Læsetid: 6 minutter

Hvorfor skal du læse den her bog? Fordi historien får os til at forstå, hvad nogle af fagbevægelsens nutidige dilemmaer er kommet af. Bogen er udgivet i anledning af, at det for 100 år siden lykkedes HK at danne en organisation for ”kontorfolket” inden for det offentlige. Forfatteren har fået frie hænder. Som Nina Trige skriver: ”Historien er ikke en automat vi kan trække fakta ud af. Hvad historien fortæller os, afhænger af hvilke spørgsmål vi stiller til den.”

 

Og Nina Trige Andersen har stillet helt andre spørgsmål end de ældre mandlige fagforeningsformænd gjorde, da de skrev jubilæumsskifter med en vis hang til rygklapperi.

 

Da de første HK’ere begyndte at organisere sig omkring 1918-19, var der et hierarki i den offentlige forvaltning med få fastansatte og mange ”kontorister” dvs. løstansatte med lange arbejdstider, usle forhold og en løn, der var så lav, at man reelt ikke kunne leve af den. Det blev også til arbejdspladser med mange kvinder, så denne historie handler i høj grad om kampen for ligestilling. Vidste du f.eks., at kvinders løn i 1948 var fastsat til 75 procent af mændenes i henhold til overenskomsten?! I 1960 var den fastsat til 90 procent. Først i 1973 fik vi formelt indført ligeløn.

 

Ligestilling haltede også internt i HK

”HK er en organisation af piger, der lader sig regere af mænd”. (angiveligt et citat af formanden for HK Aalborg 1970-1980). I 1984 udgjorde kvinderne 75 procent af medlemmerne i HK Kommunal, men mindre end en tredjedel af hovedbestyrelsen. Først i 1977 ansatte man en kvinde som faglig sekretær!

 

Det er tåkrummende ”sjovt” at læse citater, der illustrerer tidligere tiders syn på kvinder også internt i fagbevægelsen. Her er et par eksempler:

 

I et referat fra de kommunale kontormedhjælperes fællesklub i 1926 siger daværende forbundsformand Jens Johansen omkring ligeløn:

 

”Ens løn for mænd og kvinder var særlig hævdet af kvinderne selv, men var i øvrigt ikke til deres fordel som selverhvervende, da det i det store og hele ville medføre, at mændene bl.a. på grund af den rent fysiske overlegenhed ville blive foretrukket.”

 

Halvtreds år senere udtalte forbundsformand Max Harvøe sig på kongressen i 1977 om, hvorfor så få kvinder (10 procent) blev valgt ind i hovedbestyrelsen:

 

”Ulykken er, at vore meget ivrige kvinder egentlig har talt sig selv ud af HB. Forsamlingen har reageret imod de mange – måske lovlig skrappe – indlæg og den slags ting og fundet ud af, at nu går man for vidt.”

 

Først nu (efter 100 år) er man ved at nærme sig en repræsentation på ledelsesplan, der afspejler medlemssammensætningen.

 

Fruehold til ringe betaling

Helt fra starten var organiseringen af kontorfolket ramt af splittelse. Der var hierarki på rådhusene, og ikke alle fastansatte i administrationen brød sig om at blive set som arbejdere med strejkeret. De søgte medlemskab af andre organisationer, som vi i dag nok ville kalde gule. Det var de mange løstansatte (kontoristklassen) som oprettede klubber, tog kampene og byggede HK op. Kvinderne i Københavns belysningsvæsen var en fortrop. Især efter socialreformen i 1933 steg behovet for administrativt personale overalt. Der blev talt om ”skattevæsnets damer” og ”fruehold”.

