En nylig meningsmåling viste, at 71 procent af de franske vælgere ønsker, at den nye præsident bringer "ægte social og politisk forandring" På billedet Jean-Luc Melenchon @franceinsoumise/instagram. Indsat: Marine Le Pen fra den yderste højrefløj. Foto: Wikimedia
Omvendt vil en sejr til venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon fra France Insoumise (FI - Det Ukuelige Frankrig), give et vigtigt løft til antikapitalister overalt. Valget bliver således alt andet end business as usual. En nylig meningsmåling viste, at 71 procent af vælgerne ønsker, at den nye præsident bringer "ægte social og politisk forandring".
Denne "spørgsmål & svar-artikel" forsøger at forklare de centrale dynamikker, der er i spil, samt styrker og svagheder ved den aktuelle franske antifascistiske aktivisme.
Ingen kan besvare spørgsmålet lige nu, men faren er yderst reel. Marine Le Pen fra Rassemblement National (National Samling, RN) er favorit i meningsmålingerne med omkring 33 procent af stemmerne i første valgrunde. Ingen andre kandidater ligger over 20 procent.
Le Pen har især vundet indpas blandt kvindelige vælgere og de offentligt ansatte – grupper, hvor venstrefløjen traditionelt har stået stærkt. 25 procent af de offentligt ansatte nævner RN som det parti, de føler sig tættest på.
Værre endnu: Nuværende meningsmålinger viser, at Le Pen vinder i anden valgrunde, uanset hvem den anden kandidat end vil være.
Første valgrunde finder sted den 18. april næste år, hvorefter de to øverste kandidater går videre til en afgørende valgrunde den 2. maj.
I 2022 vandt Macron anden valgrunde med 18,8 mio. stemmer mod Le Pens 13,3 mio. Sofavælgernes antal var 13 mio, 3 mio stemte blankt, og 4 mio borgere stod slet ikke på valglisterne.
I første valgrunde sikrede Mélenchon (FI) sig 7,7 mio stemmer – kun 400.000 stemmer fra at slå Le Pen til anden valgrunde.
Det er ikke overraskende, at fatalismen breder sig i Frankrig over for denne historiske fare. Men der er ingen grund til at fortvivle over Le Pens gode meningsmålinger. FI har allerede iværksat en stor kampagne for at gå imod højrefløjen – og det har virket før.
Forud for parlamentsvalget i 2024 forudsagde 30 på hinanden følgende meningsmålinger, at RN ville blive det største parti i Nationalforsamlingen, og flere spåede endda partiet et absolut flertal. I stedet førte den mest dynamiske valgkamp i 50 år – drevet af partier, fagforeninger og foreninger af alle slags – samt alliancen mellem alle venstreorienterede partier i Nouveau Front Populaire (Den Ny Folkefront, NFP) til en reel sejr: Højrefløjen endte på tredjepladsen hvad angår antallet af mandater, bag NFP på førstepladsen og Macrons koalition på andenpladsen.
Hvem er de andre kandidater? Hvordan fungerer valget?
Den politiske situation – og listen over kandidater – er yderst flydende. For øjeblikket er venstrefløjen, uden for FI, splittet.
· Socialistpartiet (PS), der kun fik 600.000 stemmer ved præsidentvalget i 2022, er præget af intern strid blandt ambitiøse kandidater. Fem af dem deltager i et lidet inspirerende primærvalg midt i oktober.
· Det franske kommunistparti (PCF) har besluttet at opstille deres egen kandidat, Fabien Roussel, der har en profil som "klassekæmper, men anti-woke".
· De Grønnes leder, Marine Tondelier stiller op.
· Venstrefløjens løse kanon, filminstruktøren og nuværende vicepræsident François Ruffin, er allerede i gang med sin kampagne.
Nogle af dem vil trække sig og støtte en stærkere kandidat (undertiden efter forhandlinger om programmet eller aftaler om det efterfølgende parlaments). Andre må give op, fordi de ikke kan opnå de 500 underskrifter fra borgmestre, parlamentsmedlemmer eller regionalrådsmedlemmer, som kræves for at komme på stemmesedlen i første valgrunde. Med det store antal kandidater, der stiller op denne gang, kan nogle af dem risikere ikke at nå de nødvendige underskrifter.
