De mere end 80 deltagere hørte på og diskuterede en række oplæg, som fra forskellige sider beskrev situationen i landbruget, fremtidsscenarier og handlemuligheder. Et tilsvarende topmøde vil blive afholdt i Jylland.

 

En af arrangørerne var Søren Kolstrup. Han er især glad for, at der blev sat lys på den fantastiske centralisering, der er sket i landbruget, og hvordan udefra kommende kapital presser landmændene. De er sat i en skruetvinge, der tvinger dem til produktivitetsforbedringer for at klare afdrag og stigende gebyrer fra realkreditinstitutionerne, forklarer han.

 

Han noterer også, at der var bred enighed om, at vi skal have en omstilling, som giver nye generationer adgang til jord. ”Der forestår en stor og uomgængelig opgave i at sikre, at alle, der har lyst og kompetencer til det, kan få mulighed for at dyrke jord,” siger han og fremhæver i den forbindelse Enhedslistens forslag om at oprette en statslig jordbrugsfond.

 

Agroøkologi

Ole Kjærulff Davidsen, landmand og formand for foreningen Frie Bønder – Levende Land, indledte topmødet med et oplæg om visionen for fremtidens naturnære økolandbrug. Han foretrak at bruge betegnelsen agroøkologisk og fremhævede, at det er et dynamisk begreb, der dækker en proces, hvor de centrale elementer er

 

1) diversitet og synergi, hvor et stort antal forskellige arter samarbejder til fordel for udbytte og minimering af arbejdsindsats,

2) korte cykler, det vil sige at kredsløbet af næringsstoffer mv. i videst mulig grad holdes indenfor bedriften eller lokalsamfundet,

3) en social dimension, som vægtes lige så højt som den tekniske, og hvor indkomst og arbejdsbetingelser prioriteres som i det øvrige samfund,

4) demokratisering af fødevaresystemet, således at producenter og forbrugere, frem for marked og store selskaber, bestemmer, hvad og hvordan maden bliver til, og endelig

5) fremme af mindre bedrifter og jordbrugsfællesskaber.

 

Ole Kjærulff Davidsen mente, at svineindustrien var på vej ud allerede før folketingsvalget, og at valget i fremtiden står imellem agroøkologi og biosolutions, hvor der i sidstnævnte anvendes mikroorganismer, enzymer og biologiske processer til at udvikle alternativer til fossile og kemiske produkter. Det omfatter blandt andet fremstilling af protein af græs og kunstig mælk og kød som erstatning for animalske produkter.

 

Han kom ikke nærmere ind på, hvordan vejen til det agroøkologiske landbrugssamfund ser ud, men understregede, at selv om de venstreorienterede vælgere er i hovedstaden, så må Enhedslisten sætte sig for at formulere en politik, der kan vinde opslutning på landet. En støtte fra en betydelig del af landbefolkningen er nødvendig, men det kræver, at man tager de geografiske og kulturelle forskelle alvorligt: ”Jeg har hørt sige, at en vestjyde mentalt har mere til fælles med en japaner end med en københavner – og der er noget om det! Der er dybe skel af sproglig og mental art, som man ikke sådan kan løbe fra, og hvis venstrefløjen vil magten, tager den højde for dem.”

 

Bindinger

Der var ikke nødvendigvis enighed om alle elementer i den agroøkologiske vision, men blandt oplægsholderne – og deltagerne – var der en underliggende konsensus, om, at en omlægning af den nuværende landbrugsstruktur er på vej, og at den er nødvendig. Men også, at en omlægning vil støde på udfordringer og modstand.

 

”Det danske landbrug står ved en korsvej,” sagde Egon Noe, professor og leder af Institut for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet, og pegede på tre tommelfingerregler, som skal adressere de bindinger, der står i vejen for en omlægning:
1) at stoppe investeringerne i den nuværende forretningsmodel,
2) at bruge offentlige midler på at udvikle fremtidens landbrug – ikke på at kompensere repræsentanterne for den eksisterende model, og
3) at begrænse den politiske indflydelse, som repræsentanter for det animalske eksportorienterede landbrug har i dag.

 

Men det er forkert at anklage den enkelte landmand eller forbrugeren som de skyldige, sagde Egon Noe, professor og leder af Institut for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet. Så mister man fokus på de store og stærke aktører, der sætter rammerne for, hvad man kan. De helt store bedrifter på 300 hektar ejer over halvdelen af jorden, så fortællingen om, at det handler om lokal arbejdskraft er falsk. Landbrug og udvikling af landdistrikterne hænger ikke længere sammen, for det er nogle andre, som ejer jorden, sagde han.

 

Han pegede på, at en afgørende forhindring for en omstilling er de store investeringer, som er lagt i stalde, teknologi og dyr, låser landbruget langt ind i fremtiden. Når den enkelte landmand har investeret i milliondyre staldanlæg, har han også bundet sig til at producere mælk eller grise for at få investeringerne hjem.

 

Egon Noe nævnte også, at Danmark er det land i EU, som giver den største del af landbrugsstøtten som hektarstøtte, hvilket forstærker bindingen til den nuværende forretningsmodel. I højere grad kunne man bruge eksisterende støttekroner til at udvikle viden, ekspertise og kompetencer, som grundlag for nye udviklingsveje og forretningsmodeller.

