Det følgende er et interview foretaget af aktivister fra den kurdiske kvindebevægelse med Samia Walid, aktivist fra RAWA (Revolutionary Association of the Women of Afghanistan). Første gang bragt i september 2019.

af RAWA

Foto: RAWA-organiseret protest mod Taleban i Peshawar, Pakistan, 28. april 1998

 

Vi vil bede dig om at fortælle os om RAWA’s historie og mission? Hvordan var det for afghanske kvinder, dengang jeres organisation blev dannet? Hvad er jeres rolle i samfundet? Hvordan arbejder I?

 

RAWA er den ældste kvindeorganisation i Afghanistan, der kæmper for frihed, demokrati, social retfærdighed og sekularisme. RAWAs grundlægger var Meena, der dannede denne gruppe som ung i 1977, bistået af andre kvindelige studerende i Kabul. Meena blev myrdet i Quetta, Pakistan, i 1987 af agenter fra KGAD (den afghanske gren af KGB) med hjælp fra Gulbuddin Hekmatyars blodtørstige fundamentalistiske slæng. Hun blev kun 30 år. Det, der adskiller RAWA fra andre sammenslutninger, er, at vi er en politisk organisation. Da RAWA blev dannet, var Afghanistan undertrykt af den sovjetiske marionetregering og senere invasion, og Meena mente, at kampen for uafhængighed, frihed og retfærdighed var uadskillelig fra kampen for kvinders rettigheder. Efter Meenas martyrium fortsatte RAWA kampen imod de afghanske islamiske fundamentalister og deres internationale bagmænd frem til i dag.

 

RAWA arbejder stadigvæk under jorden i de fleste områder af Afghanistan, men er konfronteret med enorme vanskeligheder. Jihad-ledere og krigsherrer, der har begået afskyelige forbrydelser, har kontrol over den nuværende regering [indtil Taleban overtog magten, o.a.] og parlamentet, og de har deres egne kongeriger i forskellige dele af Afghanistan. Abdullah Abdullah, den øverste chef for Afghanistan, er en af de Jihad-ledere, der hører til Shorae Nizars kriminelle organisation. Det gør det meget vanskeligt for os, da dette krapyl er vores største fjender, der ikke tøver med at lægge hindringer i vejen for os og gøre os fortræd, hvis de kan komme til det. I andre dele af Afghanistan, hvor det er Taliban-fundamentalisterne, der har magten, står RAWA over for den samme undertrykkelse. Alle vores medlemmer bruger pseudonymer for at beskytte sig, og vi kan aldrig træde offentligt frem med vores arbejde. Trods alle disse forhindringer er det stadigvæk muligt for os at fortsætte med vores politiske aktiviteter i de fleste dele af landet på grund af vores kontakter med lokale, og så det, at deres had til disse forbrydere omsættes til støtte for os.

 

Vores politiske aktiviteter består også i at udgive tidsskrifter og artikler og mobilisere kvinder, så de bliver bevidste og tager del i vores kamp. Vi indsamler oplysninger om og dokumenterer drabene, voldtægterne, røverierne, plyndringerne, pengeafpresningerne og andre forbrydelser, der bliver begået af krigsherrerne i fjerne egne i Afghanistan. Vores sociale aktiviteter består i at sørge for uddannelse af kvinderne (ikke ligefrem i at lære at læse og skrive, men bevidsthed om deres rettigheder, og hvordan de opnår dem), oprette børnehjem og sundhedsrelaterede aktiviteter.

 

Hvordan er jeres analyse af patriarkatet? På hvilke måder er det forbundet med staten, imperialismen og kapitalismen?

 

Patriarkatet bliver hele tiden holdt oppe og kælet for af reaktionære, kapitalistiske og imperialistiske regeringer over hele verden, først og fremmest for at holde kvinder væk fra at spille en rolle i samfundet, og især i politik. Alle slags regeringer, især feudale regeringer, tæt knyttet til imperialistiske kolonisatorer som Afghanistans, oplever kvinders styrke og bevidsthed som en alvorlig trussel mod deres herredømme og har anvendt diverse metoder for at begrænse antallet af områder, hvor de kan gøre sig gældende, og den voksende bevidsthed om ligeværdighed. Når man tænker på, at den slags regeringer er folkefjendske af natur, og kun kan holde sig ved magten ved at undertrykke masserne og deres kamp, så bliver deres vigtigste mål undertrykkelsen af kvinderne. Ved at styrke det feudale kvindehad og tilsvarende adfærdsformer, så fratager de kvinder alle deres rettigheder, og gør halvdelen af samfundet magtesløst, og skaffer sig på den måde sikkerhed for, at der ikke bliver nogen kamp eller modstand fra den kant. Disse regeringer gør aldrig noget for kvinders ligeberettigelse, men vil hellere stramme deres lænker.

