Det er først og fremmest nødvendigt at fastslå, at Ruslands invasion af Ukraine, den ualmindelig hensynsløse krigsførelse, der går ud over og ofte er direkte rettet mod civilbefolkningen, og de mange tilfælde af krigsforbrydelser i de besatte områder, er en forbrydelse.

af Poul Bjørn Berg

Der er ikke noget, der kan retfærdiggøre eller relativere det. Det ukrainske folk og de forskellige befolkningsgrupper, det omfatter, har ret til selvbestemmelse og uafhængighed uden indblanding fra nogen som helst imperialistiske magter.

 

Hvis man skal gøre sig noget håb om at forstå situationen, er det imidlertid også nødvendigt at grave lidt dybere. Det ser måske simpelt ud: et stort, imperialistisk land overfalder et mindre naboland, og så er det vel også på sin plads, at USA og NATO træder til med våbenstøtte, efterretningsstøtte og træning – eller? Men hvorfor er det lige i denne situation, at USA og NATO sætter så kraftigt ind? Der er mange andre eksempler på større lande, der har overfaldet mindre stater eller befolkningsgrupper. Hvad blev der af støtten ved Israels utallige overfald på palæstinenserne, ved den tyrkiske hærs gentagne angreb på kurderne, eller for den sags skyld USA’s mere eller mindre fordækte indblanding i sin egen ”baggård” – Latinamerika og Caribien – i Mellemøsten og mange andre steder i verden?

 

For at forstå det skal vi tilbage til situationen ved Sovjetunionens opløsning i 1990-91. Selve sammenbruddet kom ikke fuldstændig bag på den herskende klasse i det imperialistiske Vesten, der med den nye geopolitiske situation havde store forventninger til hurtigt at kunne overtage herredømmet over den tidligere sovjetiske økonomi, få kontrol med de russiske selskaber, trænge ind på nye, lukrative markeder og ikke mindst få adgang til de store forekomster af olie, naturgas, mineraler og andre ressourcer. Det, der imidlertid kom bag på dem, var, at toppen af det sovjetiske bureaukrati også havde lagt planer om, hvordan de kunne sikre sig kontrollen over den kuldsejlede sovjetiske økonomi, bruge deres magt og den rigdom, de hidtil havde samlet sammen gennem korruption, til at forvandle sig til en kapitalistisk klasse og med mafiametoder tilegne sig den tidligere statslige ejendom. Det statslige russiske bureaukrati, som Putin p.t. står i spidsen for, bevarer en vigtig rolle i at afbalancere og kontrollere de forskellige grupper af oligarker og varetage deres interesser indadtil og udadtil.

 

De vestlige imperialister, der altså stod med en lang næse, reagerede ved at opretholde og forstærke presset på Rusland. I stedet for at nedlægge NATO, da den hidtidige fælles fjende ikke længere fandtes, blev NATO udvidet mod øst med først Ungarn, Polen og Tjekkiet i 1997 og endnu syv østeuropæiske lande, herunder de tre baltiske stater, i 2004. NATO rykkede dermed tæt på Ruslands grænser og kunne lægge et militært og økonomisk pres på Rusland.

 

Ukraine var ikke et af de lande, der blev optaget i NATO. Det var i årene efter Sovjetunionens opløsning skueplads for en kappestrid mellem russisk orienterede oligarker (fra bl.a. Donbass-regionen) og vestligt orienterede oligarker. Viktor Janukovitj var den sidste russisk orienterede præsident. Han blev væltet ved Maidan-opstanden 2014, som også repræsentanter for USA (herunder en vis Joe Biden) spillede en aktiv rolle i optakten til. Det blev efterfulgt af Ruslands invasion af Krim og slet skjulte militære indblanding i de såkaldte folkerepublikker, Donetsk og Luhansk, ledet af russiske nationalistiske partier og resterne af Janukovitjs parti. Disse regioner som er russisk talende, har en legitim ret til selvbestemmelse – valg af føderation med Ukraine, indlemmelse i Rusland eller selvstændighed. En ret, som Rusland med sin indblanding især fra 2014 underminerede, og nu med sin delvise besættelse og groteske ”folkeafstemning” helt har undertrykt.

 

Hvad er på spil for Rusland?

Invasionen af Ukraine er ikke et resultat af præsident Putins sindstilstand. En stor del af forklaringen på, hvorfor Putin som de russiske oligarkers stærke mand har besluttet at invadere Ukraine, ligger i den øgede imperialistiske rivalisering mellem Rusland og USA/NATO.

 

Rusland har siden Sovjetunionens sammenbrud etableret sig som en imperialistisk magt. Nu gælder det altså for Rusland, som for alle større imperialistiske magter, ikke bare at bevare sin magt, men for at bevare den at ekspandere økonomisk, politisk og geopolitisk. Ruslands overgreb på Ukraine passer på alle tre områder. Den russiske imperialisme har store økonomiske, politiske og geopolitiske interesser i at underlægge sig Ukraine.

 

·         Militært er Ukraine på grund af de geografiske forhold en åben flanke mod Rusland.

