Læsetid: 9 minutter

Interviewet blev lavet af korrespondenter fra det franske medie L’Anticapitaliste.

 

L’Anticapitaliste: I marts 1962 satte Évian-aftalen en stopper for krigen i Algeriet [våbenhvile fra den 19. marts, o.a.] og banede vejen for landets uafhængighed. Hvordan opleves denne dato i dag i Algeriet, og hvilken betydning tillægges den, når der i Frankrig er en uhæmmet diskurs fra højre og yderste højre side om kolonisering og racisme?

 

Kamel Aïssat: Paradoksalt nok er den 19. marts aldrig blevet fejret i Algeriet, fordi dem, der i 1965 tog magten, havde under krigen angrebet den provisoriske regering, som blev indsat fra 1962. Så de fordømte Évian-aftalerne og sagde, at det var nogle neokoloniale aftaler. Det var en måde til at mindske legitimiteten hos den midlertidige regering under ledelse af FLN [Front de Libération Nationale, Den nationale Befrielsesfront), Algeriets befrielsesbevægelse og efterfølgende regeringsparti]. Så det er kun ti år siden, at vi begyndte at fejre den 19. marts. I Algeriet er det meget mere den 5. juli, som er det vigtige symbol på uafhængighed [den dag, hvor uafhængigheden blev proklameret, o.a.]. Den 19. marts har kun været officielt anerkendt i omkring ti år, fordi den var et redskab i kampen for historisk legitimitet fra 1960’erne og 70’erne.

 

Den 19. marts markerer frem for alt en våbenhvile, med en FLN-ledelse, der var svækket militært, og som førte til underskrivelsen af, hvad vi anser for at være neokoloniale aftaler, i og med at Évian-aftalerne i sig selv garanterer kontinuiteten i det koloniale borgerskabs interesser i Algeriet.

 

Så det var kun det spontane oprør fra de folkelige masser generelt (især i landbrugssektoren og til dels blandt arbejderne), og ved at mange bønder kom til byerne, at der automatisk blev sat spørgsmålstegn ved Évian-aftalerne med besættelsen af godser og virksomheder – den såkaldte selvforvaltningsproces, der begyndte i juli 1962.

 

Har det nuværende Algeriet fuldstændig befriet sig fra arven fra koloniseringen, eller lider landet stadig under dens virkninger?

 

Jeg benytter dit spørgsmål til at sige, at vores kammerat Alain Krivine fik stillet det samme spørgsmål i november 2007 af avisen El Watan, da han besøgte Algeriet i 2007 i forbindelse med vores kongres. Han svarede: “Ja, Frankrig er væk, men dets interesser er der stadig”.

 

Femten år senere stikker det endnu dybere. I internationale institutioner som Valutafonden og Verdensbanken er det en repræsentant for den franske imperialisme, der tager beslutninger om Algeriet, ikke amerikanere eller englændere. Det gælder også og især de reformer, som vi oplevede i 90’erne. Der er ikke længere kolonisering i form af bosættelser, men interesserne og en anden form for dominans er der stadig. Den fortsætter, men udvikler sig selvfølgelig på den ene eller anden måde.

 

Forklarer dette, i forhold til jubilæet, at vi har en fornemmelse af en balancegang både på Macrons side og hos [den algeriske præsident siden december 2019, o.a.] Tebboune? Hvad får det dig til at tænke om det fortsat tvetydige forhold mellem Frankrig og Algeriet?

 

Forholdet mellem Frankrig og Algeriet har haft flere faser siden 1962. Man må forstå, at det var en af de sjældne koloniseringer med bosættelser, og det er meget vigtigt. Det er den eneste koloni, hvor der ikke var noget indfødt borgerskab. Borgerskabet kom fra Frankrig for at bosætte sig. Koloniseringen var ikke afhængig af et lokalt borgerskab, men var afhængig af bosættelserne fra kolonimagten.

