Valgets vigtigste resultater:
- Tilbagegang for alle tre partier i den afgående regering, som kun lige akkurat mønstrede et flertal i 2022.
- Det dårligste valg for Socialdemokratiet siden 1903.
- På venstrefløjen pæn fremgang til SF.
- På højrefløjen meget stor fremgang til Dansk Folkeparti.

 

Således endte det med et ganske broget folketing, hvor 9 af de 12 partier har mellem 10 og 20 mandater, Som et utal af kommentatorer har gentaget siden valget, skal der mange til for at danne flertal bag en ny regering.

 

Enhedslistens kan glæde sig over to pladser mere i folketinget. 44.585 flere stemmer og to mandater mere betyder, at Enhedslisten står styrket. Der kommer flere ressourcer i folketinget, og der kommer flere stemmepenge til landsorganisationen, som kan bruges til at opbygge afdelinger og netværk og organisere stærkere kampagner. Ingen tvivl om det.

 

Man kan også, som Pelle Dragsted flere gange har gjort, fokusere på, at venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet aldrig har været større. Med 36 mandater til SF, Enhedslisten og Alternativet er det en kendsgerning, der ikke kan diskuteres. De fleste ligger hos SF, som vandt 5 og nu har 20 mandater. Mulighederne for at bruge denne styrke til rejse fælles krav og tage fælles initiativer til kampagner skal selvfølgelig udnyttes maksimalt.

 

Skuffede socialdemokrater

Men til det samlede billede hører, at Socialdemokratiet nu skraber bunden efter en tilbagegang på 12 mandater og en opbakning på kun 21,8 procent. Socialdemokratiet fik næsten 200.000 stemmer mindre end i 2022. Mange S-vælgere er forståeligt nok blevet voldsomt skuffede over Mette Frederiksens samarbejde med højrefløjen og den politik, der kom ud af samarbejdet med V og M – afskaffelsen af Store Bededag, skattelettelser til de rigeste, kontanthjælpsreformen osv. Det foruroligende er, at ganske mange S-vælgere er gået til især Dansk Folkeparti og ikke til venstrefløjen.

 

Ser man på de vælgervandringer, som analyseinstituttet Epinion måler for DR, har Socialdemokratiet mistet 33 procent af sine vælgere fra 2022 til 2026, hvor 13 procent gik til SF, 2 procent til Enhedslisten og en enkelt procent til Alternativet. De øvrige – altså over halvdelen – går til højre. Samlet set kan man se valgresultatet som en bevægelse væk fra midten over til både venstre (især SF) og til højre – især det yderste højre i form af Dansk Folkeparti, som slog til lyd for billigere benzin og nettoudvandring af muslimer!

 

Socialdemokratiets tab af 20 mandater betyder, at den såkaldte røde blok står med tre mandater mindre efter valget. Her tæller vi De Radikales 10 mandater med (3 flere end sidst), selv om partiet står for en borgerlig økonomisk politik. På den baggrund er det mere end svært at forestille sig, at de aktuelle regeringsforhandlinger ender med en regering, som er mere progressiv end den forrige.

 

Enhedslistens fremgang

To mandater mere og en fremgang fra 5,1 procent i 2022 til nu 6,3 procent er en fremgang, men på flere parametre ikke nogen stor fremgang. Man skal huske, at fremgangen er i forhold til 2022, hvor Enhedslisten mistede fire mandater - fra 13 til 9 mandater. Vi er altså ikke tilbage til fordums styrke. Resultatet levede heller ikke op til Enhedslistens egen målsætning om en stemmeandel på 7 procent.

 

Målinger af vælgervandringer fortæller noget om, hvorfra Enhedslisten henter mange af sine vælgere. De viser, at 25 procent af dem, som har forladt Alternativet, er gået til Enhedslisten. Hos Frie Grønne, som ikke opstillede denne gang, er det hele 46 procent. Regner man på disse tal i forhold til Frie Grønnes 0,9 procent og Alternativets tilbagegang på 0,7 procentpoints svarer det til over halvdelen af Enhedslistens fremgang. Formentlig har førstegangsvælgere også trukket resultatet op.

 

Især de sidste meningsmålinger før valget tegnede ellers godt. Voxmeter og Epinion gav den 20. og den 22. marts Enhedslisten henholdsvis 6,8 og 7,9 procent – nogle af de bedste resultater under hele valgkampen. Også denne gang blev det faktiske resultat imidlertid dårligere, end målingerne forudsagde, hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at Enhedslisten altid scorer lavt blandt ”tvivlerne”. Sagt på en anden måde, så er der ikke så mange af dem, der endnu ikke har bestemt sig, som overvejer – og ender med – at stemme på Enhedslisten.

