Billedtekst: Energiforbruget til militær og reklame må skæres ned til nul. Vi ønsker forbud mod planlagt forældelse og ret til at reparere alle forbrugsgoder, skriver Jess Spear blandt andet.

Så blev Europa pludselig kastet tilbage i en istid. I løbet af to til tre årtier styrtdykkede temperaturen, havisen voksede, og bjerggletsjere begyndte at vokse igen. De iskolde forhold skulle vare ved i yderligere 1300 år, før opvarmningen begyndte igen, og Jorden kom helt ud af istiden.

Denne begivenhed blev først opdaget af forskere, der kiggede på søsedimenter. De fandt de fossile rester af en arktisk blomst, Dryas Octopela, men med tiden hjalp opdagelser gjort af forskere, der undersøgte marine fossiler fra dybhavssedimenter, os til bedre at forstå, hvad der sandsynligvis fandt sted.

Hovedårsagen til denne pludselige klimabegivenhed var, at Jorden blev varmere. Hvordan kan det være? Hvordan kan opvarmning udløse en tilbagevenden til et istidsklima?

Havet er nøglen

Enoghalvfjerds procent af planeten er dækket af hav, så havet er nøglen til at regulere vores klima. Hvis man forstyrrer havet, forstyrrer man klimaet.

Det skyldes, at store strømme i havet flytter varme rundt på jorden. Varmt vand på overfladen strømmer fra troperne mod nord, hvor det afkøles og afgiver varme til Europa, hvorefter det synker ned og danner en kold strøm på dybt vand. Den varme strøm er forbundet med den kolde strøm som et stort transportbånd. Dette transportbåndsystem er den måde, hvorpå varme transporteres rundt på Jorden.

Da jorden blev varmere for 15.000 år siden, strømmede ferskvand fra smeltende indlandsis og gletsjere ud i havet – lige der, hvor den dybe, kolde strøm dannes. Husk, at jo mere salt vandet er, jo tungere er det. Så ferskvandet, der strømmede ind, gjorde vandet for let til at synke og lukkede ned for transportbåndet og stoppede varmetransportsystemet. Det betød, at varmen fra troperne ikke længere blev flyttet nordpå, og at vi vendte tilbage til istidsklimaet.

Efter yderligere ca. 1000 år begyndte cirkulationen igen, og vi kom helt ud af istiden til de holocæne (tidsrummet fra sidste istid til nu, red.) forhold i dag. Det er under disse forhold, at civilisationen udviklede sig, og at utallige kulturer blev skabt. Det er under disse forhold, at mennesker dyrkede planter og avlede dyr for at få mad og energi.

Men det relativt stabile klima og økosystemerne fra de sidste 10.000 år er væk. År efter år bliver der gravet mere og mere olie og gas op og brændt af, hvilket indkapsler mere og mere varme og giver næring til en strøm af ekstreme vejrbegivenheder. Og endnu en gang smelter indlandsisen, mens jorden opvarmes hurtigt, og ferskvand strømmer ud i Nordatlanten.

Forskere siger, at der allerede er tegn på, at havets transportbånd er ved at blive langsommere. Ny forskning tyder på, at transportbåndet inden for de næste par årtier kan blive lukket ned, ligesom det var tilfældet tidligere.

Det ville ikke kaste os ud i en istid. Forholdene er anderledes denne gang. Men det ville få katastrofale konsekvenser for alle på jorden. Europa ville blive køligere, men troperne og hele den sydlige halvkugle ville blive varmere. De områder, hvor det er for varmt at bo og arbejde, ville blive udvidet.

Det vil også flytte de store nedbørsbælter og påvirke monsunerne. Det betyder, at den vigtigste indvirkning på os vil være på vores fødevaresystem.

Vores globale fødevaresystem

I løbet af de sidste 50 år har landbrugsindustrien og de store fødevarekoncerner formet vores fødevaresystem, lige fra hvad vi spiser – i stigende grad “den globale standardkost”, hvor hvede, ris, majs og soja udgør næsten 60 % af de kalorier, som landmændene dyrker – til hvordan folk får adgang til og endda tænker på deres mad.

