Læsetid: 7 minutter

Italien mellem revolution og reaktion

Rammen for diskussionen denne morgen er ”enhed mod det ekstreme højre: En historisk tilgang.” Faktisk er der mange historier om sådan en forenet modstand, hver med sin egen afstamning. Man kunne nævne, hvordan Louis Riel forenede Canadas oprindelige métis-befolkning og mange koloniale bosættere i kampen for demokrati og oprindelige folks rettigheder. Eller hvordan kvinderne debatterede, hvordan de skulle finde allierede i deres frigørelseskamp, samt afvejede fordele og ulemper ved at alliere sig med dele af eliten henholdsvis de subalterne masser. Men det vil jeg ikke tale om. Jeg vil også se bort fra koloniserede folks kamp for enhed mod imperialismen; en kamp, der er central for sidste århundredes socialistiske bevægelse.

 

Mit emne relaterer sig til fascismens oprindelse. Den blev født i Europa som et ideologisk udtryk for europæisk overherredømme, og derfor vil mit fokus også være europæisk. Jeg vil tale om begivenhederne i Italien for et århundrede siden, ikke bare på grund af deres objektive vigtighed, men fordi de betyder meget i vores politiske hukommelse og bevidsthed.

 

Dengang var Italien en imperialistisk magt, om end en svag og ustabil én af slagsen. Landet var et produkt af en ufuldendt borgerlig revolution, og de store ejendomsbesiddere og den katolske kirke havde stor magt, mens flertallet af Italiens uhyre store bondestand var ikke ejede jord. En betragtelig industriel arbejderklasse var i høj grad af socialistisk overbevisning, og det italienske socialistparti regerede i mere end 2000 kommuner.

 

Selvom den italienske overklasse formelt set var blandt Første Verdenskrigs vindere, var den tynget under vægten af den menneskelige og materielle destruktion under krigen. Krigsafslutningen medførte en økonomisk krise, ruinering af samfundets mellemlag, en masse ledige soldater uden nogen synlig fremtid og en militant arbejderopstand, der for et øjebliks tid så ud til at feje alt væk under sig.

 

I september 1920 bragte en stor bølge af fabriksbesættelser landet på randen af revolution. Desværre tog socialistpartiet intet lederskab, og bevægelsen forliste, hvilket åbnede døren for kontrarevolutionen.

 

En reaktionær bølge skyllede på det tidspunkt ind over meget af Europa. Den bragte adskillige højreorienterede, diktatoriske regimer til magten, eksempelvis i Ungarn, hvor regeringen henrettede 5000 personer, som den anså for at være venstreorienterede. Det ungarske styre var aristokratisk af natur og et militærdiktatur baseret på overklassekadrer. Italien var anderledes: Den reaktionære bevægelse syntes at vokse fra masserne selv.

 

Kommandoer fra højre og venstre

I efterkrigstidens Italien voksede reaktionens spydspids frem: Arditierne, eller ”kommandoer”, var et netværk vendt mod arbejderbevægelsen af lejesoldater ledet af tidligere krigsofficerer. Men den mest succesfulde blandt disse kræfter, fascisterne, var plebejisk. Deres leder, Mussolini, var tidligere socialist. Gruppen, der blev stiftet i 1919, førte sig frem med støtte til strejker, arbejderstyre og jord til bønderne. Ikke desto mindre var deres ideologi pro-kapitalistisk og baseret på en dyrkelse af staten og nationen. De fungerede som en morderisk anti-arbejder-milits finansieret af den herskende klasse og tolereret eller endda støttet af politiet og militæret. Fascisterne legitimerede deres vold med en kraftfuld ideologi, der afviste fornuft og fakta samt appellerede til mysticisme og religionsagtig idoldyrkelse af staten og ”skæbnens mand.”

 

Fra midten af 1920’erne var fascismen en truende massebevægelse. Hvordan svarede bevægelsens modstandere?

 

– Socialistpartiet stolede på, at staten ville inddæmme og få kontrol over fascisterne. Partiet afviste organiseret selvforsvar og nægtede at gå i regering for i stedet at presse regeringen til at gribe til handling over for de lovløse, fascistiske bander. På et tidspunkt underskrev det en ”fredsaftale” med fascisterne, som sidstnævnte hurtigt forkastede. (Den socialistiske afvisning af at indgå i en borgerligt domineret regering var i god tråd med marxistiske principper, men ude af trit med de fleste socialdemokratiske partier, der ofte indgår i den slags regeringer).

