På Enhedslistens årsmøde i 2022 blev der under punktet ”indkomne forslag” vedtaget tre ret forskellige udtalelser med fordømmelser af Ruslands invasion i Ukraine. To af disse indeholdt også en dramatisk ændring af EL’s NATO-politik – og en af dem yderligere, at EL skulle arbejde for et ”nationalt dansk territorialforsvar”. Disse spørgsmål var ikke på årsmødets dagsorden, og mange afdelinger havde ikke inden årsmødet diskuteret dem overhovedet. Derfor var det godt, at årsmødet i 2022 også vedtog, at EL havde ”brug for at diskutere og genvurdere sikkerhedssituationen og vores internationale samarbejder” og skulle gøre dette ”frem mod næste årsmøde”.

Denne diskussion er blevet forsinket – og derfor er den eneste anstændige løsning naturligvis, at konklusionen tilsvarende udskydes til årsmødet i 2024.

Problemet er bare, at EL’s Hovedbestyrelsen tvært imod lægger op til, som en ren proceduresag, på Årsmødet i denne måned ”at bringe principprogrammets formuleringer om NATO og forsvar i overensstemmelse med vedtagelserne fra årsmødet 2022 om disse emner”. Det er ikke i orden at haste en væsentlig ændring af Enhedslistens politik ind i principprogrammet uden en grundig forudgående diskussion.

HB-flertallet må være fuldt bevidst om, at den vedtagne diskussion er forsinket. Således fik alle EL-medlemmer her i april en invitation fra et HB-nedsat udvalg til et møde om holdninger til NATO, forsvar m.m., hvori det bl.a. hedder: ”Mødet kommer i forlængelse af årsmødet sidste år, hvor vi besluttede at have en grundig debat om disse emner. Vi starter med en række zoom-møder og slutter i efteråret med en konference. (vor fremhævning, red.)” – Er det så ikke særdeles besynderligt, at der skal konkluderes her i foråret?!

Det gør sagen endnu mere betændt, at HB-flertallet samtidig har foreslået at overstå behandlingen af forslaget – fremlæggelse, debat og afstemning – på kun 45 min.! Nej, hov, forkert: Disse 45 min. skal samtidig rumme fremlæggelse, debat og afstemning om indarbejdelsen af EU-politikken i principprogrammet (knapt så kontroversielt, da dette delprogram faktisk blev seriøst behandlet som hovedpunktet på Årsmødet i 2022). Realistisk set bliver der altså på årsmødet ikke plads til noget, der bare ligner en seriøs politisk debat om indholdet i ændringerne.

Er NATO-ændringen væsentlig?
Ændringerne kan måske ved første øjekast se udramatiske ud. Således står der jo stadig, at ”Vores mål er at Danmark skal stå uden for NATO og andre militære stormagtsalliancer.” Men, men – nu med tilføjelsen: ”Men det forudsætter en ny sikkerhedsarkitektur på nordisk, europæisk og internationalt plan, samt en styrkelse og demokratisering af FN og fælles sikkerhedspolitiske fora som OSCE.” Dette indebærer, at EL indtil en sådan ”ny sikkerhedsarkitektur” dukker op, ikke længere ønsker, at Danmark skal udtræde af det samarbejde mellem en række imperialistiske og krigeriske magter under USA’s ledelse, som NATO udgør.

Man kan formode – og det bekræftes af billedet efter årsmødevedtagelserne i 2022 – at dette af de fleste vil blive opfattet som om EL i praksis ikke længere er et parti med en reel ”NATO-modstand”.

Og i en mere tænkt, måske ikke så nært forestående situation: Hvis der, f.eks. i forbindelse med en ny ”Irak-krig”, skulle opstå en folkelig bevægelse og evt. endda en folkeafstemning om NATO-medlemskabet – så vil EL med dette principprogram som rettesnor faktisk entydigt skulle støtte et fortsat medlemskab, hvis der ikke lige samtidig tilbød sig ”en ny sikkerhedsarkitektur”…

Er ændringen mht. militæret væsentlig?
Det er mere umiddelbart indlysende, at holdningen til den danske hær ændres radikalt.
EL vil med de nuværende formuleringer simpelthen nedlægge denne og blot bevare ”en langt mindre organisation” til ”evt. danske bidrag til fredsbevarende FN-indsatser.”

I det nye forslag arbejder EL derimod ”for at omdanne det danske forsvar til et nationalt territorialforsvar frem for en interventionsstyrke, der er indrettet til angrebskrige.” Det er i hvert fald ikke indlysende, at ”et nationalt territorialforsvar” nødvendigvis er ”en langt mindre organisation” (eller for den sags skyld: langt billigere) end det nuværende, hvis det overhovedet skal gøre sig fortjent til betegnelsen.

