I flere omgange, senest sidste efterår, har nogle medier omtalt en ”SAP-bande”. Bag betegnelsen gemmer sig en stribe røverhistorier fra PET’s arkiv: 

• SAP organiserede i begyndelsen af 90’erne menneskesmugling i stor stil
• SAP planlagde på samme tid en befrielsesaktion af Blekingegadebanden
• SAP oprettede hemmelige celler, der forberedte sig på væbnet kamp
   

Historierne har ikke noget på sig, og en række svar fra justitsministeren i Folketinget har bekræftet, at det var løse rygter, som PET ikke selv tog alvorligt.

Trods flere udfordringer har forfatterne til det pågældende afsnit i PET-Kommissionens rapport ikke villet redegøre for, hvorfor de har viderebragt historierne, først i rapporten, dernæst i en privat bog. 

Baggrund
Fra før det hed PET, har politiets efterretningsvæsen forsøgt at holde øje med revolutionæres og socialisters aktiviteter i Danmark, herunder SAP og vores forgængere. Det har vi og vores forgængere godt vidst, og med mellemrum er diverse agenter, mikrofoner og lignende blevet afsløret.

Den helt store afsløring af PET-aktiviteter kom dog, da en TV-station i 1998 bragte udsendelsen om Anders Nørgaard, som fortalte om sine aktiviteter som hemmelig PET-agent i SAP. Bl.a. disse afsløringer førte til, at Folketinget nedsatte PET-Kommissionen, som i juni 2009 offentliggjorde sin mammut-beretning. Dette er mere udførligt blevet behandlet i tidligere SI-artikler.

PET-Kommissionen om SAP
En betydelig del af PET-Kommissionens beretning handler om SAP og SAP’s forgængere. Dels har Anders Nørgaard sit eget bind i den samlede beretning. Derudover er der et langt kapitel, der fokuserer på SAP og forgængere. Endelig er der omtale af SAP og forgængere i bindene om fagforeningsaktiviteter, om fredsbevægelsen og om andre solidaritetsbevægelser

PET refereres for at have konstateret et generationsskifte i 1972, og det var cirka på det tidspunkt, jeg blev medlem af SAP’s forgænger, RSF, så i det følgende vil jeg holde mig til perioden fra 1972 og frem.

Naturligvis er RSF/SAP-afsnittet ikke en nuanceret og dækkende partihistorie. Selv om vores egne centrale prioritering ofte kan genkendes, så har der været en høj grad af tilfældighed i PET’s registreringer at dømme efter Kommissionens beretning.

Afsnittet gengiver også mange mærkværdige analyser og fortolkninger af vores aktiviteter, der tydeligvis har til formål at gøre os mere farlige, mere ulovlige og mere registreringsværdige, end vi var. Disse PET-analyser gengives som regel ukritisk og nogle gange med direkte opbakning fra Kommissionen.

Forsvundet materiale
Hvad disse tilfældigheder og skæve analyser skyldes, vil næppe nogensinde blive afsløret, fordi det fremgår af rapporten, og PET makulerede det meste af materialet om SAP i 80’erne få uger efter, at de var blevet bekendt med, at deres aktiviteter i SAP ville være genstand for en afslørende tv-udsendelse. Tilbage var kun opsummerende rapporter.

Men med alle disse fejl og fejlfortolkninger må vi samtidig konstatere, at der i beskrivelsen af RSF/SAP fra 1972 og frem til 1989 (slutpunktet for Kommissionens arbejde i henhold til kommissoriet) stort set kun optræder lovlige aktiviteter. De få ulovlige aktiviteter, der beskrives, er faglige blokader, besættelserne for at få et ungdomshus i København o.l. Og det er uden undtagelse aktiviteter, som RSF/SAP aldrig forsøgte at skjule. Tværtimod var det en vigtig del af vores arbejde at fortælle mest muligt om dem og at få flest muligt med i dem.

Samlet set afslører beretningen ingen hemmelige SAP-aktiviteter.

Et mærkværkdigt appendix
Og dog. I slutningen af kapitlet om SAP fortæller Kommissionen over 2-3 sider om en eller flere rapporter (det er lidt uklart), som PET har skrevet i 1990-1991. Ifølge disse rapporter var SAP i denne periode involveret i:

• Menneskesmugling af 175 personer. Alle økonomiske transaktioner i den forbindelse gik via SAP’s landskontor. Formålet skulle bl.a. være at skaffe ”revolutionære aktivister” til Danmark.
• Planlægning af en befrielsesaktion af Blekingegadebanden og en udsmugling af dem til Mellemøsten
• Oprettelsen af hemmelige celler, der forberedte sig på væbnet kamp
   

Det er SAP’s involvering i disse aktiviteter, som Informations Ulrik Dahlin har døbt ”SAP-Banden” – en lettere sarkastisk parallel til Blekingegadebanden.

Demokratiske muligheder
Om disse tre påstande kan jeg, der havde min daglige gang på SAP’s landskontor i denne periode, sige, at de intet har på sig.