 

Man må også se på hele systemet med rådgivning, forskning, udvikling og uddannelse, som i dag er organiseret omkring den samme snævre forretningsmodel, hvor man enten producerer billig mælk eller svinekød til eksport. Det offentlige må arbejde for andre modeller og en regulering, som understøtter små og mellemstore virksomheder i opbygningen af nye netværk og hjemmemarkeder, sagde han.

 

40 millioner for en fuldtidsbedrift

Som de fleste andre oplægsholdere beskrev Niels Kærgård, professor og nationaløkonom, jordbrugsøkonom og tidligere overvismand, hvordan dansk landbrug har udviklet sig fra små til meget store bedrifter og stadigt færre beskæftigede. Fuldtidsbeskæftigede landmænd ejer i dag gennemsnitligt over 200 hektar jord, kvægbedrifter har over 200 køer og svinebedrifter over 5.000 svin.

 

Med en gennemsnitlig hektarpris på 200.000 kr. vil en bedrift på 200 hektar koste 40 millioner. En pris, som ofte vil være umulig for den unge, som vil være landmand. Det er stadig omkring 80 procent af landbrugsjorden, som er ejet af privatpersoner (og står for 55 procent af produktionen), men selskaber – og udlændinge – ejer en stigende del af jorden. Ifølge Niels Kærgaard er det generelt ikke en særlig attraktiv investering på sigt, men der kan scores en god fortjeneste, hvis man køber og sælger på de ”rigtige” tidspunkter.

 

Priserne er steget, fordi høje tilskud og lave skatter er blevet kapitaliseret, det vil sige har ført til store værdistigninger. Det er godt for de nuværende landmænd, men skidt for de fremtidige. Hvis man afskaffer hektartilskud og øger beskatning af jorden, vil det give et stort tab for de nuværende ejere, men for fremtidige ejere vil konsekvensen være lavere jordpriser og derfor en uændret indkomst.

 

Kommunalfuldmagtens muligheder

Efter en overdådig frokost med økologiske tapas fra lokale smålandbrug blev det Morten Hjorts tur. Han er medlem af kommunalbestyrelsen i Vordingborg for Enhedslistens og holdt oplæg om, hvordan kommunerne kan bidrage til en omstilling af landbruget.

 

Blandt andet kom han ind på, hvordan kommunalfuldmagten kan – og ikke kan – bruges til at fremme en omlægning af landbruget. Kommunal produktion må ikke være konkurrenceforvridende, men kommunen må gerne producere varer til eget brug ved egne ansatte eller aktiverede. Det kan for eksempel være som socialøkonomiske virksomheder, der producerer grøntsager til kommunens institutioner.

 

Indkøbspolitik er en anden vej til at påvirke omstilling til et mere lokalt forankret, økologisk landbrug. Kommunerne har forholdsvis fleksible rammer til at opstille kriterier for indkøb, som sætter fokus på bæredygtighed, økologi, kvalitet og friskhed. Morten Hjort nævnte for eksempel, at Københavns Kommune har en mad- og måltidsstrategi for 2027-32, som blandt andet indeholder en målsætning om at leve op til kostråd, 90 procent økologi, bedre dyrevelfærd, skånsomt fiskeri og et fokus på “kortere og mere transparente forsyningskæder”.

 

Han tilføjede, at flere kommuner, blandt andet Roskilde, Holbæk, Kalundborg, Bornholm og Odense, har stillet krav om omlægning af og økologisk dyrkning af den landbrugsjord, de ejer.

 

En folkebevægelse

Det sidste oplæg kom fra Rasmus Vestergaard Madsen, Enhedslistens ordfører for klima, dyrevelfærd, landbrug, fiskeri og fødevarer.

 

Han forsikrede, at Enhedslisten vil gøre alt for at bidrage til ”den største omstilling af dansk landbrug i 100 år” og opregnede de positive tiltag, der ligger i regeringsgrundlaget, herunder:

•        En strukturel omstilling af svineproduktionen – bedre dyrevelfærd, højere miljøkrav og færre svin.

•        Sprøjteforbud på sårbare grundvandsdannende områder, ca. 150.000 ha.

•        Arbejde for en nyorientering af landbrugsstøtten ved næste EU-budget fra 2028, så den i højere grad bidrager til natur, biodiversitet, CO2-reduktioner, mindre kvælstof, bedre dyrevelfærd og renere drikkevand frem for hektarstøtte.

•        Biodiversitetsstrategi med mål om 10 procent strengt beskyttet + 20 procent beskyttet natur

 

Enhedslisten arbejder i Folketinget med en ledetråd om, at forureneren skal betale, og at fællesskabet skal få aktiver, når der gives kompensation. Især er målet at få omstillet svineproduktionen. Enhedslisten vil oprette en statslig jordbrugerfond og gøre det nemmere at eje i fællesskab. Naturturisme, socialt landbrug og nye forædlingsvirksomheder er blandt de tiltag, der skal skabe beskæftigelse i landdistrikterne.

 

Rasmus Vestergaard Madsen sluttede sit indlæg med at sige, at det grønne valg også skal være det billige valg, og at det ikke må blive en kamp mellem land og by. Han var håbefuld, men også klar over, at der kommer mange udfordringer på vejen. Derfor er det nødvendigt at gøre omstillingen af landbruget til en folkesag, sagde han: Vi har brug for en folkebevægelse. Kunne den hedde ‘Stemmer fra Landet’?