Læsetid: 9 minutter

 

Canoas I den brasilianske delstat Rio Grande do Sul, under oversvømmelseskatastrofen i maj 2024. Økosocialister siger, at Brasilien blev hårdt ramt, fordi landet ikke har nogen plan for klimatilpasning. Foto: Ricardo Stuckert/Wikimedia/CC BY-SA 2.0

 

De inviterede talere var Rehad Desai, klimarettighedsaktivist og dokumentarfilmskaber fra Sydafrika; Howie Hawkins, mangeårig aktivist i arbejder- og miljøbevægelsen i USA; Simon Pirani, britisk forsker og underviser med fokus på energiomstilling og -teknologi; og Sabrina Fernandes, brasiliansk sociolog og politisk økonom.

 

Da der ikke findes nogen global »plan« for opbygning af klassebevidste og internationalistiske bevægelser, fremlagde aktivisterne deres tanker om den strategi og taktik, der er nødvendig for at udfordre den fossile kapitalismes magt. Diskussionen spændte vidt og omfattede økosocialistisk degrowth [modvækst], det kommende klimatopmøde COP30 i Brasilien [10.-25. november 2025] og behovet for at fortsætte med at lægge strategier.

 

Desai understregede den globale opvarmnings ødelæggende indvirkning på Afrika og nødvendigheden af en dyb, retfærdig omstilling. Hawkins diskuterede den økosocialistiske Green New Deal (GND) i USA, som lægger vægt på offentligt ejerskab og planlægning. Pirani diskuterede vigtigheden af en socialistisk tilgang til teknologier og talte for offentligt ejerskab og decentraliseret vedvarende energi, og Fernandes fremhævede truslerne fra den grønne kolonialisme og behovet for at gøre kulstof mindre kommercielt.

 

Desai, som også er medlem af GEN’s styregruppe, indledte sin tale med at minde os om, at kapitalismen har medført »ubeskrivelige rædsler« i de fem århundreder, den har eksisteret, især gennem sin ekspansion via kolonisering.

 

Han anbefalede Sven Lindqvists bog Exterminate All the Brutes og HBO-serien af samme navn fra 2021 af den anerkendte filmskaber Raoul Peck for deres beretninger om dette.

 

Desai udforskede holdningerne til konsekvenserne af klimasammenbruddet i det globale nord (især USA), hvor man på baggrund af en nylig undersøgelse antager, at man har en såkaldt overlegen evne til at overleve på grund af teknologiske fremskridt eller er i stand til at »leve uden for systemet«.

 

Men, sagde han, »ingen kan undslippe samfundets sammenbrud, ikke engang de rige«. Befolkningen i det globale nord er i lige så høj grad i fare på grund af atomiseringen af samfundet, afhængigheden af komplekse forsyningskæder og bybefolkningens manglende evne til at tilpasse sig.

 

Det globale Nords alternativ til klimatruslen er at bevæbne sig og grave sig ned, sagde Desai. Økosocialisternes alternativ er derimod »at forsøge at undgå klimakatastrofen« og at præsentere en vision, »som sætter menneskeheden og naturen i centrum for alle overvejelser«. Han sagde, at denne vision ville indebære »opbygning af lighed gennem kamp for reformer, så det beskytter naturen i alle dens former som et fundament for vores menneskelige eksistens.

 

»Det er et syn, der omfatter gammel og åndelig viden, og som ser mennesker som vogtere af det naturlige miljø.

 

»Vi argumenterer imod dem, der ser individuelle livsvalg, individuelle CO2-aftryk som en løsning, for i stedet at pege på behovet for systemiske ændringer, der kan bringe os væk fra den afgrund, som vi alle nu står over for.«

 

Grøn New Deal (GND)

Hawkins beskrev det amerikanske grønne partis økosocialistiske GND som et »overgangsprogram« eller en »køreplan« til et økosocialistisk samfund. Det er »fordi dets umiddelbare krav, såsom ren energi, universel sundhedspleje, en jobgaranti for offentlige job til de arbejdsløse, er uforenelige med de kapitalistiske magthaveres profitinteresser«.

 

Hawkins identificerede tre »lejre« i GND-debatten i USA: den liberale/keynesianske, den neoliberale og den økosocialistiske. Derefter sporede han GND’s udvikling i USA tilbage til 2000 og dens senere indflydelse på De Grønnes kampagner i Europa og Storbritannien. Han sagde, at der havde været en kamp for at »afkoble« GND fra den historiske »New Deal«, som var forbundet med det amerikanske demokratiske parti.