Det betyder, at vi lokalt har mere forskelligartede fødevarer, men globalt har vi det ikke. Og det betyder, at vores fødevaresystem er ekstremt sårbart over for chok.

George Monbiot skriver i sin seneste bog, Regenesis: “Den globale standardkost skaber den globale standardfarm. Disse gårde er ikke kun i risiko for en fejlslagen høst. De er også døde monokulturer for dyrelivet. Landbruget er den største drivkraft bag nedgangen i bestanden af vilde dyr og planter og udryddelsen af arter, bedre kendt som biodiversitetskrisen.”

Det skyldes for det første, at landbrugets ekspansion har betydet skovrydning og ødelæggelse af økosystemer. Men også fordi det år efter år bruger enorme mængder input – gødning og pesticider – som ødelægger jordens økosystem, forurener vores floder og søer og skaber massive døde zoner i kystvandene. Landbrugene er også stærkt kunstvandede og drives og fodres af fossile brændstoffer.

På trods af det promoverede billede af det lille familiebrug ejes eller kontrolleres langt de fleste landbrug – mere end 70 % – af blot 1 % af “landmændene”, som omfatter investeringsbanker, pensionsfonde, kapitalfonde og private investeringsfonde. Disse landmænd er selvfølgelig ikke og har aldrig været interesseret i at producere næringsrige fødevarer. De er interesserede i at producere profit.

Den yderste højrefløjs fremgang

Hvordan har kapital og regeringer reageret på disse sammensatte risici – for pludselige klimaforandringer og store forstyrrelser i vores fødevaresystem?

Efter at have trukket tiden ud i årtier accepterer de videnskaben om klimaforandringerne og tabet af biodiversitet. Men deres løsning er selvfølgelig markedet. Vi skal beskatte almindelige mennesker. Opkræve betaling for at køre i bil. Bede dem om at holde op med at bruge sugerør og papkrus. Genbruge mere. Det er dem, der skal ændre sig, ikke de store olieselskaber, der brænder vores fremtid af, eller de store teknologivirksomheder, der bygger det ene datacenter efter det andet og øger energibehovet.

Og de små landmænd, der allerede står over for ekstreme vejrforhold og reducerede høstudbytter, og som allerede nu tjener for lidt til at klare sig, det er det dem, der skal ændre sig, ikke de store kødforarbejdningsanlæg og dagligvaregiganterne, der sætter priserne.

Denne tilgang til klima- og biodiversitetsindsatsen, som siger, at almindelige menneskers liv skal ændres radikalt, at du skal ændre dit liv, mens det system, der forårsager krisen – kapitalismen – opretholdes, har givet næring til en ny klimafornægtelse og skubbet en del mennesker i retning af højreekstremistiske og fascistiske partier.

Ved det seneste valg til Europa-Parlamentet blev det yderste højre størst i Frankrig, Italien og Østrig og næststørst i Tyskland og Holland. I Irland er den yderste højrefløj for første gang kommet ind i kommunalbestyrelserne, og en højrepopulistisk kandidat fik for første gang et sæde i EU-Parlamentet.

Alt dette – risikoen for klimaforandringer, udryddelse af arter, mere vold, død og ødelæggelse, fremgang for det yderste højre og fascisme, tilbagetrækning af kvinders rettigheder og fremskridt for LGBTQ+-samfundet – vil fortsætte, så længe dette system er på plads. Kapitalismen kan ikke få os ud af det, for kapitalisme er lig med barbari.

Vi og vores livsopretholdende systemer bliver ofret på profittens alter for de meget, meget rige, ikke for os. Vi nyder ikke godt af det.

Hvad skal der gøres?

Strategisk set er vi nødt til at placere en forståelse af den økologiske krise i centrum af det, vi gør. Vi er ikke kun økosocialister, når vi kæmper for miljøet, og socialister resten af tiden.

Vi er økosocialister, når vi er fagforeningsfolk og boligaktivister. I fagbevægelsen er det os, der siger, at den økologiske krise er et arbejderanliggende, og at vi er nødt til at involvere os. Inden for miljøbevægelsen er det os, der peger på den organiserede arbejderklasses magt og behovet for, at systemændringer bliver økosocialistiske ændringer.

