Karl Marx ydede et ikke kun et uvurderligt teoretisk arbejde, hvor han sammen med Friedrich Engels udviklede en videnskabelig metode til at forstå arbejderklassens kamp for befrielse fra udbytning og fattigdom. Marx var også en ledende kraft i et praktisk og programmatisk opbygningsarbejde gennem etableringen af Første Internationale i 1864, og videre igennem hele Internationalens levetid.

af Camilla Holst

For Marx var det en grundlæggende idé, at det ikke kun handler om forklare virkeligheden, men også at gribe ind i udviklingen og fremme revolutioner imod de undertrykkende kapitalistiske samfund.
For at forstå baggrunden for stiftelsen af ”Den Internationale Arbejderassociation”, senere kaldt Første Internationale, må vi først have en forståelse for den historiske tid og de kræfter, der påvirkede Europa. Som Engels skriver i forordet til den tyske udgave af Det Kommunistiske Manifest:

”Den økonomiske produktion og den deraf fremtvungne sociale struktur inden for ethvert historisk tidsafsnit danner grundlaget for dette tidsafsnits politiske og intellektuelle historie.”

Den kapitalistiske produktionsmåde vandt frem med industrialiseringen, som tog fart i England, og siden i resten af Europa og Nordamerika, fra midten af 1800-tallet. Det grundlæggende for den kapitalistiske og industrielle produktion var mekanisering, fabrikker og masseproduktion. Udvikling og fremskridt af teknologien (herunder særligt dampmaskiner og skibsfart) var af stor betydning for industriens fremgang.

En mekanisering af landbruget overflødiggjorde og ruinerede tusindvis af bønder, så de søgte til byerne efter arbejde, og dermed blev lønarbejdere efterhånden en større og større del af befolkningen. I byerne voksede et fattigt og forarmet proletariatet frem.

Industrialiseringen førte både til en kolossal økonomisk vækst, udbredelse af viden og menneskerettigheder (for overklassen), men den kapitalistiske udbredelse og produktion førte også til fattigdom, undertrykkelse, uretfærdighed og berøvelse af grundlæggende menneskerettigheder blandt arbejderne. Arbejderne i de store fabrikker opdagede efterhånden deres egen styrke, og erfarede at de ved at stå sammen kunne tilkæmpe sig forbedringer. Disse kampe medvirkede til dannelsen og nødvendigheden af fagforeningerne. Kravene var bl.a. højere løn, bedre arbejdsforhold i forhold til sikkerhed og arbejdstid og social sikring, hvis man fx blev arbejdsløs.

Karl Marx’ indvielsestale
Første Internationale blev grundlagt den 28. september 1864 på et offentligt møde i St. Martin’s Hall, Long Acre i London. Indvielsestalen – eller inauguraladressen – for den Internationale Arbejderassociation (senere kaldt Første Internationale) er skrevet af Karl Marx. Inauguraladressen blev vedtaget enstemmigt i den kommission der skulle lave programdokumentet for Internationalen. Internationalen repræsenterede bl.a. engelske arbejdere og fagforeningsfolk, franske arbejdere og repræsentanter fra forskellige emigrantgrupper.

 

Inauguraladressen belyser de elendige vilkår arbejderklassen levede under i England. I talen starter Marx med at fastslå, ”at arbejderklassens usle kår ikke er blevet forbedret.. Bønderne i Irland fortrængtes af de nye landbrugsmaskiner, hverken silkevæverne, syerskerne, handskemagerne eller strømpestrikkerne fik den mængde mad og drikker, som efter en læges anvisning ”[..]akkurat slår til for at afværge sultesygdomme[..]”.

Ud fra nogle officielle beretninger, som sundhedsministeren havde sat i gang, fortæller Marx, at langt over en femtedel af landbefolkningen (ud fra de familier der var blevet undersøgt) levede for under det, lægen havde anbefalet som et minimum af næringsråstoffer. Arbejderne var ikke fattige fordi de manglede arbejde. Det var blandt den arbejdende befolkningsklasse, at der herskede en udbredt fattigdom. Dette kunne lade sig gøre, fordi det arbejde de lavede blev underbetalt og som Marx skildrer: ”Faktisk er det arbejde, der kræves for at tjene til denne sulteration, i de fleste tilfælde overmåde udstrakt.”.

