Dette er et interview med Sebastian Morgner, der gik i lære som vvs’er for 1,5 år siden. Jeg er selv uddannet typograf/grafisk trykker og var aktiv i lærlingebevægelsen for mere end 40 år siden. Dengang var der prestige i at tage en faglig uddannelse. Især hvis man var kvinde i et mandefag. Sådan er det ikke længere.

Hvad fik dig til at gå i lære som vvs’er?

Sebastian: Jeg var organisationssekretær i Socialistisk Ungdomsfront (SUF) og tænkte, at det der med kontor måske var mig, så da lejligheden bød sig, fik jeg en kontorlæreplads hos Rør- og Bliks fagforening i København. Der fandt jeg ud af, at det der med kontor måske alligevel ikke var mig. Derimod var jeg kommet et virkelig spændende sted hen. Det, der virkelig tændte gnisten hos mig, var, da jeg fik lov til at deltage i et medlemskursus om gammeldags blikkenslagerarbejde med kobberkunst. F.eks. hvordan man lavede olielamper, og hvilke teknikker man brugte, når man lavede nedløbsrør til fredede huse. Jeg oplevede et gammeldags og passioneret fagligt fællesskab på tværs af gamle og unge, hvor man udvekslede diverse fif og cowboytricks. En af de ansatte gav mig anvisninger og lod mig snuse til forskellige former for VVS-arbejde. Ja, så efter at jeg havde færdiggjort min kontoruddannelse, startede jeg på TEC (teknisk skole) i Gladsaxe. Jeg var heldig at få en læreplads, inden jeg startede på de 20 ugers grundforløb. Derfor fik jeg løn under skoleopholdet i stedet for SU. Nu arbejder jeg i et stort firma (Christoffersen og Knudsen) som laver alt muligt. Jeg har bl.a. været med til at lave vandrør til en ejendom og til at bygge en ny varmecentral op.

Lærlingeoprøret i 2022 fokuserede en del på de elendige fagskoler. Nu har regeringen bevilget flere penge til området, men har det ændret noget?

Sebastian: Der er stadig virkelig elendige forhold. Vi har det samme værktøj, som da min mester gik der. Ventilerne bliver f.eks. genbrugt, indtil de er møre og utætte af at blive skruet fra hinanden så mange gange. Det er især et problem til svendeprøven, at materialerne er blevet genbrugt for tit.

Der er ekstrem mangel på lærere. Normalt skal man være 14-16 i en klasse, men vi er 20, fordi vi er slået sammen med naboklassen. Men vores lærer skal samtidig undervise og tilrettelægge en anden klasse og må løbe frem og tilbage. Det betyder, at man får en kollektiv instruktion, men ingen individuel hjælp … højst en bemærkning om, at vi er nogle idioter, hvis vi har gjort noget forkert. Evalueringen af vores arbejde kommer først til sidst i processen. Omgivelserne og rammerne for undervisningen er også markant anderledes, end der hvor jeg gik i gymnasiet. På Rysensteen var der pænt og ordentligt. Her er der nedslidt linoleum og skrald alle vegne. Pedellen har nok at gøre med, at skolen ikke er ved ”at brænde ned”.

Men den største forskel på gymnasiet og teknisk skole er rammerne for det sociale. Eller mangel på samme. Her er ingen ungdomsfester, udflugter eller andet, der kunne ryste os sammen. Det eneste, der foregår, er, at man spiser morgenmad sammen den sidste dag på skoleopholdet. Men det er også svært at arrangere noget for en gruppe, som er mellem 16 og 40 år. På mit eget hold er vi kun mænd, men på årgangen efter mig er der to piger. Malerne går på samme skole, og der er er mange piger.

Sådan har det ikke altid været. Da jeg selv startede på teknisk skole i 1978, var der afsat de første 2 dage til sociale aktiviteter. Vi spillede fodbold på Kløvermarken, kan jeg huske. Det at man var mange lærlinge sammen på en skole, og at der var et socialt miljø, gjorde, at det var nemmere at mobilisere folk til aktioner og skabe et sammenhold. Vi var også på studietur i Polen sammen med vores fagskolelærere i 3-4 dage på 3. årgang, men al den slags er sparet væk for mange år siden. Forestil dig, at man havde gjort det på gymnasierne!

Hvad siger din omgangskreds til, at du har valgt at blive faglært arbejder?

Sebastian: Folk på venstrefløjen virker positivt interesserede, men en del venner fra min gamle omgangskreds har undret sig: ”Hvad foregår der? Er du dum eller hvad?”  Men det har jeg det fint med. Det er dem, der er de uvidende. Jeg er stolt af mit valg, for det er et spændende fag, og så er jeg medlem af en gammeldags fagforening med faglig stolthed på den fede måde.

Med det mener jeg, at det ikke skal være på den der DSU-måde, som de gør det inde i hovedforbundet. Der har de ansat en ungdomskonsulent til at lave kommunikation, der er akademiker fra RUC. Han får fremstillet nogle trøjer og plakater med ord om faglig stolthed og fællesskab, men på en påklistret måde. Det er ikke vores ord og ikke de formuleringer, vi ville have valgt. Det handler mest om at lokke folk til faget til glæde for arbejdsgiverne, men ikke noget om de problemer, der er.

