USA’s baser undergraver fred og sikkerhed. Med baseaftalerne binder en småstat sig til en stormagt, i håb om at kunne føle sig mere sikker. Her Mihail Kogalniceanu Air Base, Rumænien. Foto: Tech. Sgt. Ryan Crane, CC BY 2.0 – Wikimedia

Militariseringen af samfundet har i de senere år fået en voldsom fremdrift. Især efter at Rusland annekterede Krim, og den usikkerhed, som Trump skabte om NATO’s fremtid, oveni frygten for terror og store flygtningestrømme. Det kan derfor være grund til at se nærmere på, hvor langt den hjemlige militarisering er kommet. Først en definition af hvad begrebet militarisering dækker over:

*  Politiske og finansielle ressourcer omfordeles til militære aktiviteter

*  Etableringen af strukturer til at organisere, koordinere og udvide samarbejdet mellem beslutningstagere, militæret og våbenindustrien

*  Presserende civile udfordringer nedprioriteres til fordel for militære initiativer

*  En ureflekteret og ukritisk (medie)retorik, der demonstrerer militær styrke og forbereder befolkningen på krige/konflikter.

Militariseringen viser sig eksempelvis i finanslovsforslaget for 2023, hvor udgifterne til militæret stiger fra 27,1 mia. kr. i 2022 til 31,3 mia. kr. i 2023, og til ca. 45 mia. kr. i 2030. Sandsynligvis mere, for Mette Frederiksen mener, “at et militærbudget på 2 procent af BNP er bunden, ikke loftet.”

Militariseringen afleder opmærksomheden fra klima- og biodiversitetskriserne, fra de voksende flygtningestrømme, den stigende ulighed, nedbrydningen af det borgerlige demokrati, blandt andet på grund af faldende tillid mellem borgere og beslutningstagere.

Jylland som opmarchområde

Fremover skal vi her i landet huse udenlandske tropper og materiel, der vil opholde sig i kortere eller længere tid, muligvis permanent. Vi skal vænne os til, at kampvogne og jagerfly fylder mere, især i Jylland, der skal være opmarchområde for engelske/amerikanske styrker, klar til hurtig indsættelse i Baltikum. Der vil ske hyppigere anløb af USA/NATO-krigsskibe, der kan have kernevåben ombord. Om det er tilfældet, nægter USA konsekvent at oplyse.

I april landsattes i Esbjerg 300 amerikanske militærkøretøjer, der skulle videre til Polen. Siden kom 44 helikoptere, og 1.300 mand fra en panserbrigade. Byens havn skal fremover være et centralt knudepunkt for landsætning af NATO-styrker og skal udvides for 523 millioner kr. Havnen er isfri hele året, infrastrukturen er god, og Oksbøl øvelsesterræn er tæt på. Når sejlrenden uddybes, vil gå ud over den fredede halvø Skallingen, der er på UNESCO’s liste over verdenskulturarv. Regeringen beroliger med, at alle love vil blive overholdt. Men hvem tror på det, for lidt længere sydpå, ved flyvestation Skrydstrup, har naboerne ventet i tre år på opsætning af støjmålere, der skal måle larmen fra de nye F-35r. Og i Fredericia blev dele af havnen for nylig afspærret, da der skulle udskibes 14 tanks til Estland, som en del af NATOs afskrækkelsesmission i de baltiske lande.

Også på universiteterne har militæret fået fodfæste. På DTU forskes i radarer, satellitter, droner mv. – i samarbejde med Lockheed Martin og Terma (se artikel: Militærets indtog på universiterne). Og som en foreløbig kulmination på oprustningen vil regeringen bruge 40 mia. kr. på nye krigsskibe.

Den danske baseaftale

I disse måneder forhandler regeringen en baseaftale med USA, som indeholder betingelserne for stationeringen af amerikanske tropper. Det sker dels fordi USA har anmodet derom, og dels fordi Mette Frederiksen definitivt vil skrotte Danmarks og Socialdemokratiets tidligere mere tilbageholdende og neutralitetssøgende sikkerhedspolitik. Hun har ellers ofte henvist til Anker Jørgensen som et “lysende forbillede.” Det gælder åbenbart ikke hans kamp mod oprustning, kernevåben og den kolde krig, som Mette Frederiksen er i gang med at genoplive.

