Overfiskeri anses blandt andet af den engelske ngo, Marine Stewardship Council, for at være en af de alvorligste trusler mod verdenshavene. Over 90 procent af de store fiskebestande er enten udnyttet, overudnyttet eller er næsten helt forsvundet. Hyppigt er der tale om ulovlig, urapporteret eller ureguleret fiskeri med langtrækkende konsekvenser, der blot levner 10 procent til verdens samlede fiskeriflåde.

Den stigende efterspørgsel efter fisk samt teknologiudviklingen betyder, at moderne fiskeri er utrolig effektiv, og det i en sådan grad, at bestanden ikke kan følge med. Globalt fanges der årligt 77 mio tons. Forskere frygter, at hvis fiskeriet fortsætter med samme hast som i dag, da vil det snart resultere i, at den globale fiskebestand kollapser. Især tun, der er en af havets mest eftertragtede fisk, er reduceret med 97 procent i forhold til bestanden i 1950.

Kinesisk overhøjhed til søs

Kinas højteknologiske fiskerflåde er på 17.000 fiskerfartøjer – klodens største. Til sammenligning har USA og EU i alt 250-300 fiskerfartøjer af tilsvarende størrelse. Når den kinesiske fiskerflåde er så stor, forklarer det også, hvorfor Kina rangerer som den værste krænker af såvel havets love som brugen af barske fangstmetoder, ifølge FAO’s index over illegale, urapporterede og uregulerede fangster.

Også Environmental Justice Foundation,(EJF) har dokumenteret, at kineserne regelmæssigt fisker ulovligt. Det drejer sig bl.a. om 1) fangst af skildpadder, hvaler og sæler, 2) hajfinner, 3) fisk, der ikke overholder mindstemålene, hvilket fjerner eksistensgrundlaget for de store havpattedyr og søfugle samt 4) udnyttelse af arbejdskraften (tilbageholdelse af løn og personlige dokumenter).

I de senere år er der sket et skifte fra statsligt ejerskab af fiskerflåden til private; den statslige kontrol er fortsat uændret. Dog har det kunnet konstateres, at “privatiseringen” har ført til et større fokus på at fiske, hvor det anses for at være kommercielt rentabelt.

Kinas højsøfiskerflåde består af 3.000 trawlere, der ledsages af et antal større moderskibe. De forsyner trawlerne med brændstof og proviant, og modtager fangsten, som lægges på køl, så skibene kan være borte fra kinesiske havne i meget lang tid. Denne strategi gør det let at underrapportere fangstens størrelse, samt skjule hvor fiskene fanges. Kinesiske fartøjer trænger ofte ind i andre landes territorialfarvande, hvor der er restriktioner. Da kaptajnerne slukker for det automatiske identifikationssystem (transponder), er det svært at spore skibenes position via satellitter.

Global Fishing Watch, der anvender data fra skibenes transpondere, bruger moderskibet Hai Feng 718 (sejler under Panama-flag) som et eksempel på, hvordan sejladsen og omlastningen fra de mindre trawlere til moderskibet foregår. Moderskibene opholder sig altid i internationalt farvand, “kun” trawlerne overtræder bestemmelserne. Derved er det nemt at underrapportere fangsten, og hvor den stammer fra.

Efter at have tømt farvandene langs Kinas kyster for fisk, er fartøjerne nu sejlet ud på verdens-havene, og det i et omfang, der får andre landes fiskerflåder til at ligne dværge. Virkningen af de mange højeffektive fiskefartøjer kan mærkes overalt i det Indiske Ocean og i det sydlige Stillehav – fra Afrika til Sydamerikas kyster. En tydelig manifestation af hvilken global magt Kina besidder.

EJF anfører, at 78 procent af de kinesiske off shore fiskeriprojekter, der er godkendt af landbrugs-ministeriet, ligger indenfor 20 afrikanske landes eksklusive økonomiske zoner – en betegnelse for det område, hvor en kyststat har eneret på at udnytte havets naturresurser, og som max strækker sig 200 sømil (360 km) fra kystlinien. Sådanne zoner er afgørende for, at landets befolkning har en fiskebestand, den kan ernære sig af. Det kinesiske fiskeri foregår især langs Vestafrikas fiskerige farvande. Her bruges bundtrawl – enorme net, der slæber over havbunden og tager alt med, ødelægger strukturen, fjerner sårbare bunddyr og planter, og resulterer i færre dyr.

Afrika er, ifølge den Afrikanske Union, det kontinent, der lider mest under ureguleret fiskeri, der foregår uhindret som følge af svage stater, manglende infrastruktur og teknologi, og ringe samarbejde staterne imellem. Hertil kommer fraværet af en lovgivning, der kan dæmme op for det ulovlige fiskeri.