Hvad mener du, er hovedproblemerne i dag?

Sebastian: At det er svært at få en god praktikplads. På mit hold var der 5 ud af 18, som måtte afbryde deres uddannelse, fordi de ikke fik praktikplads, og vvs-branchen er ikke den værste. Det er også et problem, at lærlingelønningerne er så lave. Vi er lige steget til 86 kroner i timen, men vi bor ikke hjemme, og det er svært at få en økonomi til at hænge sammen. Vi går i forvejen på arbejde i 8 timer, og det er hårdt at skulle have et ekstra job. Dertil kommer, at hele byggebranchen er plaget af social dumping.

Hvordan fungerer lærlingearbejdet lige nu?

Sebastian: Hos Rør- og Blik i København har vi fået startet noget ungdomsarbejde op. I et stykke tid var der kun en lille gruppe, men de holdt ud, og nu er vi 9 i bestyrelsen. Men vi har brugt lang tid på at ringe og snakke personligt med folk, for de fleste reagerer ikke på sms og mail. Jeg er blevet valgt til formand og sidder også som repræsentant i den voksne bestyrelse. Nu skal vi til at være mere udadvendte. I nærmeste fremtid har vi et møde om OK25 sammen med hovedforbundet, og her i København laver vi et kursus i ”rør-buk”. Vi tror, at vores arbejde skal være en kombination af fagpolitik, nørde fag og noget socialt. F. eks. ved at arrangere ”ind-drikning” som er et svendegilde inde i fagforeningen. Det gør de bl.a. hos BJMF.

Hvad kom der ud af lærlingeoprøret i 2022?

Sebastian: Initiativet var som udgangspunkt godt, men det opstod ikke nedefra. Det er fint nok, at man prøver at sætte noget i gang fra oven, men de formåede ikke at komme ud på fagskolerne og få folk gjort engagerede. De fik heller ikke inddraget andre ungdomsafdelinger. Det var mest noget med ”del dette debatindlæg af Carl Emil på SoMe”. Eller ”uddel disse flyers.” Initiativtageren Carl Emil Lind Christensen var formand for Metal Ungdom. Nu er han næstformand i DSU. Lærlingeoprøret fik ikke indsamlet de 50.000 underskrifter, der skal til for at stille et borgerforslag, men de forsøger selv at sælge det som en sejr, at regeringen nu har bevilget flere penge til erhvervsskolerne. Nu forsøger de at køre initiativet videre med nogle simple krav om, at det er ”synd for lærlinge”, at de ikke kan få studiekort og rabat på offentlig trafik som andre studerende. Det er sikkert planen, at Socialdemokratiet så kan indfri dette for nogle småpenge … hvis det da ikke kommer til betyde, at man afskaffer det for andre studerende. Men de taler ikke om de virkelige problemer.

I øvrigt er det sådan i mange overenskomster, at lærlinge får dækket transporttid. Da jeg arbejdede på varmecentralen og hver dag skulle tage toget frem og tilbage til Hørsholm, fik jeg 3000 kr. for 1,5 måneds arbejde i transporttid. Det er da bedre end et studiekort.

Dengang jeg var lærling, eksisterede der et Lærlingenes og ungarbejdernes Landsorganisation (LLO), som ikke var anerkendt af LO, men fik økonomisk støtte fra enkelte røde fagforeninger. HK Ungdom stod som de eneste helt uden for. LLO var en ret aktivistisk organisation i sine velmagtsdage, og man fokuserede ikke kun på løn og uddannelse, men også på boligforhold og international solidaritet. LLO og Faglig Ungdom døde samtidig med murens (og DKU’s) fald. Hvordan med det tværfaglige samarbejde lige nu?

Sebastian: Det er der ikke så meget af. Desværre. Der eksisterer et FH-Ungdom, men det er mest en intern kampplads for unge DSU’ere. De holder nogle kurser på Konventum (tidligere LO-skolen), men der må helst ikke foregå noget, der bare lugter af politik.

Vi prøvede at få vedtaget en meget blød udtalelse om solidaritet med Palæstina i vores Rør&Blik Ungdoms bestyrelse, men halvdelen var imod, selvom de godt kunne se, at vi jo havde udtalt os om Ukraine. Jeg oplever, at de unge, som starter i faget, ved meget lidt om fagbevægelsen. Den ”voksne fagforening ” kan godt deltage i forskellige solidaritets-arrangementer og har tradition for at vedtage udtalelser på generalforsamlingen om ting uden for vores egen lille verden. Desværre er det med at holde sig fra politik ikke noget, der skyldes pres fra oven. Det er de unge selv. Der er ingen kollektiv hukommelse, og forbindelsen bagud i historien er forsvundet. Så vi har et hårdt arbejde foran os med at genopbygge en lærlingebevægelse, og det skal gøres fra neden og med personlig kontakt.