Myriam Bregman er for tiden den mest populære politiker i Argentina. Foto: myriambregman.com.ar/

 

Lucita er medlem af Fjerde Internationale og medkoordinator for et kollektiv af venstreorienterede økonomer i Argentina (EDI). Lucita og andre kammerater satte en debat i gang med et åbent brev til partierne i FIT-U. Brevet med overskriften "Venstrefløjen står over for en stor udfordring" har cirkuleret i over en måned og blev for nylig fulgt op af endnu et brev, der ligeledes er underskrevet af kendte venstreorienterede aktivister.

 

Med en støtte på 9–14 procent og en stærk tilstedeværelse på sociale medier er FIT-U (note 1) blevet et alternativ for millioner. Dog er de historiske udfordringer, der har plaget Argentinas radikale venstrefløj, atter dukket op igen. På trods af dens kampvilje er den radikale venstrefløj fortsat splittet og i nogle tilfælde meget sekterisk.

 

I det følgende bliver Lucita interviewet af Israel Dutra fra den brasilianske organisation MES (Socialistisk Arbejderbevægelse). Dutra sidder også i ledelsen for det venstreorienterede parti PSOL.

 

Dit åbne brev til partierne i FIT-U har haft stor indflydelse i venstreorienterede kredse og ud over disse. Dets indflydelse har endda været mærkbar her i Brasilien. Kan du give os et resume af brevet og dets formål, og hvorfor det blev udsendt nu?

 

Jeg vil koncentrere mig om brevets hovedpunkter. For det første skal man se det i en bredere kontekst. Den dybtgående sociale krise og de unges følelse af mangel på fremtid; præsidentens faldende popularitet og den stærke afvisning af hans regerings handlinger; de alvorlige vanskeligheder, peronismen har med at løse sin interne krise; og fremgangen for den antikapitalistiske venstrefløj, repræsenteret af Myriam Bregman. Denne generelle kontekst syntes for os at være et vendepunkt i den politiske situation. Det er både en mulighed og en udfordring for venstrefløjen.

 

Det første mål var derfor at igangsætte en debat om dette historiske øjeblik, som jeg betragter som ekstraordinært. Ud fra de kommentarer, den kritik og de forslag, vi har modtaget, og det faktum, at både Partido de los Trabajadores Socialistas (PTS – Socialistisk Arbejderparti), Movimiento Socialista de los Trabajadores (MST – Socialistisk Arbejderbevægelse) og Izquierda Socialista (IS – Socialistisk Venstre) [alle partier inden for FIT-U] har offentliggjort brevet på deres hjemmesider, tror jeg, at det første mål blev nået.

 

Ud over analyser og vurderinger indeholder brevet også konkrete forslag, såsom oprettelsen af "Kamp- og støttekomiteer for Myriam Bregman" samt etableringen af tekniske arbejdsgrupper for at udvikle venstrefløjens program med større præcision. Vi mener, at dette ville hjælpe med at konsolidere dens fremgang.

 

Hvad angår hvorfor nu, er idéen, der løber gennem teksten, at der for første gang i mere end 40 år, er en mulighed for at mobilisere dele af masserne til at støtte en arbejderregering og, i et bredere perspektiv, at rejse idéen om at kunne konkurrere om den reelle magt. Som vi siger, kunne komiteerne spille en vigtig rolle i dette arbejde. Det forekommer mig at være en hidtil uset situation, som vi må udnytte.

 

Meningsmålinger viser øget støtte til Bregman, både hvad angår hendes image, accepten af hende, og hvad folk ville stemme, hvis der var valg i dag. Har det overrasket dig?

 

Bregmans politiske profil har været stigende i flere år. Hun er en venstreorienteret aktivist med en lang historik inden for menneskerettigheder, og støtte til faglige og sociale kampe. Hun er også en meget stærk stemme i Nationalkongressen [det argentinske parlament].

 

Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at den pludselige stigning i støtten til hende de sidste to måneder ikke overraskede mig. Hun er den eneste politiske figur i landet, hvor der er flere vælgere, som giver en positiv end en negativ karakter, og var der valg i morgen, ville 10 procent af vælgerne stemme på hende.