 

Det er helt anderledes end de marokkanske, tunesiske eller egyptiske eksempler, hvor kolonialismen var afhængig af det oprindelige, lokale borgerskab. Og befrielseskrigen udtrykte i sin radikalitet grundlæggende det algeriske folks vilje til at komme ud af dette forhold. Kolonisering med bosættere er virkelig en form for slaveri, fordi koloniseringen begyndte med ekspropriation og nogle gange med udryddelse af lokalbefolkningen for at få fat i den gode jord. Modstanden varede mere end 50 år og først i 1920’erne fik modstanden tag i arbejderbevægelsen, især i indvandrerkredse. Men koloniseringen med bosættelser tog fart allerede i 1870-1880, hvor emiren Abd el-Kader og andre modstandsfolk led nederlag. Den omfattende vold og kolonialismens store forbrydelser fandt især sted i denne periode.

 

Vi er tilbøjelige til at tidsfæste den algeriske krig til 1954-62, men den går dybere end som så. Siden 1962 har man indtryk af, at der foregår et skuespil mellem den franske imperialisme og det algeriske regime, som i vores øjne er underordnet imperialismen. Det vil sige, at den lokale magt surfer på en nationalistisk stemning ved hjælp af “mini-kriser”, som bliver løst ret hurtigt. Det seneste eksempel er fra 2013, hvor Algeriet tillod kolonimagten at bruge sit luftrum til at bombe Mali – mens Algeriet i sin “antiimperialistiske filosofi ” altid har modstået pres for udenlandsk indblanding i nabolande eller andre steder. Men i 2013 blev der givet en tilladelse, som Tebboune suspenderede i et par måneder, og tilsyneladende så genoptog. For rigtigt at forstå forholdet mellem den franske imperialisme og tilbagestående borgerskaber som vores – den lokale magt – har imperialismen en interesse i at have et regime i Algeriet (og i andre lande), der holder befolkningen godt i tøjlerne – ellers ville der være en risiko for eksplosion.

 

De har derfor en interesse i at støtte et stærkt regime – enten her eller andre steder (f.eks. Mohammed VI i Marokko). Dette forhold tillader kontinuiteten af imperialistisk dominans over rigdommene i syd.

 

Så nu er forholdet mellem Algeriet og Frankrig endnu mere kompliceret. Fordi den nationale bevægelse blev født i arbejderbevægelsen i Frankrig, mere præcist inden for [fagforbundet] CGT på Renault-fabrikkerne i 1920’erne. Den første idé om uafhængighed kommer fra organisationen Nordafrikas Stjerne (ENA) – den nordafrikanske gren af en kolonial bevægelse med blandt andet Ho Chi Minhs vietnamesiske kommunistparti, som blev bragt sammen af Tredje Internationale, hvor en af betingelserne for medlemskab var, at socialister og kommunister støttede folkenes befrielse. Den nationale bevægelse blev født i Frankrig; den såkaldte immigration spillede en central rolle.

 

I dag har vi mere end 3 millioner algeriere, der bor i Frankrig. Det er en indvandring, der begyndte i 1920’erne og var drevet af ønsket om arbejde inden for metalindustri og minedrift. Vi er i fjerde eller femte generation, og båndene er stærke. Der er konfrontationer, fordi disse forbindelser er blevet et redskab til afpresning fra imperialismen og fra den algeriske regering, for eksempel om spørgsmål som visa og fri bevægelighed… fordi det er uacceptabelt, at forældre ikke kan komme og se deres børn, eller omvendt, eller man stiller betingelser, så folk kan udvises fra det territorium, de har haft relation til i generationer.

 

Hvis vi fortsætter med historien, dukker navnene på to organisationer op igen: FLN og OAS [den yderligtgående højreorienterede organisation, som modsatte sig Algeriets uafhængighed, o.a.]. Ofte bliver de i taler fra højrefløjen og den yderste højrefløj slået i hartkorn med hinanden, selv om de står i modsætning til hinanden. Hvad er din analyse af dette?

 

Jeg tror faktisk, det altid har været sådan. De, der længes efter kolonialismen, eller – for at sige det klart – det koloniale bourgeoisi, som har mistet sine interesser og sin materielle base i Algeriet, fodrer denne diskurs og profiterer på den. Men vi kan ikke sammenligne OAS med FLN, som var det værktøj, der gjorde det muligt for Algeriet at vinde en elementær demokratisk sejr, nemlig folks ret til selvbestemmelse. Dette er det oprindelige FLN. Men vi ville have ønsket, at det var Nordafrikas Stjerne eller for eksempel en organisation som det indokinesiske kommunistparti, der ville føre os til en socialistisk revolution.