Vores analyse den gang var, at vi i Danmark befandt os i en periode (som i dag), hvor der var så meget demokratisk rum og så relativt mange demokratiske rettigheder, at det var muligt for os at arbejde for at mobilisere til kampe og bevægelser mod forskellige udslag af kapitalismen, at organisere og at udbrede antikapitalistiske, socialistiske forklaringer og løsninger uden at bryde loven – undtagen ved de situationer, hvor vi åbent kunne forklare det og få brede grupper til at acceptere det.

I forlængelse af det var det vores helt klare opfattelse, at vi ville skabe os selv unødige problemer og begrænse vores egne muligheder for succes, hvis vi af den ene eller anden grund benyttede os af ulovlige metoder og derfor måtte arbejde hemmeligt. Faktisk havde vi ind imellem diskussioner om, i hvor høj grad SAP-medlemmer burde være ekstra lovlydige for ikke at give systemet, herunder efterretningstjenesterne, en undskyldning for at slå ned på os.

Ingen sympati for Blekingegadebanden
I SAP’s ledelse, på SAP’s landskontor, på SAP-kongresser eller på SAP-afdelingsmøder var der derfor ingen ønsker om, planer om eller faktisk udførelse af for menneskesmugling, befrielse af Blekingegadebanden eller forberedelse af væbnet kamp. Det stred mod hele vores grundholdning.

Dertil kan man tilføje, at der i SAP absolut ingen sympati var for Blekingegadebanden, hverken for deres analyser eller for de faktiske aktiviteter. Ved enkelte lejligheder formulerede vi også vores kritik af Blekingegadebanden offentligt (se artiklen: Lars Hedegaard gør SAP til sympatisør af Blekingegadebanden ). Så det er helt ulogisk at forestille sig SAP-planer om at hjælpe dem.

PET og påstandene
Selv om vi kan fastslå, at historierne ikke har noget på sig, så kunne PET i princippet have troet på dem. Men det stiller i sig selv ikke PET i et bedre lys, fordi:

• Enten satte PET dengang en vis lid til påstandene – men hvorfor videregav de så ikke oplysningerne til andre dele af politiet, så de kunne blive efterforsket og SAP eller SAP-medlemmer blive retsforfulgt?
• Eller også kasserede PET dem dengang som det nonsens, de var – men hvorfor var de så gemt i PET-arkiverne, når så meget andet var makuleret?
   

Den indbyggede modsigelse har fået politikere fra alle sider til at stille spørgsmål til justitsministeren og til at opfordre ham til at gennemføre en ny undersøgelse af, hvad der skete på det tidspunkt. Spørgsmålene er kommet fra Enhedslisten, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Enhedslisten og S har den vinkel, at SAP ikke skal have den slags anklager hængende over sig. Dansk Folkeparti håber på en afsløring af venstrefløjens fædrelandsfjendtlige aktiviteter.

Ikke taget alvorligt
Både den forrige og den nuværende justitsminister har været tøvende med at svare. Når de har svaret, har de haft meget lidt at fortælle, og de vil under ingen omstændigheder grave dybere i sagen.

Lidt er der dog kommet frem i svarene. Det fremgår, at påstanden om menneskesmugling dukkede tilfældigt op. Den indgik i en rapport, der handlede om noget helt andet. Rapporten baserer sig på ”indholdet af en samtale mellem to personer om bl.a. SAP og SAP’s hovedkontor”. Det er ikke engang sikkert, at nogle af de to personer var medlemmer af SAP. Desuden har ministeren oplyst, at ”Der foreligger således heller ikke oplysninger vedrørende starten af 90’erne, der efter Justitsministeriets opfattelse skaber behov for en sådan undersøgelse.” Altså: der er tale om løse rygter, som PET ikke selv har troet på. At de omhyggeligt er blevet arkiveret, kan dårligt forklares på anden måde end, at PET ønskede at have noget belastende på SAP.

Af et ministersvar er det også blevet bekræftet, at hverken Rigspolitiet eller en eneste lokal politikreds har gennemført efterforskning af SAP i forlængelse af disse påstande.

Kommissionen og påstandene
Én ting er, at PET gemmer rapporterne, selv om de ikke tror på indholdet. Ét andet spørgsmål er, hvorfor Kommissionen tager rygterne med, ofrer forholdsmæssigt meget plads på dem og undlader at tydeliggøre, hvor tyndt grundlaget for rygterne var:

• Når aktiviteterne ingen sammenhæng har med de SAP-aktiviteter, Kommissions-rapporten beskriver fra de foregående to ti-år.
• Når aktiviteterne ingen sammenhæng har med, hvad SAP gjorde og sagde offentligt i perioden.
• Når aktiviteterne og rapporterne lå efter den periode, Kommissionen skulle beskæftige sig med. Kommissionens kommissorium gik kun til 1989.
   

Endnu værre bliver det af, at tre af kommissionsforfatterne – et kommissionsmedlem og to ansatte – har skrevet en privat bog om kommissionens arbejde. Det drejer sig om Regin Schmidt, Rasmus Mariager og Morten Heiberg.

