Læsetid: 7 minutter

Blå blok og Nicolai Wammen skyndte sig at oversælge aftalen, der langtfra reducerer landbrugets udledninger så meget som det postuleres. Aftalen er det minimum. partierne kunne blive enige om. Alle skulle have lidt. Ingen ville stå udenfor “det samarbejdende folkestyre,” heller ikke selv om det, som her udfoldede sig på bekostning af miljø- og klimahensyn.

 

Aftalens hovedpunkter er:

–  Landbruget udvikles og ikke afvikles – nærmest en jobgaranti

–  Landbruget omstilles til mere klima- og miljøvenlig produktion, der også er økonomisk bæredygtigt

–  Udledningen af drivhusgasser nedbringes under hensyn til en fortsat bæredygtig udvikling af erhvervet og konkurrenceevne, offentlige finanser, job, sammenhæng og social balance

 

Noget af det kan være fornuftigt nok, og partierne har da også en ambition om, at udledningen af drivhusgasser fra land- og skovbrug reduceres med mindst 8 mio. tons CO2 i 2030, med afsæt i klimaloven, der fastsætter en CO2-reduktion på 70 procent i 2030. Landbruget kan nøjes med 55-60 procent

 

Planteproduktionen forøges, men de beløb, der er afsat hertil, er peanuts sammenlignet med, hvad minkavlerne fik. Initiativet baseres på frivillighed, og hvad markedet efterspørger. Her kunne regeringen kanalisere forbruget væk fra det klimabelastende svine- og oksekød, fjerne eller nedsætte momsen på grønt, frugt, korn, evt. fisk og mejeriprodukter. Det tør regeringen ikke, for så råber Danish Crown op. I forbifarten: Regeringen har sat Danish Crowns boss, Jais Valeur, til at lede “Klimapartnerskab på fødevareområdet” – og så må det jo blive derefter. (Se artikel: Bondevennerne i Socialdemokratiet).

 

Klimarådet foreslår en CO2-afgift på 1.500 kr. pr. ton, det skal få virksomhederne til at producere mindre klimabelastende produkter, og forbrugerne til at købe mere klimavenligt. En oksekødsafgift på 15-20 kr. pr. kilo vil selvsagt kanalisere forbruget andetsteds hen.

 

Aftalen indeholder initiativer, der potentielt set kan reducere udledningen af drivhusgasser med 7,3 mio. ton CO2. Det skal ses i forhold til en udledning i 2020 på 15 mio. ton. Det giver en manko på 7,7 ton CO2 i 2030, men dog en reduktion på 64 procent i forhold til 1990.

 

Hockeystaven

Der satses i vid udstrækning på teknologier, der endnu ikke er færdigudviklet og operationelle, bl.a. ændret fodersammensætning, så køerne bøvser og prutter mindre, og dermed reducerer udslippet af metangasser med 5 mio. tons. Det giver landmændene mere tid at løbe på, og de kan så håbe på, at kommende Venstre-regeringer vil løsne reguleringerne og lancere nye landbrugspakker.

 

Til de nye teknologier hører også såkaldte nitrifikations-hæmmere – stoffer der tilsættes gødningen for at reducere kvælstof-udvaskningen og -udledningen af drivhusgasserne.

 

Muslingefarme i fjorde og ved kysterne er en mere sikker teknologi og fungerer som et rensningsanlæg, der omdanner kvælstof, kan spises og har et lavt CO2-aftryk. Blå blok vil etablere flere muslingefarme frem for at stille krav til landbruget.

 

Landbrugsstøtten på 27 milliarder for 2023-27 skal være et incitament og et redskab til at omstille til mere bæredygtig produktion, og omlægning fra kvæg til planter. Der afsættes 3,8 milliarder kr. ekstra – blå bloks krav for at gå med i forliget. Beløbet er dog en engangsydelse, der kan bruges på grønne initiativer, og kan betyde, at der er flere frie grønne midler til økologi, der får én milliard kr. ekstra.

 

Lavbundsjorder – gamle moser, våde enge mv., og hvor er der mange planterester – frigiver, når det udtørres og pløjes, store mængder CO2. Partierne vil udtage 1.000 km2 lavbundsjorder (som Lollands areal). Udtagningen sker sammen med Danmarks Naturfredningsforening, KL og Landbrug & Fødevarer. Der afsættes 2 milliarder kr. Udtagningen er et billigt værktøj med stor effekt. I Altinget har embedsværket og forskere dog rejst tvivl om, hvor stor klimaeffekten egentlig er.

