Anklager om folkefordrivelse er nu en tilståelsessag. Israel fortsætter bombeangrebene mod den allerede totalt sønderbombede Gazastribe, nødhjælpen blokeres, og Israels hær intensiverer nu også kamphandlingerne på landjorden. Nu med det åbent formulerede mål at rydde nye områder for palæstinensere og overlade jorden til jødiske bosættere.

af SAPs Forretningsudvalg

Læsetid: 5 minutter

 

Måske forventeligt, men alligevel chokerende, genoptager Netanyahu-regeringen dermed fuldt ud det påbegyndte folkedrab. USA stiller sig med bidrag fra sine allierede – herunder Danmark – bag denne forbrydelse. En endnu stærkere solidaritetsbevægelse er palæstinensernes eneste håb.

 

Siden afslutningen af våbenhvilens 1.fase har Israel fra 2.marts blokeret for nødhjælp. Israel har med andre ord med fornyet energi genoptaget folkemordet i Gaza – samtidig med at offensiven på Vestbredden fortsætter og bliver stadig mere voldsom. Her har Israel nu indsat kampvogne mod civile og fordrevet ca. 50.000 palæstinensere fra deres hjem – med besked om, at de ikke kan vende tilbage i foreløbig et år.

 

I løbet af våbenhvilens første fase skulle 2.fase have været forhandlet på plads – med israelsk tilbagetrækning fra Gaza, udlevering af alle gidsler og en varig våbenhvile. Netanyahu har imidlertid ikke haft det ringeste ønske om en ny aftale, der kunne afslutte kamphandlingerne. Dette er en tilståelsessag, idet Netanyahu selv beskrev problemet således, at ”Israel gang på gang har tilbudt Hamas at udlevere alle gidsler”. Dette er jo oplagt ikke et ”tilbud”, et oplæg til forhandling, men tvært imod et krav uden den forudsatte modydelse, nemlig at Israel til gengæld skulle standse sine angreb og trække sig tilbage.

 

Intet under at ”gidselbevægelsen” i Israel demonstrerer i gaderne – mod at Netanyahu åbenlyst ofrer gidslerne for at kunne fortsætte folkemordet. Den israelske forsvarsministers reaktion på dette har været et løfte om, at Israel vil begynde at overlade stadigt større dele af Gaza til jødiske bosættere, indtil samtlige gidsler er udleveret. Et løfte, han tilsyneladende har regeringens opbakning til – og som USA åbenbart har givet grønt lys for. Hvis da ikke Trump seriøst vil insistere på sin plan om at forvandle Gaza til et amerikansk badeland…

 

Netanyahus hovedmotiv for at fortsætte myrderierne er åbenlyst at kunne fortsætte samarbejdet med de ekstreme, fascistoide bosætter-partier – således at han undgår et valg, der kan true hans immunitet og sende ham bag tremmer for korruption.

I denne helt uhyrlige situation – hvor alene Israels blokade af nødhjælpen bekræfter alle anklagerne om krigsforbrydelser og folkedrab – er de vestlige landes reaktion fortsat opbakning til Israel.

 

Trumps USA-regime tager naturligvis førertrøjen med udtalelser om, at man skam på forhånd havde godkendt angrebene, der skulle demonstrere, at ”helvede bryder løs mod alle, der forsøger at terrorisere ikke bare Israel, men også USA”. Men EU’s reaktion har været kritisk, men sovset ind i en helt uproportional ”begge sider er skyldige-retorik”, alene fordi Hamas ikke bare løslader gidslerne.

 

Nok så væsentligt bliver der ikke på nogen måde lagt pres på Israel for at stoppe forbrydelserne. Tvært imod er Israel f.eks. fortsat en særligt begunstiget handelspartner for EU, og EU reagerer ikke skarpt på, at Ungarn udtræder af den internationale krigsforbryderdomstol for at ignorere arrestordren mod Netanyahu, selv om dette åbenlyst strider mod EU’s traktater.

 

Når man sammenligner med sanktionerne ift. Rusland, er hykleriet og de dobbelte standarder himmelråbende åbenlyse.

 

Værst af alt fortsætter den massive militære støtte til Israel – uanset, at det strider mod alle internationale regler at levere våben til et land, der begår krigsforbrydelser. USA er hovedleverandøren, men danske virksomheder yder væsentlige bidrag – med den danske regerings opbakning. Kun Enhedslisten selv stemte for et forslag om at stoppe våbenleverancerne til Israel – SF og R undlod at stemme.

 

Store bidrag til folkemord og krigsforbrydelser

Det danske direkte bidrag til Israels krigsførelse drejer sig især om to virksomheder:

 

Dels våbenfabrikken Terma, der via et engelsk firma bidrager med dele til de F35-bombefly, der lige nu kaster bomber på civile palæstinensere og endda FN’s nødhjælpsarbejdere. Så sent som forrige uge blev der leveret tre nye fly med danske dele.

 

Dels rederiet Mærsk, der – som så mange gange før – varetager omfattende transporter for USA af militært udstyr. Denne gang er det så udstyr, der benyttes i et igangværende folkedrab. Mærsk afviser, at der er tale om våbentransporter, men bl.a. Danwatch og EB har dokumenteret det modsatte – at der bl.a. er tale om dele til militære køretøjer, som anvendes i Gaza. Endda illustreret med et billede af et af disse køretøjer fyldt med delvist afklædte palæstinensiske fanger.

 

Intet under, at Danmark følte sig foranlediget til at sende et krigsskib ned for at ”beskytte den internationale skibsfart” mod houthiernes angreb i Det Røde Hav…

 

Tag del i protesterne og solidaritetsbevægelsen!

Heldigvis er der en aktiv solidaritetsbevægelse med palæstinenserne, også i Danmark.

 

Der er anlagt to retssager mod staten for at overtræde EU’s forbud mod våbeneksport til lande, der begår krigsforbrydelser, når der godkendes leverance af våbendele, der åbenlyst ender i Israel.

 

Og selv på Mærsks generalforsamling i denne uge var der Kritiske Aktionærer til stede, som havde stillet forslag om at stoppe sejladserne med militært udstyr til Israel. Dette forslag blev dog – måske forudsigeligt – nedstemt med ikke mindre end 98% af stemmerne… Måske med lidt større effekt har der næsten siden angrebets start været forsøgt en lang række blokader rettet mod Terma. Ligesom der også har været lavet et stort oplysningsarbejde af organisationen ”Mask of Maersk” – fulgt op af demonstrationer og aktioner mod Mærsk-koncernen. Begge dele er dog blevet mødt af en hårdhændet politiindsats, der ikke efterlader nogen tvivl om, i hvilken retning sympatien svinger lovens lange arm…

 

Den nuværende situation, hvor Israel tager hele Gazas befolkning som gidsler, åbent proklamerer en folkefordrivelse og bruger sult som våben og bomber værgeløse civile, der lever i en ruinhob – bør kunne samle en utroligt bred protest.

 

Deltag i de mange aktiviteter og demonstrationer over hele landet! Hold f.eks. øje med Palæstina – Demo og Events.

 

(Læs også resolutionen om Palæstina fra Fjerde Internationales nyligt afholdte Verdenskongres)

 

 

 Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 6.april 2025

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com