pakistan. Det amerikanske sikkerhedssystem vidste, at invasion var slået fejl: At Taliban ikke kunne undertvinges, uanset hvor lang tid det forblev i landet. Forestillingen om, at Bidens hastige tilbagetog på en eller anden måde gjorde de militante stærkere, er noget vås.

Kendsgerningen er, at USA gennem sin tilstedeværelse i tyve år ikke formåede at opbygge noget som helst, der kunne give dens mission værdi. Den grelt oplyste grønne zone var altid omgivet af et mørke, som folk i zonen aldrig fattede. I et af de fattigste lande i verden blev milliarder årligt spenderet på airconditionanlæg i de barakker, der husede amerikanske soldater og officerer, medens mad og beklædning med jævne mellemrum blev fløjet ind fra baser i Qatar, Saudi Arabien og Kuwait. Det kan ikke overraske, at en kolossal slum opstod i udkanten af Kabul, hvor de fattigste samlede sig for at lede efter værdierne i skraldecontainerne. De lave lønninger til de afghanske sikkerhedsstyrker kunne ikke overbevise dem om, at de skulle kæmpe mod deres landsmænd. Hæren, som var blevet opbygget gennem to årtier, var på et tidligt tidspunkt blevet infiltreret af Taliban-støtter, der her modtog gratis træning i brugen af moderne militært udstyr og fungerede som spioner for den afghanske modstandsbevægelse.

Dette var den miserable virkelighed af den ”humanitære intervention”. Selvom man må indrømme, at noget fungerede: Landet har oplevet en gevaldig vækst af sin eksport. Da Taliban i sin tid var ved magten, var opiumsproduktionen strengt reguleret. Siden den amerikanske invasion er den steget dramatisk, og udgør nu 90 procent af det verdensomspændende heroinmarked – hvilket kan få en til at tænke på, om denne langtrukne konflikt bør – i hvert tilfælde delvist – opfattes som en ny opiumskrig. Billarder i profit er blevet tjent og delt mellem de afghanske sektorer, der servicerede besættelsen. Vestlige officerer blev massivt bestukket for at muliggøre handelen. En ud af hver tiende unge afghaner er nu afhængig af opium. Tal for NATO-styrkerne er ikke tilgængelige.

Når det handler om kvinders status, har der ikke været den store forandring. Der har ikke været mange sociale fremskridt uden for den NGO-befængte Grønne Zone. En af landets ledende feminister i eksil bemærkede, at afghanske kvinder havde tre fjender: den vestlige besættelse, Taliban og den Nordlige Alliance. Med USA´s forsvinden, sagde hun, vil de være reduceret til to. (Medens dette skrives kan antallet måske være blevet til en, da Talibans fremrykning i nord eliminerede stærke fraktioner i Alliancen, endnu før Kabul blev erobret). Trods gentagne forespørgsler fra journalister og aktivister, er der ikke blevet frigivet pålidelige tal om sex-industrien, der voksede frem for at betjene besættelseshærene. Der er heller ikke troværdige voldtægtsstatistikker – skønt amerikanske soldater jævnligt brugte seksuel vold mod ”terrormistænkte”, voldtog afghanske civile og gav grønt lys for børnemishandling udført af allierede militser. Under borgerkrigen i Jugoslavien, blev prostitutionen mangedoblet, og regionen blev et center for sex-trafficking. FN´s indblanding i denne profitable forretning var veldokumenteret. I Afghanistan er alle detaljerne endnu ikke kommet frem.

Over 775.000 amerikanske tropper har kæmpet i Afghanistan siden 2001. Af disse blev 2.448 dræbt sammen med næsten 4.000 amerikanske lejesoldater. Omkring 20.589 blev sårede i kamp ifølge det USA’s forsvarsministerium. De afghanske tabstal er svære at beregne, idet ”døde fjender”, der også inkluderer civile, ikke er blevet optalt. Carl Conetta fra the Project on Defence Alternatives (Projektet om Forsvarsalternativer) har vurderet, at mindst 4.200-4.500 civile var blevet dræbt frem til midten af januar 2002 som følge af det amerikanske angreb, både direkte som ofre for luftbombardementerne og indirekte af den humanitære krise, der opstod som følge heraf. I 2021 rapporterede Associated Press, at 47.245 civile var omkommet som følge af besættelsen. Afghanske borgerrettighedsaktivister opgav et højere tal og insisterede på, at 100.000 afghanere (heraf mange uden for kampe) var døde, og at tre gange så mange var blevet sårede.