 

Men det, der skete, var, at FLN, der bestod af det algeriske småborgerskab, udnyttede arbejderbevægelsens svigt og forræderi, legemliggjort af stalinismen eller socialdemokratiet (Léon Blum sagde, at Algeriet var “en nation under dannelse”, og at det var nødvendigt at vente med at kræve uafhængighed). Det havde stor betydning, at der ikke var en progressiv strømning, da befrielseskrigen startede.

 

OAS er på sin side en organisation, som selvfølgelig er kriminel. Jeg sagde, at kolonisering er en forbrydelse mod menneskeheden, og Macron sagde det også i 2017, men han sagde ikke mere end det. Historien fortæller os, hvor grusomme disse forbrydelser var. OAS har kun myrdet. De afviste de aftaler, som vi betragter som neokoloniale, fordi OAS legemliggjorde det lokale borgerskabs væbnede fløj. Det er åbenlyst bevæbnet; militæret spillede en stor rolle i Algeriet. De er den væbnede fløj af det “feudale” borgerskab, de store godsejere i især Algeriet og en del af industrien.

 

I dag gentager den yderste højrefløj kun en diskurs, som også er udviklet af en del af venstrefløjen, om fordelene ved kolonialismen. De burde forklare os, hvad der er “fordele ved kolonialisme”, bortset fra at have bygget veje og huse, som de boede i. Fordi det ikke var det algeriske folk, der beboede dem, de indfødte havde ikke ret til noget som helst. Under krigen var der en masse overgreb og massakrer.

 

(…)

 

Kan du beskrive den nuværende situation, hvor demokratiske friheder er under angreb fra den algeriske regering. Fortæl os om de sociale kampe og jeres handlemuligheder i lyset af suspensionen af jeres parti.

 

Vi ser i øjeblikket en ultraliberal politik, som forbereder aftaler først og fremmest for at behage de multinationale selskaber. Aftaler, der giver dem en masse magt og faciliteter. Tebboune lovede i sin første tale 18 milliarder dollars til den private sektor i Algeriet. Den private sektor i Algeriet er comprador-bourgeoisiet, det vil sige lever i kraft af offentlige kontrakter. Vi har ikke et selvstændigt eller etableret produktivt bourgeoisi. Så snart der er en oliekrise, har borgerskabet færre markeder.

 

I dag er der mange angreb på friheder, men man må forstå, at disse ikke kun er lavet med det formål at stoppe hirak [protestbevægelsen i 2019–2021, som i første omgang fik daværende præsident Bouteflika til at trække sin genopstilling, o.a.], hvilket er indlysende. Men friheder er under angreb i hele verden. Når vi ser på tingene i internationalt perspektiv, kan vi tale om “hirak” i alle lande. Begrebet kan for eksempel inkludere De Gule Veste i Frankrig. Rundt omkring i verden har vi set, at regeringer har reageret autoritært og voldeligt. I dag er vi i Algeriet vidne til en vold, hvis mål er at knække den politiske ungdom, der er blevet vækket, og også at gennemføre regimets projekt med økonomiske og sociale reformer.

 

For de kan ikke røre ved de historiske landvindinger knyttet til befrielseskrigen og den kollektive hukommelse, uden at der kommer en reaktion. Det handler om at skræmme for at komme igennem. Formålet med dette er at etablere en ny økonomisk og social orden i Algeriet. Det er alle landvindingerne, der er på spil.

 

I Algeriet er undertrykkelsen meget voldsom. Vi har vedtaget love, en straffelov, hvor vi har indført ændringer, der stadfæster, at enhver, der ønsker at ændre systemet, er terrorist. Med mindre du siger: “Jeg vil ændre systemet ved at stemme.”

 

De har udstedt et dekret, som gør organisationer som MAK (Bevægelsen for Kabyliens Selvstændighed) til terrororganisationer. Denne karakteristik af terrorisme er ikke unik for Algeriet. Vi ser det i Palæstina, imod organisationer, der forsvarer menneskerettigheder. Men også i Frankrig, når vi ser, at pro-palæstinensiske organisationer beskyldes for at være forbundet med terrorisme, eller når antizionisme beskyldes for antisemitisme.

 

Så undertrykkelsen er hård i Algeriet, og især på PST, men den er også global.

