Fra den 9. til den 20. november samles delegerede til FN’s klimakonference COP31 i Antalya, Tyrkiet. De tyrkiske værter betegner konferencen som en "implementerings-COP". Aktivister, der kæmper for klima- og social retfærdighed, må spørge: Implementering af hvad – og for hvem?

 

For et år siden, i kølvandet på COP-mødet i Belém, argumenterede vi for, at COP30 havde cementeret krisen i klimapolitikken. Ikke desto mindre må man anerkende, at COP-processen fortsat er det eneste globale forum, hvor de mest sårbare lande sidder ved samme bord som de største forurenere. De forpligtelser, der indgås – uanset hvor svage de måtte være – giver aktivister i bevægelserne et grundlag for at holde regeringer ansvarlige. Men midtvejsforhandlingerne i Bonn viste, hvor meget FN’s klimaproces er blevet begrænset. Den er låst i en spændetrøje, der er skåret til af oliestaterne og syet sammen af ​​de fossile selskaber. Aktivister, der rejser til Antalya, bør se virkeligheden i øjnene: Et gennembrud i forhold til reduktioner i udledninger er usandsynligt. De, der tager afsted, bør bruge tiden på at opbygge alliancer på tværs af det globale syd og udstikke en uafhængig kurs.

 

I denne artikel vil vi opfordre aktivister inden for klima- og social retfærdighed – og især fagforeningsfolk – til at holde op med primært at knytte deres håb til en dagsorden om reduktioner i udledninger, som COP-processen hidtil ikke har formået at levere på. Hvis vi skal genopbygge en bevægelse for klimaretfærdighed og vinde fattige og arbejdende mennesker for en økosocialistisk dagsorden, er vi nødt til at sætte beskyttelsen af ​​fattige og faglige fællesskaber – mod en krise, der allerede er en realitet – i centrum for vores krav. Tilpasning – altså opbygning af modstandskraft til at modstå konsekvenserne af klimakrisen – er ikke det samme som at kapitulere, selvom nogle måske vil anklage os for det. Hvis det gribes rigtigt an, er det den mest direkte vej til arbejdspladser, offentlige investeringer og den form for massebevægelse, der i sidste ende kan bryde den fossile kapitals magt.
 
En proces i spændetrøje
Mødet i Belém sluttede uden en aftale om udfasning af fossile brændstoffer. Olieproducerende stater blokerede for bindende formuleringer, og forslaget om en formel køreplan for en "omstilling væk fra fossile brændstoffer" – det beskedne løfte fra COP28 i Dubai – blev fjernet fra den endelige tekst. Tilbage stod kun en frivillig køreplan uden for selve forhandlingerne, som kun en håndfuld lande har bidraget til.

 

Mellemmødet i Bonn i juni i år (2026) viste, hvor stram tvangstrøjen er blevet. Fossile brændstoffer var ikke engang et formelt punkt på dagsordenen. Colombia måtte påpege, at formuleringen om en "omstilling væk fra fossile brændstoffer" i al stilhed var forsvundet fra opsummeringen af ​​dialogen om den globale statusopgørelse (Global Stocktake). På vegne af gruppen af ​​ligesindede udviklingslande (Like-Minded Developing Countries) beskrev Saudi-Arabien dialogen som et "ikke-styrende forum med fokus på finansiering", advarede mod at "plukke enkelte elementer" ud af statusopgørelsen og fremhævede CO2-fangst som løsningen. Fijis forhandler anklagede offentligt Saudi-Arabien og Indien for at "undergrave" klimavidenskaben, da de modsatte sig enhver henvisning til 1,5-gradersmålet, til misinformation og sågar til kritiske ”tipping points”.

 

Resultatet blev handlingslammelse. Arbejdsprogrammet for reduktioner i udledninger slog fejl og blev skubbet videre til Antalya i henhold til "regel 16" – en procedureregel, der blot overfører et uafklaret punkt til næste møde, uden at der foreligger en tekst, man kan bygge videre på. Det samme skete for det globale mål om klimatilpasning. Det endelige udkast bestod udelukkende af tekst i kantede parenteser. Fem på hinanden følgende IPCC-møder har nu ikke engang kunnet blive enige om en tidsplan for den næste statusrapport.

