Masha Karp er ekspert i Orwell og redaktør på BBCs World Services program Russian Features. I sin nye bog George Orwell and Russia går hun i dybden med en undersøgelse af Orwells politiske standpunkter og de russiske rødder til hans romaner. Hun ser på, hvordan Orwell selv blev inddraget i propagandakrigen mellem England og Sovjetunionen, da han i 1949 skrev den kontroversielle fortegnelse ’Orwell’s liste’ [se senere, o.a.]. Owen Boynton anmelder her Masha Karps bog og anfører, at der godt nok er meget at beundre, men han diskuterer også dele af forfatterens moralske argumenter i forbindelse med Orwell.

***

Selv om det et er gået op og ned med Orwells berømmelse, er han aldrig gået af mode. Det er ikke bare en kendsgerning, at 1984 fastholder vores kulturpolitiske synspunkter, men også hans essays (Det engelske folk og særligt Elefanten og andre essays) repræsenterer højdepunkter i den engelsktalende verdens kanon. Kammerat Napoleon indgår i engelskundervisningen, selv om den russiske revolution, der inspirerede til bogen, er blevet fejet ind under gulvtæppet i historieundervisningen. Orwells stil med dens livfulde klarhed og hans uafhængige bevidsthed er sammen med hans frække formuleringer og tilbageholdne selvbevidsthed eksemplarisk, når man taler om, hvordan engelsk prosa klinger. Hans tommelfingerregler for ædruelig og ærlig formulering er og bliver nyttig for enhver forfatter, selv om de kan være vanskelige at efterleve i praksis.

Man kan godt undre sig over, at Orwell stadig har appel, når meget af hans skriverier har en aktuel baggrund: Lokale kævlerier, kulturelle henvisninger og den politiske betydning er ofte områder, der befinder sig i en historisk fortid for aktuelle læsere. Men Orwell havde trods dette et talent for at få fat i det, der virkelig er betydningsfuldt; han har en næse for det væsentlige. Meget at det har det med at hænge ved, og det gør Orwells formuleringer og hans sans for det væsentlige også.

Uheldigvis er det sådan, som Masha Karps skriver i sin nye bog George Orwell and Russia, at et af de mest vedvarende fænomener, som igen har gjort Orwell relevant, er diktaturet. Det har levet i kraft af at gamle totalitære skikke, er atter kommet op til overfalden og har spredt sig i Putins Rusland. Titlen på bogen henviser til, hvad Rusland betød for Orwell under hele hans liv, og hvad Orwell betød for Rusland, mens han levede og bagefter. Bogen belyser også, hvordan Orwell har betydning for vores forståelse af, hvad der sker i dagens Rusland. Muligvis er det en bog for folk, der har et vist kendskab til Orwells arbejde. Men er det ikke tilfældet, vil de to sidste kapitler om Orwell og Rusland under Putin, lede læseren på rette vej.

Det er jo en kendsgerning at Orwells to mest berømte romaner, Kammerat Napoleon og 1984, er direkte inspireret af Sovjetrusland og i særdeleshed det totalitære og stalinistiske Rusland. Baggrunden for Karps bog er derfor åbenlys. Men da Orwell levede og skrev i skyggen af Sovjetrusland, er det samtidig noget af en udfordring at afgøre, hvornår den sovjetiske aktualitet spiller ind og hvornår ikke: Det er så diffust, at det nærmer sig det flygtige. Karp kunne have udformet sin bog med brede penselstrøg og draget sine konklusioner på baggrund at sin læsning og omskrivning af de konklusioner, Orwell kom til i sine essays. Men i stedet for nyder hun detaljerne ved, hvordan og hvornår Orwell havde tilegnet sig viden om Sovjetrusland, og hvordan hans holdning til Rusland ændrede sig over tid, især i forbindelse med hans vedvarende tro på socialismens idealer. Undertiden fokuserer hun på den politiske historie, der har udfoldet sig omkring Orwell, til andre tider står hans biografi i centrum, eller hun eftersporer hans ideer og hans kunst. Somme tider kan man ikke se skoven for bare træer, men hendes bog udmærker sig i kraft af hendes overlegne beretning, hendes baggrund i et velovervejet udvalg af materiale, og hun holder sig på den sikre side af hegnet, når det drejer sig om fakta og fyldige oplysninger.

