Læsetid: 8 minutter
Illustration: Svend Vestergaard Jensen
At sætte sin lid til USA som ”Rigsfællesskabets” trofaste beskytter er åbenlyst komisk, når netop USA’s præsident kræver territoriale erobringer og ikke udelukker militær magtanvendelse. Så er det egentlig ikke en fin tanke, som Enhedslisten skal støtte, at Danmark skal have et stærkere territorialforsvar, der f.eks. kan forsvare Grønlands suverænitet?
Det er heller ikke utroværdigt, at Putin en gang vil forsøge at erobre Georgien og/eller Moldova. Er det så ikke en fin ide, at Danmark har en veludrustet udrykningsstyrke, der sammen med andre gode kræfter kan love beskyttelse til Ruslands nabostater mod Putins imperialistiske drømme?
Tænk engang, hvis det danske folk kunne stille med et militær, der kan skræmme fjenden væk, hvis nogen (aktuelt Trump) anfægter Grønlands ret til selvstændighed? Og hvis Danmark, i alliance med andre gode kræfter, kan sætte tropper ind, der beskytter folkeretten og stopper krigsforbrydelser, når der er behov for dette – aktuelt ikke mindst beskytte palæstinenserne mod Israels forbryderiske angreb.
Det er cirka sådan et militær, Enhedslisten gerne vil investere i at opruste, hvis man læser hovedbestyrelsens forslag. Problemet er bare, at den slags hær i et kapitalistisk samfund er rent tankespind.
Den danske NATO-hær er en del af problemet, ikke en del af løsningen
Det militær, som Mette Frederiksens regering og deres mange forsvars-venner – inkl. SF – er i gang med at opruste, er noget fundamentalt andet: Det er den danske NATO-hær. En hær, der er en lille brik i en tæt alliance med og totalt domineret af verdens gennem en lang årrække førende, aggressive imperialistiske magt, USA. Sammen med USA og en række andre NATO-lande har den danske hær ivrigt deltaget i krige, der i virkeligheden handlede om at sikre Vestens imperialistiske interesser i det globale syd (Libyen, Afghanistan og Irak). NATO-hærene vil ikke stoppe Israels krigsforbrydelser – de er tvært imod Israels allierede og Israels våbenleverandører.
Hovedbestyrelsens dokument forsøger at nedtone denne sørgelige sandhed ved at fremhæve, at Trumps magtovertagelse i USA måske vil give Danmark muligheder for hen ad vejen at indgå i nye og bedre alliancer. Der luftes både drømme om en alliance med de nordiske lande, Canada m.fl. – om en måske mere realistisk ”nordisk pol” i NATO – og om styrket sikkerhedspolitisk samarbejde med andre europæiske demokratier.
Men heller ikke de europæiske landes selvstændige militære eventyr i Afrika handler om folkeret og beskyttelse af civile. Også her handler det om forsvar af økonomiske interesser, især franske. EU og EU-landene forfølger internationalt frem for alt egne imperialistiske interesser. Og hverken Danmark eller de øvrige nordiske lande har været en markeret opposition til dette, tvært imod.
Trump har ændret USA til det værre – ligesom Le Pen, Meloni og AfD m.fl. kan ændre EU-landene til det værre. Men både med og uden disse højreekstremister ved roret er der tale om imperialistiske lande, hvis internationale politik i grove træk styres af de dominerende kapitalisters interesser. Deres militær og militæralliancer løser grundlæggende den opgave at forsvare disse imperialistiske interesser. Derfor skal de ikke oprustes, men nedrustes.
Taktiske interessesammenfald mht. våbenstøtte skal udnyttes
Men er der da ikke også positive erfaringer med brug af Vestens våben? Jo da. Det er der, når der er taktiske interessesammenfald mellem ”vores” imperialistiske blok og ofrene for andre landes imperialistiske interesser. Vi kan i nyeste tid nævne fly-støtten til kurderne i Syrien mod ISIS og helt aktuelt våbenstøtten til Ukraine. Begge dele har med god grund fået EL’s klare støtte, fordi de taktiske interessesammenfald her gav undertrykte folk en chance for at forsvare sig. Men desværre viser begge disse eksempler også, at Vesten netop kun har støttet for at fremme egne interesser (at vinde terræn på bekostning af ISIS hhv. Rusland). Og – igen med Trump som det tydeligste eksempel – at de er parate til at underløbe og udnytte de undertrykte folk, så snart de mener at kunne få mere ud af dette.
At EL selvfølgelig skal blive ved med at stemme for våbenstøtte til Ukraine, så længe den ukrainske befolkning har mod på at fortsætte modstanden, har intet med støtte til vanvidsoprustningen af de europæiske NATO-hære at gøre. EU-landenes samlede militære støtte til Ukraine udgjorde sidste år ca. 0,2% af BNP – de samlede militærbudgetter cirka det tidobbelte. Og Ukraine foretrækker generelt at få penge til selv at købe og producere våben, så vi behøver slet ikke en hær for at hjælpe!