 

Oliestaterne står ikke alene. USA forlod formelt Parisaftalen den 27. januar 2026 og har meddelt, at landet også trækker sig fra selve FN's klimakonvention. Trump-administrationen har rullet beskedne klimainitiativer tilbage, der skulle have reduceret USA's høje udledningsniveau. Ligesom krigen i Ukraine har krigen mod Iran været katastrofal for bestræbelserne på at mindske rentabiliteten ved olie og gas. Siden de amerikanske og israelske angreb den 28. februar og lukningen af ​​Hormuzstrædet har prisen på Brent-olie ligget over 100 dollar tønden. BP's overskud blev mere end fordoblet i kølvandet på krigen og nåede op på 5,7 milliarder dollars i andet kvartal – det bedste resultat i fire år – samtidig med at selskabet meddelte, at det ville "bevæge sig længere væk fra vedvarende energi". Krig viser sig at være fremragende for den fossile industri.

 

Militariseringen og væksten i våbenindustrien tager fart, men alligevel bliver dens bidrag til de globale emissioner ikke opgjort, og forsøg på at få dette emne på dagsordenen ved COP-møderne er hidtil slået fejl.

 

Det er i denne kontekst, at det tyrkiske formandskab præsenterer en "handlingsdagsorden", der bygger på frivillige målsætninger – eksempelvis at øge elektricitetens andel af det endelige energiforbrug fra omkring 20 til 35 procent inden 2035. Bowen [Australiens klima- og energiminister, formand for COP31-forhandlingerne, o.a.] erkender selv, at handlings-dagsordenen og forhandlingerne er "to forskellige ting". Faren er, at der gives løfter i det ene lokale, mens det egentlige arbejde med at blokere for fremskridt foregår i det andet.

 

Stigende temperaturer
Samtidig fortsætter klimakrisen. 2024 var det første kalenderår, hvor de gennemsnitlige globale temperaturer lå mere end 1,5 °C over det præindustrielle niveau – ifølge Copernicus' målinger nåede de op på omkring 1,6 °C. 2025 var det tredje varmeste år, der nogensinde er registreret, med 1,47 °C, og de tre år fra 2023 til 2025 lå samlet set i gennemsnit over 1,5 °C for første gang. Alt dette skete, før den nuværende El Niño indtraf.

 

Nu lægger en "super"-El Niño – den periodiske opvarmning i det østlige Stillehav, der frigiver lagret varme fra havet til atmosfæren – sig oven i den opvarmning, vi selv har forårsaget. I september nåede havtemperaturen i det centrale Niño 3.4-område i Stillehavet et rekordhøjt niveau på 29,70 °C – højere end under de store El Niño-begivenheder i 1982–83, 1997–98 og 2015–16. Det japanske meteorologiske institut oplyser, at fænomenet har nået sin "kraftigste intensitet nogensinde".

 

Ifølge Copernicus Climate Change Service nåede den globale havoverfladetemperatur i september op på rekordhøje 21,05 °C. August 2026 tangerede juli 2023 som den varmeste måned, der nogensinde er målt, og september – med 1,63 °C over det præindustrielle niveau – blev den næstvarmeste september, der er registreret. En ny periode med måneder, hvor temperaturen ligger over 1,5 °C, begyndte i august, og Copernicus forventer, at den vil fortsætte ind i 2027, da de globale temperaturer først topper nogle måneder efter selve El Niño-fænomenet. "Vi kan få et rekordvarmt 2026, efterfulgt af et rekordvarmt 2027," advarer Carlo Buontempo, direktør for Copernicus. "Det er kun et spørgsmål om tid, før vi overskrider den langsigtede grænse i Parisaftalen."