Han blev født Eric Blair i 1903 (det var først i starten af 1930’erne, han antog kunstnernavnet ’George Orwell’). Orwell gik på Eton fra 1917-21. Selv om den russiske revolution var det meste af en verdensdel væk, har vi beretninger om, at han sammen med sine kolleger fra Eton fejrede de revolutionære. Men Karps historie starter med Orwells ophold hos sin tante Nellie i Paris i slutningen af 1920’erne.

Nellie var tilhænger af esperanto, et kunstsprog skabt i slutningen af det 19. århundrede, i håb om at forene menneskeheden om et fælles sprog, der ikke var historisk bundet til en bestemt nation. Ser man tilbage på esperantisternes intense kamp i 1920erne, var den både ydmygende og forvirrende: De kunne jo ikke forestille sig, hvor irrelevant deres mål var i forhold til de forandringer, de var med til at fremme. Grundet deres globale ambitioner deltog mange esperantister i den internationale, socialistiske bevægelse. Nogle af dem rejste til Rusland i 1920erne, ivrige efter at se hvad revolutionen havde kæmpet sig frem til. Esperanto-lederen Eugène Lanti var en af dem. Han blev også senere gift med tante Nellis og var allerede hendes partner under Orwells ophold. Det er svært at forestille sig, skriver Karp, at Orwell ikke skulle have hørt om alt muligt bøvl og ballade ved situationen i Rusland, når snakken gik i Nellies lejlighed i Paris, Lanti havde jo været i Rusland få år tidligere og havde kontakt med kammerater, der stadig var derovre.

I starten af 1930’erne boede Orwell i England og tante Nellies veninde, Mynfawny Westrope, var både hans værtinde og lejlighedsvis også hans arbejdsgiver. Lige som Nellie var hun en engageret socialist, og Orwell var med i hendes omgangskreds, som omfattede den ledende engelsk trotskist, Reg Groves. Her lyttede Orwell og deltog i debatterne på den engelske venstrefløj. Westropes venskab omfattede flere andre, der som Lanti og hans følgesvende havde skuffende erfaringer fra Sovjetrusland. Det var her, Orwell opdagede en strømning på den engelske venstrefløj, der havde et værdisæt som man burde holde fast i, i stedet for helt firkantet at se på de tilgængelige vidnesbyrd om den aktuelle situation i Rusland. Han formulerede eller offentliggjorde ikke ret meget af det, der rumlede i hovedet på ham i begyndelsen af 1930’erne. Resultatet viste sig ved, at han ved selvsyn ville erfare – ikke den sovjetiske tragedie, men arbejderklassens liv i England. Han tid i den nordlige del af England bragte ham på talefod med socialismen som det nødvendige løfte og den potentielle fare.

Men det var i Spanien at Orwell erfarede sovjetmagtens rækkevidde, og det fik ham til at vende sig mod kommunismen resten af livet. Selv om det var en del af hans livsindstilling altid at sætte spørgsmålstegn ved alting, satte han aldrig spørgsmålstegn ved, at sproget altid bør være noget, man kan stole på, selv om det som instrument kan være ufuldstændigt. Han blev rædselsslagen over de personer, som degraderede det ved at invalidere dets mening og samfundsmæssige funktion. Under Stalin var sovjetregimet netop afhængig af den form for degradering, som man ser det i alle totalitære eller autokratiske stater. Samtidig med at der sker en degradering af det enkelte menneskes livsindstilling. Det forekommer mig at Karps kapitel om den spanske borgerkrig er lidt klodset. Der er detaljer i det, der ubestrideligt var en helt ekstraordinær kompliceret konflikt, som – og det var vigtigt for Orwell – medførte sammenstød mellem forskellige grupperinger på venstrefløjen.

Hun beskriver forskellige politiske kneb, som Orwell selv kom ud for i Spanien, og på den måde kan Karp retfærdiggøre påstanden om, at ”Orwells forståelse for den frygt, som et menneskeligt væsen kan føle, når det bliver konfronteret med den enorme, nådesløse, umenneskelige magt – det var en forståelse, der blev født i Spanien. Her fandt han sig selv prisgivet under et undertrykkende regimes vilkårlige regler.”