 

»En økosocialistisk GND er et program for at nå op på 100 procent ren energi og derefter nul og derefter negativ CO2-udledning hurtigt i løbet af et årti«, sagde Hawkins. »Det omfatter en økonomisk Bill of Rights for at garantere universel adgang til en løn, man kan leve af, job og indkomst over fattigdomsgrænsen, boliger til en overkommelig pris, omfattende sundhedspleje, livslang, gratis offentlig uddannelse (fra børnepasning til college) og en sikker pension ved at hæve de sociale sikringsydelser.«

 

Hawkins forklarede, at en anden af GND’s nøglekomponenter er et program for ren energi, som »lægger vægt på offentlig virksomhed og planlægning for at koordinere den komplekse energiomstilling på tværs af forskellige økonomiske sektorer«.

 

Hawkins luftede tanken om et globalt GND og forestillede sig USA som en »humanitær supermagt i verden« (med det grønne partis tidligere præsidentkandidat Ralph Naders ord), der yder økonomisk og teknisk bistand til andre lande.

 

Han sagde, at progressive demokratiske kandidater som Alexandria Ocasio Cortez (AOC) havde inkluderet GND-idéen i sin egen kampagne og inspireret unge klimaaktivister til at tage kampen op med det demokratiske establishment – selvom de »udvandede indholdet« i processen.

 

Dette kulminerede i en ikke-bindende resolution om en GND, som AOC og senator Ed Markey (Massachusetts) foreslog Kongressen, og som udelod et forbud mod fracking og omfattede etablering af ny infrastruktur til fossile brændstoffer, men også udfasning af atomkraft, kraftige nedskæringer i militærudgifterne og en 2030-deadline for at nå 100 procent ren energi og nul CO2-udledning (erstattet af kravet om »netto nul«).

 

Hawkins sagde, at det demokratiske establishment arbejdede for at forhindre, at GND-resolutionen blev fremlagt i Kongressen, og da republikanerne satte den til afstemning i Senatet, undlod demokraterne enten at stemme eller stemte imod den.

 

Den folkelige opbakning til en GND ligger stadig på 60-70% procent, og kandidaterne til det demokratiske primærvalg i 2020 blev tvunget til at tage stilling. Selv den daværende vicepræsidentkandidat Kamala Harris tilsluttede sig sloganet, men uden at forpligte sig til offentlige udgifter og alvorlige politiske ændringer. Bernie Sanders var den eneste demokratiske kandidat på det tidspunkt, der tilbød et alternativ til partiets neoliberale tilgang.

 

Offentligt ejerskab

Pirani talte om behovet for en socialistisk tilgang til klimakrisen, især for at imødegå »fortællinger, der fremstiller overgangen fra fossile brændstoffer som et simpelt teknologiskifte uden nogen dybtgående social forandring«.

 

Offentligt ejerskab er ikke nok, sagde han og tilføjede, at det »skal kombineres med en frigørende vision for fremtiden og for de måder, hvorpå teknologier, der er frigjort fra kapital, kan genskabes«.

 

»Socialister står ikke kun for fælles, sociale eller offentlige former for ejerskab af produktionsmidlerne, men også for at ændre, hvad disse produktionsmidler gør. Vi går ind for udvikling af teknologier, der opfylder menneskelige behov, og [vi er] imod teknologier, der øger kapitalens magt.«

 

Pirani kritiserede også dem, der går ind for forskellige »technofixes«, såsom kulstofopsamling og -lagring og geoengineering, og deres promovering af »netto nul«. Han kritiserede »formodede kulstoffattige brændstoffer, såsom brint« og hævdede, at dette er »et stort teknologisk bedrag«, fordi »produktion af brint fra fossile brændstoffer blot opretholder brugen af disse brændstoffer. Og brint produceret uden fossile brændstoffer har meget høje energiomkostninger.«

 

Pirani foreslog flere udgangspunkter for sit argument:

 

1.    Gør tingene anderledes, f.eks. mere offentlig transport i forhold til private køretøjer, mindre affald i byggeriet og industrien og mindre gennemstrømning af unødvendigt affald;

2.    Ændre teknologiske systemer, som f.eks. at isolere boliger ordentligt og droppe gasopvarmning; og

3.    Producere energi uden at afbrænde fossile brændstoffer.

 

Pirani argumenterede for, at vedvarende energi »bør foretrækkes« på grund af atomkraftens forbindelse til militære formål.

 

Han diskuterede også potentialet for decentral produktion af vedvarende energi, reduktion af efterspørgslen og former for fælles ejerskab.

 

Behov for en overgang nedefra og op

Fernandes diskuterede modsætningerne omkring energiomstillingen i Latinamerika, især i Brasilien.