 

I det sydlige Afrika har den globale opvarmning katastrofale følger. I januar kostede oversvømmelser i Limpopo, Mpumalanga, Mozambique og Zimbabwe mere end 100 mennesker livet og tvang hundredtusinder på flugt. Nu står vi over for den modsatte yderlighed. Climate Impact Lab forudser omkring 1.200 ekstra varmedødsfald i Sydafrika mellem september 2026 og februar 2027 – og omkring 451.000 på verdensplan. El Niño-år medfører i vores region tørke, fejlslagen høst og stigende majspriser. Denne gang rammer de oven i chokerende priser på brændstof og gødning, der er udløst af krig. Fødevareusikkerhed og sult står til at blive endnu mere akut i regionens rigeste land.

 

De, der dør under hedebølger, er ikke beboerne i forstæder med aircondition. Det er de ældre i blikskure, folk der arbejder udendørs, landarbejdere og gadesælgere. De, der mister alt under oversvømmelser, er de familier, som apartheidtidens byplanlægning og ejendomsmarkedet har tvunget ud på arealer, der er truet af oversvømmelser og ustabile skråninger. Derfor må klimakrisen i første omgang forstås som et spørgsmål om klasse.

 

Et blodbad for arbejdspladser og eksistensgrundlag

Handlingslammelsen i klimapolitikken er ikke kun et miljømæssigt svigt. Den skaber et blodbad for arbejdspladser og menneskers eksistensgrundlag.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at Kina er den eneste store økonomi, der betragter den grønne omstilling som et industriprojekt. I 2025 udgjorde sektorer inden for ren energi 11,4 procent af Kinas BNP. Investeringerne i ren energi nåede op på omkring 1 billion dollars – cirka fire gange så meget, som der blev investeret i udvinding af fossile brændstoffer og kulkraft – og stod for mere end en tredjedel af landets økonomiske vækst. Alene i marts 2026 eksporterede Kina udstyr til solenergi med en kapacitet på 68 GW, heraf 10 GW til Afrika. Uanset hvad man måtte mene om den kinesiske model, viser den, hvad planlægning og statslige investeringer kan udrette.

 

Andre steder er regeringer lammet af sparepolitik, gæld og den fossile kapitals politiske magt. De formår hverken at beskytte de gamle industrier eller opbygge nye. Sydafrika er et slående eksempel. Arbejdsløsheden steg til 43,7 procent i andet kvartal af 2026, hvilket betød, at 345.000 flere mennesker stod uden arbejde på blot ét kvartal. Samtidig overstiger arbejdsløsheden blandt unge i alderen 15–24 år 60 procent. Ved udgangen af ​​2025 lukkede ArcelorMittal sit stålværk i Vereeniging, hvilket kostede 3.500 arbejdspladser, og varslede afskedigelser i Vanderbijlpark. Alene i fjerde kvartal af 2025 forsvandt omkring 61.000 arbejdspladser inden for fremstillingsindustrien, og arbejdsløsheden i Vaal-trekanten overstiger 55 procent. I andet kvartal af 2026 forsvandt yderligere 41.000 arbejdspladser inden for minedrift og landbrug.

 

Lokalsamfund, der er afhængige af kul- og stålindustrien, overlades til markedskræfterne, mens de grønne industrier, der kunne erstatte dem, importeres frem for at blive opbygget lokalt. Samtidig ødelægger tørke og oversvømmelser livsgrundlaget for småbønder, fiskere og uformelle arbejdere – hvoraf de fleste hverken har adgang til dagpenge, fratrædelsesgodtgørelse eller andre sikkerhedsnet at falde tilbage på.

 

"Belém-handlingsmekanismen" for en retfærdig omstilling – som man i Bonn tog skridt til at gøre operationel – vil ikke i sig selv ændre på dette. Som vi påpegede sidste år, mangler den stadig både midler og en plan for genindustrialisering. En mekanisme, der ikke engang kan sikre livsgrundlaget for en enkelt afskediget stålarbejder, udgør endnu ikke en retfærdig omstilling. Fagforeninger og bevægelser bør kæmpe for at give den ressourcer og reel gennemslagskraft; ellers vil den blot forblive et tomt begreb under dække af "retfærdig omstilling".