Da forfatningen ikke tillader Macron at stille op til en tredje periode, er der dukket mindst fem kandidater op på den traditionelle højrefløj, og på Macrons neoliberale midterfløj. De fleste ligger svagt i meningsmålingerne lige nu, og nogle vil sandsynligvis trække sig i de kommende måneder.
Hvor kommer RN fra, og hvad står de for i dag?
RN blev grundlagt i 1972 under navnet Front National af en gruppe af personligheder på højrefløjen: nazistiske samarbejdspartnere, tidligere SS-medlemmer, sympatisører med højreekstremistiske terrorgrupper (fx. OAS - franskmænd fordrevet fra Algier), modstandere af afkolonisering, Holocaust-benægtere og katolske traditionalister.
De adopterede den trikolore flamme, der blev brugt af Mussolinis tilhængere i Italien, som deres symbol. Mere end 50 år senere er flammen stadig RN’s logo.
Le Pen har arbejdet hårdt for at overbevise millioner af vælgere om, at det gamle Front National er forandret. Hun ekskluderede sin far, Jean-Marie Le Pen, der fortsatte med at komme med åbenlyst antisemitiske udtalelser, og hun har søgt at distancere partiet fra de små nynazistiske grupper, der engang kredsede om det.
Men under overfladen er der stadig centrale elementer af fascistisk politik samt etno-nationalisme:
> Forbud mod muslimske tørklæder i offentlige rum.
> Begrænsning af adgang til socialt boligbyggeri og sociale ydelser baseret på fransk statsborgerskab.
> Afskaffelse af ret til statborgerskab ved fødsel (jus soli).
> Udelukkelse af dobbeltstatsborgere fra visse højtstående offentlige stillinger.
> Nægtelse af medicinsk behandling til uregistrerede migranter.
RN henviser til Frankrigs kristne arv, mens de fremstiller den radikale venstrefløj som "antifransk". De byråd, der kontrolleres af RN, skærer regelmæssigt ned på budgetterne for sociale ydelser og forsøger at hindre fagforeningers, menneskerettigheds-organisationers, kvinde- og LGBTIQ-gruppers aktiviteter. For eksempel fjernede RN's borgmester i Carpentras al finansiering til familielæge-organisationer.
Den fascistiske kerne kan ikke skjules. RN-medlemmer og -kandidater bliver jævnligt afsløret i at komme med åbenlyst racistiske eller ekstremistiske udtalelser:
> Sidste år blev en politibetjent og RN-aktivist filmet, mens han sammenlignede sorte mennesker med aber og brugte racistiske udtryk.
> RN-vicepræsident David Rachline blev fyret sidste år, efter at han var blevet fotograferet sammen med to kendte nazi-sympatisører.
> I 2024 blev en RN-kandidat tvunget frem i rampelyset, efter at have postet en selfie med en hue med et hagekors, angiveligt "for sjov".
Der er flere andre nylige eksempler.
I september meddelte RN, at hvis de vinder valget, vil de forbyde muslimske kvinder at bære tørklæde på gaden – et tiltag, der strider mod FN’s Menneskerettighedserklæring. Reaktionen fra venstrefløjen var øjeblikkelig og voldsom. Og med rette.
Men vi må huske, at Le Pen ved, at et sådant forslag er upopulært. Forslaget blev fremsat for at berolige den nazistiske kerne i partiet, der er bekymrede over RN’s officielle moderate holdninger til andre spørgsmål. En sådan markering vil også skubbe de kredse, der åbent støtter RN, men endnu ikke er blevet hardcore racister, et skridt tættere på at blive det.
Hvis Le Pen vinder, lover hun en "forfatningsmæssig folkeafstemning", der sigter mod at gøre racisme til et centralt element i forfatningen ved at afskaffe retten til statsborgerskab ved fødslen og indføre "national præference" indenfor mange områder af velfærdsstaten.