Kinesisk “bistandspolitik”

Kina har store bistandsprogrammer i Ghana, samtidig med at overfiskeriet er så voldsomt, at det truer kystbefolkningens erhvervsmuligheder. I Ghana lever 12.000 familier af kystnært fiskeri fra kanoer, og de skønnes årligt at miste ca. en milliard kroner på grund af trawlfiskeriet, skrev Guardian 17. juni 2019. Mange har opgivet fiskeriet, og migrerer til Europa for at kunne forsørge familien.

Trawlerne går især efter sardiner og saiko – en lækkerbisken på sushi-restauranter. Manglen på de to fiskearter – vigtige proteinkilder for ghaneserne og for Afrika som helhed – er nu så alvorlig, at Ghana er nødt til at importere over halvdelen af de fisk, befolkningen spiser.

Problemet begrænses ikke til Afrika. Globalt er over 12 mio småfiskere afhængige af, hvad de kan tjene ved kystfiskeri. De fleste trues af det industrialiserede trawlfiskeri.

Ud for Latinamerika er Galapagos-øerne kinesernes foretrukne mål. Heller ikke her respekteres de begrænsninger, der gælder i det unikke havområde. Eftertragtet er især en udryddelsestruet blæksprutteart – i konkurrence med lokale fiskere, der ikke kan matche de avancerede trawlere.

FN’s tidligere generalsekretær, Kofi Annan, arbejder for, at alle nationer tilslutter sig en kollektiv aftale, der sikrer en forsvarlig forvaltning af fiskeriet og af havenes artsrigdomme, samt støtter det skånsomme kystfiskeri. Det ulovlige og uregulerede fiskeri bekæmpes blandt andet med et globalt register for fiskefartøjer, og med bøder og beslaglæggelse af fartøjer. Her mangler de afrikanske lande især fiskeriinspektionsskibe. Tyskland har, som ét af få europæiske lande, sendt 5-7 – skrotningsmodne – inspektionsskibe til Vestafrika, men det rækker langt fra.

Statsstøttet fiskeri 

I takt med at produktionen af okse- og svinekød falder, som et led i den grønne omstilling, da vil efterspørgslen efter fisk stige. Fiskebestanden – heller ikke den afrikanske – kan dog næppe forventes at blive tilsvarende forøget.

I 1991 forbød FN storskalafiskeri med drivgarn efter fisk, der lever i stimer (pelargisk fiskeri), fordi denne fangstmetode truer bestandene af de mest almindelige fiskearter, og fordi der også fanges havpattedyr og havfugle, der dør, når de kommer i nettet. “Virkningen af drivgarnsfiskeri er katastrofal,” siger ngo’en Oceana Europe. “Der skelnes ikke mellem, hvad der fanges, og resultatet af dette uregulerede og ulovlige fiskere er, at der også fiskes truede og beskyttede arter i stort tal.”

Alligevel fortsætter kineserne med at bruge drivgarn så store som en fodboldbane, især i den sydlige del af Stillehavet, og truer dermed områdets små ø-nationer. Reelt er fiskeriet for dem en national sikkerhedstrussel.

Der har været rejst international kritik af de hårdhændede fangstmetoder, der skader havenes økosystemer, og at den øgede beskæftigelse og postulerede værdiskabelse ikke står mål med forringelserne af det marine miljø, og nedgangen i fiskebestanden. Eneste kinesiske reaktion har været indførelse restriktioner for at beskytte de kystnære kinesiske farvande og floder mod overfiskeri. Samt give ophugningsstøtte til de fiskere, der tidligere levede af kystfiskeriet. De er nu blevet omskolet til at arbejde i højsøflåden.

Manglen på troværdige statistikker er et problem, når det gælder om at vurdere forventelige eller negative effekter af det kinesiske fiskeri, lokalt som globalt.

Kina har nylig ændret sin fiskeripolitik, så der ydes subsidier til brændstof, forsikringer og bygning af nye fartøjer, i alt udbetales årligt 20-25 mia kr. til sektoren. Nogle kystprovinser er begyndt at udbetale subsidier på basis af, at internationale love og bestemmelser respekteres, og at der tages hensyn til minimumsstørrelser. Det er dog altid en begyndelse.

Den betydelige kinesiske fiskeindustri dækker både hjemmemarkedet og eksporten, og heri indgår også de krabber som fx hollandske fiskere fanger i Nordsøen, og sender til Kina, hvor de bliver til konserves, inden de vender tilbage til EU. En del af den forarbejdende industri er lokaliseret i kystnære “demonstrationsbaser,” med lave omkostninger, afgifter, og hvor der dispenseres fra love og bestemmelser. Det har fået andre lande til at indklage Kina for WTO for “konkurrence-forvridning.”

Robert Hunizker er økonomisk historiker og forfatter og er bosiddende i Californien.

Oversat fra Counterpunch af Arne Lund, der har indarbejdet enkelte tilføjelser.