Nogle EL-politikeres holdning til nye bevillinger til det danske militær (også kaldet: den voldsomme oprustning) er da også blevet lidt mere uklare siden årsmødevedtagelserne i 22. – F.eks. med formuleringer om, at vi jo først må se på de faktiske behov, frem for bare at gå efter de 2% af bnp.

(På positivsiden gør begrebet det i hvert fald behageligt klart, at diskussionen om principprogramændringerne ikke har sammenhæng med holdningen til våbenstøtten til Ukraine, som jo ikke kan betegnes som ”nationalt territorialforsvar”, og som jo også kommer fra lande uden for NATO.)

En hjælp til vores talspersoner?
Det mest hørte argument for at gennemtvinge en principprogram-ændring her og nu er et hensyn til vores talspersoner, der angiveligt skulle have store problemer, fordi der lige nu ikke er overensstemmelse mellem vores årsmødevedtagelser i 2022 og principprogrammet.
Det argument er ikke overbevisende af flere grunde.

For det første fordi der næppe er mange, der vil anfægte talspersonernes ret til her og nu at videreformidle, hvad der er det senest vedtagne. – I længere samtaler, eller når forskellen påpeges, selvfølgelig med den tilføjelse, at vi faktisk stadig er i gang med en grundigere partidiskussion af vores principprogram på dette område. Det er faktisk ikke nogen skam at indrømme, at vi i EL har lidt mere partidemokrati end i de andre partier!

For det andet fordi de nye formuleringer, hvis vi vedtager dem som vores principper nu, nødvendigvis vil føre til en masse spørgsmål om, hvad vi så egentlig mener med disse ganske fluffy formuleringer.

Bare f.eks.:

Hvad ligger der egentlig i, at jeres mål er at stå uden for NATO, når I forudsætter noget helt utopisk for at støtte en udmeldelse?

Er det ikke lidt ynkeligt, at ville være medlem af NATO-klubben, men ikke ville lægge de 2%, som er det aftalte kontingent?

Hvor i alverden skulle ”en ny sikkerhedsarkitektur” som alternativ til NATO på f.eks. nordisk plan dog komme fra, hvis/når alle nordiske lande er og forbliver NATO-medlemmer? Eller er det måske snarere EU, I forestiller jer som en realistisk ”ny sikkerhedsarkitektur”? Er det EL’s nye mål?

Skal jeres ”nationale territorialforsvar” reelt kunne forsvare Danmarks grænser mod f.eks. Rusland? Hvis ja, hvad vil det kræve – mht. våben, mandskab og penge?

Eller skal det mon ikke – som den eksisterende ”sikkerhedsarkitektur” jo indebærer – være et ”nationalt territorialforsvar” totalintegreret NATO’s samlede strategi, og for Danmarks vedkommende i høj grad baseret på at være landingsbane/mellemstation for skibe og fly fra USA – herunder atombevæbnede styrker?

Omfatter EL’s ”nationale territorialforsvar” også et forsvar af (og dermed en øget militær tilstedeværelse i) Grønland/det arktiske område?

Hvordan harmonerer den oprustning i Grønland/det arktiske område, dette vil indebære, med EL’s tidligere krav om så vidt muligt at afmilitarisere netop i dette områder?

Hvordan harmonerer et styrket ”nationalt territorialforsvar” egentlig med formuleringen om ”international afspænding og militær nedrustning”?

Hvis vores ”nationale territorialforsvar” er baseret på NATO/USA-forstærkninger, må vi vel også acceptere at være tilsvarende hjælpsomme ift. andre NATO-landes territorialforsvar – herunder føje USA’s ønske om at Danmark i Grønland/det arktiske område skal have militære installationer/fly/skibe, der kan holde russiske (og på sigt kinesiske?) atomvåben, herunder ubåde, langt væk fra USA ?

Alle disse spørgsmål til ”de nye principper” burde antyde, at det ikke nødvendigvis bliver lettere at være EL-talsperson i krydsild, bare fordi vi evt. måtte vedtage disse.

Tvært imod taler alle disse ret besværlige spørgsmål vel for, at vi skal have den grundige diskussion først. – Så både vore talspersoner og i bedste fald også mange andre medlemmer faktisk kan blive i stand til at kunne besvare de oplagte spørgsmål og forklare og forsvare vores NATO- og forsvars-politik. Hvad den end måtte ende med at blive…:

Spørgsmålene kan jo også ende med at blive lettere at besvare – og selvmodsigelserne færre – hvis den grundige diskussion munder ud i nogle helt andre konklusioner end den ændring af principprogrammet, der lige nu er foreslået!

(Hvad dette angår henvises til tidligere – og kommende! – ugekommentarer om NATO, militær og oprustning.)

Socialistisk ArbejderPolitiks forretningsudvalg, den 11.maj 2023