At fagligt arbejde er mere end en national kamp, glemmer man nemt i det daglige. Derfor var det til stor glæde og gavn på ISUL at møde kammerater fra hele Europa som til daglig laver faglig aktivisme og organisering. At høre om andres erfaringer og kampe er uvurderlig viden i forhold til det videre arbejde i lille Danmark

af Steffen Østergaard Sørensen og Jonathan Simmel

Det kan kun bringe et smil frem på læben, når man hører spanske buschauffører fortælle om blokader, og om hvordan de ”brænder ting af” i kampen for ordentlige løn og arbejdsforhold. Eller når man hører kammerater i Spanien forklare, hvordan de ”undercover” lavede fagligt arbejde på en MacDonalds, blev fyret og herefter etablerede konflikt og blokader mod alle MacDonalds i området.

Tre måneders intensive blokader resulterede i genansættelse af de faglige, retten til organisering på arbejdspladsen, forbedringer af arbejdsmiljøet – og en fyreseddel til den pågældende chef. Det var især en succesoplevelse at høre denne historie, da der på sidste års lejr havde været fokus på den kommende kamp mod MacDonalds.

Fælles fodslag
Men en ting er inspirerende historier fra kampe i udlandet. En anden ting er at kunne finde fælles fodslag i forhold til aktuelle problemstillinger. Også her var der mulighed for gennem workshops mm. at diskutere og udveksle erfaringer i forhold til problemstillinger, som går igen i flere lande.

Især var problemstillingen omkring folk med korte kontrakter (på dansk ofte kaldet ”løsarbejde”, på engelsk ”precarious/casualised workers”) i fokus. Vi diskuterede problemerne med at organisere denne type arbejdere, få dem til at tage stilling til deres hverdag og få dem aktiveret i den fælles kamp for bedre arbejds- og lønforhold. Problemer som allerede nu har stor indflydelse på arbejdskampe især i Sydeuropa, hvor løsarbejde er udbredt – men som også er en udvikling, der er på vej herhjemme.

Derfor var (og er) erfaringerne fra kammeraterne i de andre lande guld værd i forhold til at være forberedte på denne udvikling.

Nationale forskelle – men kapitalismen global
Selvfølgelig er der nationale forskelle på de arbejdsmarkeder, vi står overfor, men vi kan ikke komme udenom, at der i det globale kapitalistiske system er en ensretning på vej i forhold til arbejdsmarkederne. Derfor var f.eks. Vaxholm-sagen interessant for den danske delegation, og et par hurtige uformelle møder med fagligt aktive fra andre delegationer kunne da også givet et godt indblik i, hvordan denne dom bliver brugt (misbrugt) i andre lande.

Den generelle fagforeningskrise var naturligvis også oppe og vende, blandt andet i en workshop som gav et grundigt overblik over situationen i fagbevægelsen i flere lande i Europa. Alt fra problemerne med den engelske fagbevægelses (for) tætte bånd til Labour til den store medlemstilbagegang hos den franske fagbevægelse. Men også udfordringerne ved ”den danske model” og indtoget af discount-fagforeninger var til debat.

En masse gode og brugbare erfaringer blev udledt, blandt andet den franske fagbevægelses lære om, at det ikke kun handler om fagforeningens størrelse – det handler om, hvor offensivt fagforeningen handler og hvor mange man kan mobilisere i de konkrete kampe.

Alt i alt en meget udbytterig tur, især set med faglige øjne – selvom ISUL selvfølgelig også havde en masse andet på programmet (læs reportagen fra ISUL)

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com