Grænsen mellem USA og Mexico og spørgsmålet om indvandring er kommet i centrum for den amerikanske præsidentkampagne. Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump og det republikanske parti hævder – ligesom i 2016 og 2020 – at mordere, voldtægtsmænd og narkohandlere udfører en "invasion" af USA, der bringer den nationale identitet og landet selv i fare.

af Dan La Botz

Læsetid: 4 minutter

Grænsen mellem Nogales i Arizona, og den mexicanske by Sonora. Foto: Sgt. 1st Class Gordon Hyde – Wikimedia

 

Trump siger på Hitler-manér, at indvandrere “ødelægger blodet i vores land.” Han giver præsident Joe Biden og demokraterne skylden for manglende forsvar af landet og dets arv.
Nu svarer Biden, der i 2020 lovede mere human politik ved grænsen, at hvis Kongressen giver ham opbakning til det, vil han lukke grænsen og etablere større kontrol, hvilket forfærder nogle af hans tilhængere.

 

En meningsmåling sidste sommer viste, at omkring 75 procent af amerikanerne mener, at den amerikanske regering gør et dårligt stykke arbejde ved grænsen, og næsten halvdelen mener, at ulovlig indvandring er et stort problem. Begge partier er også enige om, at der er en krise ved den amerikanske sydlige grænse, som fører til problemer med at opretholde indvandringspolitikken.

 

USA modtog sidste år 1,8 millioner lovlige immigranter, lidt flere end gennemsnitligt, men mange flere er uden papirer. I december 2023 tilbageholdt de amerikanske myndigheder 225.000 indvandrere uden papirer, der krydsede grænsen uden om de officielle indfaldsveje, og hver måned behandler de yderligere 50.000, der dukker op ved officielle grænsestationer. Det svarer til mere end 320.000 om året. Omkring 430.000 af dem søgte om asyl, fordi de frygter vold i deres lande. Disse indvandrere er i stigende grad familier med børn fra Venezuela og Mellemamerika.

 

De amerikanske immigrationsdomstole er overbelastede – med over to millioner verserende sager. Det enorme antal indvandrere langs grænserne skaber ind imellem kaotiske forhold i byerne ved grænsen, hvor lokale regeringer og migranthjælpeorganisationer også mangler kapacitet.

 

Den republikanske guvernør Greg Abbott fra Texas har ledet kampen om migrantspørgsmålet og har transporteret over 100.000 indvandrere til nordlige byer som Washington, D.C., New York City, Chicago og Philadelphia, der er styret af demokrater. Det har ført til krise inden for boliger, uddannelse og sociale foranstaltninger de steder. Siden 2021 har Abbott beordret Texas National Guard til at placere pigtråd langs grænsen, selvom kontrol af grænsen er et føderalt anliggende og ikke et ansvar for den enkelte stat. Bidens administration har beordret tråden fjernet, hvilket blev stadfæstet af en delt 5-4 afgørelse fra den amerikanske højesteret. Texas har trodset retten, hvilket har ført til spændinger mellem Nationalgarden og de amerikanske immigrationsmyndigheder.

 

Ron DeSantis, republikansk guvernør i Florida, har sagt, at han vil sende 1.000 mand fra Floridas National Guard-tropper til Texas for at støtte Abbotts styrker. Omkring 25 ud af 26 republikanske statsguvernører støtter Abbott.

 

Nu arbejder det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus på at stille Alejandro Mayorkas for en rigsret. Han er leder af ​​Homeland Security, der har ansvaret for grænsen. Senatet, som er kontrolleret af demokraterne, ville naturligvis ikke dømme ham. Dette er et stunt, der har til formål at vinde vælgere til Trump.

 

I mellemtiden har hvide kristne nationalister fra den eyderste højrefløj i sidste uge organiseret en karavane kaldet “Guds hær”, der drog fra Virginia til Texas-grænsen – omkring 1.400 miles – for at “tage grænsen tilbage.” Forsynet med bannere prydet med Jesu ansigt og det amerikanske flag lovede arrangørerne at føre 40.000 mennesker til grænsen – men i sidste ende tog kun nogle få hundrede med på turen. Ledere af grænsesamfund i Texas, som stort set er mexicansk-amerikanere, udtalte sig imod sådanne racistiske konvojer.

 

Grænse- og immigrationslovgivningen i Kongressen er gået i stå, fordi republikanerne ønsker, at det skal forblive et uløst problem. Det er nemlig godt for Trumps kampagne.

 

4. februar 2024

 

Dan La Botz er medstifter af Teamsters for a Democratic Union (TDU). Han er forfatter til ’Rank-and-File Rebellion: Teamsters for a Democratic Union´, 1991. Han er også medredaktør af New Politics og redaktør af Mexican Labour News and Analysis.

 

Oversat fra International Viewpoint af Anne Haarløv

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com