 

Det hører også med, at nogle af Enhedslistens ”normale” vælgere stemte på Alternativet for at hjælpe partiet over spærregrænsen. Hvis der ikke havde været grund til det, ville fremgangen formentlig have været større, end den blev.

 

Der var fremgang i alle valgkredse – bortset fra Aarhus Øst, men Enhedslisten er stadig først og fremmest et hovedstadsparti. Fremgangen på 1,2 procentpoint er især båret af gode resultater i København og Københavns Omegn. Mange steder i landet var fremgangen langt under et enkelt procentpoint, mens den i højborge som Bispebjerg og Nørrebro var helt oppe på 5,9 på 5,2 points. Vi gik med andre ord mest frem der, hvor vi i forvejen står stærkest.

 

For ældre vælgere var dele af Enhedslistens kampagne et nostalgisk gensyn med reklamer fra gamle dage, idet det normale grafiske udtryk blev droppet til fordel for tekst, farver og billeder, som satte tankerne tilbage til 1950’erne. Var det et bevidst budskab til ”danskerne” om, at Enhedslisten vil det gode gamle trygheds-Danmark - fra dengang Valo vaskede hvidere end hvidt og S regerede rødere end blåt – eller mente kampagneledelsen, at det bare virkede bedre? Uanset hvad, så har det har næppe påvirket valgresultatet i stort omfang, men det vakte en del undren blandt aktivisterne.

 

Hvorfor ikke flere stemmer?

Det er kun i meget beskedent omfang lykkedes Enhedslisten at profitere på utilfredsheden med Socialdemokratiets højredrejning. I hvert fald peger tallene for vælgervandringer på, at næsten ingen frafaldne socialdemokrater sætter kryds ved Ø. Enhedslistens nye vælgere kommer altovervejende fra de partier, som ligger tættest på, herunder SF (7 procent af deres vælgere), og førstegangsvælgere.

 

For mange fremstår SF og ikke Enhedslisten utvivlsomt som det mest oplagte valg, hvis man vil have en regering, hvor Mette Frederiksen ”ser til venstre”. SF fremstår som det realistiske alternativ, mens Enhedslisten af mange opfattes som et mere usikkert valg – og ikke som ”vores garanti for en rød regering”, som det noget kryptisk hed i Enhedslistens valgmateriale, for hvem er ”vi”, hvornår og hvorfor anser Enhedslisten en regering (med Mette Frederiksen i spidsen) for ”rød”, og hvori består Enhedslistens garanti?

 

Man kan spørge, om det bare er vilkårene. Eller om en anden kampagneprofil kunne have givet flere stemmer. Her er der i sagens natur tale om rent gætteværk. Det kunne også have ført til færre stemmer. Et mere grundlæggende spørgsmål er selvfølgelig også, om det alene er jagten på stemmer, som skal definere partiets budskaber i en valgkamp.

 

I den følgende diskussion tager jeg udgangspunkt i Enhedslistens deltagelse i en række tv-debatter samt de valgmaterialer, der blev udsendt fra landskontoret. Og ikke alt det, som kandidaterne måtte have valgt at sige på vælgermøder, eller hvad der står i lokalt producerede annoncer og flyers.

 

”Et Danmark, du har råd til”

Enhedslisten valgte et fokus på ”et Danmark, du har råd til”. Hvis vi lægger diskussionen om referencen til ”Danmark” og ”danskerne” til side, så var det en fornuftig og forståelig overskrift for en valgkampagne i den nuværende situation med stigende priser og voksende ulighed. Det blev konkretiseret med krav om billigere offentlig transport, lavere moms på fødevarer, især frugt og grønt, loft over huslejen, og gratis tandlæge og receptpligtig medicin. Det er krav, som taler til almindelige menneskers dagligdag og er oplagte for et parti, der ønsker at vinde bred, folkelig opbakning – især blandt dem, der har mindst.

 

Men ingen af disse krav slog for alvor igennem. Det mest umiddelbare krav – lavere fødevarepriser - var svært at profilere sig på, når der allerede ligger en bred aftale om at nedsætte momsen – blot med forskellige ideer til, hvordan det skal ske. Kravet om billigere offentlig transport blev i valgkampen overtrumfet af det, som mange oplevede som det mest umiddelbare problem i forhold til transportudgifter – at diesel- og benzinpriserne steg markant efter USA’s angreb på Iran.

