Læsetid: 19 minutter

Hvis man har en revolutionær verdensanskuelse, så er det vigtigt at studere de revolutioner, der har fundet sted og de metoder – strategi og taktik, som de revolutionære anvendte. Om Lenin og Trotskij og Stalin og bolsjevikkerne handlede klogt eller rigtigt, det er et stort spørgsmål, men der er ingen tvivl om, at det er en historisk arv, som venstrefløjen er nødt til at kende til. Ydermere er det dumt at overlade det til hysterisk konservative og borgerlige, som kun ønsker at bevise, at det aldrig kan betale sig at gøre oprør og lave revolution.

 

Lenins partiteori er uden tvivl central i vurderingen af revolutionen

Lenin var revolutionær i tsarens Rusland – et despoti uden nogen former for legale udfoldelsesmuligheder af politisk aktivitet. Hans bror var blevet hængt.

 

Han studerede, hvad muligheder Socialdemokraterne havde i Tyskland, og han var fuld af beundring for, hvordan arbejderbevægelsen kunne udfolde sig under relativt legale forhold.

 

Men dette var slet ikke muligt i Rusland. De russiske arbejdere var ganske vidst meget kampvillige: Der var bølger af strejker, men disse var om økonomiske forhold. Under de forhold, der var, kunne arbejderne ikke udvikle en bredere bevidsthed om situationen.

 

I den situation udkastede Lenin en plan for et lille, konspiratorisk parti af velskolede ”professionelle revolutionære”, som skulle stå for uddannelse af arbejderne gennem en avis og stille sig i spidsen for arbejderklassen. Arbejderne skulle bibringes en forståelse af deres klasseinteresser. Det var denne centraliserede, leninistiske struktur, som blev til bolsjevikkerne, og som viste sig at have en enorm overlevelseskraft og revolutionær styrke. Men det er også min opfattelse, at den rummede svagheder, fjernede sikringer, som gjorde det muligt for stalinismen at udvikle sig og overtage partistrukturen, hvad der førte til det frygteligt repressive stalinistiske diktatur i trediverne.

 

Unødvendig?
Per Clausen skriver den 22. september i Information, at revolutionen var unødvendig. Den sociale revolution var allerede gennemført: ”Da bolsjevikkerne tog initiativ til Oktoberrevolutionen, var den sociale revolution i bunden af samfundet allerede gennemført.”

 

Det er noget sludder af to grunde, hvor den ene kan forklares meget kort, og den anden tager lidt længere tid.

 

For det første: Revolutionen var nødvendig for at gennemføre sit program: Fred, brød og distribution af jorden.

 

Af disse tre spørgsmål var fred absolut det mest akutte, og den første handling, Lenin foretog som regeringschef var at erklære stop for krigen, ikke bare i Rusland, men som opfordring til alle i krig – og det vel at mærke, mens tyske tropper allerede stod langt inde i Rusland. Det var revolutionens første resultat, og Oktoberrevolutionen var nødvendig, fordi det russiske folk ikke længere kunne eller ville kæmpe i Første Verdenskrig.

 

 

Den anden grund er, at den sociale revolution kun lige var startet i sommeren 1917: Bondeovertagelsen af jorden var startet, ja, men langt fra gennemført, og i udkantsområderne af Rusland – og Rusland er verdens største land – var revolutionen i fuld gang og var ved at glide over i borgerkrig. Denne borgerkrig ville vare i 4 år – og blev ført med meget rå midler. Henrettelser af modstandere, terror mm hørte til dagens orden – fra alle sider. Deltagelsen i borgerkrigen førte til en forråelse også af vinderne – bolsjevikkerne – som kom til at præge dem fremover.

 

Bolsjevismens fejl

I løbet af revolutionen er der en række gange, hvor bolsjevikkerne står over for andre venstreorienterede partier. Det er i den første revolutionsregering, hvor de Venstresocialrevolutionære er med. For det andet er det i Ukraine i den sydlige del fra øst til vest med Makhnos anarkister, som tre gange går i alliance med bolsjevikkerne og tre gange bliver faldet i ryggen, efter at alliancen er forbi. For det tredje er der forholdet til mensjevikkerne i Georgien, som har fået regeringsmagten i forbindelse med tsardømmets fald.

 

Lenins parti viste sig at være dårligt til alliancer med andre partier. Regeringsalliancen med de venstresocialrevolutionære holdt kort. I 1918 forsøgte en af dem at dræbe Lenin med to skud fra en pistol. Han overlevede, selvom det var med varige men, som han havde frem til sin død. Og den aften kan man så nogenlunde datere Tjekaens (Sovjetruslands hemmelige politi 1917-22, red.) virksomheds start i Petrograd. Men bolsjevismens sekterisme og mangel på evne til at samarbejde med andre venstrefløjspartier er noget, nutidens revolutionære skal lære ikke at gentage.