 

De afghanske kvinders situation er i dag mere fortvivlende end nogensinde. USA invaderede Afghanistan under parolen om ’kvinders rettigheder’, men det eneste, de har givet vores kvinder i de seneste 18 år, er vold, myrderier, seksuel vold, selvmord og selvbrændinger og andre ulykker. USA gav magten i hænderne på de grusomste og mest ondskabsfulde fjender af afghanske kvinder, de islamiske fundamentalister, og begik et forræderi mod vores lidende kvinder, som der ikke findes nogen tilgivelse for. Det har været deres taktik i de sidste fire årtier. Ved at finansiere og værne om Jihadi, Taliban og IS, der alle er islamiske fundamentalister og ikke alene er morderiske kriminelle, men i lige så høj grad kvindehadere, så har USA i praksis undertrykt vores kvinder.

 

På hvilke måder forbinder du kvindefrigørelsen med modstanden imod besættelsen?

 

Vi forstår også de afghanske kvinders frigørelse som frigørelsen fra imperialistiske kolonisatorer, islamistiske fundamentalister og marionetregeringen. Kvinders frihed er direkte forbundet med kvinders modstand og revolutionære kamp imod den vigtigste årsag til deres lidelser og ulykke – besætterne og deres indenlandske lakajer. Vi tror ikke, at fundamentalisterne og de morderiske og korrupte grupperinger, der er involveret i drab, plyndringer, røveri og andre forbrydelser og forræderier, kan hente støtte andre steder fra end udenlandske magter, uden hvis aktive medvirken de ikke ville overleve en eneste dag. Ved at øge kvinders politiske bevidsthed og ved at udstille disse mennesker som den grundlæggende årsag til deres ulykker, så ønsker vi at organisere kvinder til en ukuelig kamp imod dem, så de vil blive tilintetgjort lige så nemt, som de blev skabt af deres udenlandske herrer.

 

USA-imperialismen har i særlig grad anført afghanske kvinders rettigheder som retfærdiggørelse og legitimering af invasionen af Afghanistan. På hvilke måder underminerer denne fortælling jeres aktivisme i den brede befolkning?

 

USA er ekspert i at aflede den revolutionære og politiske kamp, der bliver ført af vort folk, især kvindernes kamp. I de seneste 18 år har de, ud over at støtte de mest kvindefjendske elementer i hele Afghanistan og forsikre dem om, at de vil blive ved med at være urørlige, ført en lang række kvinder frem i regeringen og andre statslige institutioner, i NGO’er, civilsamfundet og kvindenetværk. Det har et dobbelt formål. Det, som de først og fremmest bruger disse kvinder til, er at føre verden bag lyset med hensyn til, hvordan afghanske kvinders situation i virkeligheden er. Og for det andet sikrer de sig, ved at tage dem under deres vinger, at de afghanske kvinder ikke tilslutter sig den revolutionære kamp, og på den måde fratager de kvindebevægelsen mulighederne for at inddrage mennesker, der ville være af stor værdi for den.

 

Her for nylig mødtes en række kvinder fra ’Kvindenetværket’, der var til fals i deres higen efter indflydelse og magt, med Gulbuddin Hekmatyar som ’repræsentative’ for afghanske kvinder. Gulbuddin er en af de allermest blodtørstige, kvindehadske forbrydere, der er særdeles velkendt for at smide syre i ansigterne på kvinder i sine yngre dage, og disse kvinder mødtes med ham for at hvidvaske hans kvindehadske islamistiske parti. Kvinder som Fawzia Koofi, Habiba Sarabi, Sina Samar og andre sidder til bords med Jihad- og Talibanforbrydere og hvem som helst ellers, med penge og magt som modydelse, og har på forræderisk vis ført sig frem som repræsentative for Afghanistans undertrykte kvinder. Disse kvinder lukker øjnene for, at kvinder bliver pisket og stenet af Taliban, og fremhæver deres ’gode’ projekter for kvinder, hvis de bakker op om regeringen! Disse kvinder står skulder ved skulder med magthaverne som forrædere mod vores lidende kvinder og har ingen bånd til eller medfølelse med Afghanistans kvinder.

