Fælledby skal ud at køre med 61.500 tons forurenet jord – og 10.000 tons dumpes på Lynetteholm!

af Amager Fælleds Venner

Læsetid: 3 minutter

 

Da byggeriet på Amager Fælled oprindeligt skulle godkendes i Københavns Kommune, skrev Fælledby, at der kun i ’meget begrænset omfang’ [1] ville forekomme gravearbejde i den forurenede jord på Lærkesletten. Men nu har Fælledby fået problemer med ’mægtigheden af det eksisterende lossepladsfyld’ [2], og mængden af forurenet jord, som skal fjernes, er gået fra 2.000 tons til 61.500 tons.

 

Det er en stigning på næsten 3.000 (tre tusind) procent!

 

Amager Fælleds Venner (AFV) har igen fået aktindsigt i en række dokumenter via Københavns Kommune. Disse dokumenter afslører, at ikke mindre end 10.000 tons forurenet jord fra Fælledby nu skal dumpes på Lynetteholm i Øresund. Det svarer til 300 fuldt læssede lastbiler, eller 5.540 kubikmeter [3].

 

Kommunens Teknik- og Miljøforvaltning har straks givet tilladelse til, at der dumpes forurenet jord i Øresund. Jorden benævnes afdækningsjord, og det lyder jo ikke så slemt, men ’ved prøvetagningen er det vist, at en stor del af den tidligere udlagte afdækningsjord ikke fremadrettet kan anvendes som terrænnær afdækning.’ [4] Det betyder altså, at den udlagte jord ikke er ren nok til at forblive det øverste jordlag, den er simpelthen for forurenet til at man kan lade den være i kontakt med kommende beboere. Jorden må derfor bortskaffes. Hvis jorden var ren, ville det ikke være et problem at beholde jorden på pladsen.

 

Fælledby, 7. oktober 2025 – et kaos af sort jord og vand. Alle miler med forurenet jord skal ifølge §8-tilladelsen opbevares i container eller overdækkes med presenning – lever Fælledby op til myndighedernes krav?

Efter den gamle kemilosseplads på Amager Fælled lukkede i 1973, blev der i årene 1974-82 udlagt jord ’af ukendt oprindelse’ ovenpå lossepladsfyldet. I 2010 blev der atter udlagt et lag jord på området. Afdækningsjorden har altså ligget 15-50 år på grunden.

 

Maria Zahle fra AFV’s jordforureningsgruppe udtaler:

 

’Alle rapporter udarbejdet af Fælledbys rådgivere viser, at der på under Fælledby findes voldsomme mængder af flygtige giftstoffer, fx vinylchlorid, benzen, og kulbrinter. De sidste års øgede nedbør, byggegrundens høje grundvandsspejl, og giftdampes tendens til at stige opad igennem jorden, leder til den oplagte konklusion, at fortidens kemiske forurening er trukket op i den udlagte jord.’ [5]

 

Det skal tilføjes, at jorden IKKE måles for PFAS, inden den dumpes i Øresund, og at prøvetagningerne af den jord, der dumpes, ikke er offentliggjort.

 

Amager Fælleds Venner mener at denne -samt en række andre projektændringer i Fælledby – bør udløse en udarbejdelse af en helt ny miljøkonsekvensrapport. Men kommunen afviser dette krav.

 

Gitte Hesselmann, talsperson for AFV, udtaler:

 

’Vi mener, at det er forkasteligt, at Øresund nu skal modtage Fælledbys forurenede jord, og at byggeriet på Amager Fælled dermed er skyld i endnu mere forurening af vores dyrebare og allerede hårdt belastede havmiljø.’

 

Amager Fælleds Venner har sammen med advokat Louise Faber sendt en klage til Miljø- og Planklagenævnet. Der ventes fortsat på en afgørelse.

 

Stop byggeriet på Amager Fælled NU!

 

For yderligere info eller billedmateriale, så skriv til Amager Fælleds jordforureningsgruppe.

Kontaktperson Maria Zahle: zahlezahle@yahoo.com / 31355727

 

[1] SWECO, Vejlands Kvarter, Miljøkonsekvensrapport, 2020, s.148
[2] SWECO, Notat. Til Københavns Kommune. Anmodning om screening efter miljøvurderingsloven på baggrund af vurderede ændringer i forhold til tidligere foretaget miljøkonsekvensvurdering, 21. marts 2025, s.2
[3] SWECO, 2025, s.10
[4] SWECO, 2025, s.5
[5] SWECO, 2020, s.172

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com