Bosættere sætter ild til palæstinensisk jord og oliventræer I Beit Ummar på Vestbredden i 2009. Kredit: Palestinian solidarity project

På klimatopmødet COP 28 i Dubai i december 2023 erklærede den colombianske præsident Gustavo Petri, at ’folkemordet og de barbariske handlinger, som det palæstinensiske folk er blevet udsat for, er det, som venter dem, der flygter fra det globale Syd på grund af klimakrisen… Hvad vi er vidne til, er generalprøven på fremtiden’.

Jeg tror, han har ret. Folkemordet i Gaza kan være et varsel om endnu værre ting, der vil komme, hvis ikke vi organiserer os og kæmper imod af alle kræfter. Imperiet og den herskende klasse på globalt plan er villige til at ofre millioner af sorte og brune kroppe, og også folk fra den hvide arbejderklasse, så de kan blive ved med at akkumulere kapital, ophobe rigdom, og bevare deres overherredømme.

Skiftende omkostninger for naturen

Kapitalismen har altid været et system, der var kendetegnet af ubetalte omkostninger. Omkostningerne er systematisk forskudt og flyttet til et andet sted: a) til kvinder og andre omsorgspersoner, der stort set aldrig får nogen løn for at arbejde i den sociale reproduktion, b) fra by til land, c) fra Nord til Syd, hvor der bliver skabt områder, der skal ofres, en dynamik, der hjælpes på vej ved umenneskeliggørelse, kommercialisering og racisme, og d) ved at tørre omkostningerne af på naturen, og som det er sket gennem århundreder ved at behandle den som noget, man kan herske over og plyndre. Og hvis ikke den kan kommercialiseres, så ved at betragte den som et sted, hvor man bare kan dumpe sit affald. Det førte til den økologiske krise og klimakrisen.

De indvirkninger af den globale klimakrise, som vi gennemgår, differentieres i forhold til klasse, køn og racer, samt by og land, og det globale Nord/imperiale knudepunkter versus det globale Syd/periferier. Konsekvenserne er også forskellige for dem, der koloniserer, og dem, der bliver koloniseret.

Palæstinensere og israelere bebor det samme område, men der er en enorm ulighed med hensyn til indvirkning og sårbarhed, fordi den israelske bosætter-kolonialisme har raget til sig, plyndret og kontrolleret de fleste ressourcer fra land til vand og til energikilder, og de har, mens palæstinenserne har ryggen mod muren, med aktiv støtte fra imperialistiske magter udviklet den teknologi, der kan afhjælpe klimakrisens belastninger.

Global klimaretfærdighed og palæstinensisk befrielse

Det kan opleves som malplaceret og endda upassende at tale om klima og økologiske spørgsmål i forbindelse med folkemordet i Gaza, men jeg vil hævde, at der er vigtige skæringspunkter mellem klimakrisen og den palæstinensiske kamp for befrielse. Jeg vil faktisk sige det sådan, at der ikke kan blive tale om global klimaretfærdighed uden befrielse af Palæstina, og at den også er en kamp for at redde jorden og menneskeheden. Det er ikke bare paroler, og jeg vil forklare hvorfor i det følgende.

For det første er Palæstina i dag scene for det nuværende systems hæslighed og et koncentrat at dets mest dødbringende modsigelser. Det viser også systemets tendens til at bevæge sig i retning af utilsløret voldsudøvelse på alle områder. Gramsci sagde engang: ’Krisen består lige præcis i den kendsgerning, at den gamle verdener er døende, og den nye verden har besvær med at blive født… I den overgangsperiode vil der vise sig en mangfoldighed af makabre og patologiske symptomer’.

For det andet er det, der sker i Gaza i dag, ikke bare folkemord. Jeg er ikke sikker på, at vi har den rette terminologi til at beskrive al den ødelæggelse og død, der er blevet udløst over palæstinenserne i dag. Det, der sker, er også et økomord, eller det, som nogen betegner som et holocide, det vil sige tilintetgørelsen af en samlet social og økologisk struktur.

For det tredje sætter folkemordskrigen i Gaza såvel som alle andre krige også fokus på krigens og det militær-industrielle kompleks’ rolle i skærpelsen af den økologiske krise. USA’s hær alene er isoleret set den største institutionelle CO2-udleder i verden, større end hele vestlige lande som Danmark og Portugal. I de første to måneder af krigen i Gaza var Israels udledninger højere end de årlige udledninger fra mindst tyve lande. Omkring halvdelen af dem skyldtes våbentransport fra USA til Israel. USA er ikke kun medvirkende aktør i folkemordet, men også en betydningsfuld bidrager til det økomord, der finder sted i Palæstina.

