USA's imperium, der blev opbygget efter Anden Verdenskrig, byggede på landets økonomiske og militære dominans, som stadig består. Men over tid er det blevet flosset i kanten.

af Barry Sheppard

Udfordringen fra Kina, når det drejer sig om ny teknologi og andre økonomiske fronter, er et eksempel. Men stigende konkurrence fra europæiske magter er et andet.

 

Der har været to tilgange fra den herskende klasse i USA i forsøget på at forsvare imperiet.

 

Den ene blev eksemplificeret ved den vej, Trump-regeringen valgte. Der var tale om enegang, såsom Trumps ensidige trækken USA ud af atomaftalen med Iran, hvilket ophidsede europæerne, som ønskede et økonomisk samarbejde med Iran, men blev forhindret af Trumps trussel om sanktioner, hvis ikke de indordnede sig.

 

Trump tog også afstand fra andre tidligere indgåede internationale aftaler, herunder med Europa, og trådte ind på en vej med at søge bilaterale aftaler med andre lande, i stedet for multilaterale. Hans retorik med ”Amerika Først” indeholdt ofte nedsættende kommentarer om Europa.

 

Efter Trump

Biden er gået den modsatte vej og har forsøgt at genoprette USA’s rolle som leder på den internationale scene gennem multilaterale aftaler, med en forventning om, at europæerne uden undtagelser ville acceptere Washingtons positioner. Men her spiller klaveret heller ikke som tidligere.

 

Tidsskriftet Foreign Affairs udgives af Udenrigspolitisk Råd (Council on Foreign Relations), en tænketank for den herskende klasse, hvor man finder et bredt spektrum af synspunkter. En del bidragydere til dette tidsskrift har påpeget, at der ikke er nogen måde, hvorpå man bare kan vende tilbage til tiden før Trump.

 

Andre lande er nu på vagt overfor Washington og frygter, at det amerikanske præsidentvalg hvert fjerde år kan vende op og ned på landets kurs og aftaler, som det skete gennem valget af Trump.

 

Kina

Biden holdt en tale til de europæiske ledere sidst i januar, hvor han forsøgte at få dem helt og holdent med på de amerikanske planer om at konfrontere Kina og Rusland. Biden sagde også at ”Amerika er tilbage” og klar til endnu engang at påtage sig ledelsen af den transatlantiske alliance mellem Europa og USA.

 

Dette blev bestyrket af udenrigsminister Anthony Blinken på en rejse til Europa, hvor han forlangte, at europæerne gik med USA i en blok rettet mod Kina. Da den tyske kansler Angela Merkel offentligt gjorde det klart, at der ikke kunne blive tale om en økonomisk blok mod Kina, indledte Blinken indledte et hastigt tilbagetog.

 

Næsten samtidigt med Bidens januar-tale offentliggjorde EU sin midlertidige fornyelse af handels- og investeringsaftalen med Kina. Kina har allerede overgået USA som EU´s førende handelspartner i 2020.

 

Den nye aftale vil give europæiske investorer større mulighed for at foretage investeringer i Kina ved at ligestille begge parters tilladte størrelse af investeringer hos modparten. Den ville også strømline handelen. Forretningsverdenen i Europa bød aftalen velkommen. Den nye aftale skal ratificeres af Europa-Parlamentet. I kulisserne forsøger Washington at få aftalen skrottet ved at presse EU landene til ikke at ratificere.

 

USA blev hjulpet i disse bestræbelser, da EU-Parlamentet sidst i marts indførte sanktioner mod kinesiske topfolk på grund af Beijings undertrykkelse af uighurfolket, og Kina gengældte med sine egne sanktioner mod enkeltmedlemmer af EU-Parlamentet, hvilket fik modstanden mod aftalen til at vokse i parlamentet.

 

Tyskland

Uanset hvordan kampen i EU-Parlamentet falder ud, er det ikke sandsynligt, at det vil påvirke Tyskland og Frankrigs forretningsmæssige forbindelser med Kina. Ifølge det tyske udenrigsministerium i juni sidste år ”var Kina endnu engang Tysklands vigtigste handelspartner i 2019 med en handel på næsten 200 milliarder euro.”

 

”Stillet over for internationale kriser og voksende internationale udfordringer (herunder Covid-19 og klimaforandringer), er betydningen af tysk-kinesisk samarbejde og koordinering af stor vigtighed under det omfattende strategiske partnerskab. Kina ser Tyskland både økonomisk og politisk som en nøglepartner i Europa.”

 

”Den jævnlige koordinering af politik på højt niveau gennem omkring 80 dialogmekanismer, såvel som dynamiske handelsforhold, investeringer, samarbejde om miljøspørgsmål og på det kulturelle og videnskabelige område, er nøgleelementer i det bilaterale forhold.”

 

”Tyskland går også ind for tættere forhold mellem EU og Kina og en mere samlet EU-tilgang overfor Kina”.

 

Officielt er Tyskland uenig med Kinas politik i forhold til menneskerettigheder andre spørgsmål, men disse uenigheder er adskilt fra landets handels- og investeringspolitik, som nævnt ovenfor.

 

Frankrig

Frankrigs Ministerium for Europa og Udenrigsanliggender beskriver forholdet til Kina således: ”Investeringer i begge [Frankrig og Kina] vokser markant. Frankrig har gennem lang tid haft en tilstedeværelse i Kina (direkte investeringer i Kina med en værdi af 200 mia. kr. i 2017) i alle sektorer, herunder landbrug, industri, transport, byudvikling, væsentlige detail- og finansielle kæder.”

 

”Mere end 1.100 franske firmaer er til stede i Kina, hvor de har ansat omkring 570.000 mennesker. Kinesiske investeringer i Frankrig er vokset betydeligt gennem de seneste år… I alt 700 underafdelinger af firmaer fra Kina og Hong Kong er etableret i Frankrig med omkring 45.000 ansatte.”

 

”Frankrig støtte kinesiske investeringer, som skaber jobs og smeder langsigtede, balancerede partnerskaber. Det økonomiske partnerskab bliver afspejlet gennem konsolideringen af strukturelt industrielt samarbejde i civil atomenergi og flyproduktion… Og dets udvidelse til nye sektorer (grøn omstilling, sundhed, økonomi i alderdommen, udvikling af opfindelser og finansielle tjenester.”

 

Papiret forsætter med at nævne andre områder, herunder videnskabeligt og teknisk samarbejde, kampen mod nye smitsomme sygdomme og rumsatellitter. ”Over 3000 forskere fra de to lande og fra 600 forskningsenheder samarbejder med omkring 60 offentlige forskningsstrukturer. Inden for kunst og kulturel udveksling er ”Croisement”-festivalen blevet den mest prominente udenlandske festival i Kina.”

 

Det er ikke sandsynligt at Tyskland eller Frankrig vil gå med i noget amerikansk forsøg på at danne en økonomisk blok mod Kina.

 

Rusland

En stor kilde til spænding mellem USA og Tyskland er etableringen af nye pipelines til at levere naturgas direkte fra Rusland til Tyskland, med navnet Nord Stream 2.

 

Der er allerede to sådanne pipelines under Østersøen, der leverer gas fra Rusland til Tyskland under navnet Nord Stream 1. Nord Stream 2 vil kunne forøge mængden af gasleverancerne væsentligt. Konstruktionen af Nord Stream 2 er næsten fuldført, og det er planlagt, at gassen skal begynde at flyde fra slutningen af august.

 

USA har fra starten været modstander af projektet, og Bidenregeringen øger febrilsk trykket på Tyskland for at stoppe det, før det er fuldført. Washington hævder, at det vil give Rusland kontrol over den gas, der kommer til Europa. Men den har ikke noget mod den gas pipeline, der går fra Rusland gennem Ukraine til Europa. Rusland planlægger at gå uden om Ukraine ved at bygge andre pipelines, herunder Nord Stream 2.

 

En af grundene til, at USA er imod de nye pipelines, er, at de vil fjerne den leje, som Ukraine afkræver Rusland for at tillade gassen at flyde gennem Ukraine – en kilde til at finansiere den amerikanske klientstat. Lejen øger prisen på gassen.

 

Muligheden for at få gas billigere fra Rusland er den vigtigste grund til, at Tyskland har støttet Nord Stream 2. Hvad Washington i virkeligheden er imod, er ikke Rusland teoretiske mulighed for at kunne afskære forsyningerne (en usandsynlig fare, som ville være mod Ruslands interesser), men Tysklands øgede kontrol over mere gas, der kommer til at flyde videre fra Tyskland til resten af Europa.

 

I USA’s øjne er Tyskland i langt højere grad end Rusland en økonomisk konkurrent.

 

USA er også imod Nord Stream 2 af en anden grund. Man ønsker, at Tyskland skal købe flydende naturgas fra USA (produceret gennem fracking). Eftersom det koster penge at gøre naturgas flydende, ligesom at transportere den i tryktanke med skib over Atlanten, ville dette betyde, at Tyskland skulle betale mere end ved at få gassen leveret direkte fra Rusland.

 

Udenrigsminister Blinken har endog truet Tyskland med sanktioner, med mindre landet skrotter projektet. Er dette bare bluff? Enhver sanktion mod Tyskland ville forstærke en fjendtlig stemning mod Biden i den tyske befolkning.

 

En mulig joker i hele dette spil for Tyskland har været styrkelsen af partiet De Grønne i Tyskland. Grønne partier rundt om i verden er forskellige. De tyske Grønne har bevæget sig mod højre og støtter nu USA’s kampagne mod Kina og Rusland (og at underlægge sig USA i al almindelighed), og ønsker at skrotte Nord Stream 2. (I modsætning hertil opstillede De Grønne i USA to socialister til henholdsvis præsident- og vicepræsidentposten til valget i 2020 valget på et anti-imperialistisk program.)

 

Det står tilbage at se hvorledes denne konflikt vil udspille sig gennem de næste uger og måneder.

 

20. april 2021

 

Oversat fra Green Left af Peter Kragelund

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com