Læsetid: 9 minutter

På trods af, hvad den siger offentligt, så ved Netanyahu-regeringen udmærket, at Hamas ikke kan elimineres med magt, og at forsøget herpå kun vil radikalisere langt flere, både i Palæstina og over hele verden imod Israel. De vil gribe til handling, med eller uden vold, imod Israel i de kommende år. Kun tåber kan tro andet. Og hvad den israelske regering ellers er, så er de ikke tåber. Så hvordan kommer deres slutspil til at tage sig ud?

 

De har gjort det klart for enhver, at de ikke prioriterer frigivelsen af gidslerne i Gaza. Hvis de havde gjort det, ville de for længst have fundet vej til en våbenhvile for at sikre dette, en vej, der tidligere har vist sig at føre til målet, mens Israels stormangreb bare har ført til, at snesevis af gidsler allerede er blevet dræbt.

 

Så hvis de erklærede mål var falske – hvad det er tydeligt, at de er – så lader de én tilbage i undren over, hvad deres slutspil så går ud på. Er der nogen mål for de israelske handlinger, der ikke er blevet meldt ud? De seneste dages begivenheder tyder på, at slutspillet er ved at tage form.

 

I løbet af nogle dage trængte Israel dybt ind i Libanon som led i et målrettet snigmord på en Hezbollah-leder, konfiskerede et stort stykke palæstinensisk jord i Jordan-dalen, lagde det iranske konsulat i Damaskus i ruiner, dræbte syv iranske militære rådgivere, og udførte en morderisk målrettet operation imod køretøjer fra World Central Kitchen og dræbte seks internationale og en palæstinensisk hjælpearbejder.

 

Det kunne se ud som usammenlignelige begivenheder, der kun havde det til fælles, at de blev begået af det israelske militær, der var røget totalt af sporet, og alligevel bliver ved med at nyde støtte og straffrihed fra USA og Europa. Men det kan være, at der er mere, der forbinder dem.

 

Israels yderste højrefløj griber muligheden

Det er en almindelig antagelse i vide kredse, og den er korrekt, at premierminister Benjamin Netanyahu har et stærkt incitament til at forlænge operationerne i Gaza. Samtidig er der stor bekymring for, at Israel prøver at udvide konflikten til Hezbollah, og muligvis endda Iran, en udvidelse af kamphandlingerne, der også kunne presse USA ind i dem.

 

De seneste begivenheder synes at indikere, at Israel er ved at sætte fart i deres bevægelser i den retning. Og det er dér, vi bliver nødt til at se på den israelske højrefløj, fremfor at fastholde fokus på Netanyahus snævre personlige interesser.

 

Den israelske højrefløj har i årtier været fortørnet over de begrænsninger, de var underlagt på grund af Israels afhængighed af USA’s militære og politiske støtte, og det enorme omfang, som samhandelen med Europa havde. I de senere år har Israel under Netanyahu arbejdet på at udvide kredsen af samhandelspartnere, og endda undersøgt mulighederne for at købe flere våben i andre lande, og også at indgå politiske aftaler med andre lande, end de plejer. Men Israel har været ude af stand til at erstatte USA og Europa som deres vigtigste beskyttere.

 

Men nu er Israels yderste højrefløj som aldrig før tæt på en magtposition. De er på højden af deres popularitet i Israel, især blandt unge. Det, der er mainstream i israelsk politik, har bevæget sig længere mod højre end nogensinde før – så meget, at en yderligtgående bosætterleder som Naftali Bennett bliver set som en, der har indtaget den politiske midte, om end en et godt stykke inde på dens højrefløj.

 

Før 7. oktober var højrefløjen dog endnu ikke stærk nok i Israel til at bringe landet helt ind i den fascistiske lejr. Dens forsøg på at gøre det blev mødt af en rasende og ubøjelig modreaktion – de store demonstrationer, som vi alle var vidner til.