 

Første Verdenskrig og borgerkrig i Rusland

Der er det ved krig, at det er nemt at starte den, men svært at stoppe den.

 

Første Verdenskrig bliver en katastrofe for Rusland. Det går ganske vidst godt i de første krigsmåneder, hvor man besætter en del af Galizien – det vestlige Ukraine, som har været en del af Østrig-Ungarn. Men så går det galt for Rusland, og Tyskland trænger ind på russisk territorium. Rusland taber omkring 9 millioner soldater – hvoraf 2,2 millioner bliver dræbt, 3,7 millioner sårede og 3,3 millioner bliver taget som krigsfanger. Krigen er dårligt organiseret og kræver store ressourcer, som fører til mangel på heste, mad og industriprodukter til civilbefolkningen. Vilkårene bliver værre og værre både på landet og i byerne.

 

Et resultat af, at mændene bliver indkaldt til hæren, er, at kvinderne overtager arbejdet både i industrien – og det bliver kvindernes demonstration 8. marts, der bliver starten på februar-revolutionen.

 

Rusland var i krig på to fronter med Tyskland, Østrig Ungarn og Rumænien i Vest og med Tyrkiet i syd om kontrollen over Kaukasus – og de armensk/kurdiske områder i det østlige Tyrkiet. Denne sidste konflikt er intimt forbundet med den armensk-tyrkiske konflikt og folkemordet på armenierne.

 

Krigen udvikler sig til en katastrofe med enorme tabstal og en krig, der bølger frem over tilbage over enorme områder – fra Baku til Erzurum og fra Rostov Na Donu til Riga. Revolutionen disintegrerer hæren, og tyrkerne bevæger sig langt mod øst og besætter i en periode Azerbaijan i Kaukasus – i konkurrence med England, der også kortvarigt besætter Baku. Først omkring 1920 stabiliseres situationen.

 

Første Verdenskrig får alvorlige konsekvenser internt i Rusland.

 

Centralasien 1916: Et fjernt og ukendt forspil til den russiske revolution

(Uzbekhistan, Kazakhstan, Kirgistan, Turkmenistan.)

 

Forud går, at tsarens hær i starten af krigen beslaglægger dyr og mad fra regionen. Der er militærtjeneste for russiske bønder: men ikke for de centralasiatiske folk, hvoraf de fleste også er muslimer og taler tyrkiske sprog.

 

Men 25. juni 1916 indkalder Rusland 390.000 centralasiatiske mænd til civil arbejdstjeneste for hæren ovenikøbet kort før høsten.

 

Der udbryder oprør i hele regionen, med start i Samarkand, hvor russiske bosættelser, jernbanestationer, embedsmænd osv. bliver angrebet: Oprøret er dårligt koordineret og bliver hurtigt slået ned. Et af midlerne til at undertvinge befolkningen er at skille den fra de dyr, som er dens livsgrundlag. Tabstallene i dette oprør og kontraoprør er ukendte – men befolkningstallet gik markant ned. I februar 1917 er oprøret slået ned: Da indtræffer februarrevolutionen i Rusland.

 

I oktober 1917 befandt Rusland sig stadig i krig, og Lenin tog magten for at skabe fred. Der var heftige diskussioner i de øverste kredse i bolsjevikkerne – som Trotskij på det tidspunkt var blevet forenet med. Han sad med Lenin i en femmandsgruppe – Politbureauet, var øverste militære leder og også chef for udenrigstjenesten. Han forhandlede freden med Tyskland og Østrig Ungarn i Brest-Litovsk.

 

Imens forhandlingerne foregik, besatte tyske tropper mere eller mindre uhindret Ukraine helt til Rostov na Dons grænser, da hæren mere eller mindre opløste sig selv. Tyskerne har altså erobret hele Ukraine og lidt til, men på det tidspunkt bryder det sammen for Tyskland på vestfronten, og Tyskland må slutte fred, og landet går i opløsning. Hæren rejser også hjem fra Ukraine, og der er et forlænget opgør om magten. Lenin og Trotskij håber på den tyske revolution. Et revolutionært Tyskland ville være Sovjetruslands bedste ven. Det er også lige ved at ske, men det sker ikke. Sovjetrusland er isoleret. De demobiliserede soldater blev hurtigt til nye hære, og borgerkrigen startede øjeblikkeligt. Sovjetiske historikere forsømte aldrig at nævne, at der var 7 invaderende hære. Japan og USA i Fjernøsten (USA gik i land i Vladivostok). Frankrig besætter Odessa, England besætter Archangelsk. Italien, Rumænien og Tyrkiet i syd deltager også.  Frem til Tysklands og Østrigs nederlag besætter de store dele af Ukraine, og bagefter er der stadig rester af hærene tilbage.