 

Man skulle tro, at HK ville blive mødt med velvilje af de mange socialdemokratiske borgmestre og sogneråd, når de skulle ud at forhandle overenskomster. Men det var bestemt ikke tilfældet. Især Københavns magistrat benyttede sig flittigt af løse folk uden rettigheder og med lønninger, der var så ringe, at det ikke var muligt at forsørge en familie. Husker du linjen i ”Sangen om Larsen” fra ”Melodien der blev væk”: ”Men der var ikke til børn i hans gage… ”

 

Først i 1947 efter langt og sejt arbejde, opbygning af klubber, strejkevarsler og kollektive opsigelser lykkedes det at få indført et system med mere stabile ansættelser.

 

Funktionærlov og arbejdskamp

HK var fra centralt hold modstander af funktionærloven, som i 30’erne var en konservativ mærkesag. De konservative vil gerne adskille funktionærerne fra den øvrige arbejderklasse, mens HK ønskede rettigheder indført i overenskomsterne. Det lykkedes Socialdemokratiet i folketinget at formulere loven sådan, at funktionærerne fik indført reelle rettigheder, men det huede ikke den socialdemokratiske borgmester i København, at 1500 løsarbejdere med et snuptag fik ret til løn under sygdom og opsigelsesvarsler.

 

HK’ere har altid været omtalt som de pæne, der ikke strejkede, men der har faktisk været flere historiske eksempler på, at også kontorfolket i kommunerne kunne sætte hælene i. I 1938 afgav HK sit første strejkevarsel på vegne af de løst ansatte kontorister i Herning kommune. I efterkrigstiden var der mange konflikter med kommuner/sogneråd, der ikke ville rette sig efter de indgåede overenskomster.

 

Bogen fortæller om angreb på tjenestemænds strejkeret, om forbundsformænd, der tøver for længe, om fagligt aktive kvinder, der bliver afskediget uberettiget … desværre uden at få støtte fra HK. Engagerede slidere, der slås for forbedringer af kollegernes vilkår, men bliver groft chikaneret af cheferne. Arbejdskamp koster. Både økonomisk og på det personlige plan. Også den gang kunne man brænde ud, selvom begrebet ikke var opfundet endnu.

 

Mænd der sover i timen

Op gennem især 60’erne og 70’erne betyder udbygningen af velfærdssamfundet, at der kommer utallige nye grupperinger til på arbejdsmarkedet. Lægesekretærer, skolesekretærer, laboranter – dem, der arbejder på tandklinik, bibliotek eller som socialrådgivere. For ikke at tale om dem, der skulle arbejde med det nye fænomen edb. I næsten alle tilfælde er det desværre en historie om et HK, der sover i timen. Først alt for sent får toppen af HK øjnene op for, at det ikke er de nye potentielle medlemmer som skal gøre sig fortjent til at være medlem af HK, men HK som skal gøre sig fortjent til at organisere dem. HK’s ledelse opfører sig ofte klodset og brovtende, sætter mandlige ledere uden for fagområdet til at forhandle uden at spørge medlemmerne til råds osv. Det er medvirkende til, at der opstår nye faglige organisationer uden for og i konkurrence med HK. Et eksempel er edb (eller it) -arbejderne), der er splittet mellem HK Samdata og PROSA.

 

På andre områder lykkes det ildsjæle inden for HK – ofte kvinder – at opbygge selvstændige klubber og skabe forståelse for nødvendigheden af, at de nye grupper kunne og skulle opbygge egen faglig identitet. Det lykkedes for lægesekretærerne, tandklinikassistenter og skolesekretærer, fordi initiativet kom fra neden.

 

Uddannelse: snobberi eller strategi

Dengang i 20’erne og 30’erne havde HK oprindelig en klasseorienteret skepsis, ja direkte modstand imod uddannelse. Adgangen til uddannelse var forbeholdt de få. Holdningen var, at hvis det skulle være uddannelsesbeviser, som bestemte lønnen, ville man få et A- og B-hold, hvor B-holdet ikke havde mulighed for at avancere, uanset erfaringer og dygtighed. Det betød ikke, at man var modstander af viden og oplysning. I sommeren 1933 oprettede HK Kommunal sine egne første ugekurser, der havde overvældende søgning.

