Olenka Gulenok og Kateryna (Bri) Kostrova er fra den ukrainske socialistiske organisation Sotsialny Rukh (Den Sociale Bevægelse). Interviewet blev lavet af Michael Baker fra Workers Liberty, som organiserer en turné med de to kvinder i England 4.-16. marts.

Start med at fortælle lidt om jer selv og om Sotsialny Rukh?

Kateryna: Mine kammerater kalder mig Bri. Jeg blev en del af venstrefløjen i 2014, da jeg gik med i den uafhængige studenterorganisation Direkte Aktion. Derefter var jeg med i forskellige queer-, feministiske og venstrefløjsorganisationer. I 2019 gik jeg ind i Sotsialny Rukh, og fra 2020 har jeg været en del af forretningsudvalget. Jeg er ansvarlig for den interne kommunikation og for kvindespørgsmål, herunder samarbejde med queer- og feministiske organisationer i Ukraine.

Jeg har også startet et projekt med at samle folk, der er interesseret i venstrefløjsideer – en sommerskole, der handler om emner som fagforeninger, miljøspørgsmål, feminisme, antikapitalisme, social retfærdighed osv.

Sotsialny Rukh er i dag en politisk organisation, men arbejder for at blive et parti. Organisationen blev stiftet i 2016. vi arbejder mest sammen med forskellige fagforeninger og har omkring 100 medlemmer.

Olenka: Jeg er sociolog og forskningsmedarbejder. Jeg laver interviews med folk og skriver rapporter om deres kampe. Før krigen arbejdede jeg med migration forskellige byudviklingsspørgsmål. Jeg undersøgte, hvordan ukrainske musikere arbejdede i udlandet. Så startede krigen, og jeg begyndte at undersøge erfaringerne fra folk, der boede tæt på frontlinjen i Ukraine. Jeg gik ind i Sotsialny Rukh efter krigens udbrud – faktisk på den sommerskole, Bri organiserede.

Hvilke følger har krigen haft på traditionelle sociale kvindespørgsmål som vold i hjemmet, ægteskab og skilsmisse, adgang til abort, graviditet og børnepasning. Krigen har selvfølgelig haft stor betydning for infrastrukturen, men hvilke sider af kvinders rettigheder, mener I, er blevet berørt?

Olenka: Krigen har helt klart forværret situationen hvad angår kønsroller og stereotyper. Mænd bliver i stadig højere grad portrætteret som krigere, der forsvarer deres familier og deres nation. Kvinder forventes at blive gode mødre, endnu mere end førhen. Det handler ikke bare om, hvordan vi taler om det, men hvordan det er i praksis, for det er mest mænd, der er ved fronten – der er rigtig mange mennesker fra alle køn, der kæmper, men stadig mest mænd – og følgelig mest kvinder, der bliver og passer børn og andre familiemedlemmer.

Og så er der infrastrukturen: Mange skoler og børnehaver er lukket eller bombet i smadder på grund af krigen. Mange skoler er overgået til online undervisning. Så ukrainske kvinder laver nu endnu mere ulønnet reproduktivt arbejde end før. Meget frivilligt arbejde bliver også udført af kvinder. På langt sigt vil det, at kvinder må blive hjemme, fordi børnehaverne er lukket i mange områder, nok resultere i et voksende løngab mellem mænd og kvinder.

Hvad angår adgang til abort har vi ikke adgang til data, ingen statistikker, men det er helt klart et spørgsmål for de kvinder der flygter til Polen. Ukrainerne rejser først og fremmest til Polen fordi det er tæt på, tror jeg, men er abort er forbudt der, så mange ukrainere klager over, at det er svært at få en abort der, selv hvis de er voldtægtsofre. De er nødt til at tage til Tyskland eller andre steder for at få abort.

Bri: Og selv i Ukraine er der mange regioner, hvor kvinder ikke har adgang til fortrydelsespiller og lignende, så vi har også problemet her.

Hvad er de vigtigste feministiske organisationer i Ukraine? Er de nye eller ældre og mere etablerede? Hvordan har de tilpasset sig til aktiviteter i krigstid?