 

Faktisk er der også kinesiske, tjekkiske, estiske og serbiske tropper inddraget. En stribe generaler fra tsarens tid dannede hære, der kæmpede i forskellige områder af det russiske imperium fra Finland i vest til Mongoliet og ud til Stillehavet. Trotskij bliver stillet i spidsen for Den Røde Hær og er berømt for at køre rundt i sit pansertog medbringende trykpresse, soldater osv. Med det tog kørte han fra frontafsnit til frontafsnit og organiserede den røde indsats. De røde tropper havde en fordel frem for de hvide hære. De besad centrum – det dobbelte centrum, der bestod af Moskva og Petrograd, hvorfra jernbanenettet forbandt landet. De øvrige hære var regionale i omfang i periferien og arbejdede kun sammen i beskedent omfang. Borgerkrigen stilner først af i 1920 og i udkantsområderne 1921-22 med sovjetisk sejr – så godt som. I Kaukasus er grænsedragningen til Tyrkiet ikke tilfredsstillende for armenierne – men de får deres eget selvstændige Armenien som en del af Sovjetunionen. Så blev der fred, og efter år med brutal krigskommunisme forsøgte landet at genopbygge sig selv, og Lenin gav grønt lys for NEP – en slags gør det selv-kapitalisme, som viste sig at være forbløffende robust. Landet kom sig hurtigt.  Men der var selvfølgelig fantastisk dybe sår – og vigtigst af alt, der var blevet en forråelse af alle parter i borgerkrigen – inklusive det parti som havde sejret – bolsjevikkerne.

 

Baggrund for revolutionen

Zarens Rusland var verdens største land – ligesom Sovjetunionen var det, og ligesom Rusland er det i dag. Landet var historisk tilbagestående. Først i 1861, mindre end 60 år før revolutionen, havde Rusland afskaffet livegenskabet – at bønderne var ufrie. Det var så yderligere sket på en sådan måde, at bønderne skulle købe jorden af herremændene og således blev stavnsbåndet afløst af et gældsbånd – idet mange bønder dog også drog til byerne og blev arbejdere.

 

Rusland bliver moderniseret. Men det sker fra oven gennem etablering af industrier mm., der skal styrke Ruslands militær – våbenfabrikker, skibsværfter mm. Mindre moderne kapitalistiske øer i et hav af feudal middelalder.  Den russiske kapitalisme opstår ikke ud fra gradvist voksende småindustri, men som store fabrikker, der bliver startet direkte. Den russiske arbejderklasse er således lille, men koncentreret. Den har ingen historie af at være håndværkere sammen med mestrene – men er derimod bønder, der er blevet arbejdere. Den russiske kirke er ortodoks og endnu mere forstokket end den katolske og protestantiske – der er intet demokrati.

 

Rusland er så tilbagestående og umoderne, at man ikke har en moderne kalender, som har årets astronomiske længde. Derfor er Rusland efterhånden kommet 13 dage bagud fra resten af Europa – med det resultat, at februar-revolutionen finder sted 8. marts, og oktoberrevolutionen har 100 års fødselsdag den 7. november.

 

Skæbneår

1905 bliver et skæbneår for Rusland – et forspil til revolutionen. I det fjerne Østen kommer Rusland i krig med Japan. Krigen drejer sig om, hvem der skal kontrollere en stor bid kinesisk territorium og de strategiske havne Port Arthur og Dalny ( I ag Lüshun og Dalian). Det bliver et eklatant nederlag for den russiske hær og flåde – det europæiske Rusland bliver slået af det langt mere moderne asiatiske Japan.  Nederlaget fører til revolution i Rusland – en revolution, som bliver slået ned efter mere end et års uroligheder. Det er i denne revolution, at sovjetter – rådsstrukturer baseret på fabrikker, regimenter mm., for første gang bliver udbredt. Denne første russiske revolution bliver mødt med en blanding af indrømmelser til de folkelige kræfter – især i starten hvor hæren går helt i opløsning – og senere repression og undertrykkelse af de demokratiske indrømmelser. Rusland fortsætter med at være et stift autotoritært regime med en lidet kompetent tsar i spidsen.

 

Spørgsmålet om stop for krigen bliver det afgørende politiske spørgsmål i Rusland: Både soldaterne, arbejderne og bønderne havde et skrigende behov for at stoppe krigen.

 

Den provisoriske regering under Kerenskij planlagde og igangsatte en offensiv i juli 1917. Offensiven var dårligt forberedt og gik galt – og tyskerne erobrede Riga i juli 1917. Det havde stor praktisk og symbolsk betydning: Praktisk, fordi det betød, at Tyskland fik kontrol over en strategisk Østersøhavn. Symbolsk, fordi Riga tidligere har været centrum i de tyske ordensridderes kolonialisering af Baltikum: Der var således en vital trussel mod Rusland om tysk kontrol over Østersøområdet.

 

Oktoberrevolutionen var nødvendig for at stoppe krigen, fordi Februarrevolutionen ikke gjorde det.

 

Februar 1917

Zarregimets sammenbrud er følge af en folkelig opstand i Skt. Petersborg – 8. marts (22. februar). Det er arbejderdemonstrationer på kvindernes internationale kampdag, bakket op af regimenterne i Skt. Petersborg.

 

Med Zarens tilbagetræden bliver der etableret et dobbeltmagtsystem: Sovjetter. Sovjet er det russiske ord for råd baseret på fabrikker og i regimenterne i hæren: valgte repræsentanter. Reelt er det dem, der repræsenterer de aktive lag i befolkningen. Sovjetterne har givet magten til en provisorisk regering under ledelse af Prins Lvov og med kadetter som ministre. Senere kommer også socialdemokrater – mensjevikker – og socialrevolutionære ind i regeringen og kadetter og andre fra den politiske klasse, som får magten: Prins Lvov.

 

Tsaren bliver arresteret, men krigen fortsætter.

 

De politiske fanger bliver frigivet: Der kommer en meget høj grad af politisk frihed og demonstrations- og strejkefrihed, som tillader befolkningen at udvikle sig hurtigt politisk.

 

Politiske ledere kommer hjem fra eksil: Lenin med følge i starten af april fra Schweiz gennem Tyskland – (noget der har været en hel del historieskrivning omkring).

 

Trotskij kommer fra New York, hvor han har været journalist.

 

Magten i Rusland bliver delt mellem to: Der er dobbeltmagt – en højst ustabil situation, hvor styrkeforholdet bølger frem og tilbage – og må ende med, at den ene eller anden sejrer. På den ene side er den provisoriske regering – som repræsenterer det russiske borgerskabs interesser og den engelsk-franske imperialistiske koalitions interesse i at holde Rusland inde i krigen. På den anden side er der de sovjetter, der er opstået i oprør mod det gamle regime og for at stoppe krigen.

 

Fred, brød og jord

Februarrevolutionen udvider de demokratiske friheder enormt og den fører til dobbeltmagten. Men hvad den ikke gør, er at løse spørgsmålet om fred, brød og jord: Disse krav bliver ikke indfriet.

 

Jordspørgsmålet er det andet afgørende spørgsmål i den russiske revolution, og det skyder Februarrevolutionen til hjørne – det må afvente krigsafslutningen og en kommissionsrapport. Men bønderne vil ikke vente. Fra sommeren 1918 udbryder en bonderevolution på landet, der overtager godsejernes jord, ofte ødelægger godsbygningerne og jager godsejerne ud. Processen starter i det centrale Rusland og breder sig derfra i løbet af en længere periode.

 

Brød er der under alle omstændigheder for lidt af – og hungersnøden vil først stilne af i 1921 (senere kommer den igen i forbindelse med kollektiviseringerne).

 

Den provisoriske regering: Den starter som en rent borgerlig regering, for så at blive en koalitionsregering mellem borgerlige, socialdemokrater og socialrevolutionære. Endnu senere bliver den i praksis en enmandsregering med Kerensky.

 

Den regering tilfredsstiller ingen af siderne i konflikten og mister mere og mere opbakning.

 

På den ene side er der arbejdere, bønder, soldater, som ønsker, at krigen bliver afsluttet, og at man begynder at opbygge freden på basis af distribution af jorden og en form for demokratisk kontrol med produktionen.

 

På den anden side er der borgerskabet, militæret, den britiske og franske imperialisme mm, som ønsker, at krigen fortsætter, og vil have stoppet det sociale oprør.

 

Den liberale leder Miljukov bemærkede: Landet var delt i to lejre, mellem hvilke der ikke kunne være noget forlig eller aftale”. (Trotskij The Russian Revolution s. 692).

 

Krigen fortsætter: manglen på mad fortsætter:

 

Den provisoriske regering tilfredsstiller ikke den brede befolkning – og heller ikke de reaktionære kræfter, som vil gøre en ende på bolsjevikkerne og fortsætte krigen.

 

Den politiske kamp bølger frem og tilbage: Dødsstraffen er blevet afskaffet ved fronten – men bliver genindført i juli – arbejderne kræver 8 timers arbejdsdag – men det får de ikke – og der er bølger af strejker for bedre løn og arbejdsvilkår. Bønderne begynder at overtage jorden – men får at vide, at de skal vente, til en kommission har gjort sit arbejde.

 

I juni er der en demonstration af styrke fra bolsjevikkernes side. I juli er der reaktion: med tilbageslag for revolutionen, anholdelse af bolsjevikiske ledere, deriblandt Trotskij, og lukning af bolsjevikiske aviser.