I 2019 offentliggjorde the Washington Post en 2000 sider lang intern rapport bestilt af den føderale regering i USA for at udrede fiaskoerne i landets længste krig, ”The Afghanistan Papers”. Den byggede på, en række interviews med amerikanske generaler (både pensionerede og i aktiv tjeneste), politiske rådgivere, diplomater, nødhjælpsarbejdere osv. Deres samlede vurdering var sønderlemmende. General Douglas Lute, den ”afghanske krigszar” [i USA bliver højtstående embedsmænd, der får tildelt særligt store magtbeføjelser ofte omtalt som ”zarer”, o.a.] under både Bush og Obama, indrømmede, at ”vi havde ikke det mindste begreb om Afghanistan – vi anede ikke, hvad vi foretog os …. Vi havde ikke den fjerneste anelse om, hvad vi havde givet os i kast med … Hvis bare det amerikanske folk kendte til størrelsen af denne dysfunktion”. Et andet vidne, Jeffrey Eggers, veteran fra det amerikanske frømandskorps og ansat i Det Hvide Hus under Bush og Obama, lagde vægt på det kolossale spild af ressourcer: ”Hvad fik vi så for denne 1 billion dollars? Var det en billion værd? … Efter drabet på Osama bin Laden sagde jeg, at Osama sikkert lå og grinede i sin våde grav, når man betænker, hvor meget vi har spenderet på Afghanistan”. Han kunne have tilføjet: ”Og så tabte vi alligevel”.

Hvem var fjenden? Taliban, Pakistan eller alle afghanere? En amerikansk soldat med lang tjenestetid var overbevist om, at mindst en tredjedel af det afghanske politi var narkomaner, og en anden betydelig del var Taliban-tilhængere. Dette udgjorde en stort problem for de amerikanske soldater, som en unavngiven højtstående soldat fra specialstyrkerne gav vidnesbyrd om i 2017: ”De troede, at jeg ville komme med et kort for at vise dem, hvor henholdsvis de gode fyre og skurkene bor… Det tog adskillige samtaler, før de forstod, at jeg ikke var i besiddelse af denne form for information. I begyndelsen blev de ved med at spørge: Men hvem er skurkene, hvor er de?”

Donald Rumsfeld gav udtryk for det samme tilbage i 2003. ”Jeg har ingen særlig indsigt i, hvem skurkene er i Afghanistan eller Irak,” skrev han. ”Jeg læser alle oplysningerne fra efterretningstjenesterne, og i første omgang lyder det, som om vi ved en hel masse, men når man begynder at grave i det, opdager man, at vi ikke har noget som helst, vi kan handle på. Vi er sørgeligt fattige på efterretninger om mennesker.” Manglende evne til at skelne mellem venner og fjender er et alvorligt problem – ikke bare i en teoretisk forstand, men også i en lavpraktisk. Hvis du ikke kan kende forskel på venner og fjender, efter at en bombe er blevet udløst på et travlt marked i en by, reagerer man ved at slå ud mod alt og alle, og skaber på denne måde flere fjender.

Oberst Christopher Kolenda, som rådgav tre generaler i konflikten, udpegede et andet problem med den amerikanske mission. Korruptionen var grasserede fra starten, sagde han. Karzai-regeringen var ”selvorganiseret som et kleptokrati”. Dette underminerede strategien efter 2002 om at opbygge en stat, der kunne forsætte efter besættelsen. ”Småkorruption er som hudkræft, der er måder at håndtere den på, og sandsynligvis vil du kunne få det godt. Korruption indenfor ministerierne, på et højere niveau, er som tarmkræft; det er værre, men opdager du den i tide, kan du sandsynligvis klare det. Kleptokrati, derimod, er som hjernekræft; det er dødeligt.” Selvfølgelig har den pakistanske stat – hvor kleptokratiet er indlejret på alle niveauer – overlevet gennem årtier. Men tingene var ikke så enkle i Afghanistan, hvor bestræbelserne på at opbygge en nation blev ledt af en besættelseshær, og den centrale regering havde minimal folkelig opbakning.

Hvad med de falske rapporter om, at Taliban var blevet drevet på flugt, for aldrig mere at vende tilbage? En ledende skikkelse i Det Nationale Sikkerhedsråd reflekterede over de løgne, som hans kolleger havde udspredt. ”Det var deres forklaringer. For eksempel når angrebene fra Taliban blev værre? ‘Det er blot, fordi der er kommet flere mål for dem at skyde på, så flere angreb er ikke et tegn på manglende stabilitet’. Og når angrebene så tre måneder senere var blevet endnu værre? ‘Det er fordi Taliban bliver desperate, så det er faktisk et tegn på, at vi er ved at vinde’ … Og dette forsatte og fortsatte af to grunde, dels for at få alle de involverede til at se godt ud, og for at få det til at se ud, som om tropperne og ressourcerne havde en virkning, og at det derfor ville forværre situationen i landet at fjerne dem.”