 

Jo mindre areal der bruges til dyrefoder, desto større areal vil der være til planter og skovrejsning, og der afsættes 613 mio. kr. i de næste tre år til privat skovrejsning. Det rækker dog kun til 5 km2, hvilket er for lidt i forhold til, hvad der er nødvendigt, men også ud fra de muligheder, øget skovrejsning indebærer (nyttetræ, skovafgrøder). Hugsten i de af statens skove, som ikke udlægges til urørt skov, reduceres med 20 procent Dagen efter aftalens indgåelse kom Energistyrelsen med et notat, der anbefaler, at et areal halvt så stort som Fyn (ca.1.500 km2) udlægges som skov.

 

Danmark halter bagefter

Også når det gælder EU’s vandrammedirektiv – beskyttelse af vådområder og grundvandet – halter Danmark bagefter, og selvom partierne nu har sagt ja til at overholde direktivet, så sker det ikke. EU kræver, at kvælstofudledningen reduceres med 14.000 tons om året, aftalen siger 10.800 tons. Der er dog store lokale forskelle. Ved Limfjorden skal udledningen reduceres med 80 procent, hvilket vil være et alvorligt indgreb i landmændenes produktionsformer.

 

EU kræver desuden, at landbrugsstøtten på 7,3 milliarder kr. i højere grad betinges af miljø- og klimatiltag. Nok er partierne enige om at gennemføre EU’s landbrugspolitik, men at øremærke dele af landbrugsstøtten til miljø- og klimaformål vækker modstand hos de blå partier, og var en af de største forhindringer for en indgåelse af aftalen. Atter bøjede regeringen sig, og der afsættes 5,5 milliarder kr. frem til 2030 til kvælstofindsatsen.

 

Det er ikke først gang, at der fastsættes skrappe målsætninger. Problemet opstår, når de skal realiseres. Så slækkes de, der gives dispensationer, og/eller der skæres ned på de kontrolforanstaltninger, der skal se til, at målsætningerne overholdes.

 

Igen står vi med en aftale, der baserer sig på frivillighed. Klimaforandringerne gør det proble-matisk, og det bør derfor ikke komme bag på beslutningstagerne, at landmændene om føje år heller ikke denne gang har levet op til forventningerne. At være politiker er at regere, og det viste sig under coronakrisen, at da kunne der godt gribes hurtigt og effektivt ind, men det var så det.

 

Hvor langt landmændene er nået med hensyn til kvælstofreduktioner, både når det gælder individuelle såvel som “kollektive” tiltag (fx muslingefarme), vil vise sig ved genbesøget i 2023-24. Her skal der tillige indhentes en second opinion fra eksterne eksperter. Er der ikke sket målbare reduktioner, så falder hammeren som skærpet regulering. Finansministeriet – ikke Fødevareministeriet! – nedsætter en arbejdsgruppe til at overvåge processen.

 

Hvis ikke landmændene når i mål, så er der i aftalen et krav om at finde andre måder til at reducere udslippene, og her ser det ud til, at regeringen vil acceptere, at så må andre sektorer yde endnu mere. Det bliver ikke vej- og flytrafikken, for også den har regeringen fredet for indgreb, højere benzinpriser, roadpricing og lignende. Selv med en tilstrækkelig høj CO2-afgift, kommer andre til at betale for at skåne landbruget.

 

Grønne jobs

Aftalen pointerer, at omstillingen ikke må koste arbejdspladser i landbrug og fødevareindustrien, der beskæftiger 125.000. Regeringen vil endda, at den animalske produktion øges.

 

Landbrug & Fødevarer skønner, at omstillingen kan koste ca.14.000 arbejdspladser. Et øjebliksbillede, der vil ændre sig i takt med, at aftalen gennemføres, og nye job opstår med at forarbejde landbrugs-, gartneri- og skovbrugsprodukter.

 

AgriFoodTure og landbrugets rådgivningscenter, Seges, peger på, der kan være 9-27.000 nye job i udvikling og produktion af nye plantebaserede proteiner og fødevarer.