Man kan dog ikke rigtig forstå RN udelukkende ved at se på deres program. Fascistiske ledere er ikke kendt for at være ærlige om deres projekt!
Le Pens mål på mellemlang sigt er at knuse fagforeninger og alle organisationer, der kæmper imod. Det vil ske, når hun kan få flere store kapitalister til at tro på, at det er risikoen værd, og når hun har en voldelig gadebevægelse, der kan udføre det beskidte arbejde.
Hvad lover RN specifikt kapitalisterne?
Fascisme afhænger altid i sidste ende af støtte fra de ledende kapitalister. RN arbejder hårdt for at berolige de rige om, at partiets prioritet er at sænke skatterne for de velhavende og for virksomhederne, og at følge den neoliberale ortodoksi ved stramt at begrænse underskud på budgetterne. RN erklærer, at de vil reducere de sociale bidrag, som arbejdsgiverne skal betale.
Partiets formand, Jordan Bardella, proklamerede i slutningen af september det klassiske Thatcher- dogme: "Frankrig lever over evne", og han har ofte udråbt sig selv som " erhvervsvenlig".
Partiet lover også at begrænse miljøreguleringer. Deres respons på hedebølgen i 2026 har været en "sund fornuft"-løsning, som opfordrer folk til at installere aircondition. Og naturligvis er de kendt for deres hårde holdning til fagforeningerne, hvilket har stor appel til kapitalister i et vanskeligt verdensmarked.
Den vigtigste arbejdsgiverorganisation, MEDEF, inviterede for nylig Bardella til en luksuriøs frokost. Kapitalisterne forbereder sig i tilfælde af, at RN kommer til magten, og i tilfælde af, at fascisme på et senere tidspunkt vil passe deres interesser bedre end det liberale demokrati.
Hvilke faktorer taler for en sejr til Le Pen næste maj?
Skuffelsen over alle regeringspartier, der har gennemført spareprogrammer de sidste 25 år, har ført til en skarp politisk polarisering, men det er kun højrefløjen og den radikale venstrefløj, som i væsentligt omfang har øget deres indflydelse.
Macrons projekt om at føre højreorienteret politik ved hjælp af ministre og parlamentsmedlemmer fra såvel den traditionelle højrefløj som fra Socialistpartiet, er nu omsider løbet tør for energi. Le Pen kan for mange fremstå som et radikalt alternativ, der endnu ikke er afprøvet, og hun kan appellere til udbredte islamofobiske og andre fordomme.
Macrons regering har uafladeligt overtaget højrefløjens politik og retorik, hvilket naturligvis er en kæmpe fordel for RN. De fløjlshandsker, som mainstream-journalister typisk bærer, når de interviewer RN-profiler, hjælper med til at legitimere højrefløjen. Talkshows synes at være fyldt med kvikke, velklædte og veluddannede fascistiske talsmænd.
Højrefløjens indflydelse og netværk bliver stærkere.
Milliardæren Vincent Bolloré har systematisk opbygget et højrefløjens ekkokammer ved at bruge medier som nyhedskanalen CNews, avisen Le Journal du Dimanche og radiostationen Europe 1 til at skubbe højreorienterede narrativer længere ind i den nationale samtale.
I september 2026 ansatte den ledende officielle radiostation France Inter en kendt højrefløjsjournalist, Charles Sapin, fra det hårde højremagasin Valeurs Actuelles (som flere gange er blevet dømt for at opildne til racehad), og gav ham et job som fast politisk kommentator. Begrundelsen var et ønske om at afspejle en mangfoldighed af meninger!
En proteststrejke blev organiseret af journalister, mens Macrons kulturminister offentligt forsvarede ekstremisten. Strejken var solid og succesfuld, og Sapin blev smidt ud – en sejr, der kaster et vigtigt lys over, hvad der kan gøres mod højrefløjen.
Hvilke faktorer kunne forhindre Le Pens projekt?
En afgørende faktor er den antifascistiske mobilisering, som jeg vil beskrive nedenfor. Derudover kan de interne gnidninger mellem den opstigende RN-stjerne Bardella og parti-matriarken Le Pen lejlighedsvis bremse dem.