 

Til gengæld fik forslaget om en formueskat på de rigeste en god omtale, men da Socialdemokratiet foreslog det samme i en anden udgave, gled Enhedslistens forslag i baggrunden. Den hysteriske skræmmekampagne fra erhvervsfolk og borgerlige partier rettede sig primært mod det socialdemokratiske forslag.

 

Drikkevand og svinevalg

En kampagne, som handlede om at bekæmpe ulighed og gøre det billigere at være ”almindelig dansker” var ikke forkert, men måske er det bare svært for Enhedslisten at profilere sig i forhold til SF og ”Røde Mette” på en dagsorden, der handler om velfærd. Især kan det undre, at den nødvendige grønne omstilling af samfundet ikke var mere fremtrædende. Angiveligt er forklaringen, at fordi vælgerne opfatter Enhedslisten som det grønneste af alle partier, så kunne den dagsorden skubbes i baggrunden.

 

Nu endte valgkampen næsten med at gøre svineproduktion og drikkevand til de vigtigste spørgsmål. Ikke mindst takket være dygtigt arbejde fra en række græsrodsorganisationer.

 

Enhedslisten bakkede selvfølgelig op om Alliancen for et svinevalg, som blev dannet ved det store svinestopmøde på Christiansborg den 3. marts, men blandt de politiske partier var det Zenia Stampe og Radikale Venstre, der fremstod som bannerfører for at gøre valget til et svinevalg. Måske en forklaring på deres gode resultat?

 

Enhedslisten stod i starten af marts sammen med Alternativet, SF og De Radikale bag et udspil om sprøjteforbud omkring de boringsnære beskyttelsesområder, som blev godt modtaget i medierne. Men også her var det lige så meget de andre partier, som var forrest på denne dagsorden og selv Socialdemokratiet endte med at være fortaler for et sprøjteforbud!

 

I nogle tv-debatter valgte medierne at bore i Enhedslistens politik i forhold til udlændingepolitik og forsvarspolitik. Men det var ikke emner, som partiet selv valgte at tage op. Heller ikke internationale spørgsmål blev en del af kampagnen, for eksempel i forhold til USA eller til palæstinensernes rettigheder og regeringens støtte til Israel. Oprustningen og de mange milliarder, den koster, var også fraværende, her måske fordi Enhedslisten i praksis ikke er uenig i den førte politik?

 

Systemkritik

Græsrodskampagnen mod svineindustrien er et godt udtryk for, at folkelige bevægelser kan skabe politisk pres, påvirke valgresultater og dermed – i bedste fald – skabe samfundsmæssige forandringer. Men generelt har vi i de senere år ikke set de store folkelige bevægelser – med solidaritetsbevægelsen med Palæstina som en vigtig undtagelse.

 

En ændring af styrkeforholdene stikker dybere end paroler i en valgkamp. Hvis et flertal i befolkningen skal bakke op om en social og grøn politik – også med de brud, som bliver nødvendige, handler det langt mere om kultur i bred forstand (enhver er sin egen lykkes smed) og om at styrke folkelige bevægelser, herunder fagbevægelsen.

 

Alligevel er der grund til at spørge, om ikke et parti som Enhedslisten også skal bruge en valgkamp til at profilere sig på krav, der peger videre end en omfordeling inden for systemet. Altså krav, som indeholder elementer af systemkritik, fremtidsvision, internationalt udsyn og værdipolitik.

 

Det kunne ske med udgangspunkt i de gode krav, som Enhedslisten faktisk rejste. Et loft over huslejer er også et angreb på kapitalistisk markedsstyring. Kontrol med fødevarepriserne kunne konkretiseres til andet end en nedsættelse af momsen, som risikerer at forsvinde som ekstraprofitter, hvis der ikke er en kontrol!

 

Og helt oplagt er et brud med de kapitalistiske markedsmekanismer nødvendig for den grønne omstilling med alt, hvad den indebærer af elektrificering, olieudvinding, energi- og ressourceforbrug, CO2-regnskab – og mantraet om evig vækst.

 

For at gentage: Ingen kan vide, om andre fokuspunkter eller en mere systemkritisk profil havde ført til et bedre valgresultat. Men diskussionen er hermed rejst som et bidrag til den evaluering af valgkampen, som foregår i partiafdelingerne forud for det kommende årsmøde den 23.-24. maj.