Læsetid: 4 minutterSmittebekymring har eksempelvis gjort salget af hjemløseaviser sværere, der er mindre returpant at indsamle og så videre.
For nogle hjemløse er udsigten at sulte – eller at tigge, hvilket er imod loven. Forbuddet mod tiggeri står i straffelovens paragraf 197, der blev skærpet i 2017. Antallet af hjemløse, der bliver afvist på herberger, er øget i denne vinter, da disse er fyldt op.
Socialistisk Information har mødt tre hjemløse, Mike, Charlotte og Arthur, omkring de hjemløses landsorganisation SAND, der har adresse på Sundholm på Amager.
Regeringen er kommet med sit udspil mod hjemløshed. Hvordan ser I på det?
“Det er positivt, at regeringen erkender, at der er hjemløshed, og at tallene er for høje. Arbejdet er ikke gået i gang, men SAND er med et udvalg inde i billedet. Det er vi tilfredse med. Det må gerne udmøntes i en ny paragraf mod hjemløshed. Regeringen er inspireret fra USA fra 1950erne med “Housing First” – noget Finland også hurtigt begyndte at praktisere, det vil sige at få folk i lejlighed og give dem relevant bostøtte. Ideen synes vi om. Det virker for langt de fleste hjemløse, men måden, man gør det på her i landet, er en diskussion værd.”
Stavnsbundet
De tre fortsætter: “Det er op til kommunerne at gøre noget ved det. Københavns Kommune er langsom. Andre noget hurtigere. Hjemløse er stavnsbundet til den kommune, de oprindelig kommer fra. Mange hjemløse i København kommer udefra, og den nye opholdskommune accepterer ikke at yde støtte, da de hjemløse kommer fra en anden kommune. Deres hjemkommune har skabt problemet, og de er stavnsbundet. Groft sagt er der to muligheder – tilbage til hjemkommunen eller på gaden.”
En anden hjemløs, som Socialistisk Information møder i Aarhus, siger det samme. Her på havnen er der er både værested og SANDs kontor på hver sin side af gaden nær Oliemøllen. Her siger Stellan:
“Ingen skal være stavnsbundet til den kommune, man engang boede i. Jeg kommer fra Skive, og jeg bliver behandlet godt i Aarhus, synes jeg. Jeg har været hjemløs i fire år, og håber nu på en bolig her ved årsskiftet. Jeg har god støtte til det fra SAND i Aarhus. Jeg har tidligere valgt at være hjemløs og sover i parkeringshuse på noget pap. Det er bedre end på gaden. Parkeringsvagterne er flinke og acceptere det.”
Og Stellan fortsætter: “Skive Kommune har ingen samarbejdsaftale med Aarhus Kommune, men jeg er i Aarhus og har valgt at være hjemløs her. Får jeg en bolig her i byen, kan de slippe for mig i Skive og slipper for at betale til mig”.
Ikke bare hjemløshed
Antallet af hjemløse i Danmark bliver i den seneste rapport fra forskningscenteret VIVE opgjort til ca. 6500 hjemløse, hvoraf ca. 730 sover på gaden. Hjemløse i København anslås til 1442, og 1237 i Københavns Omegn.
82 procent har dansk statsborgerskab. Oven i dette tal kommer ca. 200 udenlandske gadesovere, der ikke har fast ophold i Danmark. 13 procent af de danske gadesovere har ingen indkomst overhovedet. Der kommer ny optælling i 2022 eller årene derefter, også fra VIVE.
Mike, Charlotte og Arthur fra København påpeger, at hjemløse ikke bare er hjemløse:
“De kan have sociale, psykiske, arbejdsmæssige handicaps, men 34 procent har hverken et misbrug eller psykiske lidelser, og ofte siger de nej til støtte i hjemmet. Det skal være et tilbud. Den finske model med “Housing First”, som vi ser det, bliver blot en bolig til hjemløse. Her har de en adresse, men reelt fastholdes de i en slags hjemløshed. Nu har de en bolig, men de sidder fast. Det skal vi undgå her i landet. Der skal mere til.”
Formålet med regeringens hjemløseudspil er at hjælpe hjemløse i egen bolig og gøre det tidligere end i dag, hvor ca. 2300 mennesker overnatter hvert døgn på herberger og forsorgshjem. I dag betaler staten automatisk halvdelen af udgifterne uanset opholdets længde, men ifølge regeringens forslag skal statsrefusionen stoppe efter tre måneder. Det skal presse kommunerne til at finde boliger til hjemløse. Derefter skal pengene bruges på at hjælpe hjemløse i egen bolig og yde bostøtte efter “Housing First”-modellen.
Boligaftale
Boligaftalen indgået i Folketinget mellem regeringen, SF, De Radikale, DF, Kristendemokraterne og Enhedslisten kan få betydning for hjemløse. I Københavns Kommune bliver det muligt at bygge 25 procent billige boliger på By og Havns arealer, hvis der kan opnås flertal på Rådhuset. Der kan bygges op til 4000 ungdomsboliger. Der kan opnås tilskud til at omdanne eksisterende bygninger, fx hoteller, erhvervsejendomme og private udlejningsboliger, til almene boliger.
Planen er at skaffe boliger for hjemløse, så de kan holde en husleje på max. 3500 kroner månedligt. Der gives tilskud til, at kommunen kan yde social støtte, når en hjemløs får en bolig. Pengene til boligaftalen kommer fra Nybyggerifonden, som lejerne i de almene boliger betaler til med netop det formål at skaffe flere almene boliger, herunder helt billige boliger. Med aftalen sikres det, at pengene anvendes til formålet og ikke til alt muligt andet.
Fattigdomsydelserne fortsætter
Hjemløse kan ikke passe et job, når de bor uden adresse og fast bopæl. SAND kører aktuelt en kampagne for at få indsatsen til at ligge i socialforvaltningen og ikke i jobcentrene, som er under beskæftigelsesforvaltningen. I kampagne-materialet for et borgerforslag står: “Hjemløse kan ikke leve op til Jobcenterets krav. De bliver trukket i kontanthjælp, når de ikke møder op til aftaler, og Jobcenteret er ikke stand til at hjælpe dem videre i livet. Hjemløse med særlige problemer som fx misbrug eller psykisk sygdom har behov for en særlig social indsats. Den særlige indsats bør ligge i socialforvaltningen!”
Og så er afskaffelsen af fattigdomsydelserne ikke nævnt, men virkeligheden er, at det vil være en forudsætning for at løse problemerne og forhindre nye grupper og enkeltindivider i at blive en del af hjemløse-armeen! Regeringens hjemløseudspil siger ikke noget om at sikre hjemløses større betalingsevne.
Regeringens udspil om hjemløshed kan læses her
Hjemløshed er stor tegn på, hvor skævt sociale økonomiske fordeling er.
Uden real og grundig løsning, bygget på socialistisk/ kommunistiske, kan ikke føre til vedvarende løsning.