Den folkemorderiske krig, som Israel har indledt, har resulteret i neokoloniale ”fredsaftaler” i Palæstina, mens den amerikanske imperialisme endnu en gang bruger militær tvang i Latinamerika og samtidig opretholder en umenneskelig blokade mod Cuba. Der er andre krige mod folk og minoriteter i Yemen, Burma, Sudan, Congo, Syrien og det afrikanske Sahel.

 

USA's handlinger, såsom bortførelsen af Maduro og hans kone i Venezuela og truslen om at invadere Grønland i januar 2026, bidrager til destabiliseringen og en opfattelse af, at oprustning er nødvendig.

 

Fjerde Internationale og dens sektion afviser det kapitalistiske begreb om ”sikkerhed”, som kræver endnu større anvendelse af masseødelæggelsesvåben. Europa er allerede stærkt militariseret og rystet af år med nedskæringer og besparelser på offentlige ydelser. Men når det gælder penge til våbenindustrien, er der mere end nok at tage af.

 

Liberale ”demokratier” bliver stadig mere autoritære; erhvervsledere leder efter en vej ud af deres strukturelle rentabilitetskrise, der kan sikre et større overskud, uden at dette udmønter sig i social udvikling; den grønne omstilling, som eliterne har lovet, er uden offentlig debat blevet forvandlet til en eksponentiel stigning i militærudgifterne på internationalt plan.

 

Driften mod krig kan ikke adskilles fra racismens og fascismens opdukken over hele kontinentet eller udvidelsen af Frontex og Asyl- og Indvandringspagten. Masseovervågning, militarisering af grænserne og angreb på flygtninge er, hvad den herskende klasse planlægger for os alle, i takt med at klimakrisen forværres, og samfundet bliver mindre stabilt. Racisme og fascisme er på fremmarch i Europa, og de kapitalistiske stater styrkes. I Europa betyder dette en skærpelse af politikken over for migranter. Ikke kun ved grænserne, men også inden for de europæiske lande og på ruterne dertil.

 

Faktisk er Den Europæiske Union midt i en hidtil uset stigning i militærudgifterne: op til 800 milliarder på fire år. Med dette formål for øje foreslår den at lempe de altid gældende regler for finanspolitisk disciplin, så de 27 medlemsstater kan få lov til at optage gæld; at tilskynde til nye lån til staterne gennem en reform af Den Europæiske Investeringsbank (EIB); og endda at omdirigere penge, der er øremærket til samhørighedsfondene, til militærudgifter. De samme mennesker, der sagde, at et socialt Europa var alt for dyrt, fremmer nu et Europa præget af krig, militarisme og pigtråd.

 

Dette er et reelt paradigmeskift, der ikke kun sigter mod at øge våbenudgifterne, men også mod at fremme en europæisk industriel vækst på militær basis, samtidig med at man fortsætter med at ødelægge den offentlige service og den sociale sikkerhed. En vision for det europæiske forsvar, som er skitseret i dokumentet ”Strategisk kompas for sikkerhed og forsvar”, og som ikke længere er baseret på fredsbevarelse, men på beskyttelse af kritisk infrastruktur, energisikkerhed, grænsekontrol og beskyttelse af ”vigtige handelsruter”. Med andre ord: at beskytte europæiske koloniale interesser ved at sikre EU's ”strategiske autonomi”, mens man i sidste ende stadig er underlagt det amerikanske imperiums planer og NATO som dets væbnede fløj. En Europæisk Union, der fortsat på forskellige måder har lettet leveringen af våben til Israel for at gennemføre folkemordet på det palæstinensiske folk.

 

På den måde er den ofte forherligede omstilling af produktionsmodellen samt den energiovergang, der er nødvendig for at overholde planerne for reduktion af CO2-udledningen, blevet begravet under bomberne. Men det europæiske våbenkapløb fremhæver ikke blot greenwashingens fiasko, men repræsenterer også en acceleration mod klimakrisens afgrund. Vigtige og knappe ressourcer bruges nu i europæiske genoprustningsplaner, ressourcer, der i stedet ville være nødvendige for at sikre en økosocialistisk omstilling. Den europæiske genoprustning udgør, ligesom kapløbet om generativ kunstig intelligens, et veritabelt accelereret kapløb mod klimaafgrunden.