 

– De demokratiske, parlamentariske partier gennemførte faktisk love og regler, der var rettet imod fascisterne. For eksempel skulle skydevåben registreres og kunne beslaglægges, hvis der ikke kunne fremvises en rimelig grund til ejerskabet. Der blev opsat barrikader på hovedvejene for at blokere for fascisternes udrykningsbander. Men tiltagene var afhængige af, om de blev ført ud i livet af politifolk og dommere, der for det meste var sympatiske over for det ekstreme højre. Det medførte, at der blev gjort meget lidt for at udføre og håndhæve dem.

 

– Det italienske kommunistparti, der splittede fra socialistpartiet tidligt i 1921, så ikke forskellen mellem fascisme og en demokratisk form for kapitalistisk styre. Kommunisterne støttede selvforsvar mod fascisterne, men uden alliancer og kun, når man selv blev angrebet. I praksis stod kommunistpartiet som organisation på sidelinjen i kampen.

 

– Imens voksede en spontan arbejderorganisation for selvforsvar, Arditi del popolo (folkets kommandoer), frem og vandt stor støtte. Både socialisterne og kommunisterne var fjendtlige over for den nye organisation og beordrede deres medlemmer til at trække sig ud. Alene kunne Arditi del popolo ikke vinde over en fascistisk magt, som var finansieret og støttet af den herskende klasse og hjulpet af hæren. Alligevel ledte og vandt Arditien afgørende slag imod fascisterne i adskillige tilfælde, hvilket siger noget om den vej, ad hvilken arbejderklassen kunne have gået for at få overhånden.

 

I slutningen af 1922 fuldente fascisterne deres ensidige borgerkrig med en parlamentarisk aftale, hvor de blev bedt om at danne regering af kongen og de kapitalistiske mainstream-partier. I årtiet, der fulgte, blev det fascistiske regime til et totalitært diktatur, der varede til 1943.

 

Man kan drage to konklusioner ud af denne deprimerende historie:

 

– For det første tog socialisterne fejl i deres tro på, at den borgerlige, demokratiske stat kunne tilbyde effektiv beskyttelse mod fascismen.

 

– For det andet tog kommunisterne fejl i deres tro på, at de kunne håndtere fascismen på egen hånd.

 

Udviklingen af Kominterns politik

I løbet af de år, hvor Mussolini kom til magten, udviklede Kommunistisk Internationales politik om alliancer sig dog kraftigt i en retning, der, hvis den blev fulgt i Italien, måske kunne have ændret resultatet. Man bør notere sig fem stadier i denne proces:

 

1.      For det første udførte generaler fra det ekstreme højre i Tyskland et kup imod den republikanske regering. Socialdemokratiske fagforeningsledere kaldte til generalstrejke, der fejede hen over hele landet, mens arbejderne i mange områder greb til våben og tog kontrollen. Kuppet varede kun fire dage. Dette resultat beviser den magt, der ligger i forenede arbejderes modstand mod det ekstreme højre.

 

2.      Efter kuppets sammenbrud afviste mange arbejdere at slutte deres strejke og krævede effektiv beskyttelse imod det ekstreme højres konspiratorer. De socialdemokratiske fagforeningsledere kom så med et nyt forslag: En arbejderregering med alle arbejderpartierne baseret på fagforeningerne. Selvom regeringen ikke blev til noget, fik idéen bag den stor støtte, hvilket den kommunistiske bevægelse noterede sig.

 

3.      Næste år vedtog Kommunistisk Internationale (Komintern) den politik, der kom til udtryk i modstanden mod det tyske statskup, og opfordrede arbejderpartierne til at forene sig i kampen mod det ekstreme højre og for de grundlæggende krav, de havde til fælles. Denne strategi blev kendt som ”enhedsfronten”. Den blev dog ikke fulgt i Italien, og internationalt blev den mødt med modstand fra de socialdemokratiske partiers ledelser. Hvorfor blev den ikke fulgt af de italienske kommunister? At de ikke rettede ind, peger på, at beskrivelserne af Kominterns udprægede ”centralisme” i den periode ofte er overdrevne.

 

4.      Endnu et år gik, og Komintern adopterede den arbejderregerings-tilgang, der blev bragt på banen under den store tyske generalstrejke i 1920. Sådan en regering ville blive opretholdt af arbejderbevægelsen, ikke af staten, og kunne fungere som et overgangsstadie til en revolution. En sådan arbejder- og bonderegering blev faktisk etableret under den russiske oktoberrevolution i 1917.