 

Hvorfor bevægelsen må flytte sit fokus

I tre årtier har klimabevægelsen i vidt omfang fokuseret på begrænsning af klimaforandringer: emissionsmål, CO2-budgetter og grænsen på 1,5 grader. Det var den rette kamp at tage, og reduktion af emissioner er fortsat afgørende. Men vi er nødt til at være ærlige omkring, hvor det har ført os hen.

 

1,5 °C-målet er i praksis blevet overskredet. Indsatsen for at begrænse klimaforandringerne er blevet reduceret til en konkurrence om nationale løfter, som de magtfulde kan ignorere, præcis som det passer dem. Værre endnu er området blevet overtaget af kvotemarkeder, klimakompensation og "netto-nul"-regnskaber, der gør det muligt for forurenere at købe sig fri fra at gøre en reel indsats.

 

Der er fire grunde til at flytte fokus i vores krav mod klimatilpasning.

 

For det første er det inden for klimatilpasning, at arbejderklassens umiddelbare liv og eksistensgrundlag står på spil. En familie i Alexandra eller Mthatha kan ikke vente på, at det globale CO2-budget bliver afklaret. De har brug for en bolig, der ikke er udsat for oversvømmelse, vandhaner, der ikke løber tør, og en klinik, der kan håndtere en hedebølge.

 

For det andet er klimatilpasning det område, hvor de rige lande er mest sårbare. Selv de løfter, der er givet i COP-regi, bliver svigtet. I Belém indgik regeringerne en aftale om mindst at tredoble finansieringen af ​​klimatilpasning i udviklingslande inden 2035. I Bonn brugte de rige lande – som Mohamed Adow fra Power Shift Africa udtrykte det – to uger på at "forsøge at slette" dette løfte fra referatet. Canada, Norge og Japan modsatte sig endda at nævne det. Tre år efter oprettelsen af ​​fonden for tab og skader ("Loss and Damage Fund") er der kun givet tilsagn om mindre end 1 milliard dollars. "Afrika brænder og oversvømmes lige nu," sagde Adow. Formanden for den afrikanske gruppe tilføjede kort og godt: "Vores folk kan ikke vente."

 

For det tredje giver klimatilpasning klimabevægelsen en vej ud af den fælde, som højrepopulister har opstillet ved at hævde, at klimaindsatsen truer arbejdspladserne. Etablering af sikring mod oversvømmelser, energirenovering af boliger og sikring af vandforsyningen er arbejdsintensive opgaver. De skaber job netop i de lokalsamfund, som den fossile økonomi er ved at forlade. Hvis klimatilpasning organiseres rigtigt, fungerer det som et program for beskæftigelse.

 

For det fjerde – og vigtigst af alt – er klimatilpasning et spørgsmål, der kan bruges til organisering. Hver eneste oversvømmelse, hedebølge eller udtørret vandhane tvinger lokalsamfund til at handle i fællesskab – hvad enten det handler om at redde naboer, kræve vandvogne eller konfrontere en kommune, der har svigtet dem. Krav om klimatilpasning er konkrete, lokale og mulige at indfri. Kampen for at opnå dem kan opbygge den organisering, det lederskab og den selvtillid, som en bredere bevægelse for klimaretfærdighed har brug for. Hvor målsætninger for udledninger kan føles fjerne og abstrakte, taler kampen for et sikkert hjem, et velfungerende kloaksystem eller beskyttelse mod varme på arbejdspladsen direkte ind i folks hverdag.

 

Dette er ikke en opfordring til at opgive klimabegrænsende tiltag. Det er en opfordring til at holde op med at overlade vores skæbne til en forhandlingsproces, der i høj grad er styret af dem, som tjener penge på krisen – og i stedet opbygge magt nedefra. Det er en opfordring til at forrykke magtbalancen, hvilket er nødvendigt for at vinde kampen for klimaretfærdighed. Og det betyder, at vi skal kæmpe for klimatilpasning på vores egne præmisser – ikke på præmisser dikteret af konsulenter, forsikringsselskaber og finansielle aktører, der ser vores sårbarhed som et nyt marked. Det er en opfordring til at rette skytset mod nyliberalismen som ideologi; en ideologi, der ødelægger vores muligheder for at stoppe klimaforandringerne.

