Læsetid: 6 minutterBilledtekst: Selv mens krigen raser, bliver arbejdere ved med at stemple ind på stålværket ArcelorMittal i Kryvyi Rih i det centrale Ukraine. I de seneste to år har hele det ukrainske samfund været mobiliseret til støtte for krigsindsatsen og for at holde økonomien i gang. På den plakat, der symboliserer, at arbejdere, soldater og befolkning står sammen, står der: “Fremad til sejren”.
”Siden den første russiske aggression har vi stået sammen med arbejderne”, siger Yevgen Drapiatyi, der er vicepræsident for Føderationen af Fagforbund i Ukraine (FPU). Han scroller gennem billeder fra Maidan-revolutionen på sin computer.
”Så tidligt som i februar 2014 ville Rusland beholde os inden for sin indflydelsessfære, og Ukraine sagde nej. Føderationen støttede aktivt demonstranterne. Efter det invaderede russerne Krim, og krigen i Donbas begyndte. Siden dengang har vi støttet arbejdere, der er ofre for den russiske aggression. Efter invasionen i februar 2022 forstærkede vi vores indsats.”
På Maidan-pladsen i Kyivs centrum er organisationens massive beigefarvede bygning et minde fra Sovjet-æraen. Føderationen er grundlagt i 1990, året før Ukraine blev uafhængigt. På sit kontor har Yevgen Drapiatyi en buste af den ukrainske digter Taras Shevchenko (1814-1861) (Ukraines nationaldigter, red.). Selv er han iført en sweater med en trefork på, et symbol på ukrainsk nationalisme. Den er en påmindelse om den patriotisme, som gennemstrømmer den ukrainske fagbevægelse, der har mobiliseret for landet og befolkningen.
”Vi har etableret modtagelsessteder for dem, der er flygtet fra krigen. Vi bliver ved med at støtte dem i Lviv, Rivne, Dnipro og Zaporizjzja.”
FPU yder også økonomisk støtte til familier til fagforeningsmedlemmer, der er blevet såret eller dræbt ved fronten. For at imødekomme medlemmernes omfattende behov har FPU fået økonomisk hjælp fra europæiske og internationale faglige organisationer. Ifølge FPU modtog organisationen 127 millioner ukrainske hryvnia (ca. 3 millioner $) i 2022 og 72 millioner ukrainske hryvnia (ca. 1,7 millioner $) i 2024.
”Vores kammerater i udlandet har også slået sig sammen om at støtte os, siden invasionen begyndte. Uden dem ville vi ikke have klaret den”, siger Drapiatyi.
Siden 24. februar 2022 har mange ukrainske fagforbund, som FPU, nydt godt af støtten fra internationale og europæiske fagforbund i form af fundraising og humanitære donationer. På toårsdagen for krigsudbruddet gentog FTU det livsvigtige behov for fortsat støtte i en fælles appel med Konføderationen af Frie Fagforbund i Ukraine (KVPU). Krigen har haft store omkostninger for hele fagbevægelsen i Ukraine. Før februar 2022 havde FPU, der er paraplyorganisationen for ca. 40 sektoropdelte forbund, omkring 3,5 millioner medlemmer i de ikke-besatte områder.
Da Equal Times mødte KVPU-præsident Mykhailo Volynets i februar, var hans største bekymring minearbejderne i byen Myrnohrad i Donetsk Oblast. Dagen før havde et russisk luftangreb beskadiget infrastrukturen, så snesevis af arbejdere ikke kunne komme ud af minen.
”Nogle er medlemmer af den Uafhængige Union af Ukrainske Minearbejdere (NPGU), der er associeret med KVPU. Som arbejdernes repræsentanter må vi overvåge og dokumentere deres situation, yde dem fysisk og psykisk hjælp og hjælpe dem med at udbedre de skader, som bombardementet har forvoldt”, forklarer han. Under interviewet bliver han ringet op.
”En lokal repræsentant har lige fortalt mig, at de alle er kommet ud, og at der ikke er nogen, der er kommet noget til”, siger han med et smil. Siden begyndelsen af den russiske invasion er 1300 KVPU-medlemmer blevet ofre for russiske luftbombardementer. Ifølge Konføderationen er 400 af dem blevet dræbt.
Mister kontakt med medlemmerne
Fagforeningerne er ikke længere i stand til at komme i kontakt med deres medlemmer i de områder, der nu er besat af Rusland, svarende til ca. 20 % af Ukraine.
”’Vi prøver at holde kontakt, men det er farligt. Moskva lægger pres på dem for at få dem til at melde sig ind i russiske fagforeninger”, klager Drapiatyi fra FPU. Arbejdere i disse regioner bliver også udsat for krænkelser af deres rettigheder, som den Internationale Arbejderorganisation (ILO) har fordømt på et møde i maj 2023.
Få kilometer fra FPU’s bygning ligger Føderationen af Fagforbund for Små og Mellemstore Virksomheders kontorer, hvor præsident Roi Vyacheslav giver udtryk for bekymring for sine medlemmers sikkerhed.
