Læsetid: 8 minutter

Det er allerede den mest alvorlige pandemi i et århundrede. Antallet af døde som resultat af den såkaldte Spanske Syge i 1918-1919 var betydeligt, selv om det er svært at vurdere, og ramte især unge voksne. Konsekvenserne var særligt voldsomme, fordi pandemien kom lige efter Første Verdenskrig.

 

Den hurtige udbredelse af Covid-19 pandemien kan især forklares med svækkelsen af den offentlige modstandskraft , som er forårsaget af den ny-liberale orden og mere usikre arbejdsforhold  – i sammenhæng med stigningen i den internationale handel som følge af den kapitalistiske globalisering, den generelle kommercialisering og profitlovens forrang.

 

Denne nye coronavirus blev opdaget så tidligt som i november 2019 i Kina. De læger og videnskabsfolk, som forsøgte at slå alarm, blev i starten undertrykt og bragt til tavshed. Hvis Kinas Kommunistiske Parti havde reageret straks, kunne faren for en epidemi være kvalt i fødslen.

 

Politikken med at benægte faren er ikke noget, der kun gælder for det kinesiske regime. Donald Trump i USA talte spottende om denne “udenlandske virus”. Jair Bolsonaro, med Brasilien allerede fordybet i pandemien, erklærede, at det var ”hysteri at forbyde fodboldkampe”, og udfordrede love og retningslinjer fra sundheds-myndighederne ved at deltage i en højreorienteret demonstration foran Parlamentet. I Storbritannien talte Boris Johnson i starten for en “flok-immunisering” (som tillader virussen at blive spredt, så epidemien frit kan nå sine indre grænser, når omkring 70 procent af befolkningen er blevet smittet). Han er blevet nødt til at ændre denne afstumpede og farlige tilgang. Sophie Wilmès, Belgiens premierminister, vendte i lang tid det døve øre til enhver advarsel. Den franske præsident fyldte ikke de strategiske lagre op (sikkerhedstøj og -udstyr), så snart de første tilfælde viste sig i januar 2020.

 

Regeringerne i de mindre berørte lande i Østeuropa tager ikke ved lære af sundhedskrisen i den vestlige del af kontinentet. EU har ikke været i stand til at organisere den mest elementære solidaritet med det hårdt ramte Italien, selvom landet ikke engang selv producerer masker.

 

Den vigtigste grund til denne forsinkelse er, at regeringerne ikke vil risikere at sætte den økonomiske aktivitet og varernes fri bevægelighed i stå, og de kun vil afsætte minimale ressourcer til at beskytte befolkningerne. Ønsket om at fortsætte med nedskærings-politikken i kapitalens offensiv mod arbejderne, mareridtet om en ny krise, har været stærkere end at bevare befolkningens helbred.

 

På trods af de meget hurtige fremskridt i den medicinske og videnskabelige forskning, er det for tidligt at forudsige udviklingen af SARS-CoV-2 virussen: Vil den være følsom overfor bedre vejr på den nordlige halvkugle, og vil antallet af syge falde? Vil den mutere, og hvis den gør, vil den så blive mere eller mindre ondartet?

 

Spredningen af sygdommen fra Kina har fulgt en Øst-Vest-akse (som omfatter Europa, Iran og USA), hvor betingelserne har været fordelagtige. Imidlertid er denne virus nu også til stede i Syden, hvor den kan mangedoble, f.eks. ved det næste skift i årstiderne, før den vender stærkt tilbage til Nord.

 

Det vil tage tid at udvikle en vaccine. Det ville være uansvarligt at forvente, at Covid-19-sygdommen uddør naturligt på kort sigt.

 

Virussen spreder sig meget hurtigt. Andelen af registrerede smittetilfælde i forhold til det faktiske antal smittede er ukendt, da screening ikke foretages som rutine, men risikoen, der følger med smitte, er velkendt. Dødeligheden kan variere fra land til land. Virussen siges at være godartet i 80 procent af tilfældene og alvorlig i 20 procent, herunder meget alvorlig i 5 og dødelig i 2 procent af tilfældene. De ældste eller de mest syge er ikke de eneste, der er i alvorlig fare. Stadig yngre mennesker befinder sig i intensiv pleje der, hvor epidemien eksploderer.

 

De etablerede medier og regeringerne sætter fokus på forskellen i dødelighed i forhold til alder, men de er omhyggelige med ikke at gøre opmærksom på forskelle mellem klasser, og hvordan dødelighed på grund af coronavirus-pandemien vil påvirke mennesker i forhold til deres indkomst og rigdom. Karantæne eller adgang til intensiv pleje, når du er 70 år og fattig, er slet ikke den samme, som når du er rig.

 

Der er ingen antistoffer mod den nye coronavirus i befolkningen. Behandlingen af de alvorligt syge er besværlig og kræver avanceret udstyr og uddannet og kompetent medicinsk personale. Hvor dette mangler (eller hvis hospitals-systemet er overbelastet), er mange patienter, der kunne kureres, ved at dø og vil dø. Hvis der ikke træffes drastiske foranstaltninger, og hvis 4 milliarder mennesker bliver smittede, vil 80 millioner mennesker dø.