En langt større udfordring er RN’s manglende evne til at håndtere nogle af de politiske spørgsmål, der er mest afgørende for befolkningen.
Efter en sommer præget af voldsomme skovbrande (de værste i mere end 70 år) og usædvanlige hedebølger, har RN ingen reel politik til at håndtere problemet. Le Pen har kraftigt modsat sig vindenergi, mens partiets talsmænd gentagne gange har bagatelliseret klimakrisens alvor.
Lige så vigtigt er, hvad der sker frem til valgdagen. Macrons mindretalsregering vil forsøge at få vedtaget et sparebudget i dette efterår. Premierminister Sébastien Lecornu kræver nedskæringer på 50 milliarder euro. Sidste år lykkedes det ham til sidst at få vedtaget et budget, fordi Socialistpartiets parlamentsmedlemmer nægtede at stemme for det mistillidsvotum, der ville have væltet regeringen.
Så tæt på et præsidentvalg er det usandsynligt, at socialisterne vil være villige til at indgå aftaler med Macron. Oprør blandt pressede grupper af arbejdere inden for fiskeri og landbrug er allerede begyndt, og mange strejker i den offentlige sektor er planlagt til oktober.
Macron kan ende med at stå over for et masseoprør som det, der forsvarede pensionerne for tre år siden – et oprør, der kunne have udviklet sig til en generalstrejke, hvis de nationale fagforenings-ledere ikke havde været så ivrige efter at slå bremserne i.
Når klassekampen er på fremmarch, er det nemmere at overbevise arbejdere om, at problemet ikke er indvandreren, men bankdirektøren.
Stillet overfor militante sociale bevægelser, så vakler Le Pens løgnere. RN har aldrig åbent modsat sig voldelig politibrutalitet, da deres støtte i politiet er enorm. RN vil aldrig kræve en markant stigning i mindstelønnen, da de er afhængige af støtte fra små arbejdsgivere, og aktivt gør kur til de store.
Hvordan har Emmanuel Macrons præsidentperiode banet vejen for højrefløjen?
Som Mélenchon med rette påpeger, så udgør Macron og Le Pen mere en "duet end en duel". Macrons regering har overtaget store dele af RN's ideer og politik, samtidig med at der er udnævnt personer med åbenlyst reaktionære synspunkter til ministerposter.
Den nuværende premierminister Lecornu holdt endda en hemmelig middag med Le Pen sidste år, og regeringen pressede derefter franske banker – som oprindeligt havde nægtet at låne penge til højrefløjen – til at yde store lån til valgkampagnen.
Macrons tidligere indenrigsminister og præsident-aspirant, Bruno Retailleau, har blandt andet krævet, at definitionen af Frankrig som et "jødisk-kristent land" skal indskrives i forfatningen. Uddannelses-minister Frédérique Vidal gik i moralsk panik, og iværksatte en officiel undersøgelse af den opfundne fare ved "islamo-venstreorientering", der angiveligt skulle have overtaget de franske universiteter.
I 2023 indførte regeringen et forbud mod at bære nordafrikanske kjoler (abayaer) i gymnasierne, selv om det ikke er religiøse dragter. Og den arketypiske macronist Marlène Schiappa støttede en kampagne for at forbyde muslimske kvinder, der bærer helkrops-badedragter, fra at bruge kommunale svømmehaller. Det blev begrundet med, at der var tale om islamistisk fundamentalistisk infiltration.
I 2024 strammede Macron immigrationen, da han indførte flere prøver for at opnå statsborgerskab og skrappere sprogkrav, ligesom han gjorde det sværere for arbejdere at forny midlertidige opholdstilladelser. Alle disse foranstaltninger har ikke primært et praktisk formål, men skal blot pege fingre ad indvandrere og muslimer for at tilfredsstille vælgere på højrefløjen.
