Læsetid: 8 minutter

 

Den 39. internationale socialistiske ungdomslejr er netop slut. Faldende deltagerantal og faldende motivation for at afholde lejren gjorde, at lejrens tilbagevenden ikke længere var en selvfølge. Men delegationernes hårde arbejde har båret frugt, og med 231 deltagere i år, har vi som kollektiv vist at vi stadig er villige til at lægge tid og energi i lejren.

 

Og hvad vigtigere er: Lejren i år har vist præcis, hvorfor det er den de mange timers arbejde værd.

 

Hvad er nyt i år på campen?

Efter sidste lejr blev det besluttet, at der skulle inviteres delegationer med fra lande, der normalt ikke er på lejren, og som ikke har en ungdomssektion af Fjerde Internationale. Det lykkedes, og i år havde vi deltagere fra både Sverige, Norge, Letland, Litauen og en enkelt fra Filippinerne. Flere af de nye deltagere gav udtryk for, at lejren var en god og politisk berigende oplevelse for dem. Der er derfor grund til at håbe at vi ser nogle af delegationerne igen næste år. Den svenske og norske delegation var i år slået sammen med den danske delegation, og var også blevet inviteret til lejren af SUF, som en del af et arbejde på at øge det politiske samarbejde i Skandinavien og Norden.

 

Sidste år var den såkaldt permanente arbejdsgruppe sløjfet. Den permanente arbejdsgruppe er en gruppe, der mødes flere gange i løbet af ugen, for at koordinere arbejde på tværs af lande. I år vendte den permanente arbejdsgruppe tilbage for at tale om vores arbejde i Palæstina-solidaritetsbevægelserne rundt omkring i verden.

 

Det mundede ud i en udtalelse, som blev skrevet af kammerater fra den Spanske Stat, Algeriet, Danmark, Schweiz, Belgien og Frankrig, og læst op for alle i slutningen af lejren.

 

Mens det igangværende folkemord i Palæstina har affødt nødvendigheden af koordineret internationalt arbejde, har den generelle situation med imperialistiske spændinger i verden vist nødvendigheden af en dag på lejren til at udveksle og diskutere erfaringer om dette. I år var der derfor en dag, der konkret handlede om krige som politisk problem.

 

En diskussion, hvor der ikke var konsensus mellem delegationerne på lejren, var spørgsmålet om våbenleverancer til Ukraine. Gilbert Achcar forsvarede i sit foredrag våbenleverancer til Ukraine, også fra NATO-lande, hvilket delegationerne fra den Spanske Stat og Norge stillede sig kritiske overfor. Uanset hvad er spørgsmål vedrørende krig vigtige at diskutere internationalt, fordi diskursen herhjemme i så høj grad påvirkes af statens interesser.

 

Til sidst er det værd at nævne, at vi fra en dansk side igen så, at flere og flere får erfaring med at afholde lejren. Nye generationer i SUF står mere og mere på egne ben, og er snart klar til at overtage arbejdet med at planlægge og afholde lejren selv, hvis de mere erfarne kammerater på et tidspunkt hellere vil lægge deres arbejde i andet end lejren.

 

Hvad blev der talt om på lejren?

En af de vigtigste grunde til, at vi deltager på lejren, er at lære om de konkrete politiske kampe, der kæmpes rundt omkring i verden. Men lige så vigtig er den bevidsthed, man indirekte får af at høre om disse kampe. Bevidstheden om diversiteten af kampe og strategier, om de forskellige måder at organisere sig på, og de om forskellige måder at tale om og tænke på politiske kampe. Og så er det selvfølgelig den følelse af perspektiv på ens egne kampe, man får, når man hører om andre kampe i verden. Både i den forstand at nogle af de kampe der, kæmpes i Danmark svinder i størrelse, når man hører om undertrykte folks kampe mod imperialisme, eller taler med kammerater, der bor i politisk repressive regimer.

 

Men også i den forstand at ,man får en øget bevidsthed om alle disse kampes sammenhæng. Denne følelse, som man kunne kalde internationalistisk gejst, er noget af det vigtigste, lejren har at tilbyde SUF, fordi den er så langt fra det nationalt orienterede ungdomspolitiske fællesskab, der findes i Danmark. For at indkapsle denne følelse, stillede jeg deltagere fra forskellige lande spørgsmålet:

 

“Hvilket politisk problem, eller politisk kamp, mener du det er mest vigtigst at fokusere på lige på lige nu?”