”Før krigen havde vi mindst 150.000 medlemmer. I dag er der kun 100.000. Ansatte ved små og mellemstore virksomheder er mere sårbare over for russiske angreb end arbejdere i de store fabrikker, og de kan ikke altid blive beskyttet på deres arbejdspladser.”
På grund af højintensitiv krigsførelse er sikkerhed blevet første prioritet for ansatte. Medlemmer af Føderationen efterspørger jævnligt kurser i førstehjælp for at være forberedt på et missilangreb på deres arbejdsplads. Der er også nogle, der spørger, om de kan blive henvist til psykologisk hjælp, forklarer han.
”At hjælpe arbejdere til at klare sig, når der er krig, er vores vigtigste aktivitet, fordi vi ikke længere kan udføre vores funktion som formidler af dialog, som vi kunne før invasionen. De love, der er blevet vedtaget de seneste to år i Ukraine, har frataget forbundene deres traditionelle rettigheder”, siger Roi Vyacheslav.
Nye love truer arbejdernes rettigheder
Siden begyndelsen af den russiske invasion har Ukraines parlament, Rada, vedtaget en række love, der i alvorlig grad sætter arbejdernes rettigheder ud af kraft. Lovene blev vedtaget, umiddelbart efter at invasionen tvang landet til at tilpasse sig krigens omstændigheder. Den militære undtagelsestilstand forbyder alle demonstrationer, selv om det ikke er meningen, at den skal vare ved, når krigen engang er forbi.
De love, der blev vedtaget i sommeren 2022, risikerer dog at bringe de ukrainske arbejdere i en usikker situation i årevis. Den første af disse kontroversielle love indførte nultime-kontrakter, der hverken sikrer jobsikkerhed eller løn. Den blev fulgt op af lov 5371, der undtager arbejdere i virksomheder med færre end 250 ansatte fra at være dækket ind af kollektive overenskomster. Den forøger også arbejdstiden i strategiske sektorer og gør det nemmere for arbejdsgivere at udsætte udbetaling af løn og bryde kontrakter.
”Denne lov går imod konventionerne 87 (Frihed for fagforeninger og ret til at organisere sig) og 158 (ophør af ansættelsesforhold) vedtaget af ILO”, siger KVPU-præsident Volonets.
Ifølge Roi Vyacheslav, som har EU-flaget på sit skrivebord, så forringer disse love – ”dikteret af de ukrainske arbejdsgivere, hvis interesser bliver støttet af regeringen” – Ukraines muligheder for at komme med i EU.
”I mange år har Ukraine gjort betydelige fremskridt på mange områder for at tilpasse sig europæiske standarder. Men nu, hvor ukrainere er mere ivrige end nogensinde efter at komme med i EU, går vi et skridt tilbage. Disse love er i total modsætning til europæiske krav til beskyttelse af arbejdsmarkedslove” , siger Vyacheslav. Han nævner som eksempel strejkeretten, der kan begrænses ved en tilføjelse til loven.
”Arbejdsgivere var tidligere forpligtet til at forhandle med fagforeningen for at ændre på varigheden af en ansættelseskontrakt. Nu kan de gøre, hvad de vil. Det er et kæmpe tilbageskridt,” siger Vyacheslav.
Ifølge Denys Gorbach, en forsker ved det franske Centre for European Studies and Comparative Politics at Sciences Po, der undersøger Ukraines socioøkonomiske situation, har tilhængerne af neoliberale tiltag draget fordel af krigen til at undergrave arbejdsmarkedslovene.
”Lovene fra sommeren 2022 er ikke begrænset af en tidsramme, det er meningen, at de skal forblive i kraft efter krigen,” siger Denys Gorbach.
”De afspejler en neoliberal vision, fremmet af Volodymyr Zelenskyj og hans parti, Folkepartiet, siden han blev præsident i 2019. Disse neoliberale fremkommer med falske argumenter, idet de påstår, at arbejdsmarkedsloven er sovjetisk og skal ændres fuldstændigt. Selv om det er sandt, at loven går tilbage til 1971, er den blevet ændret i meget betydelig grad i de følgende årtier for at tilpasse sig moderne tider, især efter at Ukraine blev uafhængigt,” forklarer Gorbach.
Mere bekymrende er det, at faglige ledere ifølge den internationale fagforeningsbevægelse ITUC er genstand for forskellige efterforskningsmæssige initiativer, bagvaskelses- og skræmmekampagner, og at statslige repræsentanter aflægger besøg i fagforeningernes lokaler, undersøger dokumenter og indkalder til forhør. Det skaber forstyrrelse og gør det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, for fagforeninger at udføre deres vigtigste arbejde.
Krigens prioritet
Den krig, der har raset i de seneste to år, har påvirket alle sider af den nationale økonomi og ført til tab af millioner af jobs, især i metal- og minesektorerne, der er koncentreret i de østlige områder. I den centrale industriby Kryvyi Rih, 70 km fra fronten, repræsenterer ArcelorMittal en af de sidste grundpiller i den regionale økonomi i Dnipropetrovsk Oblast.
