Læsetid: 5 minutter

Pro-palæstinensisk demonstration I Paris 11. november 2023. Photothèque Rouge / Copyright : Martin Noda / Hans Lucas.

 

Frankrig har den største jødiske befolkningsgruppe i Europa – ca. en halv million – og fordomme imod jøder er meget udbredt.

 

Jean-Marie Le Pen grundlagde sin stærkt højreorienterede Front National, med dens kerne af fascister, og hans grundsynspunkter trådte tydeligt frem, når han betegnede det, der skete i Auschwitz, som ’en detalje i historien’, og gang på gang jokede med, at han ønskede, at den samme skæbne, som jøderne i Auschwitz mødte, også måtte ramme jødiske modstandere af ham.

 

Det er nu Jordan Bardella, der står i spidsen for denne organisation, der siden har ændret navn til Rassemblement National (National Samling), og har 88 medlemmer i Parlamentet. Bardella holdt i denne uge fast ved, at Le Pen ikke var antisemitisk. Han lovede, at hans parti ville gå side ved side med Macrons ministre imod antisemitisme, som han mente, at kun muslimer og venstrefløjsaktivister gjorde sig skyldige i.

 

Antisemitisme

Voldelig antisemitisme i Frankrig kommer primært fra den yderste højrefløj, men ikke udelukkende. Der har været en række racistiske mord på jøder i løbet af de seneste 20 år, herunder et terrorangreb på et kosher-supermarked, hvor fire blev dræbt.

 

Opinionsundersøgelser viser, at op imod en tredjedel af befolkningen har fordomme som f.eks., at ’jøder har for meget at skulle have sagt i forretningsverdenen’.

 

Repræsentanter for politiet siger, at der i den seneste måned er blevet begået 1159 antisemitiske krænkelser (fra fornærmelser til overfald). En del af disse kommer fra det yderste højre – der var f.eks. malet hagekors på mure i Nice, og man kunne se antijødisk og ’white power’-graffiti i Fresnes i den sydlige udkant af Paris.

 

Nogle af krænkelserne skyldes folk, der på grund af tankeløshed eller dumhed giver jøder i almindelighed skylden for Israels massakrer, og nogle af dem vil give anledning til indberetninger til politiet om pro-palæstinensiske aktiviteter, der intet har med antisemitisme at gøre.

 

Indenrigsminister Gérald Moussa Darmanin har allerede erklæret det at vifte med et palæstinensisk flag for en antisemitisk handling, og den ellers så respekterede avis ’Le Monde’ påstår, at parolen ’From the river to the sea’ sandsynligvis er antisemitisk.

 

Det passer Macron godt at kunne køre frem med, at væksten af antisemitiske hændelser – og ikke hans regerings støtte til drabene på Gazas børn – er dagens vigtigste nyhed.

 

Der er igen og igen forsøg fra Macron og andre fra højrefløjen på at give mennesker af arabisk herkomst skylden for antisemitisme. Det er helt klart blevet gjort nemmere af de jihadistiske og antijødiske angreb, der virkede lige så skræmmende på franske borgere af nordafrikansk herkomst som på alle mulige andre.

 

Det kan ikke komme bag på nogen, når den israelske regering og de franske massemedier hver eneste dag erklærer, at alt, hvad Israel gør, er i alle jøders navn, at der så er dem, der er tåbelige nok til at tro på det. Det kan narre uoplyste mennesker ud i antisemitiske tankebaner.

 

Antisemitismen går langt tilbage i Frankrigs historie, og den franske stats aktive medvirken til massakren på jøderne under Anden Verdenskrig var udtryk for, at den i skræmmende grad stadig var til stede. Selv general De Gaulle har udtalt, at jøderne ’har altid været et folkeslag, der tilhørte eliten, selvsikre og dominerende’.

 

Den franske stat udnytter i dag kynisk antisemitismens tilstedeværelse til at styrke opbakningen til Israel. Og sideløbende med det byder Macron fascistiske strømninger velkommen til i stadig højere grad at være et integreret element i det politiske livs mainstream. For mange fra højrefløjen er det det første trin til, hvad de håber vil blive et fremtidigt regeringssamarbejde mellem højrefløjen og det yderste højre.

 

Undertrykkelse

Det var først i 2019, at Macron erklærede, at ’anti-zionisme er en af de moderne former for antisemitisme’.

 

Hans regering er nu fast besluttet på at stemple den palæstinensiske solidaritetskampagne som anti-jødisk, på trods af, at der er mange jøder, der er aktive i den.

 

Der har været forbud mod mange demonstrationer i Paris imod Israels krig mod Gaza – den øverste chef for politiet har meldt ud, at faren for antisemitiske paroler var ’for høj’.

 

Det pro-palæstinensiske standpunkt er ikke desto mindre blevet styrket, og folk har demonstreret på trods af det forbud, som regeringen havde udstedt. Det, der kom ud af det, var enormt store demonstrationer, uden antisemitiske paroler – og på trods af, at den højreorienterede presse havde haft travlt i gaderne med at lytte efter, om de var der.

