996-arbejdstidssystemet er blevet almindeligt i Kina i løbet af de seneste år. 996-systemet betyder en arbejdstid fra 9 til 21 - seks dage om ugen. Forfatteren bidrager regelmæssigt til venstreorienterede hjemmesider om forhold i Kina og Hong Kong.

af Chen Yi

Læsetid: 8 minutter

Foto: “996 er en stor velsignelse”, satirisk tegning af Ma Yuan, bragt på den kinesiske platform Zhihu.

 

4. maj er Kinas ungdomsdag, som er blevet indført for at mindes 4. maj-bevægelsen i 1919. I år var den også en del af 1. maj som officiel helligdag, og det var på dette tidspunkt, at et opslag på de sociale medier fra den fremtrædende virksomhedsleder Zhang Jun satte gang i en ophidset debat i Kinas virtuelle rum. Zhang Jun er PR-direktør i Tencent, Kinas største internet-konglomerat målt på markedsværdi.

 

Han gjorde mange unge vrede ved at skrive: ”Mens vi har travlt med at lægge alle mulige planer for at fejre ungdommen, så sover de selv”. Opslaget blev hurtigt dagens hotteste emne online. Mange brugere gav igen med samme mønt: ”I nutidens kapitalisters øjne er det forkert at holde en helligdag og slappe af? En mår aflagde et nytårsbesøg hos en kylling og beklagede sig over, at den ikke var vågen. Sikke en overraskelse!”

 

Der var efterfølgende enkelte, som forsvarede Zhang Juns opslag. Zhang Zhi’an, som er professor i kommunikation og design på Sun Yat-sen Universitetet i Guangzhou skrev, at ”substansen i Zhang Juns opslag bestod formentlig i planlægningsproblemer”. Lian Qingchuan, tidligere aktiv i mediebranchen, mente, at Zhang Jun ikke havde til hensigt at moppe, men gav udtryk for den tanke, at ”midaldrende forsøgte at stå på pinde for de unge uden at få noget ud af det”.

 

Zhang Jun uddybede aldrig sit indlæg, men svarede i stedet igen i en kommentar i tråden, at aktivisternes anklagende bemærkninger var provokerende. For eksempel når en bruger under navnet Sui Meow kommenterede: ”Er det ikke sådan, at alle planerne om fejring af ungdommen bliver udført af unge?”, og Zhang Jun svarede: Måske udførte de dem efter opmuntring fra de ældre”.

 

Hvor stammer 996 fra?

En anden kommentar til Zhangs opslag lød: ”Unge er i alvorligt søvnunderskud på grund af jjeres 996-arbejdstidsmodel”. Denne slags kommentarer på sociale medier har igen gjort 996 til et varmt emne.

 

996 betyder at arbejde fra klokken 9 om morgenen til klokken 21 om aftenen, 6 dage om ugen. Forventninger om overarbejde har altid været almindeligt i Kina, og disse forventninger er gradvist bleven en uskreven regel indenfor nystartede internet- og tech-virksomheder. Imidlertid var 996 ikke et kendt emne før september 2016, da det blev afdækket, at en gratis annonce-hjemmeside ved navn 58.com i betydelig grad anvendte 996. Samtidig tvang virksomheden angiveligt ansatte til at ”frivilligt sige op” som en metode til at camouflere afskedigelser. Fra da af har store virksomheder indført 996 mere og mere åbenlyst.

 

I januar 2019 bekendtgjorde Youzan Technology Company i byen Hangzhou sågar fra sin generalforsamling, at firmaets ansatte skulle arbejde fra 9.30 til 21 på hverdage. Onsdag er familiedag så de ansatte kan forlade arbejdet klokken 18. Når der er presserende opgaver, er de ansatte nødt til at arbejde 6 dage om ugen, og arbejdsdagen vil være længere. Efterfølgende har deltagere i generalforsamlingen løftet sløret for andre chokerende udtalelser fra Youzans ledere: afskaffelse af budgettet for teambuilding, at ansøgere født før 1985 kun kan blive ansat med godkendelse på direktørniveau, at mere end tre fridage i forbindelse med offentlige helligdage også skal godkendes på direktørniveau, at ansatte, der ikke kan få arbejds- og familielivet til at hænge sammen, bliver opfordret til at lade sig skille, osv.

 

Kommunistpartiets officielle medier hævdede at være ”særdeles” bekymrede og Global Times bragte endog en leder med titlen: ”Hvem gav Youzan mod til groft at tilsidesætte loven” og opfordrede de officielle myndigheder” til at ”være hårde”, men Arbejdstilsynet i Hangzhou konkluderede efter en undersøgelse, at ” Youzan har aldrig indført 996 og agter heller ikke at gøre det i fremtiden.”

 

Den 12. april samme år blev det det kendt, at Jack Ma på et internt møde hos Alibaba havde udtalt, at ”996 er en stor velsignelse”, hvilket endnu engang vakte vrede offentligheden. To dage senere talte Jack Ma igen om 996 på Weibo, hvor han prøvede at rede sit ry ved at sige, at nøglerne ligger i entusiasme og ihærdighed, snarere end overarbejde.

