International Socialistisk Ungdomslejr bliver i år afholdt i Danmark den 22-28. juli. Vi har talt med en række af deltagerne. Victor kommer fra Teresina i det nordøstlige Brasilien, en by på 800.000 indbyggere.

af Åge Skovrind

Læsetid: 3 minutter

Han sidder i ledelsen af ungdomsorganisationen Rua – Antikapitalistisk Ungdom, men er også medlem af gruppen Insurgencia, som er en del af partiet PSOL, Partiet for Socialisme og Frihed. Det blev dannet i 2005 af venstrefløjen i Arbejderpartiet PT, som nægtede at støtte en forringelse af pensionssystemet.

 

Til daglig læser Victor jura, og han er også med i ledelsen af den brasilianske studenterorganisation. Han fortæller, at de studerende arrangerede massive demonstrationer i protest mod en ny lov, som fastfryser alle offentlige investeringer i ikke mindre end 20 år! Det var i 2016, kort efter at den højreorienterede Michel Temer ved et parlamentarisk kup fik afsat den siddende præsident Dilma Rousseff fra PT.

 

Loven til verdens ende 
”Loven til verdens ende”, som den kaldes i folkemunde, har betydet, at mange uddannelsessteder bliver lukket eller får forringet deres tilbud væsentligt,” forklarer han.

 

”Da lovforslaget blev fremlagt, blev det mødt med meget store demonstrationer med besættelser af skoler og universiteter mere end tusinde steder. Op til vedtagelsen arrangerede vi en studenterkaravane med 100.000 deltagere til Brasiliens hovedstad, som blev slået brutalt ned af politiet.”

 

Loven blev trods protesterne vedtaget, og det har ført til en stor krise i uddannelsessystemet, forklarer Victor:

 

”Der sker fyringer af det tekniske personale, man kan ikke ansætte nye undervisere, ofte står de studerende uden en lærer. Der foregår i øjeblikket en massiv udvandring fra universiteterne af studerende fra fattige familier, hvilket som oftest vil sige sorte familier.”

 

”Der er valg til oktober, så vores forslag er, at så snart en ny præsident er valgt, skal der udskrives en folkeafstemning om ”loven til verdens ende”, som kan lægge pres på politikerne for at rulle loven tilbage.”

 

Præsidentkandidat i fængsel
Kampagnen op til valget i oktober er startet, men det meget usædvanlige er, at den tidligere præsident Lula, kandiderer til præsidentposten for PT, men samtidig er sat i fængsel på falske korruptionsanklager, og samtidig fører han i meningsmålingerne med omkring 30 procent. Valgkommissionen vil sandsynligvis underkende ham, og spørgsmålet er, om PT kan finde en anden kandidat med appel.

 

”Det står meget åbent, hvad resultatet bliver,” siger Victor, og uddyber:

 

”Problemet for borgerskabet er, at de ikke har en fælles kandidat. Nummer to i meningsmålingerne er Jair Balsonaro, en tidligere militærofficer, der er kendt sine fascistiske, racistiske og homofobiske holdninger.”

 

Hvad går PSOLs kampagne ud på?

 

”Lige nu har vi seks medlemmer af de 513 pladser i parlamentet, og vi håber på at fordoble antallet. Vi tror, det er realistisk. Det sidste år har vi haft fremgang, især blandt unge.”

 

Hvorfor?

 

Jeg tror, det er fordi vi har et stærkt politisk program. Vi er kendt for at være troværdige, ubestikkelige, ikke parat til studehandler, og vi har konsekvent støttet arbejderklassens og de studerendes rettigheder. Der var en stor skuffelse, da PT begyndte at lave nedskæringer i 2003.”

 

Victor understreger, at selv om PSOL har fremgang, og selv om der er modstand og kampe, så er arbejderklassen i defensiven. Der er brug for en modoffensiv fra de sociale bevægelser.

 

Bevægelsernes kandidat
PSOL opstiller Guilherme Boulos fra de Hjemløse Arbejderes Bevægelse (MTST) som præsidentkandidat og Sônia Guajajara, en leder for guajajara-indianerne i Brasiliens nordøstlige Arariboia-region, som vicepræsident.

 

”Det er første gang, at repræsentanter for Brasiliens sociale bevægelser kandiderer til præsidentvalget, og det var vel at mærke et forslag, der kom fra bevægelserne selv. Det er en unik alliance, som kan styrke vores bestræbelser på at opbygge en bred enhedsfront til at modstå angrebene på arbejderklassen. Et skridt på den vej var dannelsen af ”Povo sem medo” (Folk uden frygt”) i 2015 som en front, der samler en række sociale bevægelser.”

 

100.000 gensat under ny arbejdsmarkedslov

Hvad har været de værste angreb fra regeringen?

 

”Ud over ”loven til verdens ende” er der arbejdsmarkedsreformen, som blandt andet betyder, at individuelle ansættelsesaftaler har forrang for arbejdslovgivningen, for eksempel i forhold til aftaler om ferie og andre arbejdsforhold. Selv militærdiktaturet, som sad ved magten fra 1964 til 1985, turde ikke pille ved den lov. Da den blev ændret sidste år, blev 100.000 ansatte fyret, kun for at blive genansat under dårligere vilkår.”

 

”Der var også en plan om en ny pensionsreform. Forslaget havde form af en grundlovsændring, som ville hæve minimumsalderen for pensionering i forhold til den gennemsnitlige levealder, hvilket selvfølgelig især ville ramme de fattigste, som lever kortere. Det mødte alligevel så stor modstand, at Temer droppede forslaget. Det skete i og med, at militæret blev indsat til at overtage sikkerheden i Rio de Janeiro i februar i år, og i en situation med militær undtagelsestilstand kan man ikke vedtage en grundlovsændring,” forklarer Victor.

 

Militærets overtagelse af sikkerheden i Rio de Janeiro fik også byrådet til at nedsætte en kommission til at undersøge politiets brutalitet. 38-årige Marielle Franco fra PSOL blev valgt til at lede undersøgelsen. Hun var sort, lesbisk, kom fra en af Rios fattige favelaer og var kendt som indædt kritiker af politiets voldelige fremfærd. Den 14. marts blev hun og hendes chauffør dræbt af ukendte gerningsmænd.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com