Bri: Der er mange feministiske organisationer i Ukraine, og deres antal er steget markant de seneste år. Jeg tror, det er, fordi ideerne er blevet mere populære i det ukrainske samfund. Organisationerne er som regel uafhængige, men samarbejder ofte med hinanden. Jeg er selv en del af en organisation, der kalder sig FemSolution gruppen, der har arbejdet i Ukraine siden 2016. Før den altomfattende invasion af Ukraine var vi et uddannelsesprojekt, der tog sig af emner som LGBTQ+ miljøet, queer-feminisme og lignende temaer. Vi arbejdede også med studerende, og havde alle mulige uddannelsesprogrammer. Men efter invasionen er vi begyndt at koncentrere os om nødhjælp, eftersom de mest sårbare grupper bliver endnu mere sårbare under krigen.

I øjeblikket hjælper vi kvinder og børn og mennesker med psykiske udfordringer. En lignende proces har fundet i mange andre feministiske organisationer. De fleste har omorganiseret sig til at blive nødhjælpsorganisationer. Vi forsøger også at gøre andre ting, f.eks. mediearbejde, og vi forsøger at arbejde sammen med internt fordrevne kvinder. Men det er svært, for vores organisation har begrænsede ressourcer og vi har ikke nok ansatte til at gøre alle de ting, vi vil lige nu.

Hvordan arbejder Sotsialny Rukh med feministisk politik og LGBTQ+ politik i Ukraine?

Sotsialny Rukh har i mange år støttet arrangementer den 8. marts den Internationale Kvindedag, og demonstrationer til støtte for LGBTQ+ miljøet. Vi arbejder også sammen med queer-organisationer om arbejdsmarkedslove og lovændringer. F.eks. er der lige sket det, at ordet køn for første gang er blevet indført i vores arbejdsmarkedslove, hvilket medførte en voldsom reaktion fra de højreradikale. Sotsialny Rukhs svar var åbent at støtte LGBTQ+ miljøets holdning. For nylig tog jeg initiativ til at starte en gruppe for kvinder og LGBTI indenfor vores organisation, så kvinder og queer-personer kan organisere sig sammen. Jeg håber, at vi i år kan bruge mere tid på queer og feministisk politik, for indtil nu har det ikke været muligt. I starten var der ikke mange kvinder i organisationen, men nu er der kommet flere til, så vi ser frem til at lave mere feministisk arbejde i år.

I har nævnt de internt fordrevne – hvordan har dette ændret betingelserne for lokal og regional organisering? Er der udsigt til at kunne lave praktisk arbejde med folk, der bor nær ved fronten?

Olenka: Jeg diskuterede det faktisk med en kollega, jeg laver interview sammen med. Vi synes, at det vigtigste, vi kan gøre lige nu, er at dokumentere folks erfaringer, så de kan blive samlet og analyseret. Men det er forskning. Omkring 8 millioner mennesker er blevet internt fordrevne i Ukraine. Det betyder, at der er mange aktivister, der er flyttet til andre regioner, mange initiativer og grupper er flyttet til relativt sikrere steder. På den ene side er det fint for disse grupper og de lokalsamfund de flytter, fordi nye kontakter kan udvikles.

Men på den anden side er der byer og lokalsamfund, hvor organisationerne ikke er længere, så der mangler aktivistressourcer tættere på fronten. På den måde bringer flygtningestrømmene både fordele og ulemper. Det samme gælder for folk, der flygter til udlandet. Hvis de er aktivister, hvis de hører til en venstrefløjsgruppe eller andre grupper, understøtter flygtningestrømme lokale initiativer, samtidig med at aktivisterne savnes her. Især når vi tager i betragtning, at meget af det arbejde, vi laver i dag, ikke kun er politisk – men der er også meget humanitært arbejde.

Hvad er de vigtigste ting, I hører, når I interviewer folk tæt på fronten?