Efter at han var vendt hjem fra Spanien, læste og skrev Orwell vidt og bredt. Karp gør på udmærket vis opmærksom på to forfattere, hvis skriverier havde stor betydning for Orwell, specielt på den tid hvor Kammerat Napoleon og 1984 var i støbeskeen: Franz Borkenau og Arthur Koestler. Førstnævnte skrev om den spanske borgerkrig og om fremvæksten af den totalitære stat, ud fra et samfundsvidenskabeligt perspektiv, med forbindelser til Frankfurterskolen. Koestlers Mørke midt på dagen var den eneste roman om Rusland, som Orwell anmeldte. Karp beskriver, hvordan de to forfattere uddybede hans forståelse og hans forestillingsevne. ”Et af de mest iøjnefaldende træk ved alt det, som Orwell har skrevet om Borkenau,” skriver hun, ”er hans næsten ubevidste oversættelse af Borkenaus sociologiske opfattelse til sproglige billeder, som han så udvikler.”

Selv om Orwell konsekvent var sympatisk indstillet over for socialismen, blev han efterhånden betragtet som suspekt på dele af den engelske venstrefløj, efterhånden som hans opposition til Stalin og Sovjetstaten voksede i styrke og intensitet. Men med Europa på vej til Anden Verdenskrig blev Orwells anti-sovjetiske holdning pludselig populær, da Hitler-Stalin Pagten blev indgået i 1939. Men kun for at opleve en ekstrem modvilje, da Sovjet gik sammen med England mod nazisterne. Selv under krigen forblev Orwell skeptisk over for den sovjetiske propaganda, som nu blev styrket af succeserne på slagmarken og modige kamphandlinger, som han beundrede ligesom alle andre.

I 1943 og 1944 var 1984 ved at tage form, og Kammerat Napoleon ved at være i trykken. Orwells fornemmelse for lugten i bageriet var skærpet som aldrig før. Kammerat Napoleon skulle vise sig at være særlig svær at få udgivet. Modstanden kom fra en højt rangerende sovjetisk agent, Peter Smollett, der havde ansvaret for forbindelserne til Sovjet i en afdeling under det britiske informationsministerium. Han kommunikerede aktivt med spionerne fra Cambridge, Kim Philby og Guy Burgess. Alligevel blev Orwells roman omsider offentliggjort i 1945. Selv om salget gik godt, og den blev rosende omtalt, var der alligevel kritikere, som var Orwell venligt stillet, men som nedgjorde bogen for at tage sigte på Sovjet, eller også mente de, at bogen sigtede mod noget fra fortiden. Som så mange allegorier, overgik fantasien virkeligheden: De sovjetiske personer, der var udgangspunkt for bogens personer, var i sig selv mere overdrevne end bogens. Når Karp skriver om Orwells kendteste og mest livsduelige romaner, er hun på toppen: Det er med elegance, hun fører os gennem den verden, som udgøres af forlag og politik.

Hun er også fremragende i sin beskrivelse af tilblivelsen af 1984, hvor hun opsporer dens gæld til den russiske forfatter Evgenij Zamjatin. Orwell havde begyndt planlægningen af sin roman, inden han læste og anmeldte Zamjatins Vi, men mødet med den distopiske fantasi fra 1923 havde skærpet hans forståelse for det, han prøvede at skabe med sin roman. I modsætning til Zamjatin, der jo skulle forestille sig totalitarismens rædsler, som endnu ikke var blevet realiseret, kunne Orwell trække på begivenhederne i Rusland. I efterkrigsårene var der flere og flere englændere, der vågnede op til virkeligheden bag Sovjets totalitære samfund, og Orwell havde i et vist mål held med at samle en gruppe af forfattere, både kommunister og andre, som vendte sig mod det. Stille og roligt tager Karp fat i dem, der i vore dage er hurtige til at fordømme den slags sammenslutninger som agenter for amerikanske interesser og CIA. Når man gør den slags, siger hun, bidrager man til at undervurdere forfatternes opfattelse af frihed og lader hånt om, at de har forskellige politiske forhåbninger. For eksempel vendte Orwell gang på gang tilbage til drømmen om Europas Forenede Socialistiske Stater.

Karps bog er delt i to afdelinger. Selv om baggrunden for opdelingen ikke er specielt åbenlys, er anden del mere præget af argumenter og mere polemisk end første del. Noget af det kan det betale sig at se nærmere på, da den viser begrænsningerne i Karps beundring for sit emne.