Industrialiseringen medførte også en enorm vækst, men som det var generelt for industrialiseringen var den ”berusende vækst af rigdom og magt” indskrænket til de siddende overklasser. Denne tese underbygges af en anden officiel beretning (taget fra Inauguraladressen), der fortæller:

”Omtrent 3000 personer har en årlig indtægt på 25.000.000 pund sterling, hvilket er mere end samtlige landarbejderes samlede årsindtægt i England og Wales.” og ”[..]antallet af mandlige jordbesiddere i England og Wales er gået fra 16.934 i 1851 til 15.066 i 1861[..] jordbesiddelsens koncentration er tiltaget med 11 % på 10 år.”

I takt med den økonomiske vækst og velstand blandt nogle klasser, var der tiltagende forarmelse og degradering af arbejderklassen. Marx berettede, at den britiske industri, kapitalistisk udvikling af teknologien, forbedringer af trafikken eller andre kapitalistiske tiltag, ikke på nogen måde kunne forbedre vilkårene for arbejderklassen eller fjerne undertrykkelsen fra den herskende kapitalistiske klasse. For som han siger: ”… i en tid med ”berusende” økonomisk fremgang udviklede sultedøden sig næsten til en fast institution i det britiske imperiums hovedstad”.

Igennem sit marxistiske perspektiv og materielle analyse forklarede Karl Marx, at den økonomiske og industrielle udvikling førte til en forarmelse af arbejderklassen.

Nødvendigheden af en International Arbejdersammenslutning
I Inauguraladressen forklarer Karl Marx, hvorfor det er nødvendigt med en International Arbejdersammenslutning, men hans holdning til nødvendigheden af en international revolution står mere klart i blandt andet det Kommunistiske Manifest). Talen er ikke en dækkende præsentation af af Karl Marx’ holdninger og analyse, af proletariatets diktatur, det klasseløse samfund, eller den teoretiske kritik af den kapitalistiske økonomi. Marx frygtede, at hans teorier og revolutionære holdninger ville splitte Internationalen lige fra starten, fordi fagforeningslederne ikke kunne tilslutte sig den klare revolutionære linje.

Da kapitalismen udviklede sig mere og mere internationalt, blev det nødvendigt for arbejderklassen at forene sig internationalt. Overklassen fører bevidst en aggressiv udenrigspolitik, der skal fremprovokere nationale følelser blandt arbejderklassen i de forskellige lande. Dette fjerner fokus fra de nationale problemer, der er i landet, og forhindrer dermed arbejderoprør. Disse bevidste handlinger vender arbejderklassen mod hinanden, og kan føre til krig. Det er derfor nødvendigt at arbejderklassen står sammen i en international arbejdersammenslutning, for at nedbryde de fordommene og forhindre krig. Men det er også nødvendigt for at genskabe fokus på bekæmpelsen af ens egen overklasse. Marx mener, at det er arbejdernes pligt at beherske den internationale politik.

Så vigtig den nationale organiseringen end er, lige så vigtig er den internationale organisering af arbejderne. Organiseringen skal dele og udveksle de erfaringer, arbejderne har fået igennem historien. For at arbejderklassen kan befries må den stå tæt sammen i alle kampe, og tage sejre med nederlag.

Politiske holdninger i Første Internationale

Der var tre stærke politiske strømninger i Første Internationale; anarkisme, økonomister (reformister,) og marxisme. Det mest interessante i Internationalen var Marx’ opgør med anarkismen, fordi det satte hele Internationalens beståen på prøve.

Blandt de fremtrædende anarkister var der først Pierre Joseph Proudhon (1809-1865), der kritiserede Marx’ ”centralistiske autoritære” retning (proletariatets diktatur). Modsætningerne mellem anarkismen og marxismen blev dog først ”farlig” for Internationalen, da Bakunin med sin intelligens og indflydelse lagde op til stridighederne.

Mihail Bakunin (1814-1876) var russisk anarkist og kendte Marx fra Parisertiden. Det var Marx selv der inviterede Bakunin ind i Første Internationale og sendte ham senere et eksemplar af Kapitalen (i 1868). Da Bakunin meldte sin indmeldelse i Internationalen, sagde han, ”Mit fædreland er nu Internationale […] jeg er din elev og er stolt af at være det,” og han respekterede også Marx’ videnskabelige værk, men var stadig meget skeptisk overfor de ”videnskabelige abstraktioner”, lige så snart de skulle føres ud i virkeligheden, fordi de ville tilegne sig førerskabet.