 

Her er hvad deltagerne sagde:

 

“Lige nu er det vigtigste problem vi skal løse den voksende fascisme i Europa.”
Randy, den franske delegation

 

“I Schweiz, for Solidarité, vil jeg sige, at hovedproblemet vi står overfor, er en slags generel demobilisering, både i partiet og i de foreninger og organisationer, vi arbejder sammen med i bevægelserne. Og det er virkeligt noget, vi ser både i klimabevægelsen og i de feministiske strejker. Og vi ser både et fald i de vanlige kammerater, der bare stopper med at komme til møder og så videre, og også en udfordring med at rekruttere nye kammerater, simpelthen at involvere kræfter, især efter corona. Jeg tror at det måske kommer af, at Schweiz ser ud til at have en mere stabil situation sammenlignet med andre lande vi taler om her (på lejren, red.). At komme i kontakt med andre mennesker uden for de venstreorienterede kredse, og at skabe massemobiliseringer påny er et problem vi står overfor for tiden.”
Florent, den schweiziske delegation

 

“Jeg tror kampen mod imperialisme er fuldstændigt afgørende i alle dens specifikke facetter. Imperialisme i Palæstina, i Congo, i Latinamerika, i mange forskellige lande, er alle dele af en neokolonial verdensøkonomi, hvis grundpræmis er en jagt efter råstoffer og billig arbejdskraft for enhver pris, for enhver menneskelig pris.  Så kampen for at ødelægge disse imperialistiske systemer er forbundet hvert sted: I Palæstina er det forbundet til Congo, som er forbundet til Kurdistan, som er forbundet til Bolivia, som er forbundet overalt i verden.”
Emma, den skotske delegation

 

“I Spanien har vi et meget stort boligproblem – boligmarkedet, og hvordan huslejerne er vanvittigt høje. Der er også en masse gentrification, turistifikation, mange lejligheder til turister, og mennesker, der bliver tvunget ud af deres egne bykerner og den slags. Det tror jeg er meget vigtigt. Det er også en måde at gøre mennesker bevidste om, hvor vigtig klassekamp er, og kampen mod kapitalen – det er en måde at engagere folk på. Og på internationalt plan synes jeg, at Palæstina, og hvad der sker omkring det som internationalistisk bevægelse, er utroligt vigtigt, og også et der kan virke meget mobiliserende.”
Teresa, den spanske stats delegation

 

“Jeg tror at det er meget vigtigt for vores organisationer lige nu, at vi virkelig involverer os i alle de antiimperialistiske bevægelser, som selvfølgelig nu er startet med Palæstina. Det er en hel generation, der bliver politisk bevidste og involveres i antiimperialistiske kampe. Det er mange mennesker, der er unge, fra arbejderklassen, som er racialiserede, og som bliver radikaliserede hen til den ydre venstrefløj for tiden. De er virkeligt på fronten af kampen mod kapitalisme, kolonialisme og så videre.”
Denis, den belgiske delegation

 

“(Jeg mener det vigtigste at fokusere på er, red.) Hvordan arbejderkampen på intersektionel vis kan sammenføjes med oprindelige folkeslags kampe. Og også kontinuerligt at fremme arbejdet med at anerkende, og arbejde på en måde, hvorpå de indre destruktive profitmekanismer tilskrevet ikke-racialiserede og og cis-mennesker i verden i dag – som arbejderklassen langtfra er immun for – bliver gjort bevidste om og handlet på, så vi kan være i ægte solidaritet med hinanden.”
Miranda, den svenske delegation

 

“Jeg tror, at den største politiske kamp, overordnet set, er overgangen fra det industrielle samfund til et post-industrielt samfund (i den forståelse at problemet stikker dybere end kapitalisme, eftersom Sovjetunionen også var et industrisamfund). Derfra har vi alle andre problemer, som imperialisme, og dermed kan vi overgå til et samfund uden lønarbejde, uden kulturens normalisering under industrien og økonomien (hvor mennesker indordnes systemet frem for at systemet indrettes efter menneskers behov), og uden den kombination af individualisme og kollektivisme vi har i dag.”
Vlad, den lettiske delegation

 

“Det er svært at fokusere på noget andet, når palæstinensere i Gaza hver dag bliver sultet og dræbt uden noget sted at flygte hen. Kampen mod dette folkemord engagerer mange lige nu, men det er lige så vigtigt, at den fortsætter, indtil besættelsen er ophævet endegyldigt.”
Mina, den norske delegation

 

Internationalisme i fokus

Selvom jeg fik mange forskellige svar på mit spørgsmål, blev jeg igen og igen mødt med, at det var svært at svare på spørgsmålet, fordi alle de forskellige kriser hænger sammen. Dette er en vigtig politisk pointe for vores marxistiske verdenssyn. Ikke bare hænger de forskellige kriser sammen, men kriserne hænger også sammen på tværs af landegrænser. Det ekstreme højres voksende popularitet, generel politisk demobilisering, og imperialistisk politik er også noget, vi kæmper imod i Danmark. Når kriserne er grænseløse, må vores organisering ligeledes være det.