I 1949 skrev Orwell til sin veninde Celia Kirwan der var ansat på British Information Research Department, en institution der var grundlagt i 1948 for at modgå sovjetisk propaganda. I sit brev opremsede han 38 engelske intellektuelle, som han mente havde pro-sovjetiske holdninger, hvilket ville gøre dem uegnede til at hjælpe IRD. Karp forklarer, at der efter Orwells mening var tale om en reel trussel, og (som han bemærkede) så ønskede han ikke en person som Peter Smollett placeret i en magtposition, og han mente, at den engelske intelligentsia til stadighed var forblændet af Sovjetstaten. Den kunne eller ville ikke se det, der skete, og han ønskede ikke, at Kirwan skulle ende samme sted. På den tid, hvor Orwell skrev sin navneliste, ”er det slet ikke nogen sensation, og jeg tror heller ikke, at dine venner vil få noget at vide, som de ikke ved i forvejen.” Men det var ikke nok med navnene i sig selv: Orwell identificerede enkeltpersoner på listen med tilføjelser (herunder ’jødisk’ og ’lejlighedsvis homoseksuel’) og også med formodninger om deres individuelle moralske integritet.

Listens eksistens og nogle af navnene blev afsløret i 1991, og der i 1996 kom mere frem i lyset, bredte der sig et offentligt ramaskrig (posthumt, klart nok). Nogle anklagede Orwell for forræderi og dobbeltmoral. Selv i dag er der en artikel i Wikipedia om ’Orwell’s liste’. Orwells forlægger, Peter Davidson, har skrevet, at tilføjelserne kan ses som Orwells forsøg på at identificere mulige kendsgerninger om enkeltpersoner, som var blevet udnyttet af sovjetiske agenter. De kan også, lyder hans gisning, være motiveret af Orwells vedvarende interesse for psykologi og politik.

Karp tager Davidsons teori for gode varer, ”Omstændighederne taget i betragtning”, skriver hun.

”er Orwells tilføjelser på listen ikke mere ’tilsværtning’, et ord tillagt ham af forskellige personer, men er blevet til private pejlemærker for den forfatter, som ærligt, humant og uden fordomme prøvede at se deres motiver og forudsige deres opførsel.”

Det er en formulering, der helt igennem frikender Orwell. Hvorom alting er: Hvis tilføjelserne er udtryk for en smædekampagne, så er det et forræderi mod fordomme og bigotteri. Er det ikke tilfældet (som det er tilfældet med ’jødisk’ og ’lejlighedsvis homoseksuel’), så er der tale om en misvisende bemærkning, når der ikke er grund til at rejse anklagen.

Godt nok blev listen skrevet i et privat brev; så man kan kun gisne. Men sagens uklarhed burde underkende det stærke forsvar, som Karp prøver at stable på benene, og som forekommer meget særpræget. Selv er jeg ikke overbevist, om man faktisk kan sige, at listen afspejler Orwells ’ærlighed’, når man ikke ved, hvad Orwell faktisk forestillede sig, han var i gang med. Man kan ikke skrive, at han skrev ud fra et ’humant’ perspektiv, med mindre man forestiller sig, at det er Orwell, den stålsatte forsvarer af folks selvstændige dømmekraft, der afgør, hvad der er humant, at han bedrevidende skulle være kaldet til at holde styr på medborgerne.

’Uden fordomme’ er den mærkeligste formulering: Hvis Karp og Davidson har ret i at Orwell skrev listen som en del af en afhandling om psykologi og politik, så burde den da være skrevet med tanke på fænomener som fordomme, og gloserne i sig selv antyder ikke en diagnose om den slags fordomme, men indeholder i sig selv en fordom. Og endelig, hvad kan Orwell have gjort sig af overvejelser, selv om han faktisk troede, at listens personer var eller udgjorde en trussel, som det var hans opgave at modarbejde, ved at samle notater om potentielle fjendtlige agenter?

Højest kan listen rejse spørgsmål, der ikke er klare svar på; den kan i hvert fald ikke give anledning til lovprisninger. Orwell fortjener at blive modsagt; hans egen mistro til helgener fremkalder vores afvisning af at skulle tillægge alt, hvad han har gjort, med tillægsordet bundhæderlig.