·         Rusland er interesseret i at få kontrol med nye, store og hidtil uudnyttede forekomster af naturgas i Sortehavet ud for Ukraines kyst samt store forekomster af frackinggas i Østukraine (bl.a. derfor bestræbelserne på at indlemme de østlige regioner i Rusland) og i det vestlige Ukraine. Vestlige interesser var begyndt at planlægge udnyttelsen af disse ressourcer, men det blev indstillet efter den russiske troppeopmarch på grænsen til Ukraine.

·         Kontrol med en af gasledningerne gennem Ukraine til Vesteuropa.

·         Kontrol med kystlinjen fra Krim og med de 85 procent af forsyningen af ferskvand til Krim, der kom via en kanal fra Dnepr-floden. Ukraine har blokeret kanalen siden Ruslands annektering af Krim, og det har medført en katastrofal tørke på Krim.

·         En rig forekomst af vigtige mineraler i Ukraines undergrund; mineraler som i stigende grad er en mangelvare i f.eks. produktionen af elbiler og ny elektronisk teknologi.

·         En enorm landbrugsproduktion – især en meget stor hvedeeksport af betydning for fødevaresikkerhed i hele verden.

 

Vestlige interesser i krigen
Krigen er imidlertid ikke uden fordele for den vestlige imperialisme og især USA. Den invasion, Putin nok havde håbet kunne klares i løbet af få dage eller uger, har udviklet sig til en langtrukken krig, der kan resultere i en økonomisk svækkelse af Rusland og en ny chance for den vestlige imperialisme – måske også en chance for en udskiftning af det russiske regime, som Joe Biden åbenlyst har erklæret sin interesse i.

 

Våbenindustrien har kronede dage, og krigen har givet anledning til en sand oprustningsfeber i Vesteuropa. Alle oprustningsbegejstrede militarister klapper i deres små hænder. Der er nu en mulighed for at få afprøvet nye våbensystemer i praksis, uden at amerikanske soldater kommer i fare.

 

At forsyningerne af russisk gas nu mangler i Europa gør det muligt for USA at sælge milliarder af kubikmeter frackinggas til Europa, hvor der i lyntempo anlægges nye faciliteter til modtagelse af LNG-gas. Der er mange grunde til, at de vestlige imperialister ikke er interesseret i en våbenhvile lige foreløbig.

 

USA er åbenlyst med sin økonomiske krigsførelse i form af sanktioner og sine militære bidrag til Ukraine interesseret i, at krigen fortsætter helt uanset den ukrainske befolknings uhyrlige lidelser. For USA/EU/NATO er det helt underordnet deres egne imperialistiske interesser. Som det centrale ses svækkelsen af Rusland som imperialistisk magt i verden – og dermed ikke mindst den deraf følgende svækkelse af USA’s vigtigste rival internationalt – Kina.

 

Den ideologiske krigsførelse
Kampen mellem Ruslands interesser og USA’s, EU’s og NATO’s interesser handler ikke om kampen mellem de autoritære autokratier mod ”de vestlige demokratier og forsvarere for menneskerettighederne”, som Joe Biden og hans skødehund Mette Frederiksen hævder. Den handler derimod om rivaliseringen mellem to – ganske vist ulige – imperialistiske magter om deres økonomiske og geopolitiske andel af verden i det imperialistiske hierarki. Det er imperialistiske interesser – magtfulde og dominerende eller mindre magtfulde og dominerende – som betyder alle former for undertrykkelse og udbytning af det store flertal af menneskeheden – inklusive stadige krige. I den sammenhæng er enhver snak om ”demokrati” og ”menneskerettigheder” en fornærmelse mod enhver menneskelig omtanke.

 

Hvem er taberne?
Dem, der lider under konflikten, er først og fremmest den ukrainske civilbefolkning og de ukrainske soldater. Tusindvis bliver slået ihjel eller drevet på flugt, og store dele af landets infrastruktur er ødelagt, med nød og elendighed til følge.

 

Dernæst de tusindvis af dræbte eller lemlæstede russiske soldater, der ofrer livet i en krig, de ikke har nogen interesse i. Også den russiske civilbefolkning er ramt, dels af følgerne af Vestens sanktioner, men også af en stadig mere rabiat undertrykkelse. Med mobiliseringen af reserven rykker risikoen for at blive sendt i en meningsløs krig tættere på det russiske civilsamfund.

 

De historiske og kulturelle bånd, der hidtil forbandt civile russere og ukrainere er revet over, og det vil tage mange årtier at hele sårene.

 

Et stort tilbageslag for kampen mod klimakrisen
Miljøet er den helt store taber, dels på grund af selve krigshandlingerne, men også fordi industrien i Vesten satser på særdeles tvivlsomme erstatninger for den manglende russiske gas: kulkraftværker, frackinggas, atomkraft osv.

 

Den såkaldte grønne omstilling er der ikke mange tegn på. Der var i forvejen ingen fremskridt i forhold til reduktion af CO2-udledningen. USA’s og EU’s økonomiske krigsførelse i form af sanktioner og Ruslands svar med hensyn til afbrydelse af gasforsyningen fører i stigende grad til yderligere stigning i CO2-udledninger især fra Europa. Ruslands militære krig og Vestens økonomiske krig i form af sanktioner øger klimakrisen fatalt.

 

Endelig skal al den infrastruktur, alle de bygninger og virksomheder, der bliver ødelagt af krigshandlingerne, genopbygges med endnu mere CO2-udledning til følge.

 

Hvor stiller det os som socialister? Hvad skal vi kræve?
Spørgsmålet er kompliceret. Der er tale om tre krige i én.

 

·         Det russiske imperialistiske angreb på det ikke-imperialistiske Ukraine. I den krig står vi på Ukraines side mod Rusland.

·         Den internationale inter-imperialistiske rivalisering mellem Rusland og USA/EU/NATO. I den krig går vi ind for begge siders nederlag. Vi går ind for, at deres folkelige masser rejser sig i revolutionært oprør og omstyrter regimerne på begge sider.

·         Endelig er der Donbass-regionens ret til selvbestemmelse i form af valget mellem føderation med Ukraine, selvstændighed eller tilslutning til Rusland. Krigen med delvis russisk besættelse af området har udsat en reel effektuering af denne ret på ubestemt tid – de russisk kontrollerede fupafstemninger er ikke et svar på det.

 

I disse tre krige er Ruslands overfald på Ukraine, afvisningen af Rusland og et forsvar for Ukraines ret til at eksistere som selvstændig stat indtil videre det centrale. Den nuværende hovedvægt på Rusland/Ukraine-krigen ville skifte i tilfælde af, at situationen bliver til en åben, væbnet, direkte krigssituation mellem de rivaliserende imperialister. I det tilfælde ville vi som sagt være for begges nederlag og for deres hjemlige folkelige massers revolutionære opstand.

 

Princippet må være, at i en konflikt mellem imperialistiske blokke vælger vi ikke den ene side til fordel for den anden. Den ukrainske befolkning har ret til at forsvare sig mod det russiske overgreb – også med våbenmagt – men deraf følger ikke, at vi har pligt til at støtte op om vores hjemlige imperialisters oprustning, eskalering og forlængelse af konflikten med stadig flere og stadig kraftigere våben. Fordi vi ikke støtter nogen af siderne i den imperialistiske rivalisering, men tværtimod støtter begges nederlag, støtter vi heller ikke leverancer fra den ene side – den vestlige – af krigsudstyr til krigen i Ukraine, og vi opfordrer til at stemme imod det i Folketinget.

 

De vestlige sanktioner er først og fremmest et krigsmiddel med henblik på at svække Ruslands evne til at føre krig. Sanktioner er krigsmidler, blot i form af økonomiske og politiske midler. De vestlige økonomiske og politiske sanktioner fra USA og EU – herunder DK – skal altså sidestilles med militære krigsmidler. Fordi vi er imod begge imperialistiske rivaliserende sider i krigen – Rusland og USA/EU/NATO – er vi også mod de vestlige sanktioner vendt mod Rusland.

 

Med sin tvangsmobilisering af 300.000 mand har Putin ødelagt grundlagt for sit eget regime – nemlig massernes passivitet. Med sin handling har han kastet folk hovedkulds ind i politik. Trods al undertrykkelse er den åbne modstand begyndt. Det kan komme til at koste ham dyrt. Nu er det vigtigt, at arbejderklassen går ind i kampen mod krigen – og mod Putins regime. Vi må støtte og bakke op om denne kamp.

 

Vi er for et nederlag for begge imperialistiske blokke og arbejder for det eneste, der kan sikre freden: en revolutionær opstand mod begge imperialistiske magter.

 

·         Vi må arbejde for en bred og international, demokratisk opbygget antikrigsbevægelse, der omfatter krigsmodstanderne på begge sider – også i Rusland, hvor de har meget vanskelige vilkår.

·         For enhver anti-imperialist, der lever i en imperialistisk stat – som vi gør her i Danmark – er hovedfjenden herhjemme. En antikrigsbevægelses opgave er derfor i hovedsagen at rette kampen mod det eget borgerskab og dettes politiske partier. I DK betyder det i dag den socialdemokratiske regerings totalt USA-følgagtige krigspolitik.

·         Det russiske angreb på Ukraine skal stoppe med det samme. Både Rusland og NATO skal holde fingrene fra Ukraine og fra Østeuropa. Tropperne skal trækkes tilbage, så den ukrainske befolkning kan afgøre deres egen skæbne uden imperialistisk indblanding.

·         Vi stiller os ikke i en position, hvor vi udefra afgør, hvornår ukrainerne skal stoppe deres kamp. Vi er derimod lydhøre overfor, hvornår man fra ukrainsk side ønsker en krigsafslutning. Det støtter vi fuldt og helt på det tidspunkt.

·         Alle flygtninge skal modtages godt og sikres ophold under anstændige forhold, uanset hvor de kommer fra.

·         Stop oprustningen i Danmark og tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Danmark. Ikke en krone til militæret!

·         Danmark ud af NATO – for NATO’s opløsning.

·         Imod al udvidelse af NATO. Intet land har ret til at øge USA imperialismens styrke internationalt ved yderligere tilslutning til NATO.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com