Men i denne situation har en præsident, som sidder på et folkeligt mandat, også friere hænder end en præsident, der fører valgkamp for at vinde en valgperiode mere, og som må sikre sig, at han (endnu ikke hun) risikerer at miste stemmer på grund af sine holdninger og handlinger.

Sandheden er, at Biden indtil videre har vist, at han er tættere på sidstnævnte situation end førstnævnte med hensyn til Israels folkemorderiske krig i Gaza. Præsidentens optræden over for Netanyahus regering har tydeligvis fjernet sig fra den mere kritiske tilgang, han var begyndt at antage, efter at have indset, hvad prisen var for hans åbenlyse meddelagtighed i den zionistiske aggression mod det palæstinensiske folk. Hans holdning kostede stemmer ikke mindst blandt traditionelle demokratiske vælgere og vakte kritik helt ind i partiets egne rækker. Den igangværende folkemordskrig er den første krig, som staten Israel fører med fuld deltagelse (og ikke bare støtte) af USA. Uden USA’s medvirken ville en aggression af så ødelæggende og dødbringende intensitet slet ikke ville være mulig.

Lige siden Biden forstod konsekvenserne af sin støtte til den zionistiske folkemordskrig, har vi set hans administration prøve at justere sin position og gå med til, at FN’s Sikkerhedsråd opfordrede til våbenhvile, efter at have været afvisende over for det i flere måneder. Baggrunden var også det pres, der blev lagt på ham fra en fløj i hans eget parti, for i det mindste at forsøge at stoppe massakrerne, der fra de første uger nåede et skræmmende højt niveau. Biden-administrationen har også selv bevæget sig med hensyn til at nå frem til en våbenhvile. Det vil reelt betyde et ophør af den folkemordkrig, som den zionistiske stat fører ensidigt og uden nævneværdig ’skududveksling’ på trods af de sædvanlige overdrivelser og pralerier i de pro-palæstinensiske medier – en dårlig vane, der går tilbage til de arabiske nationalistiske regeringer i 1960’erne).

Biden-administrationen har med hjælp fra Egypten og Qatar gjort sig ihærdige anstrengelser for at standse ’kampene’ (mere præcist at sætte en stopper for myrderierne og folkemordet) og muliggøre en fangeudveksling mellem den zionistiske regering og Hamas.

Sådan var det, indtil Biden gav efter for presset fra sit eget parti, samt fra partiets støtter og hovedsponsorer, for at få ham til at opgive genopstilling til en præsidentperiode mere. Og siden da, altså da han var blevet befriet fra at tage hensyn til presset fra vælgerne og partiet i forhold til krigen i Gaza, vendte hans position tilbage til den tidligere uudtalte forståelse mellem den ’stolte irsk-amerikanske zionist’ og den ’stolte jødiske zionist’, sådan som Netanyahu formulerede det under sit afskedsbesøg hos den svækkede præsident.

At Biden var vendt tilbage til sin oprindelige position, trådte tydeligt frem i den måde, han reagerede på i forbindelse med Israels snigmord på Ismail Haniyeh i Teheran. Som kommentar til snigmordet sagde USA’s præsident bare, at det ikke ’var til hjælp’ for de igangværende bestræbelser på at nå frem til en aftale mellem Netanyahu-regeringen og Hamas’ ledelse – lidt af en underdrivelse, må man sige. Snigmordet på den palæstinensiske bevægelses politiske leder var reelt et stik i ryggen på de bestræbelser, som Biden-administrationen ellers havde prioriteret i deres diplomatiske aktivitet i regionen. Ismail Haniyeh var administrationens vigtigste samtalepartner, og den havde sat sin lid til, at presset på ham kunne bevirke, at han på sin side kunne lægge pres på Yahya Sinwar, Hamas’ leder i Gaza, for at nå frem til den ønskede våbenhvile.

Snigmordet på Haniyeh i Teheran havde en endnu mere alvorlig betydning end den umiddelbare konsekvens for forhandlingerne om krigen i Gaza, fordi det åbnede op for en ekstremt farlig eskalering af konfrontationen mellem den zionistiske stat og det iranske regime. Det kan ikke undgå at føre til, at Teheran vil svare igen, og det kan, selv om det er utilsigtet, udløse en voldsspiral, der kan føre til en omfattende militær konfrontation i regionen. Med andre ord, så har Netanyahu ved at give grønt lys til at udføre snigmordet, udsat USA for risikoen for at blive involveret i en mulig krig, der ville være værre end alle de krige, som Washington har udkæmpet i Mellemøsten indtil nu.

I stedet for at irettesætte sin ’stolte zionistiske’ allierede, har Biden genbekræftet sit ’ubrydelige løfte’ om at forsvare Israel ved at beordre sin administration til at sende militære forstærkninger til regionen for at beskytte den zionistiske stat. Hvad angår administrationens påstande om fortsatte at arbejde for en aftale, er det rent hykleri, fordi den udmærket forstår, at snigmordet tog livet af den mulighed, og at netop det var Netanyahus mål. Biden handlede, som om han på forhånd havde kendskab til planen om snigmordet og bakkede op uden nogen indvendinger.

USA’s præsident afdækkede åbenlyst, at hans ’ubrydelige løfte’ rent faktisk var ubetinget, selv når Israels optræden er i modstrid med den amerikanske regerings interesser. Det gælder både de materielle interesser (de enorme omkostninger ved en mulig krig, især i betragtning af Washingtons store besværligheder med fortsat at støtte den ukrainske regering), og de politiske interesser (USA’s image i en stor del af verden og blandt en stor del af menneskeheden).

Joe Biden kommer desværre ikke på anklagebænken ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol, så meget er sikkert. Der er dog ingen tvivl om, at historiens domstol, der er den mest retfærdige af alle domstole, vil sætte hans navn som et af de første på listen over de største forbrydere mod menneskeheden.

Artiklen blev først bragt den 6. august i det arabiske Al-Quds al-Arabi.

Gilbert Achcar voksede op i Libanon. Han er professor ved Developmental Studies and the School of Oriental and African Studies (SOAS) I London.  Han har været bidragyder til Fjerde Internationales presse i en årrække, og er forfatter af adskillige bøger om internationale forhold, med særlig vægt på Mellemøsten. 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen