Og ja, med ”The Old Oak” er det lykkedes endnu engang.

Rammen for fortællingen er et gammelt minesamfund i Durham County i det nordlige England. Det er under flygtningekrisen i 2015-16. En bus med syriske flygtninge ankommer til den lille by. Vi bliver vidner til nogle ret ubehageligt optrin. De lokale er langt fra enige om, hvordan de nye indbyggere skal modtages. En gruppe er meget fjendtligt indstillet. Men vi forstår hurtigt, hvorfor racismen har slået rod i det lille samfund.

De lokale føler sig svigtet af den regerende elite i London. En oplevelse, som er helt forståelig. De lever i et fattigt område og oplever ikke nogen interesse for hjælp fra systemets side. En af beboerne opdager, at det hus, han købte for år siden for sine hårdt opsparede penge, har mistet sin værdi. Nabohuset blev solgt for en slik til en udenlandsk spekulant og skal nu være hjem for en af flygtningefamilierne. Han føler sig stavnsbåndet og det er jo ikke helt ved siden af.

Ankomsten af flygtningene oplever de nu som et overgreb. Myndighederne har ikke interesseret sig for at informere byens beboere om flygtningene og prøvet at inddrage dem. De har i virkeligheden svigtet både flygtningene og beboerne.

Beboerne har været udsat for et dobbelt-svigt. Det første svigt er de dårlige arbejdsvilkår i den nu nedlagte mine. Mange har mistet fædre og onkler og andre familiemedlemmer i forbindelse med mineulykker.

Det næste svigt var, da Thatchers konservative fik lukket minerne og efterlod samfundene i  arbejdsløshed, fattigdom og håbløshed. En del af problemet er en udbredt historieløshed. Det får beboerne til at ”sparke nedad”. De køber desværre den racistiske løsning. En racisme, der har sine historiske rødder i den engelske konservatismes ”system”.

Et genialt greb er, at filmen viser en parallelitet mellem de vilkår og oplevelser, som englændere og syrere oplever. Begge grupper oplever tab: at miste sine kære. Og her formår folk fra begge grupper at give solidariteten og medmenneskeligheden sine smukkeste udtryk. Uden at vi skal røbe handlingen.

Historiebevidsthed spiller også en stor rolle. Selvfølgelig den private og lokale historie. Men også på den helt store klinge omkring kulturarven i både Syrien og Europa. En flot scene i en katedral.

Det er en film om betydningen af fællesskaber og om at tage handling på egen hånd og stole på egne kræfter. F.eks. da de istandsætter et forfaldent mødelokale i kroen og åbner et folkekøkken for alle i byen.

Man kunne indvende, at handlingen virker en kende urealistisk, men det skal være tilgivet. Filmen er utrolig velspillet og virkelighedsnær. Og vi lever i en tid, hvor der er brug for at give håbet en chance. Og det er lykkedes her.