 

Kontrarevolutionen

I august 1917 forsøger general Kornilov at indtage Petersborg for at slå bolsjevikkerne ned og hænge deres ledere. Kornilov er øverstkommanderende i hæren: Han bruger hele generalstabens ressourcer på at ville storme Petersborg og likvidere bolsjevikkerne. Men hvis først revolutionens venstrefløj er likvideret, er der god grund til at antage, at de tsaristiske officerer også vil likvidere revolutionens højrefløj.

 

Mensjevikker og socialrevolutionære henvender sig til bolsjevikkerne om et forsvar af byen: Bolsjevikkerne får stoppet Kornilov:

 

Forsvaret er revolutionært og imponerende: Det vigtigste våben er agitation i forhold til de styrker, der skal angribe Skt Petersborg Det bliver kombineret med sabotage fra jernbanearbejdernes side.  De angribende tropper bliver så at sige kørt ud på et sidespor, og der bliver de opsøgt af agitatorer:

 

Kornilov bliver stoppet: Magten glider reelt over til sovjetterne i Petrograd – samtidig med at flertallet i sovjetterne glider over til bolsjevikkerne.

 

Revolutionens kilder og modsætninger

Det er vigtigt at forstå, at den russiske revolution havde mange årsager og kilder. Krigen havde sat disse på spidsen. I centrum af revolutionen stod en alliance af arbejdere og bønder – men dertil kommer de nationale revolutioner, som er vidt forskellige og modsætningsfyldte.

 

Nationale revolutioner

Det russiske kejserdømme – tsarstyret – var verdens største land på sin tid og rummede mange folkeslag. Nogle af disse havde i lang tid kæmpet for national selvstændighed – det gælder Polen, som var blevet undertvunget i flere omgange, klemt mellem Tyskland og Rusland. Det gælder også Finland og til dels de baltiske folk. I Kaukasus var armenerne involveret i en kamp på liv og død med Tyrkiet, en fortsættelse af folkemordet og en krig, der endelig endte med oprettelsen af Sovjetarmenien. I denne kamp var Den Røde Hær i høj grad baseret på armenske revolutionære i området.

 

Historien om forholdet mellem Moskva og Tbilisi i Georgien var også den gang en sørgelig affære. I Tbilisi var magten gledet over til mensjevikkerne, og der var en chance for at søge koalition mellem dem og bolsjevikkerne. Men det passede ikke Stalin, som indledte en bolsjevikisk erobring, som Lenin kun nølende gav sin tilladelse til. Det sker 21-25. februar 1921, efter at krigen har bølget i Kaukasus i 7 år. Lenin foreslår en blød linje i Georgien, og at man laver en koalition med de georgiske mensjevikker, men det bliver ikke til noget.

 

For den, der er revolutionær, er kontrafaktisk historieskrivning fristende. Kontrafaktisk historieskrivning er, at man ændrer noget i den faktiske historie, og så filosoferer over, hvad der så ville være sket.

 

Det er overvejelser, man er nødt til at gøre sig, fordi vi hele tiden handler og derfor står overfor valg: Skal jeg gøre sådan eller sådan? Den revolutionære er nødt til at tænke over, hvordan handlingerne vil påvirke situationen, og det er derfor også naturligt at stille sig spørgsmålet: Hvad nu, hvis man havde handlet anderledes?

 

Altså, hvis ikke bolsjevikkerne havde været så offensive og havde taget magten – men havde ventet, havde ladet revolutionens højrefløj fortsætte, hvad var der så sket?

 

Det spørgsmål kan man naturligvis ikke svare på 100 procent – fordi man så bevæger sig væk fra, hvad der faktisk skete. Men man kan sige to ting med stor overbevisning: Det ene var, at revolutionens højrefløj – de mensjevikiske og socialrevolutionære – allerede var ved at forsvinde – tabte stemmer og indflydelse og initiativ – de havde ikke et program, der modsvarede situationen.

 

Det andet er, at vi har borgerkrigen i Finland som et spejlbillede af den russiske revolution.

 

Borgerkrigen i Finland

I forbindelse med revolutionen fik Finland sin selvstændighed, og regeringsmagten gled over til socialdemokrater, som var blevet demokratisk valgt med flertal i landsdagen allerede i 2016. Men Kerenskij – af alle – opløste den finske landsdag og ved et nyt valg 1-2. oktober taber socialdemokraterne majoriteten, muligvis på grund af valgfusk. Borgerskabet planlagde at lade magten glide over i en trepersoners gruppe – men bliver mødt af en storstrejke og må opgive.

 

De finske socialdemokrater er bange for at tage magten, men der kommer en borgerkrig, som de hvide vinder støttet af Tyskland. Afslutningen af borgerkrigen bliver fulgt op af massive henrettelser af røde, og folk, der dør af sult i fangelejrene. Efter krigen bliver ca. 20.000 dræbt i Finland med en befolkning på omkring 2 millioner.