 

Omkring dette tidspunkt postede grundlæggeren af JD.com, Liu Qiangdong, en artikel på hans side WeChat Moments om de hårde tider, han måtte gennemleve for at opstarte sin forretning. JD.com er en online indkøbsplatform, som var nummer 127 blandt de 500 største virksomheder i verden i 2020 – foran Alibaba, som var nummer 132. Quiandong hævdede, at hans egen arbejdstid er 811648 (fra 8 til 23 fra mandag til lørdag og 8 timer om søndagen) og tilføjede oven i købet, at ”mennesker, der bare venter på fyraften, er ikke mine brødre”

 

Regeringen giver stiltiende accept til udbytning af arbejdere

Ifølge den kinesiske arbejdslovgivning må arbejdstiden ikke overstige 8 timer om dagen, og den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid skal ikke være over 44 timer. 996 indebærer en 72 timers arbejdsuge. Dette er en klar overtrædelse af arbejdsloven.

 

Selvom loven tillader overarbejde, så er der relevante begrænsninger. Netaktivister har lavet en række beregninger, som det fremgår i det følgende.

 

Ifølge loven skulle betalingen ved overtid være 150 procent af normallønnen på hverdage, overtidsbetalingen i weekender bør være 100 procent, og overtidsbetalingen på helligdage burde være 200 procent. Derfor burde den lovfastsatte løn til 996-arbejdere være 2,275 gange den normale timeløn, hvis man arbejder over på en offentlig helligdag hver anden måned (overtid hverdage + overtid weekender + overtid helligdage + normal timebetaling) 3×1,5×20 + 12x2x4 + 12x3x0,5 + 8×20 = 2,275.

 

Men selvom store virksomheder giver forskellige ulempetillæg såsom tilskud til snacks på aftenhold, til transport mv.) for at ”opmuntre” ansatte til at tage overtid, så er virksomhedens omkostninger til ulempetillæg betydeligt lavere end 2,275 gange den normale løn. Tallene viser tydeligt kapitalisternes hykleri, og at deres påberåbelse af ”entusiasme og ihærdighed” kun er en undskyldning for at putte medarbejdernes velfortjente overtidsbetaling i egen lomme og begrænse virksomheden udgifter.

 

Liu Qiandong arbejder helt sikkert hårdere end mange andre, men den belønning han får, overstiger også langt almindlige menneskers indtægt. JD.com er et meget rigt firma, men anvender stadigvæk 996 uden at betale 2.275 gange den ordinære løn. Når Liu Qiangdong vil have de ansatte til at gå op i deres arbejde, kalder han dem ”brødre” men han nægter immervæk at give overtidsbetaling. Er det sådan, han behandler sine ”brødre”?

 

En efter en har mange andre ledere i store virksomheder offentligt udtalt deres ”opbakning” til 996 eller endnu skrappere modeller for arbejdstid. Regeringens officielle holdning stopper ved pligtskyldig kritik, og den såkaldte ”indgriben” fra Arbejdstilsynet bliver aldrig ført ud i livet.

 

4. maj: en sørgelig dag for ungdommen

Det er latterligt og trist, at 996 – et system i strid med arbejdsloven, er blevet et vigtigt problem for den kinesiske ungdom i dag. Det viser, at Kinas officielle nationalprodukt er opnået ved at ignorere erhvervslivets lovbrud og stiltiende give samtykke til at tvinge ungdommen til overarbejde (især arbejderungdommen).

 

Men det er endnu mere absurd, at Zhang Juns bemærkninger faldt den 4. maj. 4. maj-bevægelsen fra 1919 er en patriotisk bevægelse, der helhjertet stod op imod imperialistisk kapitalisme og feudalisme. Det var også begyndelsen på Kinas nye demokratiske revolution, og dens gennemtrængende ånd er forbundet med patriotisme, fremskridt, demokrati og videnskab. Efter indførelsen af Ungdommens Dag har den kinesiske regering opfordret unge til at udføre forskellige frivillige sociale og praktiske aktiviteter den 4. maj. Nu om dage er ånden fra 1919 forvundet, og den revolutionære ånd er i særdeleshed ikke tolereret i det statskapitalistiske system, som kommunistpartiet står i spidsen for.

 

De modige kommentarer fra netaktivister udstiller denne absurditet: Li Da Zhao, Chen Duxiu og andre revolutionære pionerer forventede helt sikkert ikke, at Kinas ungdom 100 år senere ville blive kritiseret af kapitalister for deres ret til at sove på deres egen helligdag. For 100 år siden rejste den kinesiske ungdom revolutionens fane for at bekæmpe kapitalistisk undertrykkelse og kæmpe for 8 timers arbejdsdag, 100 år senere stræber kapitalismen efter struben på ungdommen og siger: I sover for meget.

 

Mange andre netaktivister har også sagt: ”Så snart ungdommen vågner fra deres søvn, så vil de hænge kapitalister som Zhang Jun i lygtepæle (under den franske revolution blev mange adelige henrettet og ophængt fra toppen af lygtepæle, i dag bruger netaktivister tit udtrykket ”at hænge i lygtepæle” for at henvise til revolution).

 

Taget det nuværende klima i Kina i betragtning og den undertrykkende kontrol fra kommunistpartiet er denne slags bemærkninger nok et temmelig idealistisk håb, men det afspejler også unges utilfredshed med status quo og viser, at mange af dem er ved at vågne op.

 

Oversat fra Anticapitalist Resistance af Leif Mikkelsen. Den kinesiske artikel blev bragt på den Hong Kong-baserede webside Borderless Movement.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com