 

Landbrugslobbyen fortæller, at dansk landbrug kan mætte 15 mio. mennesker, men ikke, at der ved en vegetabilsk produktion, kan mættes 4-5 gange så mange. Alene det burde give landmændene et incitament til at omlægge produktionen

 

Nok kan nogle landmænd hurtigt omstille til andre afgrøder, mens de, der satser på animalsk landbrug, vil få det svært. Mange har gjort store investeringer i svine- og kvægstalde, og de kan næppe gøre nytte ved en omstilling til overvejende vegetabilsk landbrug. Og hvad gør man ved gælden – i snit 30 mio. kr. pr. landmand – der er bundet til en bestemt produktionsform.

 

Grønne indkøb og momsfritagelse booster omlægningen

En storstilet grøn omlægning møder indvendingen, at efterspørgslen ikke er dertil. Her kan stat og kommuner gå foran med indkøb af vegetabilske produkter til offentlige køkkener og institutioner, samt moms-fritagelse eller differentieret moms for grønt, frugt og korn, evt. mejeriprodukter og fisk. Danmark er eneste EU-land, der ikke har flere momssatser. I 18 EU-lande er der mindst tre, i Frankrig er der fire, og det fungerer fint. I det gennemdigitaliserede Danmark kan der kun regnes med én sats.

 

Vi kan lære af hollænderne, der nu vil reducere det animalske landbrug med 30 procent. Det er ikke noget, regeringen gør frivilligt. Det er blevet den pålagt, efter at miljøorganisationer fik medhold ved forvaltningsdomstolen. Ifølge Guardian den 8.09.21 afsagde domstolen en kendelse om, at Holland brød EU’s bestemmelser, fordi der ikke blev gjort tilstrækkeligt for at mindske udslippet af kvælstoffer og ammoniak, der er en alvorlig belastning for mennesker og naturområde. Som et første skridt er farten på motorvejene sat ned fra 130 til 100 km/t.

 

Der er i store dele af det hollandske samfund, også i embedsværket, en forståelse for, at landets enorme animalske produktion, har nået miljøets tålegrænser. Ifølge aftalepartierne – bortset fra EL – er det ikke tilfældet her i landet, hvor viljen til ikke at vide råder.

 

Det hollandske forslag er realistisk, og diskussionen handler nu om, hvad landmændene skal have i kompensation. Jorden ejes af staten, bønderne lejer den kun. Med til billedet hører også, at hollandske landmænd er ved at blive gamle, har ingen arvinger til at overtage gårdene, og i løbet af 10-15 år vil op mod halvdelen af gårdene under alle omstændigheder stoppe produktionen..

 

Nødvendighedens politik

Venstre har mest grund til at glædes. Ikke alene fik den gennemført, at landmændene skal have 3,8 milliarder kr. ekstra – omstillingskompensation (buksevand til Prehn, der prisværdigt fastholdt, at EU’s landbrugsstøtte måtte være nok), samt at mange tiltag baseres på frivillighed – et begreb, der i landbokredse er ret elastisk. Blå blok kæmpede længe imod regeringens forslag om udlednings-reduktioner på 13.000 tons, som EU kræver, og ville kun gå med til 10.800 tons – og sådan blev det. Venstre foreslog desuden at droppe andre EU-krav på vandmiljøområdet.

 

Regeringen kan være tilfreds, fordi den fik de rød-grønne partier til at opgive modstanden mod hockeystaven. Når alle partier nu har en hånd på hockeystaven, så kan ingen bruge den til at slå de andre med. Således er der sket en afpolitisering af miljø- og klimapolitikken. Ligner Corydons nødvendighedens politik, der jo heller ikke var til diskussion.

 

At så Enhedslisten bagefter nok finder ud af, at partiet er blevet fuppet og vil have aftalen genåbnet – sådan som det skete med sommerens trafikaftale – det må partiet gerne. Det sker bare ikke, og det eneste, Enhedslisten opnår, er at gøre sig til grin. Var partiet ikke klar over, hvad det var, de sagde ja til?

 

Når Enhedslisten er med i en aftale, der delvist sætter grænser for udledninger, men lader det komme an på frivillige aftaler, så har regeringen intet at frygte derfra. Langsomt sluses partiet ind i den position, som hjælpesocialisterne i SF har haft i årtier. Alt, hvad Enhedslisten har at hænge hatten på, er genbesøgene i 2023-24. “Ved genbesøget skal vi sidde med ved bordet og ikke efterlade landbrugspolitikken på Vermunds og Ellemanns hænder,” siger Mai Villadsen til Altinget 07.10.21.

 

Lige lovlig nøjsomt.