Programmæssigt er vi nødt til at afvise enhver promovering af vækst som svaret på de kriser, som størstedelen af jordens befolkning står over for. I stedet må vi erkende, at det er nødvendigt at reducere det samlede forbrug af energi og råstoffer for at sikre en levedygtig fremtid for menneskeheden og en retfærdig overgang for alle – arbejdere, småbønder og oprindelige folk i det globale syd og i de avancerede kapitalistiske lande.

Det er der to grunde til. For det første for at fremskynde overgangen til 100 % vedvarende energi. For det andet for at undgå yderligere overskridelser af de andre planetariske grænser. Vi kan ikke tillade mere og mere udvinding af mineraler – såsom kobber, kobolt og litium fra det globale syd – for at lave flere og flere biler til de rige lande, mens det ødelægger de omkringliggende miljøer og samfund.

Det betyder nedskæring til nul energiforbrug til militær og reklame. Det betyder drastiske reduktioner i de superriges forbrug med forbud mod private jetfly og yachter. Det ville give mulighed for vækst i energiforbruget for mennesker i det globale syd inden for planetens grænser.

Det betyder, at vi går ind for et godt liv for alle mennesker på planeten. Det betyder ikke en overflod af materielle private goder. I stedet ønsker vi offentlige goder af høj kvalitet, stop for forvandling af fællesarealer og alle aspekter af livet til varer samt heling af kløften mellem menneskeheden og naturen. Vi ønsker at lægge vægt på at være frem for at have.

Vi ønsker massiv renovering af folks hjem for at reducere energiforbruget og investering i grønne jobs, herunder såkaldte plejejobs (børnepasning, uddannelse og sundhedspleje). Vi vil have gratis, grøn og hyppig offentlig transport, der får folk ud af privatbilismen. Vi vil have universelle basale tjenester, et forbud mod planlagt forældelse og en ret til at reparere alle forbrugsgoder.

Vi ønsker en landbrugsmodel, der sikrer retten til en anstændig indkomst for alle landmænd, samtidig med at landbruget omlægges, væk fra meget energiintensivt kvæg- og mejeribrug til regenerativt landbrug med lavt energiforbrug. Vi ønsker en fire dages uge uden lønnedgang. Og vigtigst af alt ønsker vi en demokratisk planlagt økonomi, så vi kollektivt kan vælge, hvad vi vil bruge vores energi og ressourcer på.

Økosocialisme eller barbari

I begyndelsen af Første Verdenskrig, da den revolutionære socialist Rosa Luxemburg førte kampagne mod krigen, erklærede hun: “I dag står vi over for et valg – enten imperialismens sejr og hele civilisationens sammenbrud som i det gamle Rom, affolkning, ødelæggelse, degeneration – en stor kirkegård. Eller socialismens sejr, som betyder den internationale arbejderklasses bevidste, aktive kamp mod imperialismen og dens krigsmetoder.”

I dag, mere end 100 år senere, er valget det samme: Økosocialisme – en socialisme, der fokuserer på de økologiske kriser – eller barbari.

Vi har et valg. Klimaet har ændret sig, men hver tiendedel af en grad betyder noget. Hvert eneste økosystem betyder noget, og selvfølgelig betyder hvert eneste menneskeliv noget. Vi behøver ikke at acceptere dette rådne system, som truer alt, hvad vi har kært.

Vi er nødt til at opbygge “den internationale arbejderklasses bevidste aktive kamp mod imperialismen” for at stoppe ødelæggelserne og redde så meget som muligt.

Men vi skal ikke bare opbygge et forsvar. Vi skal også gå i offensiven og opbygge en bevægelse, ikke bare for at rive dette system ned, men for at opbygge en anden verden – en økosocialistisk verden.

Artiklen blev bragt i Rise, Irland, 3. august, 2024. Den er er baseret på Jess Spears præsentation til Ecosocialism 2024. Spear er økosocialistisk aktivist og lokal organisator for People Before Profit med base i Dublin, Irland. Hun er oprindeligt fra USA og arbejdede som klimaforsker for United States Geological Survey, før hun blev socialistisk organisator på fuld tid. Hun er medstifter af den revolutionære marxistiske gruppe RISE og var chefredaktør for magasinet Rupture.