Illustration: Kamshat Nurlanova

Skønt flertallet på venstrefløjen har fordømt invasionen af Ukraine, så mangler der stadig enhed på venstrefløjen. Vi henvender os derfor til den del af venstrefløjen, der stadig mener, at ”begge sider er syge”, og at krigen skal ses som en krig mellem to imperialistiske magter.

Det er på høje tid, at venstrefløjen vågner op og foretager en “konkret analyse af den konkrete situation”, i stedet for at repetere slidte rammefortællinger fra den kolde krigs dage. Hvis venstrefløjen ser bort fra eksistensen af en russisk imperialisme, da begår man en frygtelig fejltagelse. Det er Putin, ikke NATO, der fører krig i Ukraine, og det er derfor nødvendigt at flytte fokus fra den vestlige imperialisme til Putins aggressive imperialisme, der hviler på et ideologisk, politisk og økonomisk grundlag.

Den russiske imperialisme er etnocentrisk

Den russiske imperialisme består af to elementer. For det første involverer den en revisionistisk russisk nationalisme. Efter 2012 gik Putin og hans nærmeste kreds væk fra en borgercivil opfattelse af nationen (som rossiysky, dvs. relateret til Rusland), og skiftede til en eksklusiv, etnisk baseret opfattelse af russiskhed (russkiy – etnisk/kulturelt russisk).

Putins aggression i 2014 og i 2022 blev legitimeret med, at der var tale om “oprindeligt” russisk land, der nu vendte tilbage. Denne forståelse af (etnisk) “russiskhed” genopliver det 19. århundredes imperialistiske begreber om den russiske nation, hvorved ukrainsk og belarussisk reduceres til regionale identiteter, og heraf følger, at så er ukrainere, belarussere og russere ét folk.

Anvendelsen af dette begreb i den officielle retorik indebærer en afvisning af, der findes en uafhængig ukrainsk suverænitet. Det er derfor, vi ikke med nogen grad af sikkerhed kan sige, at Putin kun ønsker anerkendelse af russisk suverænitet over Krim og Donbas. Putin ønsker enten at annektere eller underlægge sig hele Ukraine. Det er trusler, der fremkom i hans essay Om Ruslands og Ukraines historiske enhed, og i hans tale den 22. februar 2022. Endelig er udsigterne til ukrainsk-russiske fredsforhandlinger nærmest dystre, da den russiske forhandlingsdelegation ledes af tidligere kulturminister, Vladimir Medinsky, én af de mest dedikerede tilhængere af russkiy mir (den etnisk russiske verden) – en verden, hvor ingen – tro det eller ej – vil være lykkelige.

Dernæst, selv om Putins aggressioner er svære at forklare rationelt, så har de aktuelle begivenheder dog vist, at de kan være fornuftige nok, især hvis man tager den russiske imperialistiske retorik for pålydende. Den russiske imperialisme næres nemlig af ønsket om at ændre den såkaldte verdensorden. Således kan Putins krav om, at NATO skal trækker sig tilbage fra Østeuropa, være et signal om, at Rusland ikke stopper ved Ukraine, og at Polen, Letland, Litauen eller Estland kan være de næste mål for hans aggressioner.

Det er temmelig naivt at forlange en demilitarisering af Østeuropa, set i lyset af de nuværende omstændigheder, for det vil blot berolige Putin og gøre de østeuropæiske lande sårbare overfor hans aggressioner.

De tre stormagters interessesfære

Diskussionen om NATO’s ekspansion sløres af Putins ønske om at opdele verden i en interessesfære mellem USA og Rusland. At befinde sig i den russiske interessesfære indebærer et lands politiske indordning under Rusland og at være genstand for den russiske kapitals ekspansion. Som vi har set med Georgien og Ukraine, så er Putin parat til at bruge magt for at kunne påvirke de politiske forhold i lande, som ifølge hans opfattelse ønsker at forlade den russiske indflydelsessfære. Det er vigtigt at forstå, at Putin har en forståelse af, at verden grundlæggende består af tre hovedaktører: Rusland, USA og Kina. Han anerkender ikke andre landes suverænitet, og anser dem for at være satellitter af enten USA, Kina eller Rusland i den internationale orden.