 

Der er god grund til at antage, at hvis ikke bolsjevikkerne havde taget magten i oktober og kæmpet så energisk for at beholde den, så ville Rusland have udviklet sig  på linje med, hvad der skete i Finland – til et hvidt diktatur, som ville havde henrettet mange mennesker – deriblandt selvfølgelig hele det politisk aktive lag.

 

Der er flere nationale revolutioner: Ukraine er et stort kapitel for sig selv, og herunder hører også kosakkerne, som er et folkefærd både i Ukraine og Rusland. Der er jøderne, hvoraf mange ikke er religiøse, og som har sit eget socialistiske forbund, de kaukasiske folk georgiere, armenere, azerier, tjetjenere m fl. har deres egne nationale aspirationer. Der er de tyrkiske folk i Centralasien, som stadig i høj grad har en gammeldags feudal klanorganisering, og der er mongolerne i Fjernøsten. Disse nationale revolutioner har alle deres egne særtræk og egne konflikter, som jeg ikke har tid til at komme ind på her.

 

Bonderevolution

Den russiske revolution er en stor bonderevolution og studiet heraf er gået noget i glemmebogen blandt moderne marxister, men har optaget mange revolutionære fra Sydamerika og Rusland til Kina og Vietnam. Der har været talrige af dem i historien, men de har det særtræk, at fordi de repræsenterer en spredt og heterogen klasse, så bringer de ikke bønderne til magten – men andre grupper – nye dynastier eller i Vesteuropa, hvor de allierer sig med det unge borgerskab mange steder og bringer dette til magten.

 

Det var Trotskijs teori, at borgerskabet i Rusland ikke ville og ikke kunne tage magten – så det ville blive proletariatet, der blev den klasse i byerne, som ville gennemføre revolutionen sammen med bønderne. Det ville blive en socialistisk revolution med en proletarisk magtovertagelse, selv om Rusland egentlig var alt for tilbagestående – stadig var meget feudalt og i 1917 også ødelagt af krigen.

 

Men mens arbejderne og bønderne har fælles interesse i et opgør med tsaren, så er i hvert fald en del af bønderne mere interesserede i individuel ejendom af jorden, end i kollektive løsninger. De to klasser, der gennemfører revolutionen sammen – bønderne og arbejderne, finder hurtigt ud af, at de har forskellige interesser og ideer om udviklingen.

 

Kernen i dette problem hedder saksekrisen. Kort tid efter revolutionen taber penge deres værdi, og fødevaremanglen er katastrofal mange steder. Bolsjevikkerne griber til det eneste redskab, de har – et redskab som de har arvet fra tsaren: rekvisitioner i landdistrikterne, konfiskation af korn mm. For at føde bybefolkningen. Det bringer bønderne i modsætning til regeringen, og væbnede sammenstød er almindelige.

 

Det vil sige, at arbejder-bondekoalitionen falder mere og mere fra hinanden, og spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til bønderne, bliver et kernespørgsmål i situationen og i diskussionen blandt bolsjevikkerne.

 

Det lykkes aldrig at finde en formel uden problemer, og i de katastrofale kollektiviseringer i 1930’erne iværksætter Stalin en terror og en sultbølge mod bønderne, uden lige. Dette sker i stor stil i Ukraine, bl.a. beskrevet i Viktor Kravtjenkos bog: Jeg valgte friheden, som udkom i Danmark efter krigen.

 

Men det sker også i resten af Sovjetunionen – I det centrale Rusland og i Kazakhstan.

 

I februar 1917 bliver Nestor Makhno befriet fra sit fængsel i Moskva, hvor han har siddet i 8-10 år. Han er dømt terrorist og anarkist og tager til Ukraine, hvor han organiserer en revolutionær bondehær, med bemærkelsesværdig succes. Det er nok en ret vild bande, han får samlet omkring sig. Hvis man skal sammenligne revolutionære, kan man sige, at der er ret langt fra Per Clausen eller fx mig selv og så Makhno – og hans folk.  Makno er omstridt – han er anarkisternes store helt – og han og hans folk bliver også beskyldt både for at være røverbander og at være meget voldelige.

 

De har hovedcentrum i Ekatarinoslav, senere Dneprpetrovsk og nu Dnepro, i moderne ukrainsk navngivning. Han organiserer en bondehær, som kæmper over det meste af Ukraine og med stor succes. Flere gange allierer Makno sig med bolsjevikkerne mod hvide hære, og hver gang stopper bolsjevikkerne alliancen og bekæmper Maknos folk, når den fælles fjende er slået ned. Det ender med, at Makno med nogen få folk må flygte ind i Rumænien i 1921.