 

Hvad forklarer efter din mening denne eksplosive fremgang i meningsmålingerne? Er det hendes personlige egenskaber, den politik, hun foreslår, eller snarere den politiske og sociale situation, der er moden for en figur, der er lige så systemkritisk, som Milei var i sin tid?

 

Det er en kombination af flere faktorer. På den ene side er der ingen tvivl om, at den sociale og økonomiske situation vejer tungt. Dette afspejles i den faldende opbakning til Milei, der nu er på det laveste punkt, siden han tiltrådte i 2023 — og, især, af de 60 procent, der er utilfredse med hans regerings præstationer.

 

Højredrejningen inden for peronismen er ligeledes vigtig. Partiets ledere er kommet langt væk fra sin historiske basis, som er fragmenteret, lederløs og desorienteret. Kolleger fra Buenos Aires' forstæder fortalte mig for nylig, at de havde observeret et skift i, hvem folk ville stemme på blandt de peronistiske kandidater: væk fra de traditionelle figurer, og hen imod Juan Grabois [leder af en progressiv fløj indenfor peronismen, tæt knyttet til dele af den katolske kirke]. Af ukendte årsager var fremgangen for Grabois stoppet, og folk overvejede at stemme på Bregman. Jeg ved ikke, om det præcist er tilfældet, men sådanne fortællinger er værd at tage i betragtning.

 

Jeg tror, Bregmans rolle som en kompromisløs oppositionsfigur, der aldrig har indgået aftaler med nogen regering (ligesom de andre parlamentsmedlemmer fra FIT-U), har været afgørende. Hendes personlighed og karisma vejer også tungt. Hun er behagelig at omgås, altid smilende, kultiveret og intelligent. Hun er heller ikke bange for at tage ordet i parlamentariske debatter, at gå på gaden eller at tale med medierne, hvilket har gjort hende til den mest efterspurgte figur for tiden.

 

Jeg vil også tilføje, at hun har været medlem af det trotskistiske Partido de los Trabajadores Socialistas i 20 år. Som fuldtids partiaktivist ved du, ligesom jeg, hvad det kræver at være med et sådan et parti. Bregmans personlighed stammer fra hendes DNA, men jeg tror også, den kommer fra at være formet og opdraget inden for det parti.

 

Det første åbne brev gav udtryk for uenighed med udtalelser fra Bregman og Christian Castillo [en anden PTS-leder og FIT-U-medlem af parlamentet] om, at betingelserne ikke eksisterer for en venstreorienteret regering eller for at konkurrere om magten, da der ikke er nogen kraftfuld social bevægelse eller organer, der kan udgøre en alternativ magt.

 

Ifølge mig var disse udtalelser ret uheldige. Det er ikke sådan, at de er helt forkerte, men de tog ikke højde for konteksten og virkede defensive, mens vi - og brevet gør det klart - mener, at betingelserne findes for en mere aktiv holdning, hvor vi fremsætter forslag og søger at overvinde modstanden.

 

Heldigvis har vores kammerater ikke gentaget disse udtalelser. Jeg tror, der har været en proces med refleksioner, og Bregman sagde for nylig i et interview: "Selvfølgelig vil vi gerne være i regering, selvfølgelig vil vi gerne have magten til grundlæggende at forandre situationen."

 

Du karakteriserede også det aktuelle øjeblik, kontroversielt, ved at sige, at "et parlamentarisk gennembrud er mere sandsynligt end en opstand", inden du foreslog "kamp- og støttekomiteer for Myriam Bregman". Er dette ikke et tegn på en parlamentarisk orientering? Hvordan passer det med PTS’ forslag om et nyt arbejderparti? Og er det åbne brev ikke for optimistisk?

 

Over for så megen resignation og fortvivlelse, som andre ønsker at pålægge os, har vi valgt viljens optimisme. Men ikke i det abstrakte; snarere en optimisme baseret på den skiftende situation.