Putin og hans kreds er meget kyniske. De bruger NATO’s bombardementer af Jugoslavien, USA’s intervention i Afghanistan og invasionen i Irak som “alibi” for at bombe Ukraine. Set i denne sammenhæng, da må venstrefløjen være konsistente og sige nej til alle imperialistiske aggressioner verden over. I dag er den imperialistiske aggressor Rusland, ikke NATO, og hvis Rusland ikke stoppes i Ukraine, så vil landet helt bestemt fortsætte sine aggressioner.

Vi må heller ikke have illusioner om Putins regime, for det tilbyder intet alternativ til Vestens kapitalisme. Det er autoritær, oligarkisk kapitalisme. Uligheden i Rusland er steget markant i de tyve år, hvor Putin har haft magten. Han er ikke alene en fjende af arbejderklassen, han er også en fjende af enhver form for demokrati. Folkelig deltagelse i politik, frivillige organisationer og foreninger ses som noget mistænkeligt. Putin er grundlæggende anti-kommunist og en fjende af alt det, venstrefløjen har kæmpet for i det 20. århundrede, og som nu videreføres i det 21. århundrede.

Putins opfatter verden, som et sted, hvor den stærke har ret til at slå den svage, den rige har ret til at udbytte den fattige, og stærke magtmennesker har ret til at træffe beslutninger på vegne af den magtesløse befolkning. Et sådant verdenssyn skal tilføjes et militært nederlag i Ukraine, for at der kan skabes politiske forandringer i Rusland.

Venstrefløjens krav

Vores krav om øget militær hjælp til Ukraine er højst kontroversielt, for vi anerkender, at der er negative følger af militariseringen for den globale, progressive venstrefløj, og for venstrefløjens modstand mod såvel NATO’s ekspansion som vestlig intervention. Der er imidlertid brug for en bredere kontekst for at tilvejebringe et mere komplet billede. Først og fremmest fordi flere NATO-lande sælger våben til Rusland – til trods for 2014-embargoen (Frankrig, Tyskland, Italien, Østrig, Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Slovakiet og Spanien.)

Diskussionen om hvorvidt de våben, der sendes til regionen, ender i de rette eller de forkerte hænder, er noget forsinket, for våbnene er allerede i de forkerte hænder. EU-landene kan kun rette op på deres tidligere fejltagelser ved at sende våben til Ukraine. Hertil kommer, at de alternative sikkerhedsgarantier som den ukrainske regering har foreslået, kræver at et antal lande reelt engagerer sig.

For det andet, så har utallige artikler påpeget, at den Azovske Bataljon er et problem. I modsætning til 2014, så spiller det yderste højre ikke nogen fremtrædende rolle i dag, hvor det er blevet folkets krig – og hvor vore kammerater fra den antiautoritære venstrefløj i Ukraine, Rusland og Belarus kæmper sammen mod imperialismen. Det er blevet tydeligt de sidste dage, at Rusland forsøger at kompensere for sine tab og fejl ved i stedet at gennemføre luftangreb, og her kan den Azovske Bataljon ikke være med. Antiluftskyts vil dog give Ukraine mulighed for at beholde kontrollen over territoriet og reducere de civile tab, også selvom forhandlingerne slår fejl.

Det er vores opfattelse, at venstrefløjen skal kræve:

*  Øjeblikkelig tilbagetrækning af de russiske styrker fra Ukraine.

*  Nye, målrettede og personlige sanktioner mod Putin og hans kreds af multimillionærer (Det er vigtigt at forstå, at Putin og hans kreds kun tænker på deres egne værdier, mens de ignorerer den tilstand, den russiske økonomi generelt befinder sig i. Venstrefløjen kan også bruge dette krav til at udstille hykleriet hos dem, der sponsorerer Putins regime og hær, og som selv nu fortsætter med at sælge våben til Rusland.)