 

Når man kigger på bolsjevismen, leninismen, i de år, må man sige, at det var en hård revolutionær gruppe, og de havde svært ved at lave alliancer – især alliancer der holdt – med andre venstrefløjsstrømninger. De burde nok have gjort det i Ukraine med Makhno og med mensjevikkerne i Georgien. Det kunne have givet en fredeligere udvikling og en baseret på bredere lag.

 

Revolutionære i dag kan lære, at en bredere alliancepolitik er nødvendig.

 

Den russiske revolutions resultater

= Omstyrede zarstyret.

 

= Stoppede krigen og sikrede at Rusland blev revet ud af afhængigheden af andre lande.

 

= dannede fundamentet for opbygningen af Sovjetunionen:

 

Sovjetunionen blev født i en forrået, brutal form, som var en følge af borgerkrigen. Det førte til brutal terror og et totalt sammenbrud af samarbejdet med bondestanden med kollektiviseringerne.

 

= Igangsatte en revolutionær bølge, som fortsætter i hvert fald frem til Nicaraguas revolution i 1979: former arbejderbevægelsen: dannelsen af stalinismen og trotskismen som politiske retninger.

 

= Sikrede en armensk sovjetstat og satte derved en grænse for det tyrkiske folkemord på armenerne.

 

Men den måde, revolutionen udviklede sig på, førte også til stalinismen

Stalinismen var et blodigt diktatur med massiv undertrykkelse af politiske modstandere: Styret og dets diktator blev stadigt mere paranoidt: får samfundet til at gå mere og mere i stå.  Revolutionen æder sine egne børn: Stalin likviderer stort set hele den gamle revolutionære garde.

 

Efter Stalins død i 1953 bliver diktaturet mildere:  Brezhnev: stabilt bureaukrati: men stivnet samfund: Stalinismen har i den grad ødelagt de demokratiske og skabende kræfter i Sovjetunionen, at landet sakker agterud. Et eksempel kan være plantevidenskaben. I tyverne og trediverne blomstrer den genetiske og plantevidenskabelige virksomhed op, under ledelse af en berømt videnskabsmand Vavilov. Men i det betændte klima bakker Stalin op om en charlatan Lysenko, som får magten over landbrugsvidenskaberne med fuldstændig pseudovidenskabelige ideer, der til gengæld har den fordel, at de lover, at man nemt kan øge landbrugsproduktionen. Lysenko får kontrol over landbrugsvidenskaben – al seriøs videnskab ophører, og Vavilov dør af sult i et fængsel.

 

Gorbatjov forsøger at åbne landet op og lave mere demokrati gennem glasnost og perestrojka: men åbner i stedet op for en kollaps: Det viser sig, at de problemer, der er, kan partiet ikke dæmme op for, eller løse:

 

Hvad med Vestens rolle: De vestlige lande – USA – benytter sig selvfølgelig af de indre svagheder: puster til ilden, men Sovjetunionen bryder først og fremmest sammen på grund af sine indre svagheder – de svagheder, som var en del allerede af fødslen.

 

Det stalinistiske Sovjetunionen slog også Hitler og nazismen i Anden Verdenskrig – tak for det:, og var fødselshjælpere for den kinesiske revolution.

 

# Alt det skete i socialismens navn, og derfor er det en arv, vi er nødt til at forholde os til:

 

Nogen af de unge i Enhedslisten tilpasser sig simpelthen den almindelige, borgerlige diskurs for at undgå ballade: en vurdering af, at det ikke kan betale sig at forsvare oktober-revolutionen – og sikkert også bare almindelig uvidenhed.  Men den, der ikke kender til historien, er dømt til at gentage fejlene.

 

# Sovjetunionen: Meget modsætningsfyldt samfund: Socialistiske elementer i opbygningen: bl.a. en social sikkerhed – ganske vidst på lavt niveau – som den dag i dag mindes med stor nostalgi af folk, der levede i Sovjetunionen: Et kæmpe land, hvor man kunne rejse fra den ene ende til den anden. Industrialisering, uddannelse, byplanlægning, metrobyggerier, fly- og raketindustri. Samtidig en brutal terror, som hæmmede landets udvikling og diskrediterede socialismen i andre lande.

 

Hvad var det der gik galt? Forråelsen af revolutionen

Revolutionen glider fra revolution over i borgerkrig: Man kan endda med opstanden i stepperegionen sige, at der er borgerkrig i dele af landet allerede inden februar-revolutionen. Men borgerkrigen bryder ud samtidig med revolutionen:

 

Bonderevolutionen på landet har karakter af borgerkrig fra starten.

 

Fra Kornilov-kuppet og frem er der væbnede hvide enheder, der forsøger at omstyrte sovjetterne – og som organiserer sig i stigende omfang:

 

Borgerkrigen varer i 3-4 år, og der bliver brugt horrible metoder fra begge sider: henrettelser af modstandere når man har indtaget et område – oprettelsen af et politisk politi fra 1918 – tvangsrekvisitioner osv.