 

Hvad angår et arbejderparti, kan jeg ikke svare endegyldigt, da jeg ikke er klar over, hvad de foreslår. I en tale på Ferro-stadion den 1. maj refererede Bregman til et arbejderparti, derefter til et instrument for arbejderne, derefter til et parti for den nye arbejderklasse og til sidst til en ny historisk bevægelse. Jeg formoder, dette forslag vil blive tydeligere defineret med tiden og vil blive diskuteret, når ledelsen af FIT-U snart skal mødes.

 

Hvad angår parlamentarisk orientering, tvivler ingen på, at kapitalen, ledet af Milei, fører en offensiv mod arbejdernes levevilkår, miljøbeskyttelse, kvinders rettigheder, LGBTQ+-samfundet og forskellige minoriteter, der er involveret i de mange modstandsbevægelser.

 

Men et fælles træk ved disse kampe — som alle indikationer tyder på vil intensiveres — er, at de er spredte, fragmenterede og ofte påvirket af identitetspolitik, hvilket hindrer forsøg på at forene og centralisere dem. For at gøre tingene værre, så foretrækker ledere fra fx Argentinas faglige landsorganisation CGT (Confederación General del Trabajo) forhandling frem for konfrontation, eller også de ser blot den anden vej.

 

Ingen tror, at et socialt oprør er forestående, selv om klassekampen åbenbart er uforudsigelig. Ellers ville vi alle have forudsagt oprøret i 2001 [mod den nyliberale politik, der tvang flere præsidenter til at gå af]. Eftersom jeg er en ældre mand, husker jeg konflikten i 1959 på slagteriet Lisandro de La Torre, som kulminerede i en generalstrejke organiseret via mundtlig overlevering. Men det er et faktum, at meningsmålingerne viser, at parlamentariske fremskridt er langt mere sandsynlige i dag end et oprør.

 

I det andet brev, "Nogle refleksioner over de opgaver, der ligger foran os", lægger I stor vægt på komiteerne, præsenteret under sloganet "For en arbejderregering: Myriam Bregman som præsident".

 

Ja. Forslaget om komiteer - som Bregman tog op i sin tale den 1. maj, da hun talte om at "organisere støtte" - søger ikke kun at forene aktivister fra partier i FIT-U eller andre organisationer og bevægelser, men også intellektuelle, kunstnere og, frem for alt, dem, der leder de nuværende spredte og fragmenterede kampe. Det sigter mod at opfordre til den bredest mulige enhed, så vi kan diskutere et fælles minimumprogram for at håndtere den nødsituation, vi står over for, og åbne muligheder for dybtgående forandringer.

 

I de seneste dage har PTS lanceret sin kampagne "Vi har brug for dig". Vi støtter dette som et skridt fremad, der inviterer folk til at organisere sig omkring idéen om en arbejderregering. Det rejser også idéen om et arbejderparti og/eller en ny historisk bevægelse, men som jeg sagde, kræver dette mere dybdegående diskussioner.

 

Logisk set bør disse komiteer, der indkaldes af og samles bag Bregman, også deltage i kampagner i forbindelse med valg. Realiteten er, at vi sandsynligvis går ind i en stille periode nu på grund af VM i fodbold. Men bagefter vil det kommende valg være på dagsordenen [afholdes den 24. oktober 2027]. Og det vil være vigtig, ikke kun fordi mange mener, at tingene ikke kan fortsætte som nu. Men også fordi der inden for de herskende klasser er en sektor, der allerede tvivler på, om Milei vil blive genvalgt, eller om det overhovedet er i deres interesse, hvis han gør. Så der er ingen mangel på folk, der ønsker at smide ham ud for at redde deres projekt, og som allerede leder efter en erstatning.

 

For mig er dette ikke en parlamentarisk orientering. Det handler om at gribe en hidtil uset mulighed. Men hvis man ser på de to åbne breve, vil man se, at de insisterer på ikke at opgive kampene eller gaderne. Den parlamentariske arena er bare en anden slagmark. Som de plejede at sige i gamle dage, må vi ikke ignorere kampene på det terræn, hvor herskerne dominerer.