For det fjerde, og det er mit vigtigste argument (baseret på Adam Hanieh og Andreas Malms arbejder): Vi kan ikke adskille kampen imod fossilkapitalisme og USA-imperialisme fra kampen for at befri Palæstina. Israel som en euro-amerikansk bosætterkoloni i Mellemøsten er en fremskudt imperialistisk forpost. Alexander Haig, USA’s udenrigsminister under Richard Nixon, sagde det engang uden omsvøb: ’Israel er det største amerikanske hangarskib i verden, der ikke kan sænkes, og som ikke engang har en eneste amerikansk soldat om bord, og det er placeret i en region, der er ekstremt vigtig for Amerikas nationale sikkerhed’.

Mellemøsten og det globale fossilregime

Mellemøstens betydning i den globale kapitalistiske økonomi kan ikke overvurderes. Ikke alene spiller regionen i dag en vigtig rolle i formidlingen af nye globale netværk vedrørende handel, logistik, infrastruktur og økonomi. Den er også et knudepunkt i det globale fossilregime, og spiller en uundværlig rolle ved at holde den fossile kapitalisme intakt med dets olie- og naturgasressourcer. Regionen er stadigvæk den vigtigste akse for verdens kulbrintemarkeder med en total andel på ca. 35 procent i 2022. Israel har også forsøgt at spille en rolle som et energicentrum i det østlige Middelhav, i kraft af de nyligt opdagede naturgasfelter som f.eks. Tamar og Leviathan, en ambition, der blev støttet af Rusland i forbindelse med krigen i Ukraine. Det økomord, som Israel er i gang med, er ikke nogen hindring for at give licens til forskellige selskaber, der har med fossilt brændstof at gøre, til at lede efter mere naturgas i de første uger af folkemordskrigen.

USA’s overherredømme i regionen hviler på to hovedsøjler: Israel og de olierige Golf-monarkier. Israel som den vigtigste allierede i regionen spiller en nøglerolle i at opretholde USA-imperiet i regionen, og som den anden søjle kontrollen over enorme ressourcer af fossilt brændstof, især i Golfen og Irak. Det er inden for disse rammer, vi må forstå USA og dets allieredes bestræbelser på at integrere Israel politisk og økonomisk i regionen ud fra en dominerende position: banebrydende inden for teknologi, våben og overvågningsmateriel, og også afsaltning af vand, fødevareproduktion og energi.

Normalisering mellem Israel og forskellige arabiske lande går tilbage Camp David-aftalerne i 1978 mellem Israel og Egypten og fredsaftalen mellem Jordan og Israel i 1994. En ny bølge af normalisering, Abraham-aftalerne mellem UAE, Bahrain, Sudan og Marokko, fandt sted i 2020 med Trump som mellemmand.

Før angrebet den 7. oktober var forventningen, at Saudi-Arabien og Israel, under USA’s beskyttelse, ville underskrive en lignende aftale, der ville befæste USA’s imperieopbygning i regionen. Hamas, en integreret del af den palæstinensiske modstand, forstyrrede disse planer med 7. oktober-angrebet.

Den palæstinensiske befrielseskamp er på denne måde ikke blot et moralsk og politisk anliggende, men i bund og grund en kamp imod USA-imperialismen og den globale fossilkapitalisme. Der bliver ikke nogen klimaretfærdighed uden afviklingen af den dybt racistiske zionistiske bosætterkoloni Israel, og uden at de reaktionære arabiske regimer, især Golf-monarkierne, bliver styrtet.

Palæstina er i forreste linje i kampen imod kapitalisme, imperialisme, fossilkapitalisme og hvidt overherredømme. Det påhviler os alle, fra klimaretfærdigheds-aktivister til anti-racistiske organisationer og anti-imperialistiske agitatorer aktivt at støtte palæstinenserne i deres befrielseskamp, og holde fast ved deres ubestridelige ret til modstand med alle nødvendige midler!

Den opgave, vi står foran, rummer store udfordringer, men som Fanon engang formanede os, så må vi finde frem til, hvad opgaven konkret består i, udføre den, og ikke forråde den.

30. august, 2024

Denne artikel er en lettere redigeret version af en tale, som Hamza Hamouchene holdt i et panel ved Black Lives Matter Liberation Festival, 13. juli, 2024, i London.

Hamza Hamouchene er koordinator for Nordafrika-programmet på Transnational Institute

Oversat fra Red Pepper af Niels Overgaard Hansen