 

Og selvom jeg fik mange forskellige svar, var nogle temaer mere gennemgående end andre. Dette kom også til udtryk i lejrens diskussioner mere generelt, hvor antiimperialisme og internationalisme løb som en rød tråd gennem de seks temadage om krig, feminisme, racisme, queermarxisme, strategi og parti, og til sidst økosocialisme.

 

Allertydeligst viste dette sig i det selvfølgelige fokus på Israels folkemord i Palæstina. Men også til fællesforedraget om queer-marxisme blev der lagt fokus på, hvordan både kernefamiliens ideologi og LGBTQIA-rettigheder blev udnyttet af stater til geopolitiske og imperialistiske kampe. Og til fællesforedraget om feminisme blev der ligeledes lagt vægt på vigtigheden af ikke at begrænse sin feminisme til en snævert vestlig kontekst.

 

Racisme i vores organisationer

Det var ikke kun racismens udtryk i form af imperialisme og kolonialisme, der var fokus på i dette års diskussioner. Igen i år var der afsat tid til et selvorganiseret rum, hvor racialiserede kammerater kunne tale, erfaringsudveksle og diskutere deres specifikke udfordringer som politisk organiserede. Imens var der organiseret en diskussion mellem de ikke-racialiserede, der handlede om, hvad vi kunne gøre for at modarbejde racisme i vores organisationer, og gøre dem mere velkomne for racialiserede kammerater. Det var tydeligt, at det var et gennemgående problem landene imellem, at organisationerne sad fast i en meget hvid politisk historie og havde problemer med at være velkomne over for racialiserede kammerater.

 

De racialiseredes snak endte ud i syv råd til at forbedre vores organisationer:

 

1. Selvorganiserede separatistiske grupper er vigtige

2. De er også vigtige, hvis der er meget få racialiserede i organisationen

3. Det er vigtigt, at alle bliver ved med at lære nye ting, og aflære forkerte ting – også folk, der har været politisk aktive i mange år

4. Stop med at tone-police (at tone-police er at kritisere måden, andre gør udtryk for deres holdninger, i stedet for at forholde sig til det, de siger. Det kunne fx være, at man sagde, at de var urimeligt vrede, og at man først ville høre, hvad de sagde, når de ville sige det på en pæn måde. Det bruges ofte til at delegitimere racialiserede, når de italesætter den racisme, de oplever, red.)

5. Mental Load er en enormt stor ting blandt racialiserede

6. Den antiracistiske kamp er lige så vigtig som alle andre kampe og skal ikke underprioriteres

7. Reel antifascistisk kamp sker ikke uden antiracistisk kamp, og reel antiracistisk kamp sker ikke uden at racialiserede er involverede

 

I denne sammenhæng er det også vigtigt at nævne, at vi i den danske delegation talte med den belgiske delegation om vores fælles koloniale historie og nutid. I denne diskussion var en pointe, at den antikoloniale kamp ikke fyldte nok på venstrefløjen i nogle af landene.

 

Queerfest

Afslutningsvist er det værd at nævne, at der i år var en diskussion om, hvorvidt queer-festen skulle være åben for alle, eller kun for kammerater der identificerede sig selv som queer. Denne diskussion var vigtig, fordi den meget tydeligt viste sammenhængen mellem det sociale, det politiske og det teoretiske. En holdning var, at festen skulle være lukket på samme måde som festen for folk, der rammes af kvinde- eller kønsundertrykkelse, for at skabe et rum, hvor det var muligt at feste frit.

 

En anden holdning var, at festen skulle være åben, fordi det at være queer er smittende, eftersom seksualitet og køn er konstruerede normer. Festen skulle være åben for, at alle havde mulighed for at eksperimentere med deres eget kønsudtryk og selvopfattelse. Ellers ville man risikere, at personer, der fx ikke endnu vidste, at de ikke var heteroseksuelle, ville blive væk fra festen.

 

Diskussionen havde altså grund i både sociale, politiske, men også helt teoretiske uenigheder om, hvad køn og seksualitet er. Uagtet diskussionens udfald er dette i sig selv en vigtig erfaring for alle, der vil organisere sig revolutionært.

 

Lejren flytter til nyt land!

Alt i alt var lejren en stor succes, både for Fjerde Internationale, for SUF, og også for det skandinaviske politiske samarbejde på den revolutionære venstrefløj. Lejren ser ud til at være reddet, hvilket udover at være glædeligt også desværre er enormt nødvendigt i en tid, hvor kriserne ikke bare er sammenflettede og internationale, men også ekstremt presserende.

 

Efter tre år med lejren på samme sted flytter lejren endelig lokation og afholdes næste år i Belgien. Tusind tak til de franske kammerater, der de sidste tre år har arbejdet hårdt for at holde lejren kørende! Udover at være en velfortjent pause for de hårdtarbejdende i Frankrig, kommer det også til at puste nyt liv og energi i lejren. Der er derfor god grund til at glæde sig til næste år.