 

Men især i 70’erne blev denne skepsis mod formel uddannelse et dilemma. Kommunerne begyndte at ansætte jurister og andre akademikere i forvaltningerne og fratog dermed fremtidsmulighederne for de dygtige HK’ere med mange års erfaring. Skellet stod mellem praktisk erfaring og faglig dygtighed kontra teoretisk viden og fine titler. F.eks. skrev man i HK-bladet om socialrådgivere som en ”kunstig klasse af overmennesker”, der gik lige fra uddannelsen ind og fik mere i løn end dem, der havde arbejdet i mange år, og som ovenikøbet nu skulle bruge tid på at hjælpe dem til rette.

 

Der har været konflikter mellem HK og Djøf gennem årene, og HK’s ledelse var lange i spyttet, da det gjaldt solidaritet med socialrådgivernes strejke i 1981. Til gengæld var HK’ernes klubber lokalt ofte aktive med at undgå strejkeramt arbejde.

 

I dag er uddannelse er blevet en fagpolitisk strategi. At HK’s ledelse er gået med på ideen om ny løn i lokalforhandlingerne, forklares med, at den motiverer medlemmerne til at uddanne sig.

 

Efter strukturreformen i kommunerne er antallet af akademikere i rådhusforvaltningerne vokset med 86 procent!

 

HK mister på den ene side medlemmer, fordi ”de bliver skrevet ud af overenskomsterne”, når de i kraft af efteruddannelse får andre arbejdsområder. Men akademikere kan til gengæld havne i stillinger på en HK-overenskomst. Det er så udfordringen for HK at få de højtuddannede til at identificere sig som HK’ere.

 

Ifølge nutidens forskere kunne og burde det være sådan, at hvis HK’erne løbende efteruddanner sig, kan de udføre de samme opgaver som akademikerne og lige så kvalificeret. Ikke fordi de har den samme teoretiske baggrund, men fordi de har den nødvendige viden og erfaringsmæssigt ofte er foran akademikerne.

 

Professionalisering eller klubopbygning fra neden

Efter kongressen i 2000 igangsatte HK et pilotprojekt, man kaldte ”Faget i fokus”. I virkeligheden var det en professionalisering af fagforeningen. Beslutningskompetencer blev flyttet op i sektorbestyrelserne. De aktive ildsjæle, som man talte så meget om, måtte nøjes med at udføre de beslutninger, der allerede var taget. Daværende formand Kim Simonsen mente ”at fagforeningen i for høj grad havde tilhørt tillidsrepræsentanterne og nu skulle den gives tilbage til medlemmerne”. ”Det var nødt til at ske på bekostning af det repræsentative demokrati”.

 

De selvorganiserede fagudvalg af skolesekretærer og tandklinikassistenter blev nedlagt. I 2021 måtte sektorbestyrelsen konstatere, at forbindelsen til fagene var utilstrækkelig. Som en tillidsrepræsentant siger: Det ender jo med, at ingen gider være i fagforening, hvis man ikke føler sig hjemme fagligt.”

 

Når man læser bogen, oplever man netop, at det, der opbygger HK historisk, er de lokale klubber og fagrelaterede klubber, som medlemmerne skaber fra neden. De tidligere aktive kvinder fra bibliotekerne, skolesekretærerne og tandklinikassistenter var nemme at fjerne, men at det vil tage årtier at genopbygge det, de skabte.

 

Nina Trige konkluderer: ”Som historien viser, kommer indsigterne ikke af sig selv til dem, der ikke mærker problemerne på egen krop. Forandring kræver organiseret oprør, og uden den forandring, som kvinderne i HK kæmpede igennem i løbet af de seneste 100 år – i og uden for HK Kommunal – havde fagforeningen sandsynligvis gradvist mistet både relevans for medlemmerne og gennemslagskraft på arbejdsmarkedet.”

 

Nina Trige Andersen: Papirnussere, skrankepaver og blanketfinker. Gads forlag 2023. 344 sider. Pris: 349,95 kr.