Regeringens baseplaner møder ikke megen debat eller modstand. Beslutningen er taget forhastet. Nok siger Enhedslisten og SF fra, men heller ikke mere. Til TV2 siger Eva Flyvholm, “fint nok med samarbejde, men man behøver ikke sælge ud af suveræniteten over sin egen jord og juridiske kontrol med den.” Er det alt?

Kritikerne af baseaftalen finder det er vigtigere at have et afspændt forhold til Rusland end at komme så direkte ind under USA’s “beskyttende atomparaply”, som en baseaftale vil lægge op til. De frygter, at har amerikanerne først sat sig fast, så tager de ikke hjem igen. Heller ikke selvom det angivelige trusselsbillede skulle ændre sig med tiden.

Militærminister Morten Bødskov varsler, at den danske baseaftale vil ligne den norske, så derfor er der anledning til at se, hvad der står i den norske.

Den norske baseaftale

Når USA indgår særaftaler med lydige NATO-lande, er det, fordi USA vil gå udenom NATO’s bureaukratiske beslutningsstruktur. Det tager for lang tid, når de 30 medlemslande skal blive enige om, hvad man gør i en krise. USA mener, at russerne kan opstille store styrker meget hurtigt, “Så dur det ikke, at man først skal til at holde møder i NATO…det skal være langt lettere at indsætte fly og soldater uden at spørge om lov,” siger Forsvarsakademiets Peter Viggo Jakobsen. Reelt kortsluttes hermed den parlamentarisk-militære del af NATO.

Den norske baseaftale regulerer amerikanernes tilstedeværelse, træning og øvelser. Aftalen er et brud med den basepolitik, der har været gældende, siden Norge (og Danmark) kom med i NATO i 1949: Ingen fremmede baser på norsk jord, bortset fra kortvarige øvelser.

Det er USA, som presser på med separataftalerne, og de enkelte lande kan eller tør ikke sige nej, selv om de måske helst ville. Med tilstedeværelsen af amerikanske baser øges risikoen for at blive bombemål i tilfælde af en konflikt med Rusland. I værste fald risikerer Norge at blive trukket ind i en konflikt, der kan have udgangspunkt på norsk territorium, men som ikke nødvendigvis bliver håndteret, som Norge ville have gjort.

Fordelene for USA er et stærkere fodfæste i Norge (og Danmark), adgang til kaserner, flyvestationer og flådebaser, og at der kan medbringes egne fly, våben, køretøjer mv. Der er ingen begrænsninger for, hvor mange soldater der kan udstationeres, eller for investeringer i bygninger og andre faciliteter – lige fra højteknologisk militært isenkram til dagligvarebutikker og kantine, hvor soldaterne kan få serveret mors mad. Alt dette giver arbejde til lokale virksomheder og civile arbejdere, og således glider det hele lettere ned og dæmper en eventuel modstand mod baserne: Vi tjener jo selv på det.

USA må dog ikke medbringe eller oplagre kernevåben, landminer eller klyngebomber på norsk jord – i fredstid. Her er der imidlertid et problem, for Norge (og Danmark) har underskrevet Ottawa-konventionen, der forbyder klyngebomber; det har USA ikke.

Usikkert er det, om den norske (og danske) regering kan forhindre, at USA bruger baserne til internering, forhør og tortur af fanger fra andre lande. Det skete på baser i blandt andet Polen, der siden blev. dømt ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol for forholdet, mens USA slap.

Baseaftaler er afgivelse af suverænitet

Amerikanernes opfattelse af terror og trusler er mere dramatisk, grænsende til det paranoide, end europæernes. Det vil selvsagt afspejle sig i, hvornår det store skyts skal mobiliseres, og “sådanne divergenser kan få indflydelse på, hvornår basepolitiet vil reagere ved demonstrationer, civil ulydighed, eller hvis de civilt ansatte strejker,” skriver blandt andet den norske generaladvokat i sit høringssvar. Amnesty spørger, hvilke kontrolinstanser der gælder i forhold til norske love, folkeretslige og menneskeretslige forpligtelser.

Overalt, hvor de er udstationeret, har USA’s soldater retslig immunitet, bortset fra sager om mord, voldtægt og lignende. Hvis de anklages – og det sker ikke altid – skal de dømmes efter amerikansk lov. Selv i grove sager er der sket frifindelser.