 

Hun beskrev de ødelæggende skovbrande og oversvømmelser i det sydlige Brasilien i maj, hvor omkring 2 millioner mennesker blev fordrevet, og sagde, at selvom Luiz Inácio »Lula« da Silva-regeringens reaktion på katastrofen var bedre, end den tidligere højreorienterede Jair Bolsonaro-regering ville have været, afslørede katastroferne stadig begrænsningerne i »centrum-venstrefløjens klasseforsoning og klassesamarbejde«.

 

Det betyder, at samtaler om miljøpolitik, energiomstilling og den bredere økologiske omstilling bliver overtaget af en »markeds- og råvaretilgang«.

 

Fernandes er en del af Ecosocial and Intercultural Pact of the South, der blev dannet i 2020 for at »støtte en økosocial overgang nedefra og op for Latinamerika«. Brasilien, Colombia, Argentina, Chile, Mexico og Bolivia er involveret.

 

Organisationens platform fremmer en kritisk forståelse af den »konsensus om dekarbonisering«, der finder sted i hele Latinamerika.

 

Fernandes pegede også på en artikel af Breno Bringel og Maristella Svampa, som i International Sociological Associations tidsskrift Global Dialogue argumenterer for, at målene med en konsensus for dekarbonisering »ikke omfatter decentralisering af energisystemet, omsorg for naturen eller global klimaretfærdighed, men andre motiver såsom at tiltrække nye økonomiske incitamenter, reducere nogle landes energiafhængighed, udvide markedsnicher eller forbedre virksomhedernes image«.

 

Bringel og Svampa hævder desuden, at »dekarbonisering ikke ses som en del af en bredere proces for ændring af samfundets metaboliske profil (dets produktions-, forbrugs- og varecirkulationsmønstre samt affaldsgenerering), men som et mål i sig selv«, og »ideologien om ubegrænset økonomisk vækst fastholdes«.

 

Fernandes sagde, at samtalen om at reducere fossile brændstoffer også er påvirket af »gammeldags venstreorienteret udviklingstænkning« om, at »den bedste måde at sikre suverænitet på er ved selv at udnytte olien«.

 

Det er en stor hindring for økosocialister, der forsøger at bekæmpe argumentet om, at hvis Brasilien ikke udvinder olien, »vil udenlandske virksomheder komme og tage den til sig, og den vil blive privatiseret«, eller at royalties »kan bruges til at finansiere overgangen«.

 

»Jeg tror ikke engang, at de selv tror på det,« sagde Fernandes, «for der er faktisk ingen planer om at gøre … disse to [ting].

 

»Hvis man går ind for at lukke ned for atomkraft eller for at lukke ned for fossile brændstoffer, efterhånden som der kommer mere vedvarende energi på nettet, skal man have en plan for det; man skal have en koordinering.

 

»Lige nu har [regeringen] ikke en plan for koordinering, kun letfordøjelige beskeder til medierne, som f.eks.: ‘Vi vil gå videre, og vi vil være en af de sidste, der stopper med at bore efter olie, fordi vi har brug for det, fordi vi er så langt bagud, så vi har brug for det til at finansiere omstillingen’.«

 

Med hensyn til energiomstillingen i Brasilien sagde Fernandes, at Lula for nylig meget højtideligt annoncerede sin »store energiomstillingsplan«, men at meget af den er »fokuseret på at bygge infrastruktur«.

 

Den private sektor er meget interesseret i det, sagde hun, og »ser på staten som en måde at fjerne risikoen ved sine egne investeringer«.

 

Hun sagde, at mens staten »er nødt til at overholde sine forpligtelser« med hensyn til emissionsreduktioner, giver det private selskaber mulighed for at »bruge staten til at få fat i disse ressourcer og udvide [deres] porteføljer«, når de begynder at finansiere en overgang – direkte gennem tilskud eller skattelettelser, lån og finansieringsordninger.

 

»Det er derfor, at mange af de fossile brændselsselskaber bliver til energiselskaber«, siger Fernandes. Dette ledsages af statsfinansieret rebranding af industrien for at få selskabernes energimix af olie, vind og grøn brint til at se »rent og naturligt« ud.

 

»Vi burde argumentere for nedbringelse af risici fra et andet perspektiv. Vi bør sætte nedbringelse af risici og fjernelse af varegørelsen sammen,« sagde hun.

 

Fernandes sagde, at det store problem i enhver overgang er, at »råvarekonsensus« er indlejret i den. »Det er meget nemt at argumentere for, at vi ‘gør fremskridt’ – hvad angår omstilling – fordi alt er blevet reduceret til dekarbonisering.

 

»Vi har et ‘kulstoftunnelsyn’: Alt bliver reduceret til kulstof, [at] kulstof er det, vi skal fjerne eller indfange fra atmosfæren, og [dette fører til] geoengineering, tekniske løsninger, der fremmes af de fossile brændstofindustrier.