 

Hvordan kan det være, at RAWA besluttede sig til at blive i Afghanistan eller i regionen i stedet for at flytte deres aktiviteter til europæiske/vestlige lande? Hvad mener du om den voksende indflydelse i Afghanistan og andre lande i det globale Syd fra NGO’er, der bliver sponsoreret af vestlige institutioner?

 

RAWA har det synspunkt, at de kun kan udvikle sig til en stærk bevægelse med massernes opbakning, og at denne opbakning vindes ved at blive i Afghanistan og arbejde dér, selv om denne situation ligner helvede lidt for meget. Folk stoler kun på organisationer, der rent fysisk står side om side med dem og er aktive inden for landets grænser. Vores erfaringer er, at organisationer, der har klippet deres rødder i Afghanistan over og er flyttet til Europa eller andre lande, er blevet opløst i skam. En af årsagerne til, at RAWA har levet så længe og bliver ved med at kæmpe, er, at vi valgte at blive i Afghanistan på trods af den blodige situation.

 

Afghanistan er blevet invaderet, udnyttet, angrebet og i vid udstrækning ødelagt af imperialistiske magter igennem de seneste årtier. Det er især gået ud over kvinder. Selv om RAWA har ført an i kampagner for at føre Talibans systematiske seksuelle vold for retten, så har vi set kvindehadske, korrupte individer stige til tops i det politiske liv med opbakning fra USA. Hvordan vil du analysere anvendelsen af seksuel vold i krige? På hvilke måder, og med støtte fra hvem, har den været et redskab i krigen i Afghanistan? Og hvordan ser det ud med mulighederne for retfærdighed for afghanske kvinder, fra dit synspunkt? 

 

Det er, som i de fleste konflikter i historien, kvinder og børn, der har været de vigtigste mål i krigen og konflikterne i Afghanistan. De har været de mest sårbare mål for de fundamentalistiske grupperinger, der har hærget vores nation igennem tre årtier. Voldtægt og andre former for seksuel vold blev hverdagskost, efter at Jihadi’erne, skabt, finansieret og støttet af USA, Saudi-Arabien og Pakistan, kom til magten efter Sovjetunionens nederlag. De forskellige kliker af Jihadi-krigsherrer, opdelt efter etnicitet og anført af Gulbuddin Hekmatyar, Burhanuddin Rabbani, Abdul Rab Rassol Sayyaf, Karim Khalil, Ahmad Shah Masood og Abdul Rashid Dostum, udplyndrede og voldtog Kabuls indbyggere, dør for dør. Kvinder blev bortført og holdt indespærret i kældre og tomme bygninger og blev voldtaget og tortureret, igen og igen. De fleste af dem blev myrdet til sidst, og man fandt deres kroppe, lemlæstede og skamferede til ukendelighed, efter at medlemmerne af de forskellige grupperinger havde forladt et bestemt område. Hvad de overlevende blandt disse kvinder har haft at fortælle, rummer rædsler og grusomheder i en uendelig, mareridtsagtig kæde.

 

Retfærdighed for kvinder kan kun bringes til veje ved den totale tilintetgørelse af den nuværende regering, der består af fundamentalistiske islamister og andre USA-forrædere. Lederne af de fundamentalistiske islamistpartier, der har begået krigsforbrydelser imod kvinder, skal for retten og straffes. Når vores kvinder har løst den opgave, så kan vi sige, at retfærdigheden er sket fyldest.

 

I lande, der er blevet sønderrevet af krig, er kvinder blevet forfulgt og bragt til tavshed, hvad enten der var krig eller fred. Det ser ud, som om deres organisationer, viljestyrke og politiske fordringer befinder sig på et sidespor i alle faser af en konflikt, selv under fredbestræbelser. I visse tilfælde er kvinder blevet fremstillet på en næsten symbolsk facon som skrigende, hjælpeløse ofre, der ikke er i stand til at tale for sig selv. Hvad er de afghanske kvinders rolle i forhold til fred og retfærdighed?

