Som timerne går, vokser Ceuta-tragedien til nye dimensioner. Der er allerede rapporteret mere en 90 dødsfald, og det tal vil kun stige indenfor de nærmeste timer. Det er det første, vi ønsker at understrege: Den grusomhed, hvormed grænsekontrollen i Nordafrika administreres, fører direkte til tab af liv blandt de fattigste og mest sårbare sektorer af verdens befolkning. Konfronteret med den ligegyldighed og dehumanisering, som dette system har at tilbyde, ønsker vi at gøre det klart, at dette først og fremmest er en uretfærdig tragedie, som har taget menneskers liv.

 

Disse dødsfald kommer oven i de hundredvis af liv, der hvert år går tabt i den massegrav, som Middelhavet er blevet. Liv, der går til spilde, på grund af en grænsekontrol promoveret af den Europæiske Union og den spanske stat med den marokkanske stat som medskyldig.

 

Det marokkanske regime ledet af Alawi-dynastiet og landets regerende oligarki bærer tydeligvis et stort ansvar for denne tragedie. De udnytter befolkningens tragiske situation til deres egen fordel ved at opmuntre særlige bevægelser af folk, så det tjener deres egne interesser. Deres bånd til USA og Israel er velkendte ligesom deres langstrakte konflikt med Algeriet. Det marokkanske regime er et frastødende diktatur, der ikke tøver med at kolonisere Vestsahara, undertrykke folkegrupper i Rif-bjergene eller slå ned på protester fra deres egen befolkning.

 

Ikke desto mindre bør det faktum at Alawi-regimet har udnyttet folkets desperation til sine egne interesser, ikke skygge for, hvad situationen virkelig handler om. Mange mennesker drives til desperation af fattigdom og mangel på muligheder og prøver derfor at migrere til imperialistiske lande i søgen efter et bedre liv. Forarmede af neokolonialisme og lokale oligarker er disse mennesker ikke en invasionshær: De er del af et verdensomspændende proletariat og set fra et klasseperspektiv fortjener de vores solidaritet og medmenneskelighed.

 

De folk på venstrefløjen, som i dag stiller spørgsmålstegn ved dette og har et ensidigt syn, hvor de reducerer situationen til en simpel sammensværgelse, forsøger blot at hvidvaske den spanske stat og EUs ansvar i hele dramaet. Allerede i juni 2022 gennemførte Spaniens progressive koalitionsregering en offensiv, der sammen med marokkanske styrker efterlod 22 døde og hundredvis forsvundne i tragedien ved grænsen til Melilla [ligesom Ceuta er Melilla en spansk enklave i det nordlige Marokko, o.a.].

 

I dag er det en militaristisk retorik, som har tendens til at dominere den offentlige debat - en retorik, der bygger på forestillinger om en “invasion” eller en “krænkelse af national suverænitet”. Det afspejler, i hvilken grad idéer, som højrefløjen og det yderste højre forsøger at pådutte hele samfundet, endda er sivet ind i sektorer, der betragter sig selv som progressive.

 

EU og den spanske stat (regeret af den “mest progressive regering nogensinde”) har outsourcet store dele af sin grænsekontrol til det marokkanske regime og har samtidig legitimeret Marokkos kolonisering af Vestsahara og dermed trukket sig fra det sahrawiske folks historiske kamp. Men ikke nok med det. Den spanske stat og EU er medlemmer af NATO, en imperialistisk og militaristisk blok, der til trods for spændingerne med USA, er del af det samme netværk, der dominerer folkene og landene i det globale Syd. De europæiske og spanske kapitalisters berigelse bygger på en kombination af udnyttelse af arbejderklassen i eget land og i de postkoloniale lande, samt plyndring af deres lande og økonomier. Derfor, hvis man præsenterer dette som en fejde af nationalistisk karakter, så misser man de komplekse magtrelationer, som imperialismen lægger ned over verden, og som opildner til en konflikt, der kan føre til krig.

 

Når vi står overfor en konfrontation mellem arbejderklasser på et nationalistisk grundlag, må vi være tydelige og pointere, at den politiske og økonomiske elite i begge lande profiterer af denne situation. Grænser forhindrer ikke migration: De gør den kun mere grusom og disciplinerer migranterne. De skaber bedre muligheder for kapitalisterne til at overudnytte migranter og mindske levestandarden for den samlede arbejderklasse. Spanske kapitalister udnytter skamløst denne situation og profiterer af de lave lønninger til at opretholde deres profit.

 

Forholdet har også et meget konkret økonomisk udtryk. Store firmaer som Acciona, Indra og Repsol profiterer sammen med finansielle institutioner som Santander på udnyttelsen af ressourcer i det besatte Vestsahara og af at opretholde den marokkanske økonomiske model. I mellemtiden forbliver Marokko en nøglespiller for Frankrig, Spanien og USA, som en udbyder af billig arbejdskraft i landbruget, omsorgsindustrien og servicesektoren. Bag retorikken om godt naboskab ligger en alliance bygget på økonomiske, geopolitiske og forretningsmæssige interesser, hvor spændinger og forskelligrettede interesser nogle gange kommer op til overfladen, men som i sidste ende ligger indenfor den samme systemiske model og de samme klasseinteresser.

 

Vores holdning er klar. Vi forsvarer legale og sikre ruter for migration og en afslutning af grænsemilitarisering for at prioritere migranternes menneskerettigheder. Det kunne forebygge humanitære katastrofer og brugen af migration som et redskab til afpresning. Vi bekæmper konsekvent racisme og gør os til talspersoner for en samlet organisering af arbejderklassen uanset land eller oprindelse. Vi modsætter os og kæmper imod de økonomiske interesser og de politiske systemer i den spanske og marokkanske stat og tror på, at kun solidaritet blandt folkeslag kan løse de underliggende problemer.

 

Vi er heller ikke naive. Under det kapitalistiske og imperialistiske system, kan vi vinde nogle forbedringer, og at kæmpe for dem er fundamentalt for at undgå at falde i afgrunden. Men det er kun ved at omdanne systemet i en socialistisk og internationalistisk retning og etablere føderative, solidaritetsbaserede og associative forhold blandt folkeslag, som ikke er medieret af de økonomiske og føderative interesser hos de få, at vi kan etablere virkeligt sikre og åbne former for frihed for bevægelse. Mens vi kæmper for dette, må vi forsvare menneskerettighederne for alle migranter kompromisløst og identificere og bekæmpe de herskende klasser i alle lande, som er ansvarlige for denne tragiske situation.

 

Derfor, for at forbedre styrkeforholdet her og nu, mener vi, at det er essentielt at kæmpe for:

 

●       Ophævelse af lovgivningen om indvandring

●       Afslutning af den europæiske pagt for migration og asyl og afviklingen af Frontex

●       Øjeblikkelig styrkelse af systemet for modtagelse af migranter

●       Stop for alle “straks-hjemsendelser” [hvor migranter sendes tilbage uden nogen form for proces og mulighed for at søge asyl]

 

Når vi står over for grusomheder ved grænsen, racisme og konflikter mellem folkeslag er svaret: internationalisme- og klassesolidaritet!

 

Oversat fra Links af Bodil Olsen. Oprindeligt bragt på Anticapitalistas' Facebookside