 

En progressiv dagsorden for klimatilpasning

Vores tilgang til klimatilpasning tager udgangspunkt i behovene hos arbejderklassen og dens lokalsamfund. I samarbejde med bevægelser som Cry of the Xcluded, Amadiba Crisis Committee i Pondoland, Coastal Links langs Wild Coast samt lokale organisationer fra Botshabelo til Mpumalanga, har vi argumenteret for statslige investeringer i "klimajob" – job, der styrker vores modstandsdygtighed over for klimaforandringer. Intet af dette vil blive givet ovenfra. Hvert enkelt krav kræver organisering – gade for gade, landsby for landsby og arbejdsplads for arbejdsplads. De centrale elementer bør være:

 

1.                      Et offentligt program for klimajob, der styrker modstandsdygtigheden. Staten – ikke markedet – skal være den primære arbejdsgiver og investor. Der kan skabes hundredtusindvis af regulære, faste arbejdspladser inden for opførelse og vedligeholdelse af oversvømmelsesværn og kloaksystemer, genopretning af vådområder og kyststrækninger, fjernelse af invasive plantearter samt bekæmpelse af brande. Der skal være tale om rigtige job med en anstændig løn – ikke kortsigtede ydelser, som dem man finder i det nærige og korruptionsplagede EPWP-program.

 

2.                      Boligbyggeri i stor skala som drivkraft for en grøn industrialisering. Millioner af sydafrikanere bor i boliger, der er livsfarlige under hedebølger og oversvømmelser. Et omfattende program for velisolerede, klimasikrede offentlige boliger – opført uden for oversvømmelsestruede områder – vil kunne redde menneskeliv direkte. At skaffe cement, stål, mursten, vinduer og solvarmeanlæg lokalt ville desuden skabe et marked for stålværkerne i Vaal og fabrikkerne i Gqeberha og Ekurhuleni. Dette er kernen i en behovsbaseret, grøn industripolitik: at producere det, folk har brug for – her.

 

3.                      Sikker vandforsyning som et offentligt gode. At gøre vores byer modstandsdygtige over for tørke indebærer at udbedre utæt kommunal infrastruktur, opsamle regnvand, beskytte vandreservoirer og garantere en gratis basisforsyning. Det må ikke betyde privatisering, forudbetalte målere eller takster, der rammer de fattige hårdt.

 

4.                      Beskyttelse af livsgrundlaget på land og til vands. Småbønder, fiskere og lokalsamfund på landet har brug for støtte til klimarobust agroøkologi, frøbanker, lokale fødevaresystemer samt sikrede rettigheder til jord og marine ressourcer. Som Amadiba-samfundet har vist gennem sin modstand mod minedrift, er lokalsamfund, der forsvarer deres jord, ofte det første skridt i tilpasningen.

 

5. Social beskyttelse mod klimachok. En garanti for universel basisindkomst, der starter med at gøre SRD-tilskuddet permanent og forhøje det, er en foranstaltning til klimatilpasning. Det giver husholdningerne et ståsted, når oversvømmelser, tørke og prischok rammer. Det samme gælder beskyttelse mod varme for udendørs arbejde og offentlige kølecentre i vores byområder.

 

6. Lokal samfundskontrol. Planer for tilpasning skal laves sammen med lokalsamfundene, ikke påtvinges dem. Deltagelse i planlægning, med ressourcer til lokale samfundsorganisationer til at undersøge og overvåge deres egne forhold, er en beskyttelse mod, at "modstandsdygtighed" bliver et påskud for tvangsflytninger.