 

Covid-19 pandemien skal derfor tages meget alvorligt af alle progressive og aktive bevægelser, herunder vores egne organisationer. De steder, hvor epidemien udvikler sig, må der gennemføres meget faste indgreb for at begrænse den og beskytte befolkningerne, og dette skal være en prioritering, der står højere end at få den kapitalistiske økonomi til at fungere. Alle lande må lære lektien af dem, der først blev berørt, så de forbereder sig på de mulige udviklinger, og regeringerne må presses til at indføre reelle præventive foranstaltninger.

 

Stærke præventive planer

I de fleste berørte lande håndterer regeringerne de problemer, der er en følge af at være uforberedt, i nogle tilfælde ved at gøre en dyd af nødvendigheden. De steder, hvor der eksisterer planer for forebyggelse, må de styrkes, og de må laves, hvor de ikke findes.

 

Disse planer må forberede en reorganisering af sundheds-systemet som helhed og mobiliseringen af alle nødvendige ressourcer i tilfælde af en epidemi, og i særdeleshed en øjeblikkelig forøgelse af personalet i sundhedssystemet, som allerede er alvorligt underbemandet.

 

Hospitaler har været genstand for gentagne budgetbesparelser, er blevet svækket og endda privatiseret, selv om de er en af grundpillerne i kampen mod en epidemi, som kræver omfattende pleje.

 

Privat plejeservice og privat produktion af medicin og medicinsk udstyr skal inddrages under offentlig og social kontrol. Den spanske regering har taget skridt til at inddrage private hospitalssenge.

 

Strategiske lagre af sikkerhedstøj, hydro-alkoholisk gel og screening-udstyr må skaffes og prioriteres til sundheds- og andet uundværligt personale og til de dele af befolkningen, der er mest udsatte.

 

Præventive planer omfatter også medicinsk og videnskabelig forskning. Imidlertid er der også her, på grund af nedskærings-logikken, foretaget nedskæringer på bevillinger til forskning, især i forhold til coronavirus. Alle private selskaber, der arbejder på dette område, må nationaliseres under offentlig og social kontrol.

 

Sydkorea har vist nytten af en massiv screening for at forstå epidemiens dynamik og kunne gribe ind så tidligt som muligt. Imidlertid har stramme budgetter betydet, at lagre af udstyr til at gennemføre disse screeninger ikke er blevet opdateret, selv der hvor de fandtes, og det har skabt dramatiske situationer. I en situation med mangel, må sikkerhedsudstyret reserveres som første prioritet til sundhedspersonalet, som alligevel vil være underforsynet, og deres husstande.

 

Levevilkårene må garanteres ved at annulere betaling af husleje, realkredit og udgifter til el, vand og varme. Der må gennemføres et øjeblikkeligt stop for alle udsættelser fra boliger, etablering af husly med alt det nødvendige udstyr til de hjemløse, inddragelse af tomme boliger, så folk ikke efterlades i usunde bygninger. Hjemløse på gaden kan ikke gå i selv-isolation eller være spærret inde.

 

Den kommende økonomiske og sociale krise, som pandemien vil udløse, men som er forberedt gennem ophobningen af problemer i den kapitalistiske økonomi, skal ikke blive en anledning til en fortsat koncentration af rigdom og nedbrydning af sociale rettigheder. Tværtimod må progressive kræfter presse på for løsninger, der bygger på omfordeling af ressourcer, baseret på det fælles bedste.

 

Endelig må der, i betragtning af den stadig mere omfattende epidemi, indføres strikse foranstaltninger, der begrænser social kontakt og færdsel, og dermed drastisk reducerer den økonomiske aktivitet.

 

Planerne må derfor omfatte massiv støtte til befolkningen, for at undgå stigende fattigdom og for at sikre, at ingen lider nød i en tid med sundhedskrise. Dette må gælde både lønarbejdere og selvstændige. Omkostningerne ved disse restriktioner må bæres, ved at skatten sættes op på virksomhedernes profitter de store formuer.

 

Den afgørende betydning af social selvorganisering
Vi må kræve, at myndighederne gennemfører alle de nødvendige foranstaltninger til at beskytte befolkningens sundhed og velfærd, men intet ville være mere farligt end at stole på dem alene. Den uafhængige mobilisering af sociale aktører er absolut nødvendig.

 

Arbejderbevægelsen må kæmpe for, at indstille al unødvendig produktion og transport, at sikre de bedst mulige sundheds- og sikkerhedsforhold på de uundværlige arbejdspladser, og at arbejdernes indkomster og overenskomster opretholdes fuldt ud i tilfælde med hel eller delvis arbejdsløshed. Der har allerede været strejker med krav om, at arbejdspladser med unødvendig produktion, som biler, skal lukkes, f.eks. Mercedes Benz i Vitoria i Baskerlandet. Andre steder er arbejdere på arbejdspladser med nødvendig produktion gået i aktion med krav om bedre sikkerhedsforhold, på hospitaler i Frankrig eller renovationsarbejdere i Skotland.