 

PST blev derfor angrebet. Vi fik international solidaritet, og vi takker de kammerater, der har bidraget til det. PST er suspenderet, men vi har endnu ikke modtaget afsigelsen af dommen. Vi lyttede til afsigelsen, men vi havde ikke domsudskriften i hænderne. Umiddelbart forstår vi, at hensigten er at holde sig til loven, som siger, at opløsningen skal ske, hvis der sker en gentagelse. Første gang, hvor myndighederne krævede det, arkiverede vi alle dokumenter, men de nægtede at modtage dem. Vi sendte dem med fogeden, men de lod, som om de intet havde modtaget noget. Vi forsøgte at møde frem, men de tog ikke imod os. De ønsker at lamme alle – alle de organisationer, der har deltaget i bevægelsen og i kampagnerne om demokratiske spørgsmål.

 

Vi kan ikke holde os tilbage i disse kampagner, men i dag er vi under trussel om opløsning, om forbud. Vi har kammerater, der bliver retsforfulgt. Vi taler ikke for meget om det, fordi vi ikke ønsker at fodre den frygt, der følger med i samfundet. Vi vil hellere bygge kerner af modstand, og vi er til stede i initiativer for at lancere fronter for friheder og mod undertrykkelse, for frigivelse af fanger. Vi er til stede og spiller en aktiv rolle.

 

Er det den måde, I vil reagere på?

 

I sådan et tilfælde af undertrykkelse er det ret kompliceret. Folk er bange for at skrive på Facebook, for at tale, for at udtrykke sig selv, så det er vigtigt at samles og overvinde frygten kollektivt. Vi kan ikke leve med det hver for sig. Det er for at opretholde former for organisering, der giver os mulighed for at møde frygten i fællesskab.

 

Vi mener, at det mest akutte er løsladelse af fanger, forsvar af friheder og retten til at organisere sig.

 

Vi er til stede i sociale kampe. Der er betydelig utilfredshed, men kampene er meget svage, og fagbevægelsen har undergået en betydelig nedbrydning. Historisk udsprang fagbevægelsen i Algeriet af den nationale bevægelse, ikke fra den traditionelle klassekamp.

 

Indtil videre er den vigtigste klassekamp den faglige kamp hos [transport- og logistikvirksomheden] Numilog, hvor arbejderne er i direkte konfrontation med en privat chef, en af de største i Algeriet og Macrons ven, hr. Rebbrab. De blev fyret og bliver nu retsforfulgt for at organisere møder for at forsvare sig selv.

 

Der er sociale kampe, der kan komme fra en enhedsfront, som forener arbejderklassen med folkelige kampe, der foregår i boligkvartererne. Det er denne enhed, der skal holdes øje med og have hjælp. Vi er til stede som PST, med vores svagheder.

 

Vi risikerer til enhver tid at blive opløst, vi fører kampagne mod opløsningen af PST. Vi har fået støtteerklæringer og har spredt en appel på [nyhedsmediet] Mediapart. Vi vil forstærke indsatsen og udfordre de offentlige myndigheder, fordi vi også har historisk legitimitet her i landet. Vi er en strømning, der kan hævde at have været en del af Curiel-netværket ”Kuffertbærerne” [modstandsgruppe under befrielseskrigen, o.a.] og at stå i nær forbindelse med Fjerde Internationale, som var en af de få strømninger, der støttede den nationale befrielseskrig. Vores kammerater spillede en rolle, som slet ikke er ubetydelig i den nationale bevægelse og endda også efter uafhængigheden, som det fremgår af historikeren Mohammed Harbis bøger og i bogen L’Algerie au coeur af Clara og Henri Benoits.

 

For at konkludere er vores prioriteter i dag at modstå liberale reformer, at opbygge netværk af modstand og at forsvare frihedsrettigheder, for uden frihed kan vi ikke organisere os. Hvis vi ikke har ret til at mødes, hvis vi ikke har ret til at ytre os, så er det borgerskabet, som vinder. De kan affinde sig med et diktatur eller autoritære udskejelser, som vi har set i mange lande. Men ikke arbejderne! Friheder er grundlæggende for arbejderklassen, og man kan sige, at det er et klassespørgsmål.

 

April 2022

 

Oversat og forkortet fra L’Anticapitaliste af Åge Skovrind