 

7. Finansiering, der ikke forhøjer gælden. Tilpasning skal finansieres gennem offentlig finansiering, ikke lån. Det betyder erstatning fra de historiske forurenere, samt umiddelbar beskatning af fossile brændstofprofitter som BP's og SASOL's krigsbonanza og bidrag fra progressiv beskatning af formuer. Det betyder at annullere den gæld, der tvinger vores regeringer til nedskæringer, og stoppe ulovlige finansielle strømme, der dræner kontinentet for langt mere, end det modtager i klimafinansiering.

 

Hvad kan man forvente af Antalya, og hvad kan man gøre?

Så hvad kan aktivister, der slås for klimaretfærdighed og social retfærdighed se frem til på COP31? Beskedne resultater, i bedste fald, fra forhandlingsrummene. I bedste fald kan vi se en retfærdig omstillingsmekanisme uden penge, et sæt tilpasningsindikatorer uden finansiering og frivillige løfter om elektrificering og vedvarende energi. I værste fald vil rige lande have succes med at begrave deres løfte om at tredoble finansieringen af tilpasningerne I mellemtiden vil den anden globale statusopgørelse begynde, der lover endnu en vurdering af en fiasko, vi allerede forstår.

 

Det betyder ikke, at vi vender COP ryggen. Det er fortsat et kampsted, hvor kravene fra afrikanske og små østater kan forstærkes, og hvor rige lande kan holdes fast på de løfter, de har givet. Der er reelle åbninger: kampen for at forsvare tredoblingen af finansieringen af tilpasningerne, indsatsen for at give den retfærdige omstillingsmekanisme ressourcer og den voksende koalition af lande, der presser på for en handleplan for fossile brændstoffer. Aktivister i Antalya bør bruge COP som en platform til at støtte disse bestræbelser og til at afsløre forræderiet omkring finansiering af tilpasningerne. De bør kræve finansiering i form af tilskud – reelle midler til dækning af tab og skader samt erstatning – frem for lån. Men det afgørende arbejde foregår på hjemmefronten: med organiseringen af ​​dem, der rammes hårdest af krisen.

 

I Sydafrika betyder det at opbygge en bevægelse, der forbinder kampen mod arbejdsløshed med kampen mod klimakatastrofen. Det indebærer at fremføre krav om et offentligt program for klimajob, klimarobuste boliger og sikker vandforsyning over for kommuner, provinser og finansministeriet. Det handler om at samle afskedigede stålarbejdere, arbejdsløse unge, beboere i uformelle bosættelser, landarbejdere og fiskere omkring et fælles program. Og det handler om at tage et opgør med den sparepolitik, der hævder, at der ikke er nogen penge – samtidig med at der altid er midler til redningspakker, subsidier til fossile brændstoffer og krig.

 

Denne organisering må tage udgangspunkt der, hvor folk befinder sig. Det betyder lokale klimaudvalg i townships og landsbyer, der kortlægger lokale risici og udarbejder deres egne tilpasningsplaner. Det betyder sikkerheds- og sundhedsudvalg på arbejdspladserne, der kræver beskyttelse mod ekstrem varme. Det betyder alliancer mellem fagforeninger og lokale organisationer, der udfordrer kommunale budgetter og beredskabsplaner. Og det betyder at omdanne enhver krisehåndtering til et krav om en permanent styrkelse af modstandskraften.

 

Så længe den fossile industri har så stor indflydelse på COP-forhandlingerne, kan vi ikke vente på, at den leverer det, vores lokalsamfund har brug for. Krisen er her. Spørgsmålet er ikke længere kun, hvor hurtigt vi kan reducere udledningerne, men hvem der vil blive beskyttet, i takt med at temperaturen stiger – og hvem der vil blive overladt til at brænde op eller drukne. Det er et politisk valg, og det er et valg, der kun kan gennemtvinges af en organiseret massebevægelse i arbejderklassen, bygget op omkring kampen for tilpasning og overlevelse.

 

Brian Ashley er medlem af Zabalaza for Socialism, sidder i redaktionskollektivet for Amandla! og er koordinator for Alternative Information and Development Centre (AIDC).

 

Oversat fra det sydafrikanske website Amandla! af Åge Skovrind