 

25. oktober fandt magtovertagelsen sted, selve oktoberrevolutionen. Møde i Petrograd-sovjetten – storm på Vinterpaladset – forberedelse til national sovjetkongres.

 

Det er noget pjat at se Oktoberrevolutionen som et kup. Den var en del af en meget stor revolutionær proces, som startede med Ruslands indtræden i krigen og fortsatte frem til begyndelsen af tyverne. Men det er vigtigt at forstå, at Rusland er et meget stort land, med en meget ujævn udvikling. I Sankt Petersborg var man i virkeligheden klar til revolution allerede tidligere, men måtte vente, fordi resten af landet skulle med.

 

I Frankrig i Pariserkommunen så man, hvad der skete, når en hovedstad laver revolution, før landet som helhed er klar til det. Selvfølgelig var der elementer af konspiration og høj grad af planlægning i oktoberrevolutionen. Men det gør den ikke til et kup.

 

Grundlovgivende forsamling: Facts: 40 millioner stemmer, 48 procent stemmeafgivning: to partier: socialrevolutionære og bolsjevikker: de to partier der udgjorde sovjetregeringen: imidlertid var de socialrevolutionære i realiteten splittet, men de Venstresocialrevolutionære var næsten ikke repræsenteret på listen.

 

Den grundlovgivende forsamling

Mødtes, holdt møde en lang dag og nat. Til sidst sagde vagten ”Karaul ustal”: vagten er træt og opløste forsamlingen. Den samledes aldrig igen. Fakta er, at der blev afgivet ca. 40 millioner stemmer, lidt under halvdelen af de stemmeberettigede – og at de to største partier med et massivt flertal sammen var dem, der sad i Sovjetregeringen. Men de Socialrevolutionære var i realiteten splittet, og de Venstresocialrevolutionære som sad i regeringen, havde næsten ikke fået stillet nogen op til den grundlovgivende forsamling.

 

Opløsningen af den grundlovgivende forsamling er uden tvivl en krænkelse af demokratiet – men ikke uden en forklaring. Bolsjevikkernes regering repræsenterede den største styrke i landet, fordi de havde opbakning i de store byer og baserede sig på det. Den grundlovgivende forsamling repræsenterede også mere tilbagestående landdistrikter, som først var i gang med politisk at vågne.

 

Konklusioner

For den, der ønsker at lave revolution, er der utvivlsomt meget at hente både hos Lenin og Trotskij. Den leninistiske partiteori er, at den revolutionære avantgarde skal organisere sig i et parti og lede arbejderklassen. Partiet skal organisere sig efter forholdene – så hvis der mulighed for at organisere sig legalt, skal man gøre det – og hvis man er illegale, må man organisere sig derefter.

 

Leninismen fjerner nogen demokratiske sikringer: det er farligt: Leninismen medfører risiko for stalinismen, og i en situation, hvor borgerkrigen fører til en forråelse af det sovjetiske lederskab og til en total udmattelse af arbejderklassen til det punkt, hvor den næsten hører op med at eksistere – baner det vejen for stalinismen.

 

Bolsjevikkernes mangel på evne til samarbejde med andre partier er en meget stor svaghed – der var reelle muligheder for at etablere et bredere politisk grundlag for sovjetstaten – og dem bruger man ikke.

 

I forhold til både mensjevikkerne i Georgien og anarkisterne i Ukraine valgte bolsjevikkerne i borgerkrigen efter revolutionen den hårdest mulige linje.

 

I disse områder var bolsjevikkerne et mindretal af de revolutionære – og den hårde linje overfor andre venstreorienterede styrker var tydelig.

 

Det er en af de fejl, jeg mener, man skal lære af i dag.

 

Det er jo ikke til at vide, hvad der ville være sket, hvis bolsjevikkerne havde haft en mere samarbejdssøgende alliancepolitik.

 

Ville en anarkistisk Sovjetrepublik have været mulig i det sydlige Ukraine eller en mensjevikisk i Georgien? Det er ikke til at sige.

 

Men man kan konstatere, at den måde bolsjevikkerne optrådte på, forstærkede de nationale konflikter i forhold til Rusland. De kom til at blive oplevet som en fortsættelse af tsartidens storrusiske chauvinisme – og trækker tråde op til de konflikter, Rusland i dag har med Ukraine og Georgien.

 

Mikael Hertoft er cand.mag. i russisk og øststatskundskab. Har arbejdet og rejst i Rusland, Kaukasus, Ukraine mm. i mange år. Kontaktperson i Enhedslistens internationale udvalg.

 

Teksten er grundlag for oplæg på et seminar om den russiske revolution i Enhedslistens Internationale Udvalg den 4. november 2017