 

Lokale organisationer har en afgørende rolle at spille på mange niveauer. De hjæper med at bryde den isolation, som mennesker kan finde sig selv i. Det gælder især kvinder, som i perioder med indespærring kan synes, at de er nødt til at påtage sig en endnu større byrde af pligter med husarbejde og børnepasning, Ved at bekæmpe racisme, fremmedhad og LGBT+fobi kan de sikre, at udsatte, indvandrere, papirløse og diskriminerede minoriteter ikke udelukkes fra den beskyttelse, de er berettiget til. De kan hjælpe kvinder, for hvem indespærring betyder en dødelig indespærring med en voldelig ægtefælle. De kan sikre, at de daglige rutiner med “social distance” respekteres.

 

Der eksisterer mange eksempler, hvor græsrods-organisationer, i et boligområde eller en boligblok, skaber kontakt mellem dem, der vil hjælpe, og dem, der har brug for hjælp (ældre, handicappede, karantæneramte), ofte for første gang. De eksisterer i forskellige lande, i Storbritannien, i Holland, i Frankrig. I Italien har fællesskaber, udover den praktiske hjælp, fundet sammen for at bryde den sociale isolation og udtrykke solidaritet gennem fællessang fra deres balkoner.

 

Sociale bevægelser må kunne støtte sig til uafhængig og videnskabelig ekspertise for at vide, hvilke foranstaltninger der er effektive og uundværlige, og opmuntre international udveksling af denne viden. Læger og forskere må samarbejde med dem.

 

Endelig er den sociale bevægelses selvorganisering en uerstattelig demokratisk garanti. Myndighedernes magtfuldkommenhed kan blive forstærket i en nødsituation med sundhedskrise, under dække af effektivitet. Den bredest mulige mobilisering af en enhedsfront må gå imod denne dominerende tendens.

 

En global krise for det kapitalistiske samfund
En pandemi udgør en stor test for et samfund. Situationen i Lombardiet, i det nordlige Italien er en dramatisk illustration af, hvad der sker med den herskende orden.

 

Lombardiet er en af de rigeste regioner i Europa med et af de bedste hospitals-systemer. Dette er ikke desto mindre blevet svækket af den ny-liberale politik. Det drukner nu i floden af alvorligt syge patienter til et punkt, hvor Selskabet for Anæstesiologi, Smertestillelse, Genoplivning og Intensiv Medicin (SIAARTI) har givet ordre om at sortere patienterne og kun behandle dem, der har den største sandsynlighed for at overleve, mens de andre overlades til at dø.

 

Dette er ikke et éngangstilfælde, som når førstehjælpere efter en ulykke med flere tilskadekomne skal afgøre, hvem der skal behandles først. Det er en systemfejl, der kunne have været undgået, hvis sundheds-politikken havde været en anden.

 

Dette er i fredstid, hvor mangler gør det nødvendigt at handle som i krig, hvor man opgiver at forsøge at redde alle! Dette er en frygtelig nedbrydning af solidaritet, der finder sted i en af verdens mest økonomisk og sundhedsmæssigt udviklede regioner – og som kan ske andre steder i Europa i morgen.

 

En klar fordømmelse af den herskende kapitalistiske orden
Spørgsmålet er ikke, om Covid-19-pandemien vil “normalisere” sig selv i morgen, men hvor mange døde, der kommer til at betale prisen, og hvor store sociale omvæltninger der vil ske.

 

Dette er et tilbagevendende spørgsmål, fordi vi lever i en tid, hvor store epidemier igen er virkelighed (SARS, AIDS, H1N1, Zika, Ebola…). Den kroniske krise for sundheds-tilstanden er i dag forbundet med den globale økologiske krise (den globale opvarmning er en af dens sider), den permanente krigstilstand, den ny-liberale globaliserings ustabilitet og finansialiseringen af kapitalen, gældskrisen, den stigende usikkerhed og opløsningen af den sociale sammenhæng, fremkomsten af mere autoritære regimer, diskrimination, racisme og fremmedhad.

 

Kampen mod sundhedskrisen kræver kamp mod de multinationale firmaer og medicinalindustriens lobbyvirksomhed. Og mod agro-industrien, der underminerer bøndernes økologiske landbrug og skovbrug, der kan gendanne øko-systemer i balance. Det kræver indførelse af en by-reform for at stoppe usunde mega-byer.

 

Generelt drejer det sig om at gå imod profittens logik til fordel for en logik med gratis behandling og pleje: Enhver syg person skal behandles uden betaling, uanset sin sociale status … Vores liv er mere værd end deres profit.

 

Økosocialisme repræsenterer alternativet til den globale krise for det kapitalistiske samfund. Svaret på sundhedskrisen må være mobilisering i alliance med andre kampområder for at opnå dette alternativ. En sådan fælles kamp for økosocialistiske, feministiske og faglige krav må som sit mål have at slippe af med det kapitalistiske system, som slår os og planeten ihjel, og bygge et nyt samfund.

 

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 17. marts 2020

Oversat fra International Viewpoint af John Jessen og Åge Skovrind