 

Men Hamas’ angreb førte til en opsigtsvækkende forandring af tingenes tilstand. For hardliners i Likud, Jewish Power og de religiøse zionistpartier var det en gylden mulighed, der havde budt sig til.

 

Landet blev galvaniseret med vrede, had og frygt. De vigtigste ledere i regeringen måtte gøre alt, hvad de kunne for at aflede skammen over de katastrofale følger af Hamas’ angreb fra deres egen inkompetence, som måtte bære en meget betydelig del af ansvaret for angribernes blodige succes. De måtte handle på en hvilken som helst måde for at kanalisere landets vrede og blodtørst over på Gaza, og undgå, at man så indad og krævede, at lederne skulle stå til ansvar for deres svigt.

 

Netanyahu ville tydeligt nok sætte alt ind imod hvad som helst, der kunne forhindre ham i at forblive i embedet, men det gav ham også muligheden for at genetablere sin ledelse af Israel (selv om det lykkedes ham at spolere den mulighed). Men for den største gruppe af højreekstremistiske ideologer var det en lejlighed til at sætte deres foretrukne ’løsning’ på Israels problemer – ubegrænset, umådeholden vold – på prøve.

 

Det er den måde at tænke på, der ligger bag den karakter, som angrebet på Gaza har fået. At gøre Gaza ubeboeligt, tilintetgøre Gazas civile infrastruktur, og dræbe titusinder af palæstinensere i Gaza er ikke bare et udtryk for vold eller raseri. Det er den israelske højrefløjs forsøg på at ’vinde’ 1948-krigen. Det er en bestræbelse på at ’løse’ det ’palæstinensiske problem’ ved at udslette den palæstinensiske nationale bevægelse.

 

Så langt som Hamas end måtte være fra at få støtte fra flertallet af palæstinensere, så er de kommet til at repræsentere den væbnede modstand imod israelsk besættelse, berøvelse og fordrivelse af palæstinensere. Det er, som altid, nødvendigt at minde verden om, at et folk, der er besat, har ret til væbnet modstand, og om Hamas eller andre grupperinger altid har holdt sig inden for denne rets grænser, er en anden sag. Gaza er der, hvor den mest hårdnakkede del af den palæstinensiske nationale bevægelse opholder sig, det område, hvor palæstinensisk standhaftighed varer ved, lige meget hvad Israel har smidt ned over dem igennem årtier.

 

Ved at ødelægge Gaza og stramme grebet om Vestbredden – og derefter eskalere volden – har det det israelske yderste højre til hensigt at afslutte de endeløse diskussioner om en to-statsløsning ved at få spørgsmålet til at fortone sig. Det er selvfølgelig det, som bosætterekspansionen og de forskellige ’sikkerhedsforanstaltninger’ skridt for skridt har tilstræbt i årevis, men 7. oktober bød på en mulighed for at sætte farten op, som det yderste højre altid har ønsket.

 

Verdensmagterne har andre dagsordener

Israel havde ualmindeligt frie hænder. Der var en amerikansk præsident, der fuldt ud støttede alle dets bestræbelser på en måde, som ingen præsident nogensinde havde gjort før. Rusland har al for travlt i Ukraine til at være til nogen form for hjælp for palæstinenserne og selv for deres syriske allierede. Europa vil følge det amerikanske eksempel langt henad vejen, og der er allerede uenigheder vedrørende dets engagement i Ukraine. Kina involverer sig ikke selv så direkte i udenlandske konflikter. Når alt dette lægges sammen, så giver det Israel så god en lejlighed, som det nogensinde kunne få, til at stræbe hen imod et slutspil, med minimal indblanding fra magter udefra.

 

Deres ambition rækker meget længere end til Gaza. Ved at gøre et træk, der ikke er blevet skrevet meget om, stjal Israel fire kvadratkilometer palæstinensisk jord i Jordan-dalen på Vestbredden for to år siden. Trækket blev udført af finansminister Belazel Smotrich ved at erklære det for ’offentlig jord’. Han begik dette tyveri selve den dag, hvor USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, ankom til Israel for at have samtaler med Netanyahu.