 

Du taler også om at skifte fra forsvar til angreb. Det finder jeg interessant, og ikke kun for den argentinske venstrefløj. Kan du forklare, hvordan det kunne se ud?

 

Det er klart, at støtten til Bregman og det skifte i den offentlige mening, som jeg har beskrevet - og det er ikke kun mig, der taler om det - vil ikke automatisk kunne oversættes til organiseret støtte eller stemmer. At opnå dette politiske mål, kræver en slags kulturel forandring på venstrefløjen, her og rundt om i verden. Det indebærer at lægge den selvgode eller selv-refererende politik bag sig, og prioritere arbejdernes og de folkelige bevægelsers generelle interesser. Det vil sige mindre avantgardisme og mere massepolitik for at nå bredere sektorer, der er hårdt ramt af krisen, herunder dem, der ikke identificerer sig med antikapitalisme eller socialisme.

 

I vores tilfælde skal vi nå ud til de mange grupper og sektorer inden for peronismen, der nu er retningsløse - uden et projekt, et program eller en klar ledelse - og som gentagne gange har udtrykt deres intention om at ville stemme på Bregman, og anmode dem om at slutte sig til komiteerne.

 

Dette fører os til behovet for enhed på venstrefløjen, ikke blot fordi vi er flere, når vi står sammen, men også fordi det giver os mulighed for at tænke og handle i fællesskab. Denne enhed kan ikke blot erklæres. Den skal lægge de frugtesløse diskussioner til side og skabe uafhængige, demokratiske og autonome komiteer som et fælles rum for at forene den aktivistiske energi, der i øjeblikket er spredt ud over flere, ofte ineffektive, rum.

 

At gøre fremskridt på dette område, kræver en ny holdning blandt medlemmerne af de forskellige partier i FIT-U. Formår vi det, kan vi forlade den defensive position, vi har været fanget i i lang tid, og gå i offensiven. Det vil give os mulighed for ikke bare at stå imod, men at gå videre og forestille os måder til at forandre den utålelige virkelighed på, håndtere spørgsmålet om magten og smede de alliancer, der er nødvendige for at gøre det muligt.

 

Vi har et hidtil uanet vindue af muligheder, der også stiller store udfordringer til venstrefløjen. Muligheder, der ikke varer ved for altid. Vi ved, at politik hader, når et vakuum opstår. Hvis venstrefløjen ikke besætter dette tomrum, vil andre gøre det. Der er ingen tid at spilde.

 

Jeg har også den internationale situation i tankerne. Hvordan ser du på det, der sker ikke bare i Argentina, men også i Bolivia, i en verden præget af geopolitiske spændinger, fremgang for højrefløjen og en figur som Trump?

 

Argentina er, i nogen grad, en undtagelse. Vi har en præsident, der definerer sig selv som en anarko-kapitalist og er med i den ideologiske spids for højrefløjens globale fremgang. Som om det ikke var nok, har han også underordnet landets udenrigspolitik til Trumps USA og Netanyahus Israel.

 

På den anden side har vi en antikapitalistisk venstrefløj, som jeg tror, er enestående i verden i øjeblikket. Den ledes af en valgalliance (FIT-U) af fire trotskistiske partier, der har eksisteret i 15 år, hvilket ligeledes er hidtil uset.

 

Bolivia gennemgår en alvorlig politisk krise, drevet af et oprør blandt arbejdere, oprindelige folk og bønder, der har blokeret hovedveje og byer. De kræver, at Rodrigo Paz-regeringen, der blev valgt for seks måneder siden, går af. Hvis det sker - og vi bør ikke udelukke, at noget lignende kunne ske i mit land, givet den kritiske sociale situation - ville det have en enorm international indflydelse.

 

Bare det at slå Milei ved præsidentvalget i 2027 vil have stor betydning. Det ville konkret demonstrere, at den yderste højrefløj kan besejres, hvad enten det er gennem oprør eller i stemmeboksen. Og hvis den antikapitalistiske venstrefløj spiller en afgørende rolle i disse bevægelser, ville det tjene som et eksempel for venstrefløjen internationalt.

