Fjerde Internationale vedtog 5. marts denne udtalelse, som opfordrer til brede mobiliseringer mod krig, mod undertrykkelse og for retten til selvbestemmelse for folket i Kashmir.

af Fjerde Internationale

1.       Endnu en gang står de herskende klasser i Indien og Pakistan på kanten af krig. Pulwama-angrebet har givet dem begge lejlighed til at slå på krigstrommen og foretage fjendtlige handlinger mod hinanden. Der er allerede gået dusinvis af liv tabt.

 

2.       Det er vanskeligt at overdrive den øjeblikkelige risiko, med to atommagter der konfronterer hinanden på en baggrund af en ustabil international politisk situation og væksten af højreorienterede kræfter over hele kloden.

 

3.       Medens millioner af fattige ikke engang har adgang til tilstrækkelige mængder føde, oppisker Narenda Modi-regeringen folkeligt had for at aflede opmærksomheden og mobilisere dens støtter. Modi har bevidst optrappet spændingerne med Pakistan for at samle støtte til sit parti i det kommende valg i Hindutva-bevægelsernens navn. [Hindutva er fællesbetegnelse for fascistoide bevægelser med fundamentalistisk hindu-ideologi] .

 

4.       I Pakistan forbliver den reelle magt i militærets hænder, for hvem den konstante trussel om krig indebærer konstant tilgang til penge og privilegier. For dem er krig business.

 

5.       Begge sider leger med ilden i den tro, at de kan føre deres lande frem til kanten af katastrofen og vinde på at oppiske chauvinistiske følelser og frygt for den formodede fjende. Medens ingen af dem ser ud til at ønske en krig i fuldt skala, er historien fuld af eksempler på krige, som er begyndt på grund af den herskende klasses skødesløshed og dumhed.

 

6.       Begge sider har manipuleret grupper i Kashmir og andetsteds for at kunne bruge dem som brikker mod hinanden. Hverken den herskende klasse i Indien eller Pakistan bekymrer sig en tøddel om folket i Kashmirs skæbne: Denne konfrontation er drevet af deres egeninteresse og chauvinisme. Det er den undertrykte befolkning i Kashmir, som betaler prisen.

 

7.       I det indisk besatte Kashmir har befolkningen rejst sig mod de afsavn og den diskriminerende behandling af deres lokalsamfund, som det herskende Bharatiya Janata Party udsætter dem for. De bliver mødt med en massiv tilstedeværelse af over 650.000 indiske tropper og brutal vold. Soldaterne skyder på demonstranter, der ikke er bevæbnede med andet en sten og behandler al modstand som ”terrorisme”.

 

8.       På den anden side af grænsen, sætter den pakistanske stat kikkerten for det blinde øje, når det gælder fundamentalistiske gruppers aktiviteter, så længe den tror, de angriber dens fjender. Det pakistanske efterretningsvæsen undertrykker demokratiske rettigheder, giver pressen mundkurv på og benytter kidnapninger, tortur og drab. De, der kæmper for selvstændighed, er udsat for statens undertrykkende vold.

 

9.       Vi fordømmer de kyniske manipulationer fra de herskende klasser på begge sider og kræver frihed til folket i Kashmir. Vi støtter deres kamp – på begge sider af grænsen – for selv at kunne beslutte deres fremtid. Kun en massekamp, der smeder alliancer med de sociale og demokratiske kampe hos befolkningerne i Indien og Pakistan, kan bringe frihed til Kashmir.

 

10.   Vi fordømmer forsøgene hos sekteriske minoritetskræfter på at udnytte folket i Kashmirs lidelser.

 

11.   Vi er i solidaritet med den demokratiske kamp hos folket i Kashmir for deres frihed og opfordrer til brede mobiliseringer både på subkontinentet og i hele verden, mod krig, mod undertrykkelse og for retten til selvbestemmelse for folket i Kashmir.

 

Amsterdam, 5. marts 2019

 

Enstemmigt vedtaget af Fjerde Internationales Internationale Komite.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com