 

Timingen var ikke tilfældig. Smotrich ville se, hvordan USA ville reagere. De reagerede slet ikke. Så meget for Bidens forpligtelse på en ’to-statsløsning’, da den annekterede jord er del af et område rundt om bosættelsen Ma’ale Adimim, der gennemskærer Vestbredden, og gør en levedygtig palæstinensisk stat dér endnu mere umulig, end den var i forvejen. Mens to-statsløsningen længe har været død i virkelighedens verden, så har Biden bibeholdt den som en nyttig fantasi. Nåh ja, han har endnu engang demonstreret, hvor illusorisk den er.

 

Jordtyveriet går hånd i hånd med Israels eskalerende voldsudøvelse, regelmæssige straffeekspeditioner, og den straffrihed for bosættere for deres pogromer i palæstinensiske landsbyer, der allerede har gjort, at mange er blevet forladt. Yderligere eskalation på Vestbredden er meget sandsynlig, når Israel er færdig med Gaza.

 

Israels regionale opportunisme

Men den opportunistiske højrefløj stopper ikke med Palæstina. Dets angreb dybt inde i Libanon har vakt stor bekymring, selv i Washington, der frygter en regional kæmpebrand. Indtil videre har Hezbollah villet undgå en større eskalation med Israel. Men de har nægtet at trække sig tilbage til nord for Litani-floden, som de var forpligtet til at gøre ifølge Sikkerhedsrådets resolution 1701 fra 2006-krigen, og bliver ved med at affyre raketter, mest imod militære mål, ind i Israel, i solidaritet med Gaza. Som med alt andet af den slags, så holder det op, så snart Israel stopper sin folkemordskampagne.

 

Men når Israel dræber flere Hezbollah-kæmpere og libanesiske civile, kan Hezbollah føle sig tvunget til at give sig mere direkte i kast med Israel. De israelske indfald i Libanons nordøstlige områder synes at have til formål at provokere Hezbollah til netop det.

 

Det ultimative mål, at få Hezbollah til mere direkte at gå i kamp med Israel, er dobbelt: for de første, at slå til, så Hezbollah ikke kan angribe Israel, og for det andet, omsider at trække Iran ind i en rigtig krig. Det var med stor sandsynlighed tanken bag angrebet på det iranske konsulat i Damaskus tidligere på ugen.

 

Den idé ser ikke ud til at være gået Det Hvide Hus forbi. De var usædvanligt hurtige til at frakende sig ethvert kendskab til eller meddelagtighed i Israels angreb i Damaskus, men ikke helt så hurtige til at forsøge at dække over Israel i denne sag.

 

Hvad Iran angår, så vil de ikke lade USA slippe så nemt om ved det. Når alt kommer til alt, giver Washington dem rutinemæssigt skylden for, hvad deres allierede foretager sig, uanset om Teheran har noget med det at gøre, eller de ikke har. Iran stiller tilsvarende USA til ansvar, og når som helst deres reaktion kommer, er det muligt, at de vil ramme USA’s styrker i regionen, israelske borgere eller lokaliteter udenlands, eller begge dele.

 

Israel måtte nødvendigvis vide, hvad følgen af angrebet i Damaskus ville blive. Deres påskud for at angribe konsulatet – at det blev brugt til militære formål – var så tynd, som den kunne være. Konsulater fungerer rutinemæssigt som vejpunkter for aktører fra militær og efterretningsvæsener, når der er noget, de skal have aftalt, holde møder og lignende. Der er ikke nogen, der mener, at det gør dem til legitime mål.

 

Nej, det var en velovervejet provokation, og en, hvis formål var at fremkalde en iransk reaktion, og bidrage til at presse USA til at deltage mere i aggressionen mod Iran.