Imperialistiske blokkes oprustningsspiral
De vestlige landes imperialistiske bloks totale dominans over verden bliver i stigende grad udfordret af andre imperialistiske magter. Åbenlyst af Rusland, men i højere grad af det på væsentlige områder langt stærkere Kina.
Denne eskalerende konkurrence (aktuelt også en handelskrig) mellem de imperialistiske magter er allerede på vej til at udløse en oprustningsspiral. Og det er denne oprustningsspiral, den danske oprustning er med til at drive frem. En oprustningsspiral, der bidrager til at øge, ikke formindske, faren for krige.
NATO, USA og endda de europæiske NATO-lande alene er i øjeblikket langt, langt overlegne lige netop på det militære område. Oprustningen er derfor ikke begrundet i en reel trussel mod NATO-lande (læs bl.a. vores ugekommentar om dette). En yderligere oprustning på den overlegne side vil i høj grad øge faren for, at en Trump-type kunne finde på at trodse faren for en tredje verdenskrig og bruge militære midler i kampen om herredømmet over vigtige ressourcer. Ikke mindst hvis USA får succes med at etablere det missilskjold, der skal sikre USA imod gengældelse, hvis det kommer til atomkrig. – Det danske ”territorialforsvar” af Grønland og farvandene omkring Grønland i tæt samarbejde med USA (og Norge) vil åbenlyst blive en integreret del af dette farlige projekt.
Selvmodsigelser med farlig åbning
Hovedbestyrelsens tekst fremfører som nævnt ønskedrømme om, at Danmark skal erstatte alliancen med USA med andre alliancer. Men der sættes ikke spørgsmålstegn ved, at den danske hær indtil videre skal fortsætte med at være en del af NATO-hæren.
Når der så samtidig åbnes for, at EL skal kunne støtte ”nødvendige investeringer i vores sikkerhed her og nu” og ”et effektivt og defensivt territorialforsvar”, der skal kunne ”håndhæve Danmarks og Rigsfællesskabets suverænitet” – så ligner det unægtelig en åbning for EL-støtte til øgede bevillinger til den danske NATO-hær.
At der så samtidig står, at vi har ”opmærksomhed på ikke at bidrage til en oprustningsspiral”, og at det ikke står i modsætning til, at ”vi som socialister går forrest i kampen for fred, afspænding og aftaler om gensidig nedrustning” – virker rent ud sagt selvmodsigende.
Nej til oprustning
Hvis og når EL skal bekæmpe oprustningsspiralen, skal vi selvfølgelig gøre det ved at bekæmpe oprustningen af Danmark her og nu. Erfaringen fra bl.a. 1980’erne er, at stærke fredsbevægelser på tværs af grænserne er det bedste middel til at presse stormagterne til at indgå gensidige nedrustningsaftaler. Fredsbevægelser, der reelt vil ”gå forrest i kampen for afspænding og gensidig nedrustning” må i sagens natur først og fremmest kæmpe for at stoppe oprustningen i deres eget land, fordi det er der, de har indflydelse. Effektive fredsbevægelser må stille krav om, at deres egen regering går foran med at rulle oprustningsspiralen tilbage – dvs.ensidig nedrustning.
Der skal selvfølgelig ikke kæmpes imod langt højere bevillinger til et stærkt og folkeligt baseret civilt beredskab, samt til langt bedre beskyttelse mod hybridkrig, cyberangreb og den slags, tvært imod! Der er heller ikke noget galt med at støtte en blanding af civilt beredskab og selvforsvarsgrupper, der med udgangspunkt i arbejdspladser og boligkvarterer kan være udgangspunkt for en modstandsbevægelse – så det bliver mindre fristende at besætte landet.
Men oprustning af den eksisterende danske NATO-hær – eller noget, der ligner – er noget helt andet. Det er oprustning af en hær, der først og fremmest skal forsvare Vestens imperialistiske interesser. Det er ikke en hær, der er ”på din side” – det er den vestlige kapitals hær.
Enhedslisten kan da godt begynde at skrive visionære dokumenter om et helt andet samfund og en helt anden hær. – Men så skal det godt nok være lidt tydeligere, at det er det, vi skriver om!
Der ligger heldigvis en lang række ændringsforslag til hovedbestyrelsens tekst, som vil afværge de værste problemer i teksten. Og der ligger et alternativt dokument, der lægger sig op ad EL’s ”gamle” linje – der bare skal forsynes med et nyt Ukraine-afsnit, der tydeligt bekræfter støtten til Ukraine. Vi krydser fingre for, at noget af dette bliver vedtaget.
Socialistisk Arbejderpolitiks Landsledelse, den 25.maj 2025
Hjemmeværnet 🤔🤔🤔