Tilbageholdte flygtninge/migranter i Fylakio-lejren, Grækenland. Foto: Ggia, CC BY-SA 3.0, Wikimedia

 

I slutningen af juli krydsede omkring 80.000 afrikanske migranter grænsen til de spanske landbesiddelser i Nordafrika. På trods af, at næsten alle migranter i løbet af få dage tog tilbage til Marokko, gik bølgerne højt i EU: Spanien skulle udelukkes fra Schengen-samarbejdet, Meloni og Frederiksen blev slyngveninder, og debatten om de ydre grænser blussede op på ny.

 

Diskussionerne om, hvordan og hvorfor 80.000 mennesker beslutter sig for at krydse grænsen samtidig tog også fart. Havde Marokko orkestreret det? Handlede det om Vestsahara? Var det et resultat af, at Spanien nægtede USA at bruge deres baser til deres bombardementer af Iran? Var Israel inde over det?

 

Det kan være svært at sige, hvem der pressede på, for at Marokkos hær ikke håndhævede grænserne, men mange parter havde interesser.

 

Med de nye tendenser i EU's grænse-arkitektur, bliver grænserne ikke blot mere voldelige og farlige for folk, som krydser dem irregulært - de bliver også en vigtigere brik i et inter-imperialistisk spil mellem stormagter.

 

Ny grænse-arkitektur: Eksternalisering af grænser og asylprocesser

Siden de syriske flygtninge i 2015 udfordrede den europæiske grænsestruktur, er grænsekontrol og asylprocesser i stigende grad blevet en ting, der foregår væk fra de faktiske grænser. Denne såkaldte eksternalisering af grænser, tager mange former: Migrationsaftaler med bl.a. Tyrkiet, Tunesien og Libyen, om at disse lande påtager sig at forhindre flygtninge og migranter i at komme videre til Europa fra deres område. Oprustning af Frontex og brug af såkaldte “push-backs” fra de europæiske grænsepatruljer, der skal forhindre flygtninge i at nå over grænsen og søge asyl. Deportationscentre i Kosova og forsøg på at etablere asylcentre i Rwanda. Dette er bare nogle af initiativerne, som både EU og EU-medlemsstater har forsøgt at benytte sig af.

 

Som resultat af udliciteringen af menneskerettighedskrænkende asylpolitik til lande uden for EU er tusinder af mennesker blevet myrdet, og endnu flere sidder fanget i et limbo. Gentagne gange er det blevet dokumenteret, at libyske soldater skyder imod og sænker både, som sejler migranter til Europa. Enorme flygtningelejre er opstået i flere nordafrikanske områder, og i disse er bl.a. menneskehandel og slavegørelse udbredte problemer.

 

Migranter som våben

Det er ikke første gang man ser, at stater gør migranter til et våben i geopolitiske konflikter. Det er ikke engang første gang, at Ceuta er scene for disse taktikker. I 2021 lod Marokko 8000 migranter krydse ind i Ceuta, antageligt som straf for, at Spanien havde behandlet en leder af Polisario, Brahim Ghali, for COVID19. Polisario er en befrielsebevægelse i Vestsahara, som er annekteret af Marokko.

 

Men eksternaliseringen af EU’s grænser er ikke bare inhuman. Set fra de europæiske nationalstaters side er det også en sårbar måde at håndtere migration og grænser på. Eksternaliseringen har reelt ikke stoppet migrationsstrømmene til Europa. Derimod har den gjort migranterne til et politisk våben, som kan svinges mod europæiske stater, når det er politisk opportunt.

 

Situationen i Ceuta og Melilla viste, hvor effektivt et våben migranterne udgør. I løbet af mindre end et døgn snakkede EU-statsledere om at smide Spanien ud af Schengen, og Mette Frederiksen og Giorgia Meloni meldte fælles ud om at ville beskytte de eksterne grænser og forsvare kristne værdier. Disse reaktioner kom på trods af, at ingen migranter overhovedet fik mulighed for at drage videre ind i andre EU lande...

 

I stigende grad præges migrationsdebatten ikke af fakta, men af såkaldte ‘grænse-shows’. Det var i høj grad også tilfældet her: Retorik om invasioner og befolkningsudskiftning blev spredt i artikler illustreret med billeder og videoklip af hundredvis af unge mænd foran soldater - under overskrifter om, hvordan tusinder af migranter var svømmet til Europa. Selv om migranterne aldrig forlod det afrikanske kontinent.

 

Til kamp for menneskerettigheder, mod imperialisme

Spørgsmålet, vi må stille os selv, er ikke, hvad afrikanere laver i Europa, men hvad europæiske nationalstater, deres hære og firmaer laver i Afrika.

 

Ikke blot det pinlige forhold, at Spanien stadig har sin lille koloni i Afrika. Men at europæisk imperialistisk (og andre imperialistiske kræfters) jagt på Afrikas rige naturressourcer historisk og aktuelt spiller en helt afgørende rolle for Afrikas problemer. Både for de mange krige og borgerkrige, de korrupte og undertrykkende regimer og den enorme økonomiske ulighed og fattigdom på det afrikanske kontinent. Alt det, der sammen med den igangværende klimakatastrofe, som den vestlige verden jo også bærer hovedansvaret for, er årsager til det såkaldte ”migrationspres” fra Afrika.

 

Venstrefløjen må kategorisk afvise brugen af marginaliserede menneskers liv i politiske slagsmål, og vi skal ligeledes gå imod det voksende had mod muslimer og racialiserede mennesker, som højrefløjen skruppelløst bruger til splittelse af arbejderklassen. Derfor går vi på gaden for Palæstina og mod ‘Det Danske Folks’ march den 5. september. Og vi mobiliserer mod udrejsecentre og inhuman flygtninge- og migrant-politik, for fuld overholdelse af alle konventioner om menneskerettigheder og asylrettigheder.

 

Ligeså vigtigt er det at føre en solidarisk kamp mod den imperialistiske udbytning af Afrika. F.eks. for en eftergivelse af den tredje verdens enorme gældsbyrder. En radikal ændring af de handels- og fiskeriaftaler, der favoriserer EU og ødelægger eller begrænser de afrikanske landes udviklingsmuligheder. Et stop for europæiske firmaers åbenlyse udplyndring af de afrikanske naturressourcer (i samarbejde med korrupte regimer, som f.eks. fransk militær også har ydet direkte støtte). Og selvfølgelig er opgaven også og frem for alt at etablere en solidarisk støtte til progressive, antiimperialistiske kræfter på det afrikanske kontinent.

 

Vores ultimative mål er en verden uden grænser. Og vi kræver en human flygtninge- og indvandrerpolitik her og nu! Men en migration af de bedst uddannede afrikanske unge til dumping-jobs i Europa er ikke løsningen. Løsningen er derimod et opgør med den imperialisme, som EU, afrikansk fattigdom, krig og forfølgelse såvel som racismen og foragten for menneskerettighederne er direkte eller indirekte konsekvenser af.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 30. august 2026