Alt dette var en offentlig hemmelighed i regeringskontorerne i de europæiske NATO-lande.. I oktober 2014 indrømmede [https://www.theguardian.com/uk-news/2014/oct/26/uk-troops-camp-bastion-afghan-forces-13-years-helmand] den britiske forsvarsminister Michael Fallon, at ”der blev begået militære fejltagelser, og fejl blev begået af politikerne på dette tidspunkt, og dette går 10 eller 13 år tilbage … Vi vil ikke sende kamptropper tilbage til Afghanistan, under nogen omstændigheder”. Fire år senere sendte premierminister Theresa May britiske tropper tilbage til Afghanistan og fordoblede antallet af kampsoldater ”for at hjælpe med at håndtere den skrøbelige sikkerhedssituation”. Nu fungerer medierne i UK som et ekko for udenrigsministeriet og kritiserer Biden for at have foretaget det forkerte træk på det forkerte tidspunkt, hvor den øverstbefalende for det britiske militær, Sir Nick Carter, giver udtryk for, at det kan blive nødvendigt med endnu en invasion. Menige konservative parlamentsmedlemmer, koloni-nostalgikere, tåbelige journalister og Blair-spytslikkere stiller sig alle i kø for at opfordre til en permanent britisk tilstedeværelse i den krigshærgede stat.

Det, som er overraskende, er, at hverken general Carter eller hans ekkoer synes at have anerkendt omfanget af den krise, som den amerikanske krigsmaskine stod over for, som det blev beskrevet i ”Afghanistan-papirerne”. Medens de amerikanske krigsplanlæggere langsomt er vågnet op til virkeligheden, klynger deres britiske kolleger sig stadig til et fantasibillede af Afghanistan. Nogle argumenterer med, at tilbagetrækningen vil sætte Europas sikkerhed på spil, når al-Qaeda omgrupperer sig under det nye Islamiske Emirat. Men disse forudsigelser er ikke ærlige. USA og UK har brugt år på at bevæbne og assistere al-Qaeda i Syrien, ligesom de gjorde i Bosnien og i Libyen. En sådan skræmmekampagne kan kun virke i en sump af uvidenhed. I det mindste ser det ikke ud til at have virket på den britiske offentlighed. Nogle gange påtvinger historien et land den presserende sandhed gennem en malende demonstration af kendsgerninger eller en afsløring af eliter. Den øjeblikkelige tilbagetrækning er sandsynligvis et sådant øjeblik. Briter, allerede fjendtlige overfor ”krigen mod terror”, vil kunne blive hærdede i deres modstand mod fremtidige militære erobringer.

Hvad vil fremtiden bringe? Som en kopi af den model, der blev udviklet for Irak og Kuwait, har USA annonceret en permanent speciel militær enhed, bestående af 2.500 soldater, stationeret på en base i Kuwait, klar til at flyve til Afghanistan for at bombe, dræbe og såre, hvis det skulle blive nødvendigt. I mellemtiden besøgte en højtstående Taliban-delegation Kina i juli, hvor de lovede, at deres land aldrig igen ville blive brugt som en affyringsrampe for angreb på andre stater. Venskabelige diskussioner blev afholdt med den kinesiske udenrigsminister, og disse blev gengivet som handlende om handel og økonomisk samarbejde. Dette topmøde lignede tilsvarende møder mellem afghanske mujahedinere og vestlige ledere i 1980´erne: De førstnævnte optrådte med deres wahabistiske klædedragter og autoriserede lange skæg med Det Hvide Hus eller Downing Street nr. 10. som spektakulære baggrunde. Men nu, med NATO på tilbagetog, er nøglespillerne Kina, Rusland og Pakistan (der utvivlsom har leveret strategisk assistance til Taliban, og for hvem dette er en kæmpe politisk-militær triumf). Ingen af disse lande ønsker en ny borgerkrig i stærk kontrast til USA og dets allierede efter den sovjetiske tilbagetrækning. Kinas nære forhold til Teheran og Moskva ville kunne give landet mulighed for at arbejde frem mod en skrøbelig fred for borgerne i dette traumatiserede land, støttet af fortsat russisk indflydelse i nord.

Der er blevet lagt meget vægt på gennemsnitsalderen af befolkningen i Afghanistan: 18 år i en befolkning på 40 millioner. I sig selv betyder dette intet. Men der er håb om, at unge afghanere vil stræbe efter et bedre liv efter den 40-årige konflikt. For de afghanske kvinder er kampen langt fra ovre, selv om der nu kun er en enkelt fjende tilbage. I Storbritannien og andre steder må alle, som ønsker at kæmpe videre, skifte fokus til de flygtninge, der snart vil banke på NATO’s dør. I det mindste skylder Vesten dem et asyl – den mindste form for kompensation for en unødvendig krig.

16. august 2021

Oversat fra New Left Review af Peter Kragelund