Macron har udvidet politiets beføjelser betydeligt, på trods af en række drab begået af racistiske politibetjente. I år forsøger han at få vedtaget en lov, der indfører en "formodning om nødværge" for politibetjente. Det vil betyde, at ofre for politiets skud skal kunne bevise, at betjentene ikke handlede i nødværge! Ingen andre lande i Europa har en sådan lov.
Dette er blevet ledsaget af flere autoritære stramninger, af en type der ikke er set i mange år. Anti-fascistiske organisationer som Den Unge Garde og netværk som Kollektivet mod Islamofobi i Frankrig er blevet forbudt.
Denne autoritære tendens kan kun lette vejen til fascismen, og har allerede ført til, at RN's politiske allierede, Eric Ciotti, har udtalt, at FI bør forbydes.
Endelig har der været koordinerede bestræbelser fra Retailleau og andre Macron-ministre på at frem-stille den radikale venstrefløj - og ikke højrefløjen - som en trussel mod demokratiet. "FI er et parti der samarbejder med Frankrigs fjender", insisterede Retailleau. Tidligere erklærede han, at "Rassemblement National tilhører viften af republikanske organisationer, hvilket FI ikke gør".
Hvad gør antifascisterne, og vil det være nok?
Der er tre søjler i den antifascistisk aktivisme, der er nødvendige i den nuværende situation, hvor den yderste højrefløj har opnået stor støtte blandt vælgerne, massiv tilstedeværelse i medierne, og mange rige støtter, men som også har en ekstrem svag lokal partistruktur:
> Opbygningen af et radikalt venstrealternativ for at udtrykke befolkningens vrede mod nedskæringerne.
> Massive informationskampagner for at afsløre de mange løgne, som fascisterne fortæller, da de etablerede medier tenderer til at behandle dem med fløjlshandsker.
> Mobilisering på gaderne og ved alle højrefløjens arrangementer, med det formål at gøre det umuligt for RN at opbygge et masseparti med rødder i hver eneste by.
De første to søjler er opmuntrende robuste, mens den tredje er farligt underudviklet.
Kampagner for et ægte radikalt venstrealternativ gennem FI er allerede i fuld gang og giver folk en klar, positiv grund til at stemme imod højrefløjen.
Når 67 procent af franskmændene siger, at de har det værre end tidligere, stiger fattigdommen og den almindelige vrede hurtigt. De næste syv måneder vil være langt fra den sædvanlige politik. Over 100.000 mennesker er blevet medlemmer af lokale FI-aktionsgrupper. Et stor antal nye aktivister – især under 30 år – mobiliseres allerede, og kampagnen vil blive ekstremt spændende.
Dør-til-dør-kampagner i arbejderkvartererne for at opfordre folk til at registrere sig som vælgere er i fuld gang (4 millioner franskmænd er ikke registreret, mest i den fattigere del af befolkningen). I september fik to af Mélenchons taler, hver på over en time, 250.000 visninger hver på YouTube inden for en uge.
LFI fremhæver i flyers og på møder de fascistiske løgne. Men også mange, der enten ikke er overbeviste om Mélenchons politik, eller som tilhører organisationer, der ikke ønsker at støtte et bestemt politisk parti, vil alligevel drive massekampagner mod Le Pens og fascisternes ideer.
Erfaringerne fra fagforeninger under højrefløjsregeringer i Ungarn og Italien, samt angrebene fra RN-byråd i Frankrig, presser fagforeningerne til at tage stilling.
I 2024 blev der lanceret specifikke opfordringer mod højrefløjen fra universitetsrektorer, forskere, katolske og protestantiske velgørende organisationer, eliteatleter og fodboldspillere, teaterledere og musiksteder, kunstnere og filminstruktører, endda fra organisationer af klassiske musikere. Denne mobilisering vil sandsynligvis være bredere og dybere i 2027.
Den tredje og (for det meste) manglende del, er en systematisk massemobilisering for at forhindre Le Pen i at føre kampagne og opbygge sit parti. Det meste af venstrefløjen er ikke overbevist om, at dette er vejen frem. Der er dog hyppige demonstrationer og protester mod RN.