*  Sanktioner mod russisk olie og gas

*  Øget militær støtte til Ukraine, især luftforsvarssystemer

*  FN-fredsbevarende styrker fra ikke-NATO-lande skal indsættes for at beskytte civile, herunder også beskyttelse af sikre evakueringskorridorer, samt beskyttelse af kerne-kraftanlæg (Ruslands veto i FN’s Sikkerhedsråd kan overtrumfes af Generalforsamlingen)

Venstrefløjen skal desuden støtte folk fra den ukrainske venstrefløj, der modsætter sig krigen, give dem synlighed, lade deres stemme bliver hørt og understøtter dem finansielt. Vi anerkender, at det er de mange millioner arbejdere og humanitære hjælpere, der gør yderligere modstand mulig.

Flere andre krav – støtte til alle flygtninge i Europa, uanset deres statsborgerskab, sletningen af Ukraines udlandsgæld, sanktioner mod de russiske oligarker osv. – er bredt accepteret på venstrefløjen, og vi vil derfor ikke diskutere dem her.

Invasion i Ukraine skaber en frygtelig præcedens for løsningen af konflikter, der involverer risikoen for en atomkrig. Derfor må venstrefløjen fremlægge egne visioner for internationale relationer, og hvordan arkitekturen for en international sikkerhedsordning skal udformes. Den skal indeholde såvel gensidig og bindende atomnedrustning, og en institutionalisering af internationale økonomiske reaktioner mod enhver imperialistisk aggression, uanset hvor på kloden. Ruslands militære nederlag skal være det første skridt for at demokratisere den globale orden, etablering af et internationalt sikkerhedssystem, og her må den internationale venstrefløj bidrage.

7. april 2022

Den Russiske Socialistiske Bevægelser (RSD) blev stiftet i 2011 af Den Socialistiske Bevægelse (Vperiod (Fremad), den russiske sektion af 4. Internationale, og Socialistisk Modstand. Den er en del af Venstrefronten – en alliance, der opstod i protest mod valgsvindlen i 2011 og 2012. Ukraines Sociale Bevægelse Sotsialnyi Rukh blev dannet i 2015.

Oversat fra LeftEast af Arne Lund. Mellemrubrikker er indsat af SI. 

Redaktionen af Left East bragte denne indledning til udtalelsen:

Siden krigen begyndte, har venstrefløjen diskuteret, i hvilken udstrækning NATO er ansvarlig for krigen, og om opfordringen til at yde militær bistand til Ukraine. Når vi udsender denne udtalelse, fra vore kammerater i Ruslands Socialistiske Bevægelse, så anerkender vi, at venstrefløjen rummer mange forskellige holdninger til spørgsmålet. Mens vi er enige om, at enhver venstrefløj, der er sit navn værd, enstemmigt fordømmer Ruslands aggression mod Ukraine, så har nogle medlemmer af LeftEasts’ kollektive redaktion reservationer med hensyn til erklæringens holdning til NATO og den militære støtte til Ukraine.

Samtidig forstår vi, at venstrefløjens afsæt beror på vidt forskellige forhold: lokaliteter, konkrete situationer og strategier – hvad enten det er i Ukraine, hvor Putin bomber løs, i Rusland, hvor Putin forfølger sine modstandere og kritikere, i Vesten, hvor krigslobbyen presser på med sin dagsorden, eller i det Globale Syd, hvor hovedfjenden er en anden, og hvor Vestens hykleri er mere iøjnefaldende. Alt dette resulterer i vidt forskellige perspektiver på de to kontroversielle spørgsmål.

I begyndelsen af krigen udsendte LeftEast sin egen antikrigsudtalelse, hvor vi gjorde rede for vores holdning. Men vores primære opgave er at tilvejebringe en platform for solidaritet med progressive stemmer fra regionen, og det er i den ånd, at vi nu udsender denne erklæring.