Han var modstander af marxismen og kommunismen:”[..]at jeg må indlede en strid med ham, vel at mærke ikke for at angribe ham personligt, men på grund af et principspørgsmål, nemlig statskommunismen, hvis glødende tilhænger han og englænderne og tyskerne er. Det ville blive en kamp på liv og død.”

Efter kongressen i Basel i 1869, hvor Marx og Bakunin havde haft en magtkamp og Marx vandt, udtalte Bakunin: ”Jeg ønsker dog statens afskaffelse, den radikale udryddelse af det statsautoritetens princip, som indtil nu har gjort menneskerne til slaver, undertrykt dem, udbyttet dem og fornedret dem” og han afviste alle andre muligheder end den der umiddelbart tjente den sociale revolution.

Konflikten lå i, at anarkisterne ville gå direkte til en afskaffelse af staten, når revolutionen begyndte, hvorimod Marx’ historiske filosofi siger, at afskaffelsen af staten kommer på det tidspunkt, hvor klasserne er nedbrudt, men indtil da må et proletariatets diktatur besidde statsmagten. Bakunin mente, at denne filosofi tildelte og koncentrerede al magten i staten, og at det kunne centralisere al ejendom i statens hænder.

Marx’ position sejrede til sidst over anarkismen på kongressen i Haag i 1972, som ekskluderede Bakunin og flere af hans tilhængere. Imidlertid stoppede Internationalen med at fungere i praksis, da Marx flyttede generalrådets sæde til USA pga. den ændrede situation efter Pariserkommunens fald i 1871. Første Internationalen blev officielt opløst i 1876 pga. forfølgelse, splittelse og økonomiske problemer.

Karl Marx’ betydning
Karl Marx fik vedtaget sit forslag til programdokumentet (Inauguraladressen) for Internationalen, og havde derfor en ledende rolle i Første Internationale. Han skrev også mange andre manifester og resolutioner til kongresser, var sekretær for Tysklands afdeling af Internationalen og tog også mange andre arbejdsopgaver på sig. Marx var stort set altid til stede til de ugentlige møder i Første Internationales generalråd. Ellers diskuterede han hele tiden med medlemmerne fra forskellige lande, for at overbevise dem om marxismens analytiske metode. Han deltog i de internationale kongresser der blev afholdt bl.a. i London (1865), Geneve (1866), Lausanne (1867), Bruxelles (1868) og Basel (1869), deltog Marx. Ofte var det de dagspolitiske spørgsmål, som arbejdstid, kvinde- og børne- arbejde, fagforeninger, skolevæsenet, staten og de politiske virksomheder, der blev taget op.

Samtidig med sit store organisatoriske og politiske arbejde i Internationalen, var Marx også i gang med at skrive ”Kapitalen”, første bind blev udsendt i 1867. I ”Kapitalen” beskrev Marx, hvorfor de kapitalistiske økonomier med jævne mellemrum rystedes af omfattende kriser. Denne analyse af de omfattende økonomiske kriser var aldrig set før. Arbejdet og udbredelsen af ”Kapitalen” fik en enorm betydning for arbejderbevægelsen, og dermed Første Internationale.

Marx og Engels skolede den fremvoksende arbejderbevægelse og dens ledelse med teoretiske analyser, igennem ledelsen af Første Internationale, artikelskrivning og diskussioner mm. Arbejdernes spredte, men omfattende kampe for dagligdagens krav, blev sat ind i den store historiske sammenhæng. Den voksende arbejderbevægelse erfarede dermed sin rolle som bærer af den kraft, der ikke blot kunne forbedre løn og arbejdsforhold for sig selv, men også den kraft, der skulle kæmpe for at sikre alle fattige klasser uddannelse, kultur, ”frihed, lighed og broderskab”.

Dette første forsøg (Første Internationale) på at udvikle en international revolution, lykkedes i første omgang ikke, men man lagde grunden til den enorme udvikling i den internationale arbejderbevægelse. Gennem udvikling af store arbejderpartier, reformkrav i parlamenter i hele verden, revolutioner og kampe har arbejderbevægelsen fremtvunget friere og mere værdige levevilkår for millioner og atter millioner af undertrykte mennesker over hele jorden. Denne kamp er endnu ikke afsluttet, før alle undertrykte er blevet frie og lever på et acceptabelt leveniveau.

Marxismen har således haft en enorm betydning fra udviklingen af Første Internationale frem mod velfærdssamfundene i dag, og for den kommende frigørelse af fattige og undertrykte klasser i hele verden.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com