Her er nogle nylige eksempler:
> I Brest deltog flere hundrede mennesker i april i et antifascistisk massemøde.
> I maj i Avignon stoppede en mobilisering en højrefløjsdemonstration, og i Mâcon modarbejdede en anden protestdemonstration RN's regionale konference.
> I år har der været antifascistiske protester i Nancy, Mont de Marsan, Dijon, Niort, Bayonne, Grenoble, Béziers og Saint-Nazaire.
> Højrefløjspolitikere er blevet mødt med protester, når de har signeret bøger i forskellige byer.
> I september 2025 var der en demonstration i Paris mod fascistiske angreb på venstreorienterede boghandler.
Disse handlinger har næsten altid fået tilslutning fra nogle hundrede deltagere, og de er rent lokale anliggender. Der bør gives højere prioritet til sådanne aktiviteter.
RN afholder, sidst i oktober, sit landsmøde i Orléans. Der vil være en moddemonstration, men de vigtigste venstrefløjsorganisationer har (endnu) ikke opfordret til en national mobilisering.
Pres fra systematiske moddemonstrationer hjalp med at føre til en splittelse i FN, sidst i 1990'erne, og det kunne ske igen – med den rette politiske vilje.
Hvad ville det betyde for Frankrig, hvis Marine Le Pen vandt?
Selv om der hvert år er eksempler på dusinvis af fysiske angreb begået af små nazistiske grupper, mangler RN stadig den kritiske masse, den voldelige gadebevægelse, der karakteriserede den klassiske fascisme, og som er nødvendig for et fascistisk regime.
Hvis Le Pen blev præsident, vil franske arbejdere ikke med ét komme til at leve under et fascistisk regime, selvom dette er Le Pens endelige mål.
I Italien har den fascistiske leder Giorgia Meloni været premierminister for en koalitionsregering i fire år. Selvom der er blevet indført tiltag, som svækker fagforeningerne, er oppositionspartier og fagforeninger fortsat meget aktive.
I oktober 2025 gik hundredtusinder af italienske arbejdere i strejke som reaktion på Gaza, mens demonstrationer bragte over en million mennesker på gaderne. I december 2025 demonstrerede lige så mange mod Melonis budget, der skar ned på sundhedsvæsenet og pensioner, mens der blev dirigeret langt flere penge til militæret.
Fire år efter Mussolinis magtovertagelse i 1922 blev uafhængig fagforeningsvirksomhed forbudt, og retten til at strejke blev afskaffet. Hitler gjorde det samme, blot fire måneder efter magtovertagelsen i 1933. Så selv om Meloni, mere eller mindre hemmeligt, sigter mod et fascistisk regime, er dette endnu ikke etableret i Italien.
En Le Pen-sejr ville være værre end Melonis. Den franske præsident besidder langt mere forfatningsmæssig magt end den italienske premierminister. Le Pen vil sandsynligvis forsøge – gennem folkeafstemninger – at indføre brutale racistiske reformer.
Man vil kunne forvente – lidt som en mere sammenhængende version af Trump – at hun kun vil vise ringe respekt for forfatningen eller den politiske tradition.
Pogromer mod indvandrere, som man har set i Minneapolis, vil kunne stå på dagsordenen, ligesom der vil ske voldelige angreb rettet mod transseksuelle miljøer og meget mere.
Le Pen vil dog mest af alt være ivrig efter at vise storkapitalen, at den kan stole på hende, når det gælder om at kæmpe for deres interesser, og mod arbejdernes modstand af enhver art. Hun ville også bruge statsmagten til at opbygge den gadekampbevægelse, hun har brug for, så hun til sidst kan overgå til et fascistisk regime.
Valget af Le Pen vil bestemt ikke betyde afslutningen på kampen. Men det ville være et stort, historisk tilbageslag. Vi har syv måneder til at forhindre, at dette mareridt bliver til virkelighed.
John Mullen er en marxistisk aktivist, der bor i Paris-områd, og som støtter France Insoumise. Hans hjemmeside er på randombolshevik.org
Oversat fra Green Left (Australien) af Arne Lund