 

For afghanske kvinder kan fred kun tilvejebringes ved retfærdighed, og retfærdighed kun ved at befri Afghanistan for besættelse af fremmede magter og islamiske fundamentalister. Når disse forrædere er fjernet fra magten og blevet retsforfulgt og straffet, så er den retfærdighed, som kvinder stræber efter, fred, de vigtigste fornødenheder og et virkeligt demokrati. Og det er opnåeligt gennem bevidste kvinders kamp.

 

De fredsforhandlinger, der finder sted mellem USA, Taliban og en hel række af prominente afghanske personligheder, herunder kvinder, er salt i såret for vores kvinder. De hykleriske kvinder, der påstår, at de repræsenterer kvinderne, er deres værste fjender, og de forhandler med de allerfarligste kvindefjender om at give dem mere magt og flere penge, end de allerede har.

 

Hvilken samfundsform kæmper I for? Hvad gør I for at virkeliggøre jeres utopier her og nu?

 

Vi kæmper for et uafhængigt, frit og demokratisk samfund, der bliver regeret på et grundlag af social retfærdighed, og hvor kvinder og mænd er ligestillet i alle henseender. Vejen til det er lang og hård, og det er en enorm opgave at mobilisere og organisere kvinder, så de kommer til at udgøre en meget stor og vidtrækkende bevægelse, men vi tror ikke, der er noget andet valg, hvis disse værdier skal virkeliggøres.

 

Hvad betyder frihed for kvinder for dig og din bevægelse?

 

Frihed for kvinder består i vores deltagelse i alle sider af et samfundsliv, der er baseret på demokrati, sekularisme og social retfærdighed. Den består i vores uindskrænkede ligestilling med mænd i alle henseender. Det er kun et samfund, der er befriet for besættelse og den fundamentalistiske kvindehadsvirus, og hvor demokrati og social retfærdighed er ført ud i livet, der kan bryde kæderne af vold mod kvinder og indfri kvinders frihed og rettigheder i deres fulde omfang.

 

Som kurdisk kvindebevægelse ved vi, at RAWA værdsætter internationalisme som et vigtigt aspekt ved modstand og frigørelse. Kvinder i Afghanistan er gået i gaderne til støtte for kvinders revolution i Rojava. Hvad mener I mere generelt om kvinders kamp i Rojava eller i Kurdistan? Hvad kan vi lære af hinanden?

 

Den kamp og de ofre, som Kurdistans løvinder har ydet, har været en inspirationskilde til styrke for os. Deres kamp mod IS og andre middelalderlige forbrydere, har været en helt uvurderlig lære for os. Vi kender ingen magt på jorden, hverken IS og deres supermagtsstøtter og andre lande i regionen, der kan bestå, hvis den møder virkelig modstand fra masserne. Vi ved, for den millionte gang, at ingen kamp kan vindes, hvis ikke kvinder tager del. Vi er med på de ofre, der kræves, for at vi kan nå frem til vores drømmesamfund. Når vi hører navnet IS i Afghanistan, så forbinder vi det med de beslutsomme og tapre kvinder fra Kurdistan, ikke med den terror, de kører frem med i vores eget land. Vi tror på, at de kan besejres, og ikke har en chance, når de står over for en ægte kvindebevægelse. Når vi uden vaklen tror på disse ting, fordi vi har sat fødderne på den vej, så er jeres kamp et lysende bevis på denne tro.

 

Med hensyn til kvinders kamp for frihed på globalt plan, hvad tror du så er vejen frem for os, når vi arbejder sammen i fælles kamp mod patriarkat og andre former for vold og undertrykkelse?

 

RAWA tror på den internationale solidaritet med demokratiske og progressive organisationer og partier, der stræber efter uafhængighed og kæmper for frihed, som en livsvigtig del af kampen inden for vore eget lands grænser. Vores kamp har en høj grad af sammenfald med det kurdiske folks kamp, ligesom også vores fjender ligner hinanden Vi kæmper imod imperialismen og deres fundamentalistiske lejesoldater. Vi må dele vores erfaringer og lære af hinanden, så vi bedre kan klare os igennem denne byrdefulde kamp.

 

September, 2019

 

Oversat fra Komun-Academy af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com