 

Remilitarisering og lukning af grænserne er i forbindelse med den globale polykrise blevet hjørnestenen i det nye projekt om ”Europa som Stormagt”, som et supplement til den markedsdogmatisme, der har hersket indtil nu. Putins imperialistiske invasion har fungeret som en katalysator for den militaristiske offensiv i forbindelse med den europæiske genoprustning, baseret på en opbygning af en stærk følelse af usikkerhed.

 

En chokstrategi, med krigstrommer i baggrunden, anvendes af de europæiske eliter ikke kun for at opfylde deres mangeårige mål om europæisk militær integration, men også for at styrke en model for oligarkisk og teknokratisk føderalisme. For vores kamp handler ikke om et EU, der er uafhængigt af USA, Rusland og Kina – baseret på en styrkelse af sin egen imperialistiske og kolonialistiske strategi – men snarere om at opbygge en økosocialistisk europæisk horisont, der skaber et forhold af solidaritet og gensidig støtte med andre folk.

 

Uden en uafhængig internationalistisk politik er arbejderklassen og Europas folk dømt til at være marionetter i hænderne på stormagterne; økonomien vil fokusere endnu mere på militærindustrien og økologisk plyndring, og arbejderklassen vil ikke være andet end kanonføde i hænderne på krigsgale regeringer.

 

Af alle disse grunde opfordrer vi Europas folk til at gøre oprør mod den genoprustning og krigsøkonomi, som EU og dets regeringer fremmer. De må søge internationalistiske alliancer for at imødegå risikoen for en ny verdenskrig og den atomare trussel, der tegner sig i horisonten.

 

Vi må forpligte os til en antimilitaristisk og internationalistisk politik, der afviser imperialismen i alle dens former.

 

Vi afviser nationalisme og nationale fordomme. Vores politiske projekt er at forene Europas folk, fra Rusland til Irland, fra Norge til Italien, i en fælles kamp mod deres kapitalistiske regeringer og imperialismen.

 

Vi må modsætte os enhver forhøjelse af militærbudgetterne i vores lande og føre en internationalistisk kamp mod de nye forslag om værnepligt, der er en del af militariseringsprocessen.

 

Vi må knytte klimakampen sammen med kampen mod militarismen; en økosocialistisk fremtid er uforenelig med enhver imperialistisk oprustningsproces.

 

Vi kæmper for at afskaffe våbenhandelen og omdanne våbenproduktionen til social produktion.

 

Vi kræver opløsning af de militære blokke NATO og CSTO [Den Kollektive Sikkerhedspagt, militæralliance mellem Rusland, Belarus Armenien, Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan, o.a.]

 

I denne situation skal slagord som ”krig mod krig”, ”ned med militærbudgetterne” og ”mod værnepligt” tjene til politisk at ruste en antimilitaristisk bevægelse, der sigter mod at begrænse vores borgerskabs evne til at fremme en oprustning, som fremmer det yderste højres vækst, øger den interne og grænseovervågende undertrykkelse og bringer muligheden for krig nærmere.

 

Kun en økosocialistisk verden kan bringe truslen om krig til ophør; i stedet vil vi fokusere på menneskehedens indsats på at forbedre livet for alle og sikre, at vores ressourcer fordeles demokratisk og retfærdigt for at sikre et godt liv, et liv uden endeløs udnyttelse og autoritær undertrykkelse.

 

Vi skal støtte de mobiliseringer og strejker mod imperialistisk oprustning, der ledes af arbejderorganisationer i lande som Italien, og mobiliseringer som dem, der finder sted den 5. marts i flere byer i Tyskland og den 28. marts i Rom.

 

Krig mod krig: for internationalisme og solidaritet blandt de arbejdende og undertrykte klasser over hele verden.

 

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Hovedbestyrelse den 25. februar 2026