 

5.      Endelig lagde Komintern i 1923 en strategi for at modstå fascismen. Den var udarbejdet og præsenteret af Clara Zetkin, der frem for alt trak på erfaringerne fra den tyske arbejderbevægelse. Hendes plan bestod af fire hovedpunkter:

 

a.       Arbejdernes selvforsvar mod fascistisk vold: Ikke gennem individuel terror, men gennem ”det organiserede proletariats magt gennem klassekamp”.

b.      Enhedsfrontsaktion imod fascismen, der involverede ”alle arbejderorganisationer og -traditioner uanset politiske forskelle.” Ved at støtte Arditi del Popolo udviste Komintern villighed til at slutte op om antifascistisk kamp sammen med kræfter, der ikke var en del af arbejderklassen. De afviste dog muligheden for at indgå i en regeringsblok med kapitalistiske partier.

c.       En ideologisk kampagne for at række ud til de bedste blandt ungdommen, der blev påvirket af fascismen, og som med Zetkins ord ”søger en udvej fra den dybe rædsel i sjælen. Vi må vise dem en løsning, der ikke leder bagud, men derimod fremad mod kommunismen.”

d.      Demonstration af ”absolut villighed til at kæmpe for at tage magten ud af hænderne på borgerskabet for at løse kapitalismens sociale krise,” herunder at ”cementere de nødvendige alliancer.” Zetkin insisterede på, at forsøget på at skabe en arbejder- og bonderegering var ”praktisk talt en nødvendighed for kampen mod fascismen.”

 

Der mangler noget her: En analyse af den fascistiske doktrins racistiske og xenofobiske kerne. Det var den anden side af fascismens tilbedelse af aggressiv nationalisme, som hvilede på planer om at besejre slaverne, grækerne, tyrkerne og afrikanerne, som blev anset for undermennesker. I den tyske fascisme blev denne racemæssige stereotypisering mere eksplicit og voksede til et udryddelsesprojekt mod jøder, polakker, russere, romaer og andre folkeslag.

 

På trods af sine svagheder står Clara Zetkins rapport og forslag, der blev vedtaget af Komintern i juni 1923, som et enestående eksempel på et marxistisk svar på fascismen i løbet af dennes storhedstid i 1920’erne og 1930’erne. Det var en teoretisering af efaringerne fra italienske Arditi del Popolo kombineret med et perspektiv for arbejdernes magtovertagelse. Alternativt kan man se Kominterns linje, sådan som Leon Trotskij senere insisterede på, som en anvendelse af den enhedsfronts-strategi, bolsjevikkernes praktiserede i opløbet til den russiske oktoberrevolution i 1917.

 

Sekterisme, folkefront eller enhedsfront

Med tanke på denne linjes strategiske kraft kan det overraske, at den kun blev anvendt i løbet af to korte perioder af Kominterns historie. Kominterns antifascistiske politik viste sig ustabil, fordi den undergik ikke mindre end seks omvæltninger frem til Internationalens opløsning i 1943. Især to af disse skift er interessante:

 

·         I 1928 ændrede Komintern sit standpunkt til den sekteriske position, der kendetegnede de italienske kommunister under Mussolinis oprejsning, og man afviste at søge alliancer med ikke-kommunistiske arbejderorganisationer. Socialdemokraterne afviste også at indgå i en enhedsfront med kommunisterne. Fraværet af en arbejderenhed i aktion åbnede døren for Hitlers sejr.

·         I 1935 skiftede Komintern til en politik om enhed med socialdemokraterne og tilføjede to væsentlige punkter: For det første skulle enheden omfavne progressive kræfter i den imperialistiske, herskende klasse, og for det andet var projektet nu grundlæggende parlamentarisk af natur. Det handlede om at forme en progressiv koalition, der også omfattede borgerlige kræfter.

 

Som jeg ser det, bragte 1935-politikken, der også er kendt som folkefronts-strategien, Komintern på linje med socialdemokraterne, hvad angår de strategiske alternativer til fascismen. Målet om en socialistisk revolution blev sat til side til fordel for et forsvar for den demokratiske kapitalisme og en alliance med kræfter inden for den imperialistiske herskerklasse.

 

Dette skete, mens Stalins morderiske undertrykkelse af de bolsjevikiske kadrer var på sit højeste, og denne heksejagt smittede også af på Komintern og dens ”folkefront.”

 

For at konkludere, falder socialisternes svar på de første 15 år af fascismen i tre kategorier: sekterisk isolation, en alliance for progressive reformer samt en enhedsfront for at bringe arbejderne til magten. På trods af uhyre ændringer i de sociale strukturer og den globale geopolitik kommer disse forskellige forslag stadig til udtryk i dag, hvor vi føler os frem til et effektivt forsvar mod nutidens fascisme.

 

Teksten er oversat af Silas Marker fra J. Riddell: ”How did socialists respond to the advent of fascism?” i Links – International journal of socialist renewal, 26.08.2018.