Daniel blev født i 1946 og viede sit liv til kampen for den revolutionære marxismes ideer. Han var en af grundlæggerne af Jeunesse Communiste Révolutionnaire (JCR – ungdomsorganisation dannet i 1966, red.) og Ligue Communiste Révolutionnaire (den franske sektion af Fjerde Internationale, red.).

Som ledende aktivist i maj 68 var han en af dem, der havde en meget sikker sans for politisk initiativ. Han havde været en af lederne i 22. marts-bevægelsen (parisisk studenterbevægelse, som startede revolten i maj 68, red.). Han forstod dynamikken i de sociale bevægelser, navnlig koblingen mellem studenterbevægelsen og arbejdernes generalstrejke, og var også blandt dem, der indså, at der måtte opbygges en politisk organisation og opsamles kræfter til opbygningen af et revolutionært parti.

Daniels styrke var at forbinde teori og praktik, intuition og politik, ideer og organisering. Han kunne på én og samme tid føre an i et demonstrationsværn og forfatte et teoretisk værk.

Han var en af dem, der leverede inspiration til en kamp, der kombinerede principper og politiske afgrænsninger med åbenhed og afvisning af sekterisme. Han var dybt forankret i sine politiske overbevisninger, men altid den første til at søge diskussion, til at forsøge at overbevise, til at udveksle standpunkter og til at forny sin egen tænkning.

Som medlem af LCR’s daglige ledelse lige fra slutningen af 1960’erne til starten af 1990’erne spillede Daniel en afgørende rolle i opbygningen af et projekt og en linje, som forbinder hverdagsaktiviteter med revolutionære perspektiver. En stor del af hans teoretiske og politiske arbejde fokuserede på strategiske spørgsmål og på de historiske erfaringer fra de største revolutionære begivenheder.

Daniel var helt igennem internationalist. Han var en ankerperson i opbygningen af det spanske LCR i Franco-diktaturets dage. I de år spillede han en vigtig rolle i Fjerde Internationale, hvor han især fulgte situationen i Latinamerika og Brasilien. Han bidrog meget til at ajourføre vores verdensopfattelse og til at forberede os på de historiske omvæltninger i slutningen af 1980’erne.

Fra 1990’erne til nu fortsatte han sin politiske kamp, men koncentrerede sig om den teoretiske refleksion og udvikling: den politiske idéhistorie, Karl Marx’ ”kapital”, en status over det 20. århundrede og dets revolutioner, især den russiske revolution, økologi, feminisme, identiteter og det jødiske spørgsmål og udviklingen af en ny politik for den revolutionære venstrefløj over for den kapitalistiske globalisering. Han fulgte regelmæssigt de sociale verdensfora i den globale alternativbevægelse.

Daniel sikrede den historiske kontinuitet for en revolutionær marxisme, som er åben og ikke-dogmatisk. Han sørgede for tilpasning til en ny tids forandringer, men altid med perspektivet om en revolutionær samfundsforandring.

Den sygdom, der ramte ham, holdt han stangen i årevis, ved at tænke, ved at skrive, ved at arbejde med sine ideer, og han sagde aldrig nej til en rejse eller et møde, det være sig offentligt eller internt. Daniel havde sat sig for at gå vores politiske fundament efter i sømmene og videregive det til den unge generation. Det gjorde han af hele sit hjerte og af alle sine kræfter. Hans oplæg ved det Internationale Institut for Forskning og Uddannelse i Amsterdam (IIRE) og ved sommeruniversiteterne i LCR og nu NPA (Nouveau Parti Anticapitaliste) har præget hundredvis af kammerater.

Daniel var en formidler af erfaring fra LCR til NPA og havde besluttet at ledsage opstarten af vores nye organisation ved at relancere tidsskriftet Contre temps og ved at oprette Louise Michel-Stiftelsen som et diskussions- og arbejdsforum for radikale tænkning.

Alt det var Daniel. Og derudover var han sympatisk, varm og selskabelig. Han elskede livet.

Mens mange eks-68’ere skiftede side og opgav deres ungdomsidealer, hverken svigtede eller opgav Daniel. Han er stadig med os.

Oversat fra NPA’s hjemmeside af Finn Kjeller.

Daniel Bensaïds skrifter kan findes via Europe Solidaire.
Interview m.m. kan findes på Editions La Brèche Numérique