Den norske regering anfører, at USA lover “fuld respekt for norsk suverænitet.” Det giver Amnesty ikke meget for: “Vi har gang på gang set, at USA sætter folkeretten og andre landes love til side, når de er i vejen for USA’s interesser… de godtager ikke, at deres soldater retsforfølges for krigsforbrydelser eller brud på menneskerettighederne, og truer med at straffe lande, der kræver amerikanere udleveret til Den Internationale Straffedomstol.”

Heller ikke når det gælder miljøhensyn, står USA godt. De ignorerer europæiske landes miljø-bestemmelser, der er mere restriktive end amerikanske. For det meste undlader amerikanerne at rydde op efter sig (se artikel: Millitæret forgifter Arktis). Også her er baseaftalen uklar.

Lokal modstand

USA ser deres udstationerede soldater som er en del af landets diplomati og forstår ikke, hvorfor lokalbefolkningerne kan være fjendtlige mod såvel basens tilstedeværelse som mod soldaterne. Erfaringerne fra de lande, hvor USA har baser, taler nu ellers deres tydelige sprog.

I perioden 1972-2011 var der ca. 5.700 straffesager på Okinawa (50.000 soldater på en ø som Lolland). Okinawa er ikke unik. I Filippinerne har der været flere voldelige demonstrationer mod amerikanerne efter sager om drab, voldtægter og trafikulykker med dødelig udgang, hvor soldaterne blev frikendt. I Puerto Rico blev beboerne tvangsforflyttet for at give plads til et amerikansk øvelsesterræn, der fyldte 60 procent af øen. Efter en tiårig lang kamp trak USA sig ud i 2014, men efterlod så meget affald og ueksploderet ammunition, at det var umuligt at genbebo området. I 50’erne blev Thuleboerne forflyttet for at give plads til USA’s vigtigste arktiske base. Listen er lang.

USA har ca. 800 baser i 80 lande, kloden rundt. Frankrig og England har til sammen ca. 200, mens russernes eneste base udenfor det tidligere Sovjetunionen ligger i Syrien.

Universitet i Idaho har set på, hvordan lokalbefolkningerne i 14 lande forholder sig til amerikanske baser. Hyppig kontakt med soldaterne, økonomiske relationer i form af arbejdspladser, køb af lokalt producerede varer og tjenesteydelser, adgang til fx basens sundhedsfaciliteter osv. skaber større accept. Og omvendt: Baser, der ingen kontakt har til lokalsamfundet, mødes med modvilje, hvilket er det hyppigste, især i lande udenfor Europa.

For at koordinere modstanden mod baserne gik 450 ngo’ere, borgergrupper m.fl. i 2007 sammen om at informere og bekæmpe baserne – se http://no-bases.org.

Netværket har to vigtige mål: 1. Understøtte lokale og regionale grupper med at udvikle strategier og iværksætte kampagner. 2. At skabe en international arena, hvorfra der kan øves pression i relevante fora, fx. FN, EU, OSCE m.fl. for at få nedlagt baserne. Eller, som minimum, få etableret et internationalt regelsæt med gyldighed for alle baser, og for at skabe respekt for civilsamfundet og værtslandets retstilstand.

Pentagon har ikke været upåvirket af den stedvise modstand mod baserne. I de senere år er flere mindre baser blevet lukket og i stedet samlet i større enheder. Det viser, at den imperialistiske stormagt kan rokkes, hvilket ellers hævdes at være umuligt.

Baserne giver ikke sikkerhed

Baserne bidrager til at undergrave fred og sikkerhed. Uden de mange baser ville det have været vanskeligere for USA at intervenere i fx Irak og Afghanistan, eller sende droner på dræbermission i Pakistan og Yemen. Også USA/NATO’s store base i Incelik i Tyrkiet er yderst værdifuld, thi herfra er det muligt at kontrollere Mellemøsten. Andre baser tjener som fremskudte aflytningsposter for indsamling af efterretninger fra lande, som USA er på kant med, eller vil belure.

Med baseaftalerne binder en småstat sig til en stormagt, i håb om at kunne føle sig mere sikker. Det lille land kan dog nemt gå hen og blive et bondeoffer i stormagternes skakspil. Eks-præsident Carters sikkerhedsrådgiver, Zbigniew Brzezinski, siger det således: “Den brutale sandhed er, at Europa er blevet et protektorat, med stater som ligner vasalstater. De må finde sig i alt, hvad feudalherren kommer med. Dermed er den mægtige alliancepartner blevet et mindst lige så stort problem for småstaten som den potentielle fjende.”