 

Men undertrykkelsen fortsætter.

 

En palæstinensisk taler, Mariam Abudaga, en aktivist i PLFP, står til at blive deporteret, på trods af, at hun havde lovligt visum til sit besøg. Aktivister, der hængte plakater op med ’stop folkemordet’ blev i sidste uge arresteret og tilbageholdt natten over.

 

Et kynisk træk

I begyndelsen af november var der nogle i Macrons medarbejderstab, der kom på en udspekuleret ny plan: at afholde en stor demonstration fra Nationalforsamlingen til Senatet ’imod den voksende antisemitisme’. Medierne greb lejligheden til at fordømme enhver organisation, der ikke opfordrede folk til at slutte sig til demonstrationen, som ’jøde-hadere’.

 

Den oprindelige opfordring til at demonstrere over hele landet 12. november – der blev udstedt af Macrons folk – indeholdt kravet om, at de israelske gidsler skulle løslades, men sagde ikke noget om massakrerne i Gaza. Den fremførte også påstanden om, at ’islamister’ var hovedsynderne bag angreb på jøder i Frankrig, men sagde ikke noget om islamofobi.

 

Det kom heller ikke bag på nogen, at politikere fra alle sider opfordrede deres tilhængere til at slutte sig til demonstrationen. Og alle de prominente fascister i landet var pludseligt ’bevæget af empati’. Politikere fra det yderste højre som Eric Zemmour, Martine Le Pen og Jordan Bardella demonstrerede alle i Paris den dag – de kunne næsten ikke tro på den enorme tjeneste, som Macrons folk havde gjort dem ved at inkludere dem i deres initiativ.

 

Venstrefløjens reaktion

Venstrefløjen kom under et massivt pres for at slutte sig til demonstrationen. Det Socialistiske Parti, Kommunistpartiet og De Grønne opfordrede folk til at demonstrere, men insisterede på, at der skulle være en ’republikansk barriere’ for at sikre sig, at det yderste højre demonstrerede for sig selv – et forslag, som det var totalt umuligt at realisere.

 

Den største organisation på den yderste venstrefløj, La France Insoumise (FI), besluttede sig til ikke at deltage i demonstrationen, og sagde, at ’det er ikke muligt at kæmpe imod antisemitisme og alle former for racisme, hvis man skal følges med et parti, hvis grundlæggere samarbejdede med nazisterne’.

 

FI-lederen Jean-Luc Mélenchon gik endnu længere, da han erklærede, at det ville blive et ’mødepunkt for dem, der støtter massakren i Gaza’.

 

Det militante fagforbund Confédération Générale de Travail (CGT) – der for nylig havde inviteret den palæstinensiske ambassadør til at tale til deres ledelse – tog afstand fra Macrons demonstration. CGT opfordrede i stedet til at deltage i et møde imod antisemitisme på en hverdag, der var planlagt for længe siden, og som faldt sammen med årsdagen for Krystalnatten.

 

Og heldigvis var der mange, der gennemskuede Macrons kyyniske manipulation. Kun 7000 deltog i demonstrationen i Marseille, kun 3000 i Bordeaux, Lyon og Nice.

 

I Paris var der ca. 100.000, der demonstrerede. Der var ingen tvivl om, at de færreste af dem, der var til stede, der havde nogen intentioner om at hjælpe fascisterne til at bliv rehabiliteret, og tilhængerne af Israels massakrer havde ikke tilstrækkelig tro på sagen til at bære israelske flag. Det fascistiske kontingent blev kortvarigt afbrudt af 30-40 medlemmer af den venstreorienterede jødiske gruppe Golem, der viftede med skilte med påskriften ’Vi kan se jer, antisemitter!’.

 

Samarbejdet med ’fascister i fint tøj’ var blevet sat i stand af den samme regering, der sidste år forbød en lokal anti-fascististisk gruppering, kendt som GALE, der fremførte, at de støttede voldsanvendelse ’imod højreekstremistiske aktivister og deres ejendom’. Macrons regering forbød også koordineringen imod racisme og islamofobi i Frankrig (CRI), en lovlig hjælpeorganisation for ofre for islamofobi.

 

Macrons hold vil prøve at slå to fluer med ét smæk – angribe den pro-palæstinensiske bevægelse og støbe grunden til fremtidige alliancer med fascisterne.

 

Demonstrationerne for solidaritet med Palæstina 11. november, der var langt mere dynamiske, er tegn på, at en anden vej er mulig, så længe de fleste venstrefløjsaktivister ikke falder i Macrons sindrige fælder.

 

14. november, 2023

 

John Mullen er en revolutionær socialist, der har været aktiv i Paris-regionen i mere end 30 år. Hans website er randombolshevik.org. Denne artikel er oversat herfra af Niels Overgaard Hansen.