Illustration: Svend Vestergaard Jensen

 

Per Clausen, Enhedslisten, skrev 12. januar på X:

 

“Det er ikke overraskende, at der er kræfter i EU, som forsøger at udnytte den nuværende situation til at genrejse diskussionen om en EU-hær. Det ændrer ikke ved, at det er en ufattelig dårlig ide. Forsvar og beslutninger om deltagelse i militære aktioner skal stadig være et nationalt anliggende og det er langt mere fornuftigt at bygge på det eksisterende militære samarbejde mellem de europæiske lande, som respekterer den nationale suverænitet, end at satse på at opbygge en ny struktur i EU hvor man ikke respekterer denne.”

 

Der er meget i denne tekst, som umiddelbart lyder som en venstreorienteret advarsel mod militarisering. Men netop derfor er den også værd at læse grundigt. For problemet er ikke, at Per Clausen kritiserer en EU-hær. Problemet er, hvad kritikken bygger på, og hvad den lader stå uimodsagt.

 

Militæret som nødvendighed

Clausens tekst afviser ikke militarisme som politisk svar. Den afviser alene én bestemt organisationsform for militær magt. Forsvaret som institution, militære aktioner som politisk redskab og oprustning som nødvendighed tages for givet. Uenigheden reduceres til, om beslutningerne skal træffes nationalt eller overnationalt.

 

Dermed forsvinder det afgørende spørgsmål: Hvorfor skal militær magt overhovedet være svaret på Europas politiske problemer?

 

Når militæret først er accepteret som legitim nødvendighed, bliver spørgsmålet om EU-hær kontra national hær et teknisk styringsproblem - ikke et politisk opgør med krigslogikken.

 

Suverænitet som falsk værn

Argumentet om national suverænitet fremstilles som et bolværk mod den værste militarisme. Men historisk er det netop suveræne nationalstater, der har ført krige, opbygget militærblokke, koloniseret og oprustet i konkurrence med hinanden. National suverænitet er ikke modsætningen til imperialisme - den er dens forudsætning.

 

At foretrække nationalt forsvar frem for EU-forsvar betyder derfor ikke mindre militarisering, men flere parallelle militære apparater, mere oprustning og stærkere pres på hver enkelt stat for at tage ansvar for egen militær kapacitet.

 

Den europæiske historie giver ingen grund til at tro, at national kontrol gør militær magt mere defensiv, mere demokratisk eller mere fredelig.

 

Når venstrefløjen forvalter sikkerhedsstaten

Det mest problematiske er ikke hensigten bag teksten, men dens politiske funktion. Når Enhedslisten siger nej til EU-hær, men ja til nationalt forsvar og militært samarbejde, ender partiet med at medforvalte den sikkerhedspolitiske ramme frem for at udfordre den.

 

Krig og oprustning gøres til noget, der kan administreres rigtigt, hvis blot beslutningerne træffes det rette sted. Dermed flyttes venstrefløjens rolle fra grundlæggende kritik til ansvarlig deltagelse i en orden, hvor militær magt allerede er gjort nødvendig.

 

Det er netop sådan, militarisme normaliseres: Ikke gennem rå krigsbegejstring, men gennem nøgterne, velmenende argumenter om suverænitet, ansvar og realisme.

 

Det spørgsmål, der må fastholdes

En konsekvent venstrefløjskritik bør ikke blot begynde med et andet spørgsmål end Per Clausen. Den bør fastholde det. For det afgørende er ikke først og fremmest, hvem der råder over militæret, men hvorfor militæret igen og igen gøres til løsningen.

 

Det spørgsmål er ikke en pæn principiel indledning, man kan sætte ind først og derefter glemme, når man kommer til ’det praktiske’. Det er netop i det praktiske, at det skal holdes åbent. For sikkerhedspolitikken har en indbygget tendens til at lukke debatten: Den præsenterer sine prioriteringer som nødvendigheder og gør politik til administration. Man kan diskutere organiseringen - ikke præmissen.

 

Når præmissen først er accepteret, følger forskydningen næsten af sig selv. Uenigheden flytter sig fra indhold til form: fra spørgsmålet om, hvad militarisering gør ved samfundets prioriteringer, til spørgsmålet om, hvor beslutningerne skal forankres. Så bliver modstanden mod en EU-hær en diskussion inden for den samme sikkerhedspolitiske ramme - ikke om militarisering, men om dens mest hensigtsmæssige forvaltningsform.

 

Det afgørende er den retning, der tegner sig samlet: at forsvar og sikkerhed behandles som det uomgængelige udgangspunkt, mens venstrefløjens rolle bliver at gøre rammen mere acceptabel - mere demokratisk, mere nationalt forankret, mere socialt afbødet.

 

Det kan ske uden åbenlys kursændring og uden onde intentioner. Men funktionen er klar: Militariseringen normaliseres, fordi den ikke længere udfordres ved roden. Den bliver noget, man regulerer - ikke noget, man grundlæggende stiller spørgsmålstegn ved. Og når præmissen ikke udfordres i den brede offentlighed, bliver militarisering ikke et valg, men en vane.

 

Klaus Krogsbæk (f. 1957) er fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i Forbyd Atomvåben. Han er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og desuden medlem af det tyske SPD.