Over indgangen til industrikomplekset hænger en kæmpeplakat, der viser en lille pige, omgivet af en soldat og en metalarbejder, og med det ukrainske slagord ”Fremad til sejren”. ArcelorMittal, der har opereret i Kryvyi Rih siden Sovjet-æraen, er byens førende stålproducent.
”En tredjedel af Kryvyi Rihs indkomst kommer fra skatter betalt af ArcelorMittal. Ved at hjælpe den lokale økonomi bidrager selskabet til krigsindsatsen,” siger en stolt Volodymyr Haidash, der er selskabets kommunikationsdirektør.
I en hangar ser en gruppe arbejdere til, mens varmvalset stål passerer forbi. Tyk røg strømmer ud af maskinerne og videre gennem et hul i taget, der kom efter et russisk angreb på anlægget i december sidste år.
”På trods af faren arbejder vi hårdt, vi bidrager til, at der kommer penge i kassen hos både staten og ArcelorMittal”, siger Oleksandr, en metalarbejder.
”Så vores lønninger burde holde trit med inflationen, for vi kan ikke længere leve på en ordentlig måde,” tilføjer han.
Metal- og minearbejdernes fagforening, hvis kontorer har været på ArcelorMittal siden 1930’erne, har indledt forhandlinger om højere løn, som ifølge fagforeningsformand Natalya Mariniuk ikke er steget i to år, selv om inflationen er steget med mere end 35 % siden den russiske invasion. Forbundet vil også have udbetalt en bonus for 13 måneder, der blev ”ensidigt afskaffet af ArcelorMittal i 2023”. Mens Mariniuk ser optimistisk på det, maner Volynets fra KVPU til forsigtighed.
”De forbund, der er en arv fra Sovjet-æraen, er tæt på regeringen, og de påstår, at der stadigvæk er en social dialog i Ukraine,” siger han.
På et topmøde 23. april i Lublin i Polen beskæftigede ukrainske faglige ledere og deres europæiske kolleger sig med spørgsmålet om at genetablere den sociale dialog, samt forbundenes rolle i diskussionerne om fremtiden og genopbygningen af landet. Ukrainske fagforbund modtager fortsat international støtte til deres meningsudvekslinger med politiske ledere i Ukraine og EU.
Ifølge Volynets kræver en forbedring af arbejdsforholdene ”en afslutning af den russiske aggression, medlemskab af EU, og at Rada vedtager nye love, der respekterer arbejderes rettigheder.”
7. maj 2024
Inés Gil er journalist, bosat i Beirut. Hun skriver om internationale forhold i en række franske tidsskrifter.
Oversat fra equaltimes.org af Niels Overgaard Hansen
Øh … og derfor støtter I fortsat krigen?
Klaus Krogsbæk, støtte til modstandskamp er for mig noget andet end at “støtte krigen”. Helt konkret handler det om solidaritet imod en overgriber. At Zelenskij-regeringen så også har valgt at bruge anledningen til at stække landets fagbevægelse er ikke et argument imod solidaritet med befolkningen i Ukraine – tværtimod har de selvfølgelig ret til at gøre modstand mod den brutale russiske invasionsmagt og herunder at modtage våbenstøtte fra fx Danmark.
Der er ingen identitet mellem den ukrainske stat og dens befolkning.
Tværtimod er der en modsætning.
Det er Zelenskij, som repræsentant for staten, der trækker befolkningen i krig for at forsvare den ukrainske stat mod den russiske stat.
Ikke for at forsvare den ukrainske befolkning, som dør enten ved fronten eller som civile ofre, mens deres boliger og byer smadres af russiske bombardementer. Og samtidig med at deres faglige, politiske og sociale infrastrukturer smadres af Zelenskij – som I – som socialister – så altså vil støtte med flere våben.
Går I også ind for at støtte med raketter, der kan ramme dybt inde i Rusland?
Så vi risikerer mere krig, fordi de langtrækkende våben vil tilskynde russerne til at erobre endnu mere land, for således at øge ukrainernes afstand til mål i Rusland?
Og som kan bringe atomkrigen nærmere, fordi ukraine rammer russernes atomare varslingssystemer?
Og som risikerer at bringe de to atommsgter i direkte konfrontation, fordi raketsystemerne kræver betjening af Nato-militær?
Principiel pointe: I tilfælde af krig bruger staten sin kommando over borgerne til at sende dem til fronten som soldater med ordre om at dræbe fjendens folk, før de selv risikerer at blive dræbt.
Staten gør dette for at sikre sin suverænitet.
Staten forstår sin suverænitet så absolut, at den om nødvendigt er villig til at føre krig for at genoprette den – altså villig til at risikere sine egne borgeres liv.
De kan således ofres til den statsmagt, som de er underlagt; ofres i en krig mod en anden statsmagt, som af samme grund også risikerer sine egne borgeres liv.