Olenka: Der er så meget at fortælle: Måske er det interessant, at mange mennesker mister deres arbejde på grund af krigen. Fabrikker og forretninger lukkes, og der er mange uenigheder om faglige rettigheder. Jeg har lagt mærke til i interviewene, at folk synes at forstå, at deres problemer er de samme som andres, og ikke kun deres private. Ofte vil de gerne kæmpe for faglige rettigheder og føre sag mod deres arbejdsgivere. Det er en ting, jeg ikke har set så meget før krigen. En kvinde fra Kramatorsk fortalte mig i et interview, at hun før krigen ikke havde været så aktiv med at kæmpe mod sin arbejdsgiver. Men nu, efter at have overlevet krigen, er hun ikke længere bange for konflikter på arbejdspladsen.

Nogle af jeres kammerater fra universitetet er aktive i en studenterorganisation i Ukraine – kan I fortælles os noget om den?

Bri: Direkte Aktion har eksisteret siden 2008, og miljøet omkring dem har eksisteret i en eller anden form siden 90’erne. Det har eksisteret længe, og vores studenter-medlemmer genoplivede det simpelthen. Jeg deltog i organisationen fra 2014 til 2019. Jeg kørte en libertær filmklub, en foredragsklub, og jeg organiserede også adskillige demonstrationer mod nedskæringer i uddannelsesstøtte og seksuel udnyttelse på universiteterne. Det var min første erfaring med en venstrefløjsorganisation. Jeg er virkelig glad for, at vores studenteraktivister har besluttet at genoplive Direkte Aktion, for jeg mener, det er vigtigt, at studenter arbejder på det politisk plan – de er en af de stærkeste sociale kræfter, der findes.

Deres vigtigste prioritering lige nu er at samarbejde med Youth 4 Ukrainian Resistance, en sammenslutning af internationale universitetsstudenter, der organiserer en international solidaritetskampagne og samler underskrifter på et opråb. De ønsker også at uddanne folk med forskellig baggrund i brug af sociale medier, og når de er blevet etableret, vil de fortsætte med at holde foredrag og andre aktiviteter af den type. I lang tid var Sotsialny Rukh den eneste venstrefløjsorganisation her, så jeg er virkelig glad for, at Direkte Aktion er kommet til.

Før vi slutter, er der noget, I ønsker at tilføje, som ikke er blevet omtalt så meget. Noget, I ønsker at understrege?

Olenka: Jeg tror, at det, vi ønsker og mest af alt fra venstrefløjen og det feministiske miljø udenfor Ukraine ,er støtte til vores væbnede modstand og en forståelse for, at vi kæmper mod den russiske imperialisme. Det handler ikke bare om en kamp mellem to regeringer.

Det bringer os til det sidste spørgsmål: Hvilken form for støtte, hvilke diskussioner ønsker I fra internationalistiske feminister udenfor Ukraine? Hvilke kampagner, hvilke former for solidaritet kræver opmærksomhed og materiel støtte, udover de ting, I allerede har nævnt?

Bri: Vi har virkelig brug for kampagner til støtte for bevæbningen af Ukraine – det er det vigtigste lige nu. Men der er også mange græsrodsorganisationer, der yder direkte hjælp til folk her, ligesom FemSolution. Vi har ikke meget økonomisk støtte, men mange mennesker kommer til os for at få hjælp. Sidste år sendte vi næsten 800 pakker med hygiejnebind og tøj til internt fordrevne kvinder, og vi støttede også mange børn med alle former for skolematerialer. Vi er også begyndt at arbejde i Kherson-regionen i år, og vi ønsker mulighed for at hjælpe dem ordentligt.

Olenka: Der er tonsvis af græsrodsinitiativer i Ukraine, og de kan reagere hurtigt for at imødekomme folks behov, i modsætning til de større organisationer, der får mere opmærksomhed og penge… så hvad angår solidaritet og støtte, er det virkelig vigtigt at give økonomisk hjælp til små lokale initiativer. De løser folks problemer på stående fod, uden alt bureaukratiet, og de mangler virkelig støtte. De ledes ofte af frivillige, uden løn og fuldtidsansatte-

3. marts 2023

Oversat fra Workers Liberty af Bodil Rasmussen