Mobiliseringen nedefra mod svensk medlemskab af NATO fortsætter med demonstrationer og kulturelle udtryk. Bevægelsen samler hele den socialistiske venstrefløj og fredsbevægelsen omkring en stærk stillingtagen til fordel for fred. Samtidig er det vigtigt at huske, at et medlemskab af NATO nok er et stærkt, men ikke et isoleret udtryk for mere militarisme i Sverige og vort lands stadig dybere indordning på den vestlige imperialistiske side. Siden 2000 har Sverige i stadig stigende grad intensiveret samarbejdet med NATO gennem deltagelse i militære indsatser som i Afghanistan og stadig hyppigere fælles militære øvelser.

Vi ser nu en dramatisk forhøjelse af udgifterne til militæret og et Sverige, som ikke længere har en selvstændig stemme for retfærdighed og fred i verden. Meget af dette er blevet solgt til offentligheden ved at sprede og spille på en frygt for, at Rusland skal slå militært til mod Sverige. At Putins regime undertrykker sin befolkning og handler aggressivt mod flere af de nabolande, som var en del af Sovjetunionen er rigtigt – ligesom Saddam Hussein var en diktator, som angreb Iran og senere Kuwait. Men behøver vi af den grund at opruste militært i Sverige?

Hvis der findes farlige spændinger i relationerne med Rusland, så burde vi snarere spørge, om svensk militær oprustning eller NATO-udvidelse virkelig gør Norden mere sikker? Måske er det snarere omvendt – at oprustningsspiralen øger risikoen for militære konfrontationer.

Venstrepartiet er en af de kræfter, som har mulighed for at nå ud med et anti-militaristisk budskab, som sætter folkets velbefindende over interesserne hos det militærindustrielle kompleks. Desværre har man fra partiledelsens side gjort det modsatte. ”De væbnede styrker beskytter vores demokrati og vores frihed,” skrev Nooshi Dadgostar [Venstrepartiets leder, o.a.] på Facebook sidste forår efter en rundtur hos militæret. Partiet stillede sig dengang bag den øgede investering i militæret, som begyndte at blive præsenteret som alternativet til NATO-medlemskab. Dette budskab sivede ned i partiet og den brede venstrefløj. I diskussionerne hører man nu også tanker om, at venstrefløjen skal arbejde for en nordisk militæralliance som alternativ til NATO. Det er faktisk lidt mærkeligt, hvordan den ide kan få fodfæste, når Danmark, Norge og Island er medlemmer af NATO, og når Sverige er partner til NATO.

En nordisk militæralliance forudsætter dels, at samtlige nordiske lande melder sig ud af NATO, og at de øvrige kaster ansøgningen om medlemskab i papirkurven og distancerer sig fra samarbejde med NATO. Det er kun den ydre side af sagen. For at det skal kunne ske, må Norden bryde det tætte samarbejde med vestmagterne – den vestlige imperialisme – og som udgangspunkt føre en helt anden indenrigs- og udenrigspolitik. Det sidste er i sig selv en central opgave for venstrefløjen i Norden – så lad os fokusere på det, inden vi begynder at argumentere for alliancer.

Man må også huske på, hvordan lande som Sverige og Danmark hver for sig eller sammen har ageret militært i Irak, Afghanistan og Mali for at nævne nogle eksempler. En nordisk militæralliance under de herskende politiske forhold ville med stor sandsynlighed ikke have meget at lave, hvad angår det at forsvare grænserne – men desto mere aktiv i at engagere sig i militære eventyr i det globale Syd.

Et andet meget vigtigt grundlæggende spørgsmål, som venstrefløjen må forholde sig til, er karakteren af den nuværende militærmagt. Vi marxister ser den som et værktøj for en grundlæggende borgerlig autoritær stat. Kan den, som Nooshi Dadgostar sagde, være et værn for folkemagten og friheden? Kræver det ikke et helt andet folkeligt styre og selvforsvar i modsætning til et samfund, der er styret af en lille og stadig rigere og magtfuldkommen elite på de brede befolkningsgruppers bekostning?

Nu bliver al tale om udvidet værnepligt, øget militarisering og fælles militære styrkefællesskaber i Norden bare et forsvar for militarisme, det våbenindustrielle kompleks og imperialistiske trusler mod det globale Syd og verdensfreden. I denne situation, nu mere end nogensinde, må venstrefløjens opråb lyde: ”Social oprustning, militær nedrustning!” Ned med våbnene.”

9. marts 2023

Oversat fra ugeavisen Internationalen, som udgives af den svenske sektion af Fjerde Internationale af Åge Skovrind.