 

»Eller kulstof er den måde, vi måler de produkter, vi skal sælge; det er en måde at få landbrugsindustrien til at acceptere nogle af kulstoflovene; og det er måden at få alle med på, så vi ikke har tab.

 

»Når vi taler om de miljømæssige konsekvenser af f.eks. forurening, privatiserer vi overskuddet, og de eksternaliserer alle tabene. Så tabene kommer til at gå ud over staten og befolkningen.«

 

Med tanke på oversvømmelserne i maj sagde Fernandes, at Brasilien ikke var forberedt på det antal mennesker, der mistede deres huse og levebrød. Der var ikke nogen »national tilpasningsplan«, sagde hun, og i stedet fremførte regeringen den idé, at det at hjælpe folk kun indebar at finansiere erstatning for tab og skader.

 

Erstatninger

Hun sagde, at der er behov for erstatning, men at det kræver, at »vi identificerer dem, der er ansvarlige for problemet, for at gøre det ordentligt. Selv det er ikke bare et spørgsmål om at »straffe dem for deres forbrydelser«.

 

»Hvis vi forstår, at vi går igennem en fase med økologisk kollaps, så bliver de love, vi har til at identificere noget som en forbrydelse og til at straffe folk – de bliver ret minimale.

 

Hun sagde, at »global ødelæggelse af miljøet« kræver, at debatterne om indvirkningen af det menneskelige samfund under kapitalismen ikke bare kan placeres inden for en bestemt juridisk ramme.

 

»Når vi har en tilgang [til] erstatninger, der er så afhængig af at rejse anklager og relations-specifikke love har vi altid at gøre med problemet med ‘eftervirkninger’.

 

Hvis vi har en tilgang, der er mere bundet til at afvikle varegørelsen, går vi tilbage til det store spørgsmål om ejendom. Det er ikke nok for os at eje olien, hvis vi bare gør, som Shell gør, eller hvis vi samarbejder med Shell og BP. Statsejede virksomheder er mange steder ansvarlige for miljømord.«

 

Fernandes sagde, at problemet med at reducere overgangen til energi er, at »det har en tendens til at isolere os fra virkningerne og de forskellige konsekvenser af vores handlinger«. Det er f.eks. vigtigt at sikre, at »en omstilling ét sted« ikke sker »på bekostning af menneskers levebrød et andet sted«. Den måde, vi udvinder vigtige mineraler på, som bruges til vedvarende energi, betyder virkelig noget, sagde hun og pegede på brugen af begrebet »offerzone«.

 

Sociale bevægelser i Latinamerika bruger udtrykket især i forbindelse med udvinding. »I Chile begyndte lokalsamfund at kræve at blive anerkendt som offerzoner, og det gik så vidt, at det blev en officiel [klassifikation].

 

»Men nu er vi på vej til at blive ’grønne offerzoner’, fordi vi ikke koordinerer hele forsyningskæden.«

 

Når vi beder om at omstille jobbene for arbejdere i bilindustrien i USA eller i Tyskland, siger Fernandes, at det ikke kun bør betyde produktion af elektriske køretøjer.

 

»Det betyder at flytte dem ind i den offentlige transportsektor og også give dem mulighed for at komme ud [gennem] uddannelse til andre områder. Det betyder at gå efter læseplanerne. For hvordan kan vi tale om at omstille folks job i en sektor, hvis vi stadig uddanner folk til den samme sektor på samme måde?

 

Hvis vi flytter folk [rundt] og ændrer selve sektoren, vil vi ikke have den samme byrde, som vi har lige nu: at tage til Congo, Chile, Argentina og andre dele af verden for at lede efter litium, kobolt, kobber og mange andre typer strategiske mineraler til omstillingen.«

 

Fernandes sagde, at tingene nu er på et stadie, »hvor ekstraktivisme bevæger sig mod grøn ekstraktivisme«, og at »samarbejdet« mellem det globale nord og det globale syd stadig falder ind under det, hun beskriver som »grøn kolonialisme«.

 

Hun nævner Tyskland og Frankrig, som samarbejder med organisationer i det globale syd om »grønne brintcentre«, men det handler i sidste ende om, at det globale nord »tager territorium« for at producere vedvarende energi, som tilsyneladende er til eget forbrug, men som kan eksporteres til andre steder.

 

Enhver snak eller plan for omstillingen skal indeholde et element af retfærdighed, sagde Fernandes, ellers bliver det »meget nemt for vareformen og private ejendomsinteresser at bestemme retningen«.

 

29. oktober 2024

Oversat fra Green Left af Poul Bjørn Berg

 

Video fra konferencen