Bogen er en slags populær udgave af Kommissionsrapporten på lidt over 300 hundrede sider sammenlignet med Kommissionsrapportens tusindvis af sider. De tre forfattere må virkelig har arbejdet hårdt med at udvælge de allervigtigste dele af rapporten til bogen.

Blandt disse betydningsfulde highlights er minsandten ovennævnte påstande om SAP-aktiviteter. I deres private bog lægger de tre forfattere oven i købet alle hæmninger fra sig og behandler påstandene, som om det var sandhed.

Om de hemmelige celler skriver de f.eks. ”Man kan vist roligt sætte spørgsmålstegn ved disse SAP’eres realisme.” Men åbenbart ikke ved påstandenes realisme.

Og menneskesmugling er ifølge Schmidt og co. nok sande, fordi SAP ”ikke konkret [har] afvist oplysningerne”! Her nøjes de ikke med at viderebringe rygterne; her fortolker de dem som sande eller i hvert fald sandsynlige.

I to debatindlæg, Jyllands-Posten den 6.9.10 og Information den 7.10.19 har jeg opfordret bogforfatterne til at forklare, hvorfor de har viderebragt disse løse påstande, som selv PET ikke troede på – og hvorfor de behandler dem som dokumenterede sandheder i deres bog.

Direkte adspurgt af Informations journalist, Ulrik Dahlin, udtalte en af forfatterne, Morten Heiberg, den 27.9.10: ”Vi kunne ikke finde en egentlig afstandtagen fra gruppen.”

Han har dog ikke ønsket at forklare, hvorfor denne gruppe af højtkvalificerede jurister og historikere i deres eftersøgning efter en kommentar fra SAP havde overset SAP’s webmagasin Socialistisk Information, hvor der har ligget et dementi siden den 25. juni 2009.

Her har vi måske en del af forklaringen på Kommissionsrapportens forbløffende ringe kvalitet.

Formålet med anklagerne
Indtil vi får et troværdigt svar, vil jeg tillade mig at komme med et bud på en forklaring.

Overvågningen af SAP var et centralt emne for PET-Kommissionen. Det var den vigtigste anledning til, at Kommissionen blev nedsat. Det var den bedst dokumenterede agent-infiltration i perioden.

Efter mange års gennemtrevling af PET-arkiverne lykkes det ikke at fremdrive noget, der ud fra en almindelig borgerlig demokratisk tankegang kan legitimere den intensive brug af overvågning. Som sagt: Det handler stort set udelukkende om lovlige aktiviteter, og det handler helt udelukkende om åbent erkendte aktiviteter, ingen hemmeligheder. Den intensive aktivitet har ikke afsløret noget som helst belastende om SAP.

For bare at have et eller andet, der lugter af hemmelige, ulovlige aktiviteter, finder PET 1990-91-rapporterne frem og udleverer til Kommissionen. Kommissionen, som gennem hele arbejdet har identificeret sig med PET, dets interesser og argumenter, vælger at hjælpe PET med dette sidste øjebliks forsøg på at redde situationen og tilføjer et afsnit om noget, de ikke skulle beskæftige sig med.

Relevans i 2011?
Der er flere årsager til, at jeg og andre medlemmer af SAP har arbejdet for offentlighed omkring disse påstande, og at vi fortsat forsøger at konfrontere PET-Kommissionen med dem.

For det første er det i sig selv vigtigt at fastholde en korrekt historiefortælling om SAP (og venstrefløjen i det hele taget).

For det andet er det vigtigt at forhindre, at der bliver skabt et billede af SAP’s aktiviteter (hvilket igen vil smitte af på Enhedslisten), der er knyttet til hemmelige og ulovlige aktiviteter, som vi ikke politisk vil forsvare i offentligheden.

For det tredje er disse påstande et af de mere groteske eksempler på, hvor politisk og ukvalificeret PET har arbejdet, og de udstiller, hvor tynd deres begrundelse for overvågning og agentvirksomhed i SAP er. Dermed kan fokus på denne sag være med til at sætte fokus på problemerne med en hemmelig efterretningstjeneste som PET.

For det fjerde illustrerer denne sag, hvor ukritisk og følgagtigt Kommissionen har behandlet PET, og hvor politisk fjendtlig deres behandling af venstrefløjen har været. Dermed underbygger sagen vores generelle kritik af Kommissionen.

Samlet set er sagen en lille del af den samlede ”kamp om historien om Den Kolde Krig”, hvor højrefløjen i 10-15 år har ført en kampagne for at ulovliggøre og delegitimere alle venstreorienterede synspunkter og aktiviteter i perioden fra 2. Verdenskrig til Murens fald som udemokratiske og ulovlige. Ved at gøre USA-kritiske, anti-imperialistiske og kapitalisme-kritiske synspunkter dengang ulovlige eller næsten ulovlige forsøger højrefløjen at indskrænke de demokratiske rettigheder i dag for socialister og for alle andre kritiske elementer. Det skal vi bruge enhver mulighed for at sejle op imod.