Det sker tit, at Karp kommer i modsætning til Orwells egen livsindstilling. Hans opfattelse af socialisme, som er genstand for hendes kapitel 7, var til stadighed forvirret. I en passage, som fortjener at blive citeret, skriver Karp:

”Den måde, hvorpå Orwell forholder sig tøvende over for socialismen, taler til vores tid. Han er og bliver splittet, fordi han ikke kunne opgive hverken håbet om en bedre fremtid for menneskeheden, som hans samtid havde lært ham at kalde for socialisme, eller at se tingene, som de var. Ingen vil kunne påstå, at han er kynisk, men han afviste alle forsøg på selv at blive vildledt, og han prøvede at advare andre mod deres illusioner ved at fremstille de frygtelige konsekvenser af socialistiske drømme.

Han opgav ikke det løfte, som lå bag disse drømme. Da han var på udkig efter et forlag og en oversætter af Kammerat Napoleon, forklarede han, at han håbede at romanen ville blive ”afgørende for, at socialismen får et nyt liv”. Selv om han  aldrig opdagede det, ville han være blevet skuffet over, at den første udgave på et slavisk sprog var den ukrainske udgave, som blev offentliggjort af folk, der ikke havde sympati for motiverne bag den russiske revolution.

Karps bog har mange fortrin, fra det ene kapitel til det andet, fra det ene afsnit til det næste. Hinsides politik, litteraturhistorie og biografi ligger der (i kapitel 8) et sandt detektivarbejde omkring historien bag offentliggørelsen af 1984, som udkom i flere udgaver fra 1956. Yderst interessant forekommer det, at 1959-udgaven af romanen under opsyn af KGB blev oversat og udgivet til de øvre lag at den sovjetiske regering. De skulle være ajour med det, som blev betragtet som det muligvis farligste propagandastykke. Man skal helt frem til de sidste par år, før den ene af de to oversættere blev afsløret. Der var et sandt netværk af forlæggere, der i al hemmelighed importerede udenlandske udgaver af Orwells romaner til Rusland i 1960’erne og 70’erne; atter andre sørgede for oversættelse, mangfoldiggørelse og udbredelse, når de så var kommet ind i landet.

I 1988 blev både Kammerat Napoleon og 1984 officielt udgivet i Rusland for første gang. I et essay i I hvalfiskens bug og andre essays skriver Orwell om Henry Millers Krebsens vendekreds. Han beskriver den følelse, det er at læse en bog, ”som åbner op for en ny verden, ikke ved at afsløre noget mærkeligt, men ved at afsløre det kendte.” Karps kapitel 9 udforsker, hvad det betød for generationer af russiske læsere at stå med 1984 i hænderne, at læse om den store terrorbølge, om hvordan børnene forrådte forældrene, om overvågningssamfundet, og om hvor skrøbeligt et menneskeliv er under diktaturet.

Men hendes bog slutter ikke her. Højdepunktet kommer i det sidste kapitel, hvor der står, at det har været en frygtelig fejltagelse at opfatte Orwells advarsler mod en totalitær sovjetisk stat som et levn fra det 20 århundrede. Orwell stod bag formuleringen ’den russiske myte’ for at navngive forestillingerne om Stalin og Sovjetrusland, som mange engelske liberale dyrkede. Karp foreslår en ’ny russisk myte’ som en generation af europæiske og amerikanske intellektuelle lå under for, med en start i 1990’erne efter Sovjetunionens opløsning. Det er en myte, der skildrer Ruslands fuldendte transformation til et liberalt, kapitalistisk demokrati. I vore dage, i 2023, argumenterer Karp, oplever vi, at den totalitære statsmandskunst hverken er blevet udslettet eller totalt opgivet. Putins krig i Ukraine, hans forvanskning af fortiden og hans afstraffelse af dissidenter, gør desværre Orwell aktuel igen. Han kan aldrig lade os være.

Owen Boynton er leder af Strategic Initiatives og engelsklærer ved Collegiate School i New York City. Hans artikler og anmeldelser har været bragt i Essays in Criticism, Victorian Poetry, Romanticism, Literary Imagination og i The Chaucer Review. Mere litteraturkritik kan man finde på hans webside Critical Provisions.

Oversat fra meduza.io af Stig Hegn

Masha Karp: George Orwell and Russia, Bloomsbury Publishing, 2023. Paperback, 312 sider, £ 19,79; e-book £15.83.

En oversigt over Orwell på dansk finder du her.