 

Hvad angår Trump, er det klart, at han leder et imperium i forfald, der søger tilflugt i den "vestlige blok", og som, i takt med at det forfalder, er blevet mere aggressivt og udbyttende. Dette blev demonstreret ved den militære invasion af Venezuela og kidnapningen af Maduro, truslerne og kvælningen af Cuba og hans bemærkninger om at annektere Canada og Grønland.

 

Trump lod Israel trække sig ind i krigen i Mellemøsten, mens han lod Israel rasere i Gaza, Vestbredden og Libanon. Han blev involveret uden en indgangs- eller exitstrategi. Det er åbenlyst, at han vil komme svækket ud af det selvskabte kaos. Det kan få konsekvenser for midtvejsvalget.

 

Den anden side af medaljen er Kinas fremgang, der nu er det vigtigste referencepunkt på det globale skakbræt. På under en uge modtog Xi Jinping besøg af Trump og Putin og underskrev handels- og politiske aftaler med dem begge, uden at give nogen af dem noget af betydning. Han tvang Trump til at trække sig tilbage fra våbensalg til Taiwan og gjorde det klart for Putin, at Kina er vigtigere for Rusland, end Rusland er for Kina.

 

Vi står over for en skiftende verdensorden, og alt tyder på, at vi bevæger os mod en opdeling af indflydelsessfærer. Det kan stabilisere situationen i et stykke tid, men spændingerne vil vende tilbage, især når man tager i betragtning, at den globale kapitalismes uløste kriser ligger til grund for alt dette.

 

Den første antifascistiske konference for folkenes suverænitet blev afholdt i Porto Alegre i marts, og med en betydelig delegation fra Argentina. Hvad tænker du om denne begivenhed, og hvordan kan den udvikle sig i fremtiden?

 

Jeg ved ikke, om du er klar over det, men jeg samarbejdede med Eric Toussaint (note 2) om at organisere konferencen. Jeg rejser ikke længere, men ud fra de rapporter, jeg har modtaget, og kommentarer fra forskellige kammerater, var konferencen en succes med hensyn til deltagelse og mangfoldigheden af emner, der blev debatteret i de forskellige paneler og selvorganiserede aktiviteter.

 

Der er ingen tvivl om, at denne succes skyldtes et fokus på det fælles mål om en international konvergens for at konfrontere højrefløjens kræfter verden over. Et mål, der blev delt af forskellige partier og sociale bevægelser i Brasilien og internationalt af organisationer som Komiteen for Sletning af Illegitim Gæld, Fjerde Internationale, Jubilee South og Rosa Luxemburg Fonden.

 

Fra mit land deltog en stor delegation af medlemmer af antikapitalistiske organisationer, centrum-venstrepartier og/eller progressive bevægelser samt nogle fremtrædende intellektuelle.

 

Jeg mener, konferencen skal følges op. Dette var også opfattelse i den internationale komite bag konferencen, som besluttede at organisere to begivenheder, en i Mexico og en i Argentina. Vi får se, hvornår de kan finde sted. Beslutningen er truffet, og det er vores pligt at gennemføre dem.

 

3. juni 2026

 

Noter:

1) FIT-U (Frente de Izquierda y Trabajadores – Unidad, Arbejdernes Fælles Venstrefront) er en valgkoalition af fire trotskistiske partier: Socialistisk Arbejderparti (PTS), Arbejderpartiet (PO), Socialistisk Venstre (IS) og MST (Arbejdernes Socialistiske Bevægelse). FIT-U har 4 af Underhusets 257 mandater og fik ved det seneste valg 3,90 procent af stemmerne. I Buenos Aires fik Myriam Bregman som spidskandidat 9,12 procent.

2) Eric Toussaint: Belgisk historiker, politolog og aktivist, kendt for sit arbejde med statsgæld, IMF, Verdensbanken og det, han kalder "illegitim gæld". Han er en af grundlæggerne af Komiteen for Sletning af Illegitim Gæld, CADTM.

 

Oversat fra Links af Arne Lund. En version af dette interview blev først publiceret på spansk i Revista Movimento.