 

Der er nok nogen, der vil opfatte det som langt ude, at den israelske ekstreme højrefløj, der ikke har udvist større kompetence med hensyn til strategisk tænkning, endsige professionalisme i regeringen, ville finde på den slags planer.

 

Det ville være en meget præcis vurdering. Israel er imidlertid ikke kommet på det med en bevidst hensigt, men snarere ved at udnytte de muligheder, der bød sig. 7.oktober var nøglen, der åbnede døren for den israelske højrefløj, og gav den chancen for at opnå det, den altid havde ønsket – at bruge overvældende, ubegrænset magt til at gøre en ende på den århundredgamle konflikt mellem zionisme og palæstinensisk nationalisme én gang for alle. Og som operationen er skredet frem, har muligheden for at konfrontere den regionale nemesis, Iran, vokset sig større, og de har også grebet den, om end gradvis, for Israel har ikke fordelen af overvældende magt mod en fjende, som det har i Gaza.

 

Joe Biden reagerede stærkt på drabene på hjælpearbejderne fra World Central Kitchen, så man kan håbe på, at han, eller dem, der rådgiver ham, indser den fare, som Israel udgør med, hvad de ellers foretager sig. Den hurtighed, hvormed Washington afviste at have noget med det, der skete i Damaskus, at gøre, tyder på, at der var nogen i Det Hvide Hus, der så, hvad der var på vej. Bidens krav om våbenhvile i Gaza kan, må man håbe, også indikere, at han prøver at imødegå Israels forsøg på at trække USA ind i en regional krig.

 

Netanyahus opportunistiske forsøg på at tænde gnisten til en større krig i håbet om at besejre både palæstinenserne og Iran er noget, som andre israelske ledere vil se anderledes på. Benny Gantz, Yair Lapid, og selv en skikkelse så langt til højre med hensyn til Palæstina som Gideon Sa’ar hører ikke til dem, der er villige til at risikere en vedvarende og meget betydelig skade på forholdet mellem USA og Israel, og en regional krig, som Israel på ingen måde er sikker på at vinde.

 

Men Biden har også grebet en kynisk lejlighed, om end for et muligvis positivt formål, ved at udnytte den europæiske og amerikanske offentligheds væmmelse ved Israels umotiverede mord på hjælpearbejdere til omsider at rette en reel trussel imod Netanyahu. Det har med det samme fået Israel til at udvide adgangsmulighederne for, at humanitær hjælp kan komme ind i Gaza (man kan undre sig over, hvordan Biden og Blinken kan få det til at rime med deres groteske påstande om, at Israel ikke overtræder international lov ved at blokere for hjælp).

 

Det står også tilbage at se, om Biden er villig til at beskytte USA’s nationale interesser og undgå at blive draget ind i en regional krig, sådan som Israels nuværende ledelse ønsker det. Der er grund til at tro på, at Washington er klar over det, og at det var motivet til i de seneste uger at gå over til at bebrejde Netanyahu og opfordre israelere til at afsætte ham – en opfordring, som Benny Gantz tydeligvis tog til sig.

 

Biden har gjort det klart, at lige meget hvor meget, palæstinenserne lider, så betyder det ikke noget som helst for ham. Men når europæere og canadisk-amerikanere bliver dræbt, har han ikke andet valg end at reagere på det. Man må håbe, at det samme kan siges om at holde USA uden for en regional krig, der ikke kan gå i gang, hvis Israel står uden håb om at trække USA ind i den. Den eneste måde at stoppe den på, er at stoppe folkemordet i Gaza.

 

5. april, 2024

 

Mitchell Plitnick er formand for Rethinking Foreign Policy. Han har tidligere være næstformand for Foundation for Middle East Piece, direktør for B’Tselim’s USA-kontor, og meddirektør for Jewish Voice for Peace